Skoven dækkede en stor del af øen og var sådan en helt almindelig dansk skov. Fuld af høje bøgetræer med saftige lysegrønne blade, smukke blomster og fuglefløjt. Men et hjørne af skoven var mindre almindelig. Den del var uhyggelig og dyster med store gamle grantræer. De stod mørke, mystiske og helt tætte og lænede sig mod hinanden. Det var som om de prøvede at skjule noget. Jeg havde aldrig tidligere været i den del af skoven, fordi jeg altid havde været lidt bange for den. Det var som om der altid var alt for stille, når man nærmede sig den. Man kunne gå i bagende varmt solskin og høre insekternes summen, fuglenes kvidren og vindens susen i bøgebladene. Og så med et eneste skridt var det som om temperaturen faldt. Solen blev bleg og kold. Alle de rare og gode lyde hørte op og blev erstattet af mærkelige puslelyde og hviskende vindstemmer.
   Der var en lille sti der førte mellem træerne, ind i mørket med de uhyggelige lyde. Det var den sti jeg havde besluttet mig for at gå hen ad.
   Mine ben rystede da jeg tog de første skridt. Efter at have gået et stykke tid, havde jeg vænnet mig til mørket og begyndte at slappe lidt af. Jeg kiggede mig omkring mens jeg gik. Skoven var helt anderledes her. Der var ingen blomster og intet mos. Træerne var ikke grønne og saftige ligesom i resten af skoven. De nederste 2-3 meter af træerne var helt mørkegrå uden nåle. De tørre grene lignede tynde arme, der strakte sig ud og prøvede at få fat i alt levende der kom forbi. Enkelte steder trængte lyset sig blegt ned gennem de tætte trækroner. Det lavede tynde striber gennem luften, hvor små vingede insekter dansede rundt. De fik lyset til at ligne små spøgelser, der ventede på noget de kunne skræmme livet af.
   Jorden var helt dækket af gamle grannåle, der lå som tykke tæpper mellem træerne. Der lugtede tørt og støvet. Lidt ligesom fornemmelsen i næsen lige inden man skal nyse. De eneste lyde jeg kunne høre var de små knas fra grannålene under mine fødder, hver gang jeg tog et skridt. Selv de små viskende lyde var forsvundet. Det var som om skoven holdt vejret mens den lå på lur efter mig.

Jeg havde mest af alt lyst til at vende om men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det ville jeg blive endnu mere bange. Jeg ville føle..... Nej, jeg ville VIDE, at lige bag ved mig ville noget ukendt og farligt komme efter mig. Jeg ville prøve ikke at løbe, men jeg ville ikke kunne lade være. Så ville jeg sten-sikkert høre en lyd af en gren der knækkede og blive endnu mere bange. Og så ville jeg begynde at tude. Og tude, det ville jeg under ingen omstændigheder gøre. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte hen ad stien.