"Den der lille hvide prik du har på næsen far, hvordan fik du den?" Datteren sidder på sengen og reder sit hår med beslutsom mine. Det er aften og hun skal i seng.
"Uha. Det er et af de rigtig gamle ar. Hmm. Jeg må have været 12 eller 13 år gammel. Det var en sommerdag. Du husker jeg fiskede meget som barn ikke?" Faren kigger på datteren der svarer med et "Mmm" og nikker.
Faren lukker øjnene, som for bedre at kunne huske. Da han kort efter åbner dem igen begynder han at fortælle.
Det var en af de sidste dage i sommerferien. Jeg var med min ven Thomas nede ved Spejdermosen for at fiske. Det gjorde jeg meget dengang. Store dele af mosen var omkranset af bjørneklør. Sidst på sommeren var det nærmest en jungle man skulle mase sig igennem for at komme ned til de gode pladser
Mens vi gik gennem alle bjørnekløerne, for at komme helt tæt på vandet, hørte jeg pludselig en meget dyb brummen. Nærmest som en helikopter. Jeg vendte mig om. Idet jeg gjorde det satte den største hveps, jeg nogensinde havde set, sig på min næse. Dengang kendte jeg ikke til den store gedehams, og jeg troede det var en hveps. Den var så stor, at jeg kunne se den stikke ud over begge sider af min næse.
Inden jeg rigtig nåede at reagere føltes det pludselig, som om en masse nåle blev boret ind i tuden på mig. I ren refleks tog jeg min fiskestang op til næsen og brugte den til at skrabe min angriber af med. Det lykkedes og gedehamsen forsvandt brummende af sted. Hvad der desværre også lykkedes mig var, at plante den ene spids af en trekrog solidt i min læbe.
Wobleren, jeg havde tænkt mig skulle overlist en grum gedde, havde jeg allerede bundet på linen. Jeg havde sat den fast i kroghæftet på fiskestangen lige over korkhåndtaget. Da jeg skrabede min næse fri for gedehams fik jeg samtidig kroget mig selv. Et par forsigtige træk i krogen afslørede, at jeg har havde gjort et godt stykke arbejde med at få krogen helt ind forbi modhagen.
Jeg cyklede hjem, med en næse der dunkede af smerte, en rød/hvis wobler dinglende fra læben og en ven der var ved at tisse i bukserne af grin. Undervejs føltes det som om min hud strammede lidt i ansigtet. Når jeg kiggede lige frem fornemmede jeg, at min næse nok så lige lovlig stor ud. Da vi var ved at være hjemme hos mig var Thomas stoppet med at grine. På det tidspunkt så han nærmest lidt nervøs ud.
"Nad er ner gant." Faren klemmer næsen flad med en finger, så hans stemme blir' helt forandret. Datteren fniser.
"Du er altså ret hævet" svarede Thomas.
Da jeg kom hjem gik jeg direkte ud på badeværelset for at se mig selv i spejlet. Jeg lignede noget der var løgn. Min næse lignede en kartoffel og fyldte nærmest halvdelen af mit ansigt. Hævelsen var begyndt at sprede sig til resten af ansigtet og mine øjne var kun to smalle sprækker. Og for ligesom at gøre mit udseende perfekt hang der en fin Abu Hi-lo wobler i rød/hvid og dinglede fra min læbe.
"Ne er nok nedst nis nej nager nil nægen" sagde jeg mens en dråbe savl dryppede fra wobleren og ned på min trøje.
"Du kan sidde bag på min cykel" sagde Thomas.
Det må have været et smukt syn, at se os cykle igennem byen mod lægehuset. På det tidspunkt var mine øjne helt lukkede, og det var både godt og skidt. Skidt fordi det ikke er rart at være blind. Godt fordi jeg slap for at se på alle de folk, der grinende pegede på mig mens vi kørte forbi.
Da Thomas åbnede døren til lægehuset og førte mig ind jeg fik den tanke, at hele den her tur til lægen måske ikke var en rigtig god ide. Godt nok var jeg ved at blive nervøs over, om hævelsen ville standse inden mit hoved eksploderede, men jeg fik en fornemmelse af at noget var galt.
Det var først da jeg hørte en stemme der spørgende sagde "Rasmus? Er det dig?" at jeg blev klar over, at det med stor sandsynlighed var en temmelig skidt ide.
"Rasmus, det er dig" Udbrød stemmen, hvorefter stemmens ejer knækkede sammen i noget der mest lød som en mellemting mellem en gris der grynter og en hysterisk lottovinder der griner.
Jeg burde have sagt mig selv, at det var en dårlig ide at tage på lægehuset. For på lægehuset arbejdede nemlig ikke én, heller ikke to men hele tre mødre til kammerater i min klasse. Inden jeg nåede at tænke tanken til ende hørte jeg tre kvindestemmer der, hulkende af grin, forsøgte at spørge mig om, hvad der var sket.
I ren og skær panik, over hvor mega pinligt det var, vendte jeg rundt i blinde og satte i løb mod døren. Meget kan man sige om mig, men min stedsans dén er god. Jeg fandt døren i første forsøg og drønede ud gennem den. Uheldigvis var den nu lukket. Med ansigtet først drønede jeg ind i den lukkede dør. Mit hævede ansigt virkede som en slags pude, der tog den værste kraft af sammenstødet. Med et vræl af både smerte og chok væltede jeg bagover.
Efter jeg var kommet nogenlunde til mig selv fik Thomas, i samarbejde med den ene af mine venners mor, overbevist mig om det fornuftige i at blive. En læge ville hurtigt kigge på mine hævelse og fjerne wobleren fra min læbe.
Jeg blev lukket ind i et værelse af en slags, hvor jeg skulle vente på lægen. Imens kunne jeg høre nogen der vimsede omkring og ordnede nogle papirer og instrumenter. Lægen kom ind, grinte højt og længe og spurgte "Nå, hvad er så dit problem?"
Jeg hørte fnisen fra forskellige steder i værelset.
"NA NIT PNOBNEM ER???" råbte jeg. "UN OVER AD NEJ IKKE KAN NE, NÅ HAR NEG IKKE NÅET PNOBNEM".
Jeg fik at vide at det sikkert var en stor gedehams der havde stukket mig og wobleren blev fjernet fra min læbe. Hævelsen fortog sig i løbet af 3-4 dage og det lille sår i læben forsvandt hurtigt. Det gjorde drillerierne i skolen til gengæld ikke.
Datteren fniser under dynen "Jeg kan se at din næse stadig er lidt hævet."
"Hov hov hov, lille dame. Siger du at jeg har en stor næse?"
"Måske"
"Har du tænkt på, at hvis ikke jeg havde den store næse ville mor måske aldrig være faldet for mig. Og så ville du aldrig være blevet født. Så du har bare at være glad for den" Han blinker med øjet og gir hende et kys på panden. Hun sover næsten allerede da han lukker døren til hendes værelse.