Den sidste feriedag brugte jeg i Århus. Jeg kiggede i butikker uden at stresse og med et kort i pungen, som ikke glødede. Mænd med kærester i hånden kiggede efter mig uden at smile. Måske var det på grund af min sorte kunstpels. Den stjæler en del blikke. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg havde mest lyst til at sende et spændende blik kun for hverdagsspændingens skyld, at grine eller råbe ad dem, så jeg gjorde ingen af delene. Det ville også have været upassende. I hvert fald at råbe. Det er bare som om, at jeg ikke råber nok. Sidste gang jeg var ude at løbe, besluttede jeg mig for at råbe så højt jeg kunne, for at få det ud, fordi jeg antog at det ville gøre godt. Man skal gøre noget. Passivitet ødelægger min leveregel om, at man skal gøre noget for konstant at være i udvikling. Man er også i udvikling når man ligger under dynen, har skubbet bekymringerne ind under sengen og ser en film. Hvis man kan sammenligne sig selv med en robot, er man ikke.
Da jeg var færdig med at gå, satte jeg mig til rette midt i bylivet og betragtede det. Livet. Menneskerne. Trafikken. Blandt fitnesstasker, nettoposer og paraplyer stod kærligheden. Og ventede. Indtil der blev grønt. Jeg forestiller mig den ellers løbe over for rødt med et glimt i øjet. Måske skyldtes det blot, at det var søndag. Søndag går man pænt og hånd i hånd.
Jeg gik på Baresso. Der er man sikker på, at der er mennesker at observere, for der er altid godt fyldt op, men lige netop denne dag var mængden helt perfekt. Jeg kan godt lide at man bare kan sidde der med sin computer, arbejde, lektier eller en bog, men at man samtidig kan sidde der og snakke med en ven. Man finder mange slags mennesker der. Alt fra ældre venindeflokke til børnefamilier, og sådan nogen som mig. Dog er deres priser både til at græde og dø af grin over. Jeg købte kun noget for at kunne sidde der. På den bedste plet, på den perfekte beliggenhed. Først satte jeg mig godt til rette på et højthævet lædersæde men flyttede senere over til vinduet. Jeg hev Helle Helle op ad tasken og sad med bogen åben imens jeg nippede til min chokolademuffin. Det er fordelen ved bøger. De kan bruges til andet end at læse i. Jeg begravede øjnene i bogen uden at sluge nogle ord. I stedet sad jeg bare. Og tænkte. Og lyttede. Og så.
Det krævede at jeg genlæste mange af sætningerne adskillige gange, inden det lykkedes mig at træde ind i historien med begge ben. Eller nej. Man kan ikke lyve for en løgner. Jeg var faktisk aldrig helt inde. Jeg havde altid et øje på menneskene omkring mig og altid et øre på samtalerne som florerede rundt i lokalet, som lå de på hver deres etage eller i en bunke på en hylde, hvor man selv kunne bladre frem og tilbage imellem dem. Af en eller anden grund er det altid lige netop dén, som man har lyst til at lytte til, hvis cd mangler i coveret.
Tilbage i bogen, hvor jeg forsøgte at dykke, men måtte indse at vandet kun gik mig til navlen, hæftede jeg mig ved nogle af de få ord, jeg slugte råt. "Hun havde lagt et udvalg på disken, jeg købte to for ikke at virke nærig". Nu hvor jeg sidder og skriver det, forstår jeg ikke, at jeg ikke fik lyst til at spørge hende bag disken, om jeg kunne købe en halv chokolademuffin. Eller til at gå i Netto og købe en hel citronmåne og spise den i verdens største bidder, i protest. Der kan jeg købe fire chokolademuffins for mindre end dén ene kostede. Derfor har hun ikke ret til, at kigge uforstående på mig med et halvt fortvivlet smil, når jeg siger ja tak til at få en tallerken til den.
I mens jeg sad der, på min nøje udvalgte plet, oplevede jeg, at folk gik og nye kom. En kvinde satte sig til rette ved siden af mig og tog en bog frem. Ligesindede tænkte jeg med det samme, selvom hendes var meget tykkere, og hvid. Da jeg kiggede over på en mor og en datter, som sad ved siden af kvinden, fordi noget i deres samtale tiltrak min opmærksomhed, troede kvinden ved siden af mig, at jeg kiggede på hende. Så hun kiggede på mig, sådan lige i ansigtet, for vi sad jo ret tæt og alt muligt, fordi stolene var placeret, så to der kendte hinanden, kunne sidde der med tilpas afstand. Senere forstod jeg hvorfor hun havde set på mig, lige i øjnene, på dén klare dybe måde, som de fleste ellers er holdt op med. Det var da hendes veninde ringede og kvinden sagde "Hey, where are you?" at det gik op for mig. Men nu. Nu bliver jeg helt i tvivl, om den bog, der lå på hendes plads ved siden af hendes taske, da hun var oppe og bestille, var på dansk. Nogle mennesker har bare virkelig vellydende accenter. Jeg håber at titlen var dansk. Jeg maler lige mit indtryk om indefra.
En anden kvinde, som sad et par borde væk, kiggede på mig flere gange. Det var som om, at hun lydløst sagde, at hun var glad for, at hun ikke var den eneste, som sad alene. Ligesindede. Ordets tilhørende følelser flød som en bæk imellem os. Men det var som om, at hun ikke trivedes med situationen, til trods for at hun selv havde sat sig der. Jeg håbede at hun ikke havde haft det for hårdt, selvom jeg også tænkte, at vi alle har vores dæmoner at kæmpe med. At vi alle har en vis mængde lort i livet. Og gudskelov for det. Det må være frygteligt, at være lykkelig i længden. Slet ingen kontrast. Og så kan det vel egentlig slet ikke kaldes lykke, hvis man har glemt hvordan det er, ikke at være det.
Da jeg senere kiggede på hende igen, virkede hun mere afslappet, og jeg kunne se, at hun forsvandt i sine egne tanker, da hun med et tænksomt udtryk sad og skrev en liste. Jeg tror ikke bare, at det var en indkøbsliste.
Jeg har en lykkeliste liggende som en kladde på min mobil. Og en anden liste liggende på mit bord. Forskellen er, at den ene hungrer efter at få streget sine punkter ud.
Jeg tror jeg er en af de få, som ikke synes, at det er et helvede at køre i bus. Jeg kan godt lide det. Hjemad kørte vi (ja, jeg var en del af noget) forbi store bygninger og huse med indhold, som guldrammer hængende på de hvide vægge med billeder af dem, der betyder noget. Mine øjne hoppede ubevist ind ad vinduerne, ind i folks hjem. Jeg kunne se en dame, som sad i sit køkken under den varme lampe og løste en Kryds & Tværs. Hendes blik var i hvert fald rettet ned i bordet. Det mindede mig om camping i min barndom med min mormor og morfar, hvor der altid lå en Kryds & Tværs på bordet med en tilhørende skriveklar kuglepen. Måske er det derfor ordene ligger så skræddersyet under min hud.
Nogle gange kan jeg godt tænke Hvad har du imod virkeligheden? når jeg ser folk med høretelefoner i ørerne. Jeg kan godt lide at gå ud af døren og ud i verden. Så er det som om, at man har været på eventyr, når man vender hjem.
Nu er det allerede tirsdag. Hverdagen puffer mig ud ad døren hver dag, men ikke ud i verden. Tænk engang hvis vi ikke kunne tage vores egne skridt. Hvis vi kun kendte til bør og ikke kan. Man har altid et valg.