Når jeg nu sidder og tænker tilbage, så kan jeg også godt se at det var mig fuldkommen uvant at skulle være stærkere end dig. Det ville have været en fuldkommen nedværdigelse for dig, hvis jeg skulle have hjulpet dig med din lejlighed, med økonomien eller med din hygiejne. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle have båret mig ad med at gøre disse ting uden at have såret dig på det grusomste. I al den tid jeg kan huske har du altid værnet om dit privatliv. Jeg har aldrig set dig nøgen, har aldrig måttet få indblik i din økonomi og har aldrig skullet hjælpe til derhjemme. Du ville altid gøre alting SELV. Måske fordi du ønskede at give os børn et så godt og frit liv som muligt. Måske fordi vi ikke skulle blive mærket af at være vokset op med en maniodepressiv far. Så ingen af os børn har nogensinde prøvet at have pligter. Vi skulle aldrig tjene til vores lommepenge. Pengene kom bare, uden at vi behøvede at løfte så meget som en lillefinger.
   Er det bare dårlige undskyldninger, Mor? Forsøger jeg bare at retfærdiggøre mit eget svigt? Måske, jeg kan ikke gennemskue det lige nu. Men, Mor, jeg har sådan et behov for at kunne leve videre. For at tilgive og acceptere mig selv, med en eller anden form for tro på at jeg handlede som jeg gjorde fordi jeg ikke var i stand til andet. Fordi jeg havde i hvert fald én god grund til det. Muligvis flere, endda. Du havde altid gjort mig så forvænt med at jeg ikke behøvede at være stærk. Du ville være stærk for mig. Du ville beskytte mig og sørge for mig. Langt ind i mine voksne år. Hvordan skulle jeg have kunnet foretage en så drastisk kovending, og blive til den praktiske gris som jeg i dag ønsker at jeg kunne have været? Hvordan skulle det have været muligt? Du gjorde mig forvænt, du forkælede mig. Men, Mor, der er ikke noget som helst der er din skyld. Du har intet gjort forkert. Det er mig, der skulle have været mere bevidst om det, allerede da jeg flyttede hjemmefra. Jeg skulle have forsøgt at løsrive mig lidt fra dig, allerede da. Men i stedet for udnyttede jeg dig. Jeg gjorde ikke noget forsøg på at vokse, fordi det var meget mere bekvemt at blive ved med at lade mig beskytte af dig. Der er intet af det der er din skyld, Mor. Men det er nok forklaringen på, hvorfor jeg ikke kunne få mig selv til at hjælpe dig. Hvorfor jeg ikke magtede det. Da du sad i sofaen og græd over at jeg måske ville flytte langt væk fra dig, så kunne du ligeså godt have siddet og skreget: "HJÆLP!" Og det kunne jeg slet ikke bære, Mor. At du sad og bad om hjælp var lige så forkert for mig, som hvis min sofa var begyndt at tale til mig. Lige så fuldstændig umuligt at fatte.
   Det hændte et par gange, i 1994, at jeg forsigtigt begyndte at spørge dig om jeg skulle rydde lidt op for dig i køkkenet. Men måske gjorde jeg det bevidst på nogle af dine mere klare dage, for du nægtede i hvert fald kategorisk at det skulle være nødvendigt at hjælpe dig. Splittelsen var for mig enorm. Imellem at kunne se hvor nødvendigt det snart ville være at skaffe dig hjælp, og så dét at det var så meget under din værdighed at skulle have hjælp. Der var ingen nådig måde, hvorpå jeg kunne gøre dig forståeligt at der snart krævedes hjælp udefra. For dig var hjælp ensbetydende med at miste din frihed. Det vidste jeg instinktivt, men stadig på det ubevidste plan. Et par år senere erfarede jeg pinefuldt hvor sandt det egentlig var.