Nu er jeg så igen derhenne, Mor, hvor jeg atter har lyst til at rive alle disse sider i stumper og stykker. Hvor jeg har lyst til at opgive det hele og springe frem til 1999. Året 1995 er det skrækkeligste år af dem alle, og jeg har det lige nu ganske forfærdeligt. Jeg har ikke LYST til at rippe op i det alt sammen. Til at se mit svigt sort på hvidt. Jeg har bare lyst til at glemme det. Og alligevel ikke. Noget i mig driver mig til at få det gjort. Noget i mig har drevet mig de sidste par år til at få ALT skrevet ned. ALT hvad der overhovedet hændte i disse mine skrækkelige år. Det er for alvor nu, hvor mit svigt bliver større og for alvor fylder mig med dårlig samvittighed. Men det er også nu, hvor minderne begynder at trænge sig ind på mig, og jeg begynder at huske og mærke sorgen over at se dig forsvinde for alvor. I 1994 var min sorg begyndt, men det er intet imod hvad 1995 bragte mig ud i. Jeg kan simpelthen ikke BESKRIVE tydeligt nok hvor meget det smertede mig at se dit forfald, at lytte til din gråd, at se dit triste ansigtsudtryk, at høre på dine gentagne dystre forudsigelser:
   "Jeg ender som mormor, jeg ender som mormor. Skyd mig, jeg er intet værd. Jeg ender som mormor."
   Din depression blev tydeligt forværret i 1995, din svigtende hukommelse lod dig trække dig selv helt ned hvor selvmord efterhånden stod som eneste udvej ud af dine smerter og din diffuse fornemmelse af at noget var helt galt. Åh, Mor, hvis du vidste, hvor hårdt det var for mig at høre på dine:
   "Jeg kan lige så godt DØ!"
   Jeg hadede det mere end alt andet, for din død ville være det værste af alt, det ville være opfyldelsen af alle mine mareridt og virkeliggørelsen af min barndoms angst for at miste dig. En angst som aldrig helt havde forladt mig. Og nu sad du der og ønskede at gøre denne angst virkelig. Jeg ønskede så inderligt, at få dine tanker væk fra dette dødsønske. Jeg ønskede så inderligt, at give dig grunde nok til at have lyst til at leve videre. Jeg ønskede at finde en måde, hvorpå dit liv kunne blive meningsfuldt, trods demensen. Jeg ønskede, Mor, at du skulle se på mig og indse at JEG var grund nok til at du skulle leve videre. At JEG skulle være meningen med dit liv.
   Jeg ønskede, Mor, og trængte voldsomt til, at du skulle være stærk som i gamle dage. At du skulle være normal. At du skulle være hende der ordnede alt for mig, og som brugte den største del af tiden på mig og børnene. At jeg var den vigtigste person for dig. Jeg magtede ikke at du pludselig sad og var så EGOISTISK. At du sad og græd over dig selv og dit liv. Det havde du jo slet ingen GRUND til! Du havde jo mig? Jeg ønskede at du skulle få øjnene op for hvor meget du smertede mig med din egoisme, med din egen sorg over både at skulle leve uden far, men også med din egen diffuse sorg over at noget var helt galt med dig.
   Er det mon normalt, Mor? At man kan være så egoistisk som jeg? At jeg ikke engang kunne lade dig sørge over far og dine svigtende åndsevner uden at kræve at du skulle tage hensyn til MINE følelser?
   Jeg sagde aldrig noget, Mor. Om at du skulle tage hensyn til mig. Jeg forsøgte efter bedste evne at trøste dig, og fortalte dig aldrig hvor meget du smertede mig med dine ord og din tydelige sorg. Men indeni skreg jeg:
   "SÅ HOLD DOG OP MED AT GØRE MIG SÅ ONDT!!"
   Det har altid været dig, mor, som har trøstet mig når noget har været slemt og gjort ondt. Hvordan kunne du så sidde der og pludselig være ÅRSAGEN til min smerte?
   Nu er jeg så igen nødt til at sige at begivenhederne i 1995 står meget plørede for mig. Det hele føles meget sammenfiltret lige nu, og jeg kan reelt ikke huske en døjt om hvornår de forskellige hændelser fandt sted. I hvilke måneder, og ej heller begivenhedernes rækkefølge. Hele 1995 er præget af dine gentagne indlæggelser, samtaler med læger, min efterhånden nødvendige deltagelse i plejen af dig, hvilket bragte mig ud i gevaldige depressioner. Jeg arbejdede desuden mere og mere bevidst på at få Alex hjem og bo hos mig fast, hvilket bragte mig ud i adskillige skænderier med Jørgen og desuden gav mig svedeture af angst for om jeg mon kunne klare det når alt kom til alt.