Det værste ved det hele, Mor, det er at jeg må erkende at jeg svigtede dig. På det grusomste lod jeg dig i stikken, fordi jeg havde så travlt med mig selv. Jeg burde have gjort noget dengang, jeg burde have fået dig til læge. Måske ku' du ha fået noget nervemedicin der ku' hindre at din demens accelererede så voldsomt. Måske var der andet der ku' ha' været gjort, måske...
   Hvis bare jeg ikke var blevet så vred på dig nogle gange, det er så svært at bære - nu. Nogen gange blev det bare for meget. Når jeg forsøgte at trøste dig, når ingenting hjalp. Og når du blev ved og ved med at spørge om den samme og den samme ting. Eller gentage den samme og den samme sætning, om og om igen. Nogen gange blev det bare for meget, nogen gange følte jeg det som om noget sagde KLIK! i mit hoved. Og jeg måtte enten bryde grædende sammen eller flippe totalt ud i et eller andet voldsomt raserianfald. Som regel blev det det sidste, for jeg ville ikke græde, når du så på det. Det ku' jeg ikke få mig selv til, så ville jeg blive nødt til at fortælle dig hvorfor jeg sådan sad og græd over dig. Jeg vidste jo, at det ikke førte nogen steder hen, du ville enten blive endnu mere deprimeret over at 'du var ved at ende som Mormor, du havde ikke noget at leve for, vi kunne ligeså godt skyde dig'. Eller også ville du nægte alt, forsøge at bilde mig ind at du ingenting fejlede.
   Men det er så svært, Mor, at bære tanken om alle de gange hvor jeg er blevet så gal på dig. Specielt den gang på plejehjemmet, da du sad og spiste og ikke kunne ramme munden med gaflen. Jeg ku' ikke holde det syn ud, at endnu en af dine evner var ved at forsvinde for øjnene af mig, og jeg blev gal og hvæsede, at du skulle tage dig sammen. Du blev ked af det, og jeg hørte din spinkle stemme, da jeg stormede ud til bilen: Vil du ikke blive her lidt, Lone?
   Jeg græder lige nu, Mor. Græder over dig og mig, græder over at noget der engang var så smukt fik lov til at blive så grimt. Græder over din skæbne, græder over at jeg ikke ku forhindre dig i at forsvinde. Græder over at jeg ikke formåede at give et bedre liv. Græder over alt det jeg ikke længere kan sige til dig. Og at jeg aldrig ku sige undskyld, for du havde glemt det hele bagefter. Jeg kunne blot håbe på at det virkelig var slettet af din hukommelse, som alle andre input.
   Er dette mon mine sidste tårer, Mor? Eller gemmer der sig mange endnu?

Har man lov til at blive gal? Har man lov til at skælde den demente ud? Mange har siden forsøgt at berolige mig med at 'det er uundgåeligt at reagere sådan, nogle gange'. 'Det er klart du reagerede kraftigt, og forståeligt fordi du jo følte dig så magtesløs og frustreret'. Men jeg kan ikke helt løsrive mig fra følelsen af at have svigtet dig. Alle har siden givet udtryk for at det var forståeligt. Forståeligt, ja - men var det også rimeligt? Var det rimeligt, at jeg lod min frustration gå ud over dig?
   Mange har også sagt til mig, at jeg jo havde den 'fordel' at du jo glemte alt efter ganske kort tid. Og at du altså også ville glemme mine grimme gloser. Men, hvordan kan jeg vide at det er sandt? Og hvordan skulle det gøre det lettere for mig at bære? Nej, det har aldrig føltes lettere for mig at bære, at jeg regnede med du havde glemt det hele. Tværtimod har det nærmest gjort det værre, idet jeg ikke kunne undskylde. Jeg kunne ikke bede om tilgivelse, for du havde jo glemt det. I dit hoved var der intet at bede om tilgivelse for. Så frem for at føle mig lettet over glemslens nådighed, følte jeg mig nærmest... uforløst. Endnu mere frustreret.

Åh, Mor. Der er så meget jeg ønsker at huske, og en del jeg ønsker at kunne glemme. Nogen gange føler jeg mig så forvirret. Når nogen f.eks. spørger mig om hvordan det hele startede. Med dig. Når de vil høre om 'forløbet'. Så står jeg der og føler mig som en kæmpe klaptorsk fordi jeg ikke har andet end øllebrød oppe i hovedet. Minderne vil ikke komme, 'forløbet' bliver forklaret med at jeg hakkende fremstammer et par ord om at 'det jo startede i 1992, og så blev det bare værre og værre, det var forfærdeligt, og i dag bor Mor jo så på plejehjem, og hun er kun 68 år'. Og selvfølgelig synes de det er skrækkelig synd for dig og smadder ærgerligt at skulle slutte livet på denne måde, og at det sandelig da også måtte være skrækkeligt for mig at miste mine forældre allerede som 26-årig. JA! For helvede, det var skrækkeligt, og det er enormt sødt af jer at fortælle mig det, at deltage i min selvmedlidenhed. Men jeg kan ikke bruge det til noget. Ikke en hujende papfis! Jo, måske til at gå hjem og sætte George Michael på cd-afspilleren, åbne en flaske rødvin og drukne mig selv i den og alle mine tårer og selvmedlidenhed.
   Bagefter ønsker jeg at jeg havde holdt min mund. Deres ord fik bare sorgen frem. Men måske var det derfor jeg åbnede munden, måske kunne sorgen ikke rigtig finde vej op til overfladen uden andres deltagende ord. Måske ville mit indre ikke finde sig i at blive druknet i al denne indestængte sorg.