Da vi blev født

Prolog


2 måneder, 12 dage siden 2 kommentarer Uafsluttet Romaner familierelation handicap comingofage

2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
1 måned, 15 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
2 måneder, 12 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
2 måneder, 26 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
3 måneder, 4 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
3 måneder, 7 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
3 måneder, 13 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
4 måneder, 19 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
4 måneder, 25 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
5 måneder, 11 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
5 måneder, 18 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
5 måneder, 20 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
5 måneder, 21 dage siden

Puls: 28,1

Publiceret: 5
Afgivet: 5
Modtaget: 19
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du bange for?
   Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde. Alt det, de ikke kan se. Et mørke, hvor man ikke kan se sine hænder foran øjnene. Et lille lukket rum. Et skab. Sådan et mørke, hvor det er ligegyldigt, om øjnene er åbne eller lukkede, hvor hjernen leder efter lyset, hallucinerer hvide zigzag, lilla lysglimt, men der er kun mørket. Det kan hjernen ikke forstå.

Det er ikke normalt at gå rundt alene i en skov midt om natten, slet ikke normalt at lægge sig ned, men der er ikke mørkt i skoven. Gennem skovbrynet havnekajen, byen. Min telefon der lyser. En besked fra Stine. Så er hun også vågen i natten. Så ligger hun i sengen, sengegærdet klikket fast så hendes krop ikke ruller ud over sengekanten. Jeg ser hende for mig under dynen. De hvide lår, lyserøde ar, bløde fødder, for sådan bliver fødder, når de aldrig går. Hendes slanke fingre, stive i leddene, de spastiske ben. Når hun ligger stille i sengen.
   Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten. Alt det lys fra havnen. Skibe, master, blinklys. Engang imellem en blitz. Så lad dog natten være i fred.
   Jeg ved ikke, hvad det er, den blitz, igen, igen. Jeg havde brug for at være alene. Gid Stine ville sove. Hun vil ikke vække mor. Hun vil ikke være til besvær. Så ligger hun vågen i timer.

Jeg spørger mig selv igen: Hvad er du bange for?

En aften går strømmen. Stine er bange for tordenvejret. Det er et lyn, der slår ned, og himlen var mærkeligt gul, da vi legede ved sandkassen. Jeg står under bruseren, og Stine giver et skrig fra sig i stuen, da det første skrald kommer. Det er den tid, hvor vi bor i et lille rækkehus, snart skal vi flytte. Hjælpemidler fylder meget, kørestole, toiletstole, lift i loftet. Så er der ikke meget plads i et rækkehus. Hvor gamle er vi? Syv?
   Strømmen er gået, siger mor. Og Stine skriger, hun bliver bare ved, og tordenvejret larmer, Stine larmer, og jeg kan ikke finde mit tøj i det lille mørke badeværelse. Det lå på toiletbrættet. Den lyd af Stine, der skriger. Hun er rigtig bange, kan jeg høre. Hold op, tænker jeg, hold nu op, der sker ikke noget, det nytter ikke at skrige.
   "Hvis bare man havde en mand," siger mor. Hun kan ikke finde relæet.
   Fornemmelsen af Stine, den våde hage, savler og græder. Kun mor vil hun være hos. Mor
   leder efter strømmen, siger jeg. Sysh, vær stille.
   Hun er bange for så meget. Også tåge. Tordenvejret. Og et plasticdyr, jeg har fået af far, der kan brøle og lyse. Røde, lysende øjne. En tyrannosaurus rex. Nu har mor gemt den i skabet.

Det er værst, når der er lyst, så stråler mørket i alt det lyse fra solopgang og solnedgang, et lille uroligt stearinlys, fra den stribe over havnen, hånende pink i horisonten. Så sluk den dog.
   Jeg mærker det mørke sidde i halsen, når jeg tænker på dengang, jeg var en led møgunge, direkte ondskabsfuld overfor Stine, og så er det ikke nogen undskyldning, at man er et barn. Det var en nat vi sov hos far og Nynne, i køjesengen, og jeg ville gerne sige undskyld, skrive det i et brev. Lægge brevet i æsken ved siden af englen.
   Hvis det skulle ske.
   For et par timer siden sendte Stine endnu en besked, et forsøg på en emoji. Det skulle være et hjerte. Jeg sendte to hjerter tilbage. Klokken var halv fire om morgenen. Nu er det senere.
   De går tidligt i seng, mor og Stine. Mor er træt. Stine siger, jeg er også træt, men nogle gange lyver hun. Hun er ligesom mig, kan godt lide at være vågen i natten. Men vi er så behagesyge. Stine kan se på mor, at hun er træt. Så går vi bare i seng, siger hun. Jeg er også træt.
   Jeg får kvalme ved tanken, ikke at kunne bestemme, hvornår man selv vil i seng. Vi er
   enogtyve år gamle. Vi er ikke børn. Vi er voksne.

Det er ikke dét, vi er bange for.
   Jeg kommer i tanker om en scene fra Titanic. Da skibet synker. De ligger i sengen, en kvinde og en mand, de holder om hinanden, de hænder der har hinanden, nu skal de dø sammen. Vi læser om et ægtepar i Information. De er gamle, hele livet har de været sammen, hele livet har de elsket hinanden. I skufferne i natbordet pillerne med morfin. Så drikker de gin og tonic, venter på nattefrosten. Dagen efter bliver de fundet på terrassen. Der sidder de, der døde de. Med hinanden.
   Gamle mennesker, hvilken lykke. Hvilket lykkeligt eventyr. Sådan skulle det være. Vi kunne drikke rødvin i et fly, vi kunne drikke whisky, halvfems år gamle, så kunne flyet styrte. Så skulle alt være godt. Vi blev født sammen. Vi døde sammen. Hvis bare jeg vidste, at det var sådan, det skulle ende. Et ulideligt urealistisk ønske. Men man ved det ikke. Hvordan det ender.
   Det er senere på natten, måske er det morgen, da jeg spørger mig selv igen. Som jeg har spurgt mig selv før: Hvad er du bange for? Det er ikke mørket, vi er bange for.
Forfatterbemærkninger
Om at vokse op med en handicappet tvillingsøster. Om at løsrive sig fra hinanden for at blive voksne. Eller blive voksne for at løsrive sig. Om længsel og afmagt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/09-2018 16:08 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 892 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.