Løven


1 måned, 10 dage siden 2 kommentarer Noveller barndom absurd ensomhed

2Løven
På en dejlig, varm solskinsdag står jeg alene foran løveburet i Z... [...]
Noveller · barndom, absurd, ensomhed
1 måned, 10 dage siden
2Dengang Far var dreng
Så unger, sæt jer omkring lejrbålet. · Så skal Far fortælle om deng... [...]
Digte · barndom, erindringer, grundangst
1 år siden
6Gi'r du ikke en øl?
"Gi'r du ikke en øl? " · Forleden dag mødte jeg en gammel alkoholik... [...]
Digte · identitet, alkoholisme, vildfaren
1 år siden
8Vandt jeg?
Jeg sidder alene i stuen i mørke · i natten i de brusende efterdønn... [...]
Digte · tanker, tilstedeværelse, magtesløshed
1 år siden
7Julefortællinger
Dit liv og vort forhold kan beskrives gennem vore juleaftener sam... [...]
Digte · julefortælling, erindringer, uperfekt
2 år siden
3Underligt Overspring
For tiden skriver jeg opgave · eller rettere sagt, så burde jeg skr... [...]
Digte · flugt, overspring, underligt
2 år siden
2Ryesgade-blues
Peter så direkte ind i et alvorligt drengeansigt. De brune øjne o... [...]
Noveller · blues, hverdagen, livshistorie
2 år siden
8Badekarret
Igen og igen vender jeg tilbage til det billede: Jeg sad sammenkr... [...]
Noveller · krimi, eksistentielt, desperation
2 år siden
4Selvopfyldende profeti
Jeg vidste, at sådan en som mig aldrig ville få sådan en som Pern... [...]
Noveller · forelskelse, barndom, tvivl
2 år siden
5Knuste drømme
Flasken ånder tungt · og mit hjerte dugger · Sjælens bristepunkt · stil... [...]
Digte · drøm, parforhold, smerte
2 år siden
617 cm
17 centimeter... · Afstanden mellem 2 kroppe, · der lader som om de s... [...]
Digte · parforhold, konflikt, kærlighed
2 år siden
3Refleksion - Reflektion
Jeg stod som barn foran fløjspejlet, · som når jeg vinklede det hel... [...]
Digte · forandring, reflektion, eksistentielt
2 år siden
5Tvivl
Jeg tror jeg tvivler på tvivlen · Det er sundt at tvivle · Tvivlen er... [...]
Digte · tvivl, filosofi, tro
2 år siden
8Uden fundament
Bølgende livsbaner rystes rundt · Sort, hvidt og gråt forenes · Fravæ... [...]
Digte · ungdom, frygt, kamp
2 år siden
3Kærlighed er...
At finde dig der - lige der · i strandkanten blandt alle de mudrede... [...]
Digte · fred, forelskelse, følelser
3 år siden
3Der var den dag...
Opvæksten er en lang række løsrevne bidder · Bidder, der forsvinder... [...]
Digte · barndom, erindring, vendepunkt
3 år siden
6Opdagelsesrejse i kærligheden
Bløde, bugtende bakker · med mørkebrune toppe · bølger berusende unde... [...]
Digte · erotik, forelskelse, krop
3 år siden
10Jeg var vild med Gitte
Jeg var vild med Gitte. · Gitte gik i parallelklassen og boede på v... [...]
Noveller · barndom, overgang, fascination
3 år siden
6Lille Stjerne
Lille Stjerne, · Jeg ser dig selvom du blinker så svagt · at du næste... [...]
Digte · døden, livsanskuelse, relationer
3 år siden
7Det var også min skyld
Foråret var lysere, mere lovende og grønnere i de gode, gamle dag... [...]
Noveller · erindring, skyld, refleksion
3 år siden
8Du kan ikke elske mig!
DU kan ikke elske mig! · DU af alle mennesker - solens egen datter · ... [...]
Digte · kærlighed, tvivl, mørke
3 år siden
3Jeg vandrer mellem Liv
Jeg vandrer mellem Liv · Isoleret, men tæt forbundet · Søskende i det... [...]
Digte · eksistens, livsrefleksion
3 år siden

Puls: 11,3

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 1
Thomas Thisted (f. 1970)
På en dejlig, varm solskinsdag står jeg alene foran løveburet i Zoo. Jeg betragter de sovende løver, mens jeg roligt trækker vejret og lader mine tanker flyve tilbage til mit barndomshjem og til Jonas - min lillebror.

Jonas og jeg boede i et idyllisk villakvarter med vores forældre. Mor var en fe - det sagde hun selv. Hendes tanker befandt sig konstant flere niveauer ovenover alle andres og hun snakkede mest om de eventyr- og drømmevæsener, som hun var overbevist om levede iblandt os. Hun var spinkel af krop og sind og var jævnligt indlagt på psykiatrisk afd. I bakspejlet kan jeg godt se, at det var en overlevelsesstrategi. Når hverdagen var alt for mørk og uforudsigelig, så var det måske bedre at svæve væk over den.

Far derimod var en sjuft. Han var en led, alkoholiseret sjuft, der skræmte livet væk. Desværre var han også en varm og fantastisk mand, og det var egentlig det værste. Havde jeg blot kunnet hade ham, så havde alt været lettere - men det kunne jeg ikke. For Far var mit idol: Sjov, klog, charmerende og med en skæv tankegang. Festens midtpunkt... eller bare hele festen. Han var også indadvendt, mørk og med en trang til at flygte væk i alkoholens varmende og trøstende tåger.

Jeg selv var som et møl. Møl tiltrækkes af lys og indfanges af ild og varme - og Far var varm.

Jeg sværmede om ham for at få lidt af varmen - lidt af den søde opmærksomhed. Men alt for tit blev varmen for stærk, og jeg havde det, som når man holdt hånden ind over et brændende lys. Jeg blev ved, fordi jeg håbede på varmen. Jeg blev ved til smerten overvandt mig, og jeg grædende måtte trække hånden til mig, fordi jeg endnu engang var blevet brændt! Så sad jeg der. Smertende. Ydmyget. Hungrende efter anerkendelse. Og værst af alt: Far så det ikke.

Det var på en måde hele omdrejningspunktet i Jonas' og mit liv: At have en far som man elsker og frygter, beundrer og foragter på samme tid. Det påvirkede hver en tanke og hver en handling. Og især for Jonas - lille følsomme Jonas.

Jonas var 4 år yngre end jeg. Han var lillebror - lille af krop, men med en stor vilje. Jonas ville aldrig bevidst gøre nogen ondt. Jonas var bare Jonas. Han trampede direkte ind i folks hjerter uden overhovedet at prøve på det. Han gik altid rundt med et lille smil, der antydede, at han vidste mere, end vi andre gjorde.

Jeg selv trampede ikke ind nogen steder. Jeg var mere forsigtig, mere tøvende og indadvendt. Jeg var ikke grænsesøgende - tværtimod. I mangel på de regler, vore forældre ikke gad sætte op for os, lavede jeg mine egne. Så jeg kom tidligt hjem, var klar til aftensmad, lavede mine lektier og gik i seng i ordentlig tid. Jeg var næsten altid sammen med Jonas. Jeg forsøgte at skærme ham mod virkeligheden. Jeg kunne altid give ham de svar, han søgte; skabe mening i hans verden, også når jeg ikke rigtig selv kunne se den. Sammen med Jonas havde jeg en intuitiv fornemmelse af, hvad der var rigtigt.

Den fornemmelse havde jeg ikke i andre forhold. Hverken Jonas eller jeg havde venner af betydning. Det var svært at bygge noget op, når man aldrig helt vidste, om Far var den glade, joviale far eller om han var den mørke, indædt onde far. Så vi havde ikke nogen kammerater med hjem, og vi var egentlig heller ikke populære på nogen måde. Vi gik udelukkende i tøj, som vi havde arvet fra fætre og kusiner, og det var tydeligt flere modegenerationer gammelt. Vi var heller ikke de børn i skolen, der oftest kom i bad og kombineret med vores hjemmeklippede grydefrisurer, var der ikke meget prestige i at være sammen med os, så det var der ikke nogen, der var.

Jonas havde spurgt mig, hvorfor vi overhovedet skulle gå i skole, når der ikke var nogen, der ville være sammen med os, og jeg havde forklaret, at mennesket er et flokdyr. Vi er afhængige af andre mennesker, så det var ikke en mulighed at vende flokken ryggen, uanset om vi var i midten eller i udkanten af den. Eftersom Jonas tog alt hvad jeg sagde for gode varer, så accepterede han vores liv. Så vi befandt os i en fast rytme mellem en skoledag, hvor ingen lagde mærke til os, og et hjemmeliv, hvor Far ofte lagde alt for meget mærke til os.

Sådan levede vi til en dag, hvor Far og Mor skændtes igen. Det var en af de dage, hvor Mors fe-vinger ikke kunnet løfte hende højt nok over virkeligheden, så hun var ked af det og forvirret. Far var i dårligt humør, og det var ikke nogen god kombination. Så de råbte ad hinanden, og Far truede med at gå. Jeg havde for længst lært, at når Far gik, så var det på druk. Mor ville have, at han blev og så skændtes de om det. Jonas og jeg sad stille på stolen ved spisebordet i håb om, at ingen lagde mærke til os. Stemmerne steg i styrke og pludselig råbte Jonas: "Far, kan du ikke bare blive hjemme?" Jeg frøs. Jonas havde aldrig sagt noget lignende til Far før, og jeg anede ikke, hvad der nu ville ske. Far rejste sig og gik hen mod os. Han løftede armen over Jonas, men pludselig virkede mors vinger, og hun fløj hen og holdt Fars arm. "Løb!", råbte hun. Og så løb vi.

Vi løb lige så hurtigt, som Jonas' korte ben kunne bære ham. Vi løb ned ad vejen, gennem parken og endte ved hegnet ind til Zoologisk have. Vi smuttede hurtigt gennem det hul, vi havde opdaget et halvt år før, og som vi havde brugt mindst en gang om ugen siden. Vi løb stakåndede gennem Zoo og vi stoppede først, da vi nåede løveburet. Vi stod der og kiggede på løveflokken uden at sige et ord. Vi bare pustede og så løverne ligge rundt omkring og sove. Langsomt ændredes vore åndedræt sig til at følge løvernes rolige ind- og udåndinger, indtil vi næsten var i symbiose med de store kattedyr.

Pludselig kunne jeg mærke Jonas' hånd glide ind i min. Jeg så på ham og lagde mærke til en tåre på hans kind.

"Stine?", sagde han: "Tror du, løver kan være ensomme, selvom de er flokdyr?"

Og for første gang anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg gav bare hans hånd et klem, og efter en pause fortsatte han: "Jeg tror det ikke. Man kan ikke være så rolig mellem andre, hvis man er ensom. Jeg tror, jeg vil være en løve." Jeg sagde stadig intet, men begyndte bare at gå derfra. Jonas blev stående. Jeg vendte mig og forklarede tålmodigt, at vi måtte hjemad. Jonas knurrede lidt, gav et lille brøl fra sig og fulgte troligt efter mig.

I den kommende tid var jeg oftest alene. Mor gjorde rent om natten og sov om dagen, og Far var på en af sine længere drukture, hvor han kunne være væk i ugevis. Jonas var bare på sit værelse. Jeg så ham ikke. Jeg stillede blot mad foran døren om morgenen, inden jeg gik i skole og igen om aftenen, når jeg selv spiste. De tomme tallerkener og glas stillede Jonas udenfor døren, og jeg tog dem med til køkkenet. Engang imellem bankede jeg på døren og spurgte, om jeg måtte komme ind, men Jonas svarede, at han var træt, syg eller svarede slet ikke. Engang eller to knurrede han blot af mig.

Efter et par uger kunne det ikke fungere på den måde længere. Der var kommet breve fra skolen om Jonas' fravær, og selvom det hidtil var lykkedes mig at snuppe brevene fra postkassen, inden Mor tømte den, så vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før han ville blive opdaget. Jeg bankede på, og da der intet svar kom, åbnede jeg døren. Værelset lignede en svinesti, møblerne var væltet og gardinerne var flænset - nærmest som af kløer. Der lugtede skarpt af en blanding af kat og rovdyrbur. Midt i det hele i en bunke stofrester, der tidligere havde været tøj, lå Jonas og sov. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Hans hår var blevet langt og mankeagtigt, og hans næse var blevet fladere og bredere og var nærmest vokset sammen med hans mund. Et fint hårlag havde spredt sig over hans ansigt, og en bule bag på bukserne antydede, at en hale var begyndt at vokse frem.

Jonas' strakte sig, spandt veltilpas og vendte sig i reden af stof. Jeg skyndte mig ud og lukkede døren efter mig. Kunne det virkelig passe? Min lillebror var ved at forvandle sig til en løve! Hvad skulle jeg sige til mor? Jeg følte mig pludselig virkelig alene og tom. Jeg forstod ikke helt, hvordan tomhed kan fylde så meget, men min krop kunne næsten ikke rumme den følelse af intet.

I samme øjeblik hørte jeg fordøren åbne sig. "Så er jeg hjemme!", lød det fra Far. Jeg kunne høre, at han var beruset. Han kom ind i stuen, stirrede på mig og spurgte: "Hvor er de andre?". "Mor er på arbejde, og Jonas sover", svarede jeg. Far brummede utilfreds og gik mod Jonas' værelse. Jeg prøvede at tale ham fra at åbne døren, men han hørte ikke efter. Han gik derind, og kort tid efter lød der tumult og råb gennem døren. Derefter blev der stille. Jeg gik forsigtigt mod værelset. Fars ene sko lå i døråbningen, og jeg kunne høre smaskelyde. Jeg skubbede til døren, og der lå Jonas, majestætisk og gulbrun, og tyggede på noget, der lignede et ben. "Hvad har du gjort?", spurgte jeg. "Har du slået Far ihjel?"

Jonas kiggede roligt på mig og svarede med en dyb, rolig stemme. "Jeg har sørget for, at Far bliver her. Nu går han ikke mere fra os." Jeg kunne høre en knogle knuses mellem hans kraftige kæber. "Nu er Far for altid en del af mig". Jeg var på samme tid skræmt og fascineret af Jonas' ro. Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, så lukkede jeg døren og satte mig i gangen for at tænke mig om. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Så jeg faldt i søvn og drømte uroligt om løver og knogler og sko og min bror.

Jeg vågnede ved min mors skrig. Hun så ind i Jonas' værelse og skreg og skreg: "Der er en løve i huset, og den har spist Far." Hun affejede mine forsøg på at forklare. I stedet skyndte hun sig hen til telefonen og ringede efter politiet, og jeg vidste, at intet ville blive det samme som før. Jonas og jeg var ikke længere en enhed.
   I dag kan jeg kun svagt huske de følgende timer med politiet, med dyrlægen der bedøvede Jonas og alle de mennesker, der ville snakke med Mor og mig. Alt er sammenblandet i en tåge. Da jeg spurgte til løven, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være bange for, at den kom tilbage. Den var ført til Zoo, hvor de ville vurdere, om den skulle aflives eller blive boende.

Det er snart 8 år siden. Jeg er stadig mest alene. Jeg gør rent om natten og om dagen sover jeg. Men i weekenden er jeg her ved løveburet. Jeg hilser på løverne, og så lader jeg mine tanker flyve som en fe. Tankerne flyver ud af Zoo, henover kontinentet og ned mod savannen. Og der - midt i det gule græs lander jeg i varmen og ønsker, at også jeg var en løve. En løve, der sover i solen sammen med sin flok.
Forfatterbemærkninger
Et lille eksempel fra min novellesamling, som jeg håber at være færdig med i løbet af de kommende måneder. Jeg vil MEGET gerne have kommentarer og input.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/11-2018 17:44 af Thomas Thisted (abbifar) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1957 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.