Ryesgade-blues


3 år siden 2 kommentarer Noveller blues hverdagen livshistorie

2Løven
På en dejlig, varm solskinsdag står jeg alene foran løveburet i Z... [...]
Noveller · barndom, absurd, ensomhed
1 år, 2 måneder siden
2Dengang Far var dreng
Så unger, sæt jer omkring lejrbålet. · Så skal Far fortælle om deng... [...]
Digte · barndom, erindringer, grundangst
2 år siden
6Gi'r du ikke en øl?
"Gi'r du ikke en øl? " · Forleden dag mødte jeg en gammel alkoholik... [...]
Digte · identitet, alkoholisme, vildfaren
2 år siden
8Vandt jeg?
Jeg sidder alene i stuen i mørke · i natten i de brusende efterdønn... [...]
Digte · tanker, tilstedeværelse, magtesløshed
2 år siden
7Julefortællinger
Dit liv og vort forhold kan beskrives gennem vore juleaftener sam... [...]
Digte · julefortælling, erindringer, uperfekt
3 år siden
3Underligt Overspring
For tiden skriver jeg opgave · eller rettere sagt, så burde jeg skr... [...]
Digte · flugt, overspring, underligt
3 år siden
2Ryesgade-blues
Peter så direkte ind i et alvorligt drengeansigt. De brune øjne o... [...]
Noveller · blues, hverdagen, livshistorie
3 år siden
8Badekarret
Igen og igen vender jeg tilbage til det billede: Jeg sad sammenkr... [...]
Noveller · krimi, eksistentielt, desperation
3 år siden
4Selvopfyldende profeti
Jeg vidste, at sådan en som mig aldrig ville få sådan en som Pern... [...]
Noveller · forelskelse, barndom, tvivl
3 år siden
5Knuste drømme
Flasken ånder tungt · og mit hjerte dugger · Sjælens bristepunkt · stil... [...]
Digte · drøm, parforhold, smerte
3 år siden
617 cm
17 centimeter... · Afstanden mellem 2 kroppe, · der lader som om de s... [...]
Digte · parforhold, konflikt, kærlighed
3 år siden
3Refleksion - Reflektion
Jeg stod som barn foran fløjspejlet, · som når jeg vinklede det hel... [...]
Digte · forandring, reflektion, eksistentielt
3 år siden
5Tvivl
Jeg tror jeg tvivler på tvivlen · Det er sundt at tvivle · Tvivlen er... [...]
Digte · tvivl, filosofi, tro
4 år siden
8Uden fundament
Bølgende livsbaner rystes rundt · Sort, hvidt og gråt forenes · Fravæ... [...]
Digte · ungdom, frygt, kamp
4 år siden
3Kærlighed er...
At finde dig der - lige der · i strandkanten blandt alle de mudrede... [...]
Digte · fred, forelskelse, følelser
4 år siden
3Der var den dag...
Opvæksten er en lang række løsrevne bidder · Bidder, der forsvinder... [...]
Digte · barndom, erindring, vendepunkt
4 år siden
6Opdagelsesrejse i kærligheden
Bløde, bugtende bakker · med mørkebrune toppe · bølger berusende unde... [...]
Digte · erotik, forelskelse, krop
4 år siden
10Jeg var vild med Gitte
Jeg var vild med Gitte. · Gitte gik i parallelklassen og boede på v... [...]
Noveller · barndom, overgang, fascination
4 år siden
6Lille Stjerne
Lille Stjerne, · Jeg ser dig selvom du blinker så svagt · at du næste... [...]
Digte · døden, livsanskuelse, relationer
4 år siden
7Det var også min skyld
Foråret var lysere, mere lovende og grønnere i de gode, gamle dag... [...]
Noveller · erindring, skyld, refleksion
4 år siden
8Du kan ikke elske mig!
DU kan ikke elske mig! · DU af alle mennesker - solens egen datter · ... [...]
Digte · kærlighed, tvivl, mørke
4 år siden
3Jeg vandrer mellem Liv
Jeg vandrer mellem Liv · Isoleret, men tæt forbundet · Søskende i det... [...]
Digte · eksistens, livsrefleksion
4 år siden

Puls: 3,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Thomas Thisted (f. 1970)
Peter så direkte ind i et alvorligt drengeansigt. De brune øjne og det sorte hår var en mørk ramme om den let rynkede pande og den skæve næse. Der sad indtørret snot i kanten af næse-borene. Ørene var beskidte og håret tjavset. Han så på de to små modermærker på kanten af kindbenet og prøvede sig frem med et forsigtigt nik.

Han hørte en kat skrige i gården, og det rev Peters blik væk fra spejlet. Han lænede sig i stedet mod vindueskarmen og lod hovedet glide frem, til panden stødte mod vinduesglasset. Man kunne ikke se de katte, der var i slåskamp, men man kunne fortsat høre dem dernede. Gården var trist, og man kunne næsten se februars greb om de nøgne træer og den grålige jord. Peters blik gled i stedet op mod himlen, der i dag stod frostklar blå med enkelte hvide dunlette skyer på. Solstrålerne dansede i vindueskarmen, og man kunne se lidt støv danse op i en hvirvel, som i Peters øjne var verdens mindste tornado.

Inde i lejligheden var der stille bortset fra en let snorken og nogle tilfældige grynt inde fra soveværelset. Der lugtede lidt surt og røget - stanken fra gårsdagens fest sad stadig i gardinerne, ligesom støjen fra musikken, den højrøstede snak og damehvinene stadig rungede i Peters ører.

Peter sukkede dybt. Den velkendte smerte i maven var der igen i dag. Den sad dybere og dybere for hver dag, der gik, og efterhånden var det nok blevet sådan, at Peter ville være bekymret, hvis den pludselig var væk. I går i skolen havde det været rigtig slemt, og Else - klasselæreren - havde sendt ham til skolelægen.
   Peter kunne ikke lide skolelægen. Han var en ældre mand med kun ganske lidt hvidt hår, der sad som en hestesko om hans hoved. Han havde bedt Peter om at trække bukserne ned og havde derefter trykket på begge sider af maven. Peter kunne ikke lide at blive rørt ved, og i første omgang havde lægen et udtryk af ubehag i ansigtet grundet tegnene på en mulig blindtarmsbetændelse. Men efter gentagne tryk var han dog blevet overbevist om, at det sandsynligvis var et forbigående maveonde, og Peter var blevet sendt tilbage til klassen.

Inde fra soveværelset kunne man høre en person vende sig og derefter en let smasken. Peter var ikke helt sikker på, hvem der lå derinde sammen med Far. Det var egentlig også ligegyldigt, for det betød under alle omstændigheder, at festen ville blusse op igen, når de vågnede. Peter havde set og hørt det før: Den lavmælte latter, lydene som Far lavede, når han havde en dame på besøg, og til sidst ville Far kalde på Peter og få ham til at hente en øl eller en flaske hvidvin i køleskabet. Peter vidste, hvad der ville ske - og han kunne ikke lide det.

Far havde drukket lige så længe, Peter kunne huske. Også før Mor flyttede. Far havde altid drukket, og det var okay i starten; Far blev glad og smilende med let til latter. Ofte dansede han med Mor i stuen, og det hele føltes som at være en familie. Senere drak Far mere og mere, og stemningen ændrede sig oftere til noget uforklarligt mørkt og truende. Peter kunne ikke sætte ord på, hvad det var, men det var under alle omstændigheder ikke noget godt.

Efter nogle år med flere og flere skænderier var Mor til sidst flyttet og havde taget Lillebror med. Hun var flyttet hjem til sine forældre i Hjørring, og Peter så hende kun sjældent, fordi hverken hun eller Far havde penge til at sende ham med toget. Peter havde været glad for, at skænderierne stoppede, og for at han fik lov til at blive på skolen og dermed holde fast i de kammerater, han havde. Men han savnede Mor og han savnede Lillebror. I det hele taget var der vist en del savn i den knude, der var i maven.

Der blev hvisket inde i soveværelset nu, og Peter flyttede sig med et suk fra vindueskarmen. Han tog nogle af de tomme flasker med ud i det slidte køkken og stillede dem ved siden af døren til køkkentrappen. Han følte sig sulten og åbnede køleskabet uden det store håb, men fandt til sin overraskelse nogle frikadeller og nogle kogte æg. Han tog to frikadeller og et æg og ville lukke køleskabet igen. Hans blik fejede hen over indholdet, mens døren gled i - og pludselig flåede han den op igen. Han havde ubevidst registreret, at der ikke var hverken øl eller vin tilbage i køleskabet.

Peter rokkede nervøst frem og tilbage. Det var ikke godt. Om lidt ville lydene starte, og så ville Far bagefter kalde og forvente, at der var en øl eller et glas vin som dessert. Appetitten var pludselig forsvundet. Det var, som om knuden i maven var vokset så meget, at der slet ikke var plads til mad længere. Peter kiggede sig omkring i køkkenet og ude på køkkentrappen, men ingen steder kunne han se en uåbnet flaske. Han vidste, at Far kunne blive ond, og endda give en lussing, hvis ikke han fik det, han ville have. Han måtte ikke blive sur på Peter. Maven gjorde mere og mere ondt, og Peter vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han satte sig ud for at tænke på køkkentrappen. Her lugtede af kål, men det var en velkendt duft, som mindede om Mormors køkken.

Peter sad der nogle minutter og kiggede på det mønster, som ridserne i væggen dannede. Blikket blev uklart og mønsteret blev langsomt opløst. Hvor lang tid han havde siddet sådan vidste han ikke, men pludselig kunne han høre Far kalde. Peter åbnede døren, og gik mod soveværelset.

Inde i soveværelset lå Far i sengen sammen med en blond dame. Hun så gammel ud. Far kiggede på Peter, og bad ham gå ud for at hente et par øl.

"Jamen, der er ikke nogen", fremstammede Peter. Far kiggede tvivlende på Peter, hvorefter han hastigt rejste sig og gik ud i køkkenet. Han åbnede køleskabet, flyttede rundt på det sørgelige indhold og smækkede døren hårdt i.
   "Jamen, så må du jo ned til købmanden og hente nogen. Jeg har ingen kontanter, så du må få det skrevet" sagde Far. Peter kunne mærke knuden endnu tydeligere, men Far blev bare ved med at stå og stirre på ham: "Nå, bliver det til noget?".

Peter tog langsomt sko på og puttede en jakke over sit nattøj. Han kiggede endnu engang mod Far, men han var allerede på vej ind i soveværelset igen. Peter låste døren op, smuttede ud og lukkede døren efter sig.

På vej ned fra 3. sal tænkte Peter over den forestående opgave. Peter kunne ikke lide at hente øl. Købmanden kiggede altid så underligt på ham, sukkede når det skulle skrives på regning, og så var posen var alt for tung. Desuden vidste Peter, hvad der ville ske bagefter. En ny fest, høj musik, cigaretter og Far, der langsomt ville blive mere og mere mørk.

Han var nået ned for enden af trappen og åbnede døren ud til gaden. Den gik stramt, og Peter måtte lægge alle kræfter i. Peter gled ud af sprækken og var ude i det kolde solskin. De store blokke rejste sig højt, og solen kunne kun nå ned på fortovet, fordi det var midt på dagen. På gaden kørte enkelte biler forbi, og fremmede voksne pakket ind i store vinterfrakker gik hastigt forbi.

Peter begyndte turen mod købmanden. Der var ikke langt, vel omkring 400 meter, men hver eneste af de 400 meter var brolagt med bekymringer. Hvordan ville købmanden reagere? Ville det blive for tungt at slæbe flaskerne hjem? Hvordan ville Far reagere? Der var alt for mange usikkerheder til, at Peter rigtig kunne registrere turen.

Men Peter lagde dog mærke til den høje, halvskaldede mand, der altid stod på gadehjørnet og drak øl alene og råbte efter de forbipasserende.
   Ham kunne Peter ikke lide, for han mindede om Far, når han havde drukket for mange øl.
   Manden råbte ikke i dag; han stod og drak af sin øl, mens han kiggede interesseret på Peter.
   "Hvor er du på vej hen?", sagde manden til Peter. Da Peter ikke svarede, gentog han: "Hvor skal du hen?".
   Peter rømmede sig og sagde: "Til købmanden."
   Manden nikkede indforstået, som om han vidste lige præcis, hvad Peter skulle der - og måske vidste han det faktisk.

Som Peter passerede manden, kiggede han gentagne gange bagud, og manden stirrede fortsat direkte på Peter. Peter skyndte sig ind til købmanden, og smækkede nærmest døren i efter sig.
   "Hovhov - Det er en gammel dør", sagde købmanden: "Den må du sgu hellere passe på". Peter sagde forsigtigt undskyld og gik ned til øllet.

Han spinkle arme tog fat i siderne på en kasse, og skiftevis løftede og trak den op til kassen. Købmanden stirrede bare på ham. Peter kiggede tilbage.
   "Skal du holde fest?", spurgte købmanden. "Nej, det er til Far", sagde Peter mellem de næsten lukkede læber. Købmanden stirrede på ham i noget tid og sagde så: "Ja, du må jo egentlig ikke købe den der, det ved du godt, ikke?". Peter kiggede ned i gulvet. Det var næsten ikke til at tænke på, at han måske skulle komme hjem uden øl.
   "Nå, hva' fa'en. Det er sgu ikke min opgave at holde små drenge fra at drikke. Øl er sgu nok heller ikke det værste."

Peter var ikke sikker på, at han forstod præcis, hvad købmanden mente. Men købmanden slog det ind på kasseapparatet, kiggede kort på Peter og sukkede så dybt. "Det skal vel skrives?". Peter nikkede, og købmanden fandt mappen frem, bladrede hen til den rigtige regning og skrev til sidst nogle ord på regningen.

"Synes du ikke din Far selv burde hente sit øl? Jeg kan sgu ikke blive ved med at udlevere øllet til dig." Peter nikkede let og trak kassen mod døren. Købmanden hjalp med at åbne den: "Ja, jeg må sgu hellere hjælpe, ellers trækker du den vel af hængslerne!"

Peter begyndte skiftevis at skubbe og trække kassen hjemad. Der var et eller andet, der summede i hovedet på ham, men han var ikke helt sikker på, hvad det var. Mens han gik der og trak kassen i sine egne tanker, lød der pludselig et højt råb. Det var den fulde mand! Han var på vej mod Peter, og han råbte på vejen derfra: "Hør, hvad har du gang i?"

Peter trak hårdere i kassen. Han var vel 100 m fra købmanden og der var endnu langt til døren til opgangen. Peter vidste ikke, hvad han skulle gøre. Manden kom nærmere og tog fat i kassen. Peter prøvede at holde fast, men han kunne ikke. Manden rettede sig op med kassen og sagde: "Det er nummer 37, du bor i, ikke sandt?". Peter, der var begyndt at smågræde, snøftede let og nikkede. "Nu skal jeg hjælpe dig hjem med den her. Den er alt for tung til dig.". Manden begyndte at traske i retning af opgaven, og Peter skyndte sig at småløbe efter ham.

"Er det Far, der sender dig efter øl?", spurgte manden, og Peter overvejede, om han mon måtte svare. Manden var trods alt stadig fremmed. Men efter nogle sekunder besluttede han sig for, at der ikke var noget at tabe. Han nikkede igen. "Er han lam i benene?", spurgte manden. Peter rystede hastigt på hovedet. "Så skulle han hente sit eget øl!", slog manden fast. "Måske du skulle sige nej næste gang".

Ideen om at sige nej til Far var lige så ny, som den var umulig. Peter havde aldrig sagt nej til Far, og han havde bestemt ikke lyst til at prøve det. Han kunne ikke engang forestille sig, hvordan Far ville reagere i sådan et tilfælde.

Men pludselig vidste Peter, hvad der summede inde i hovedet. Købmanden havde sagt, at han ikke kunne blive ved med at give ham øl; og manden sagde, at han skulle sige nej til Far. Måske kunne han sige nej - uden at sige nej.

Alene tanken om, hvad han ville gøre, sendte en lykkerus gennem Peter. Han kiggede op på manden, der bar ølkassen og smilede. Manden kiggede ned på ham og smilede igen. "Du er vel nok en rask dreng. Jeg håber, din Far er stolt af dig.".

De kom hen til indgangen, og Peter skubbede døren op med ryggen. Han forventede at få kassen i hænderne, men manden ville bære den helt op på 3. sal, hvor han stillede kassen, klappede Peter på hovedet og gik ned af trappen igen. Peter låste døren op, slæbte kassen ind og lukkede døren.

"Det var på tide", sagde Far. Han havde været i bad og så rødmosset, ja næsten opkogt ud. Han var mere vred at se på end vanligt. Peter sagde ingenting, men trak kassen ud i køkkenet og begyndte at lægge øllene ind i køleskabet. Damen kunne man ikke se nogen steder, men bruseren løb, så hun var nok i bad.

Peter gik ind på sit værelse, og satte sig på sin briks. Han fandt det gamle fotoalbum, han havde fået, da Mor flyttede og bladrede forsigtigt fremad. Billederne af Mor og Lillebror prøvede han kun at skimme, for de rev i hjertet. Glade, lyse Mor, hvis smil langsomt var falmet, til hun ikke kunne mere. Lillebror, der grinede på alle billederne. Det var alt sammen billeder af den lykke, der engang havde været i Peters liv. Men hvis nu planen ville virke, så kunne det alt sammen blive sandt igen. Det kunne blive bedre i morgen!

Peter bladrede videre og kom til de seneste billeder. Polaroid-billeder af Peter selv og af Far fra de forskellige ture, de havde været på i omegnen. Cykelturen til Egholm, i Friluftsbadet og i kolonihaverne, hvor flere af Fars venner havde hus. På de fleste billeder var der også damer - forskellige for hver enkelt situation. Endelig havde Peter udvalgt sig et enkelt billede af Far alene på en bænk, stirrende ud over Limfjorden med en øl i hånden. Peter kiggede længe på billedet. Det var en sommerdag, hvor kornet i baggrunden stod gult, og han huskede det som en god dag. Far havde ikke drukket for meget, og havde snakket til ham, som om han næsten var voksen.

Det var lige før Peter fortrød, mens han så på billedet af Far. Han kunne jo være god nok, og det var ikke altid, han drak for meget. Men Peter rystede det af sig, og han bestemte sig for, at hvis han gjorde det, så kunne det jo være, at alle dage blev ligesom dagen på billedet. Peter kiggede på sig selv i spejlet. Det var samme dreng som i morges, men denne gang var nikket alt andet end forsigtigt. Aftalen med sig selv var forseglet. I morgen skulle Peter udføre sin plan. Peter gemte et par af billederne under hovedpuden og stillede albummet på plads. Han lagde sig på briksen for at tænke nærmere over sin plan.

Peter vågnede med et sæt tidligt næste morgen. Han måtte være faldet i søvn; en dybere søvn end sædvanligt, for han var slet ikke vågnet af hverken larm eller råben. Peter tog billedet under puden og listede ud af sengen iført det samme tøj, han havde haft på i går. Han åbnede køleskabet og spiste en frikadelle. Han pakkede billederne og sin elskede foldekniv i en rygsæk og listede så ud af døren.
   På vej ned af trappen huskede Peter på fortællingerne fra religions-timerne. Dem kunne han godt lide; de var kraftfulde og fyldt med stærke mænd og mystiske ord. Især historierne om Paradis og om livet efter dette liv var spændende. Tænk, at vi skulle igennem alt det svære her i livet - og derefter ventede belønningen: Et smukt efterliv uden bekymringer med dem, man elsker. Læreren havde sagt, at Paradis ville være præcis lige som det bedste, man kunne forestille sig.

Peter gik den lange tur op mod Mølleparken. Han havde været der med klassen, og han vidste, der var masser af gode huler og skjulesteder. Han gik mellem træerne på vissengrønt græs i det svage solskin, og for første gang i lang tid var knuden væk. Peter følte sig let og godt tilpas.

Han fandt en indgang til en hule i et buskads, og han listede derind. Der var lagt mos på bunden af hulen, og Peter satte sig i det bløde lag og følte sig et med omgivelserne. Han tog billederne op af rygsækken, og stillede dem op af nogle grene og stammer rundt omkring den plads, han sad på. Han kiggede på dem og huskede igen alle de gode timer med Mor, Lillebror og Far. Han huskede en verden uden flasker og uden bekymringer, og han vidste, at han måtte føre sin plan ud i verden. Der var ikke længere nogen vej tilbage.

Peter lagde sig godt til rette i mosset. Han lå på siden, så han kunne se alle billederne og når han kiggede til siden kunne han se ud gennem grenene og mod den blå himmel. I den stilling fandt Peter sin foldekniv frem og trykkede den prøvende mod armen. Den var skarp og det sved, så han løftede den igen. Men en dyb indånding og med tanke på det liv, der ventede, så trykkede han igen kniven mod armen og trak til. Den blege hud åbnede sig, og det blødte ganske meget. Det gjorde ondt, men ikke desto mindre tog Peter kniven i den anden hånd og skar i den modsatte arm.

Peter lagde sig ned igen. Smerten forsvandt hurtigt, og han kiggede på alle billederne og på den blå himmel og smilede i forventningen om, hvad der ville komme. Armene dunkede, men Peter lagde mindre og mindre mærke til det. Tankerne gik mod Mor, mod sommer, mod Lillebror og mod Far. Tankerne gik mod Paradis og mod alt det gode, som de nu skulle opleve sammen. Nu ville Far forstå, at Peter ikke havde lyst til at hente øl. Mor ville forstå, at hun ikke skulle være rejst. Nu ville de kunne være sammen for altid. Peter lukkede øjnene og kunne høre fuglene synge. Det var en smuk dag. Peter blev lettere og lettere. Og endelig... endelig kunne han høre Mor kalde.
Byg den perfekte hjemmeside til dine ideer.
Hjemmesideværktøjer, hosting og e-mail i én samlet løsning
– få kr. 100 i rabat.
Forfatterbemærkninger
Smagsprøve på min kommende novellesamling Månebørn - håber, der er nogen, der har modet på at læse igennem og kommentere.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/08-2016 12:01 af Thomas Thisted (abbifar) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3036 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.