Hvorfor fanden kan jeg pludselig ikke skrive. Jeg er gået fuldstændig i stå. Ikke en eneste poetisk tanke har strejfet mig den sidste lange tid. I hvert fald ikke en konstruktiv én.
Er drømmene ved at gå tabt er jeg ved at indse at livet ikke kun foregår i mit hoved, men også omkring mig? Det er skræmmende at en pige kan støvsuge mig på den måde... Sku' man ryge en smøg til? Vi har haft en flirten med hinanden i lang tid, men det var da mest for at få tiden til at gå, var det ikke? Hvorfor får jeg ingen inspiration mere er du for virkelig end mine tidligere forhold. Er det fordi jeg er stoppet med jage vindmøller og indset at du er den første der rigtigt har elsket mig og ikke kun mit udseende... Gud hvor selvglad. Er din kærlighed det første virkelige jeg oplever. Det tror jeg og det er det der skræmmer mig sådan. Du gør mig så hul af samvittighedsnag. For jeg er ikke forelsket i dig. Eller er jeg?... Hvor er de cigaretter henne.
Jeg skriver jo egentlig kun om dig i mine digte. Så du er ikke skyld i min blokering. Hvad er det så. Ikke nok søvn? Nej, jeg plejer altid at skrive bedre om natten. Det er nok tanken om at såre dig, der skræmmer mig så meget at det er det eneste der beskæftiger mig. Du er jo ikke bare en enkelt slåskamp i lagnerne. Du er jo oprigtig og fordi du er det skræmmer du mig så horribelt. For er jeg det? Jeg ved det ikke selv og fordi jeg ikke ved det er det så forbandet svært at vise kærlighed til noget der er så fjernt. Du er jo ikke bare en pige der skal smides ud efter én nat og det er det jeg er så bange for vil ske fordi det er det nemmeste. Tanken om at være forpligtet til gensidig kærlighed og troskab er svær at greje i min alder.
Det lyder voldsomt, men det er hvad du har fortjent og det er jeg for svag til at præstere. Kunne du ikke bare finde en anden og blive lykkelig med ham. Så jeg kunne fortsætte min egen undergang uden beklagelser og tåre. Du behøves ikke at stå model til min patetiske tankegang. Jeg klarer det på en eller anden måde, som jeg altid gør.
Undskyld jeg er så utaknemmelig. For alle de gange du har beskyttet mig mod verden og jeg har været lille og svag. Har du holdt mig i din favn, som i ugennemtrængelig kappe af omsorg og hver gang har det irriteret mig grænseløst, at være så forsvarsløs.
Kan du ikke se vi er som sort og hvidt. Fuldkommen forskellige i udtrykket. Det er måske det der tiltrækker mig sådan, at jeg ikke kan modstå din hvide væremåde. Som en gammel Spirit tegneserie hvor hovedpersonen altid falder for skurken. Fordi de er så forskellige i alt hvad de foretager sig... hvor er jeg dog træt.
Erik synger endnu en gang i mine højtalere om elfenbenstårnet. Han ved da i det mindste hvad han vil have. Der er dog en ting tilfælles. Vi stræber efter det der er uopnåeligt og fordi du er så forelsket, skynder jeg at sigte højere. Efter noget jeg ser som bedre selvom du er den person der har vist mig lykke... hmm lykke er måske en anelse overdrevet set med mit syn. For hvis man er lykkelig sidder man ikke kvart i et en mandag nat og får vrælet sine tanker ud over tastaturet... Jeg må ha' noget vand nu. Den sidste smøg brænder stadig i halsen...
En åndssvag tanke ramte mig ude på badeværelset mens vandet fyldte mit glas. Kan det bare være vinterens melankoli der har sneret efter mig den sidste tid. Nej vel? Det er bare en dårlig undskyldning. Jeg må lige holde jordforbindelse indtil dette her er overstået. Det ville ellers være dejligt at slippe for denne tortur, men sådan er virkeligheden åbenbart, uforudsigelig og kynisk og det er ikke på den måde jeg kan lide det. Det uforudsigelige og kyniske er i og for sig okay, men ikke når jeg er skyld i at andre skal rammes af mine kvaler... nu sker det fand'me igen. Alle disse forbandede tanker laver harmonikasammenstød i min hjerne og gør det umuligt at skrive noget, der kan udtrykke hvad jeg føler. For jeg ved ikke hvad jeg føler når alt smelter sammen.
Du må ikke se mig mere og jeg må ikke se dig mere. Jeg bliver for svag og vil holdes endnu en gang og du vil føle sympati og blive blind igen. Men det går ikke mere. Jeg ringer til dig i morgen. Nej jeg ringer ikke jeg besøger dig. Eller kan jeg klare det? Kan jeg modstå dig?... Måske er det bare en fase der skal overstås for os begge. For selv om du elsker at blive holdt om når vi sover og jeg det samme. Forvolder det bare smerte i det lange løb... For fanden der er så meget at skrive, men ingen ord at sætte på. Det er nok ikke manglende inspiration der plager mig. Blot manglende ord
Nu vil jeg gå i seng og lægge og tænke i et par timer inden øjenlågene angriber. Imens du ligger i din hvide drømme med en prins der ikke eksisterer. Det er i hvert fald ikke for mig...