Solen prøver desperat at få lyset i kirken til at virke varmt, men må gi' op. Det er et meget koldt lys, der får luften til at til at føles, som om vi er på nordpolen. Men hvis man ser op, så er der det smukkeste blyindfattede vindue i alle mulige stærke farver. Det flytter opmærksomheden fra den enkelte hvide kiste foran mig.
Det er meget tankevækkende at blomster buketten er lagt med stilkene ud imod os, de smukkeste blomster i blå og støvede røde nuancer er næsten gemt væk, i de nøgne stilke og rosentorne, der vender ud imod os. Kenneth er nok ligeglad, men jeg ville nu ønske at de havde vendt buketten, så også hans unge datter, ville blive trøstet, af de smukke farvestrålende blomster.
Kenneth 40 eller 41 år, jeg er usikker på hans alder og de andre kusiner og fætre i kirken ved det nok heller ikke, men en ting er helt sikker, nu er han ikke mere. Han ligger der i den enkelte hvide kiste, enkelt som hans korte liv, men hvidt/uskyldigt var hans liv nu ikke ligefrem.
Mine tanker flyver til vores eneste fætter og kusine fest på min fars side, hvor vi altså lige skulle se hinanden an efter rigtig mange år. Kenneth bliver placeret ved min søsters side, og i dagens anledning var han nyklippet, hvis bare frisøren havde fortalt ham at vi var nået til år 2000 og at firserne var passé. Kenneth i hans flotte lædervest, de stramme Wrangler jeans og de fine nye tænder, som ikke helt passede (de røg også hurtig ud i aftens løb) men flot det var han.
En flirtende hånd hen over min søsters lår, og lidt sødt hvisken i hendes øre. Efter et kort stykke tid sansede han at der var noget ravruskende forkert
"Hvad fanden er dig min kusine, når ja man skal sgu prøve," snøvlede han.
Jeg smiler lidt for mig selv, lige som kirkeklokkerne ringer Kenneth hjem, på bænken foran mig sidder mine to af mine kusiner og der for enden af bænken, deres bror.
Min ene kusine er min farmors udtrykte billede. Sikke et liv når jeg tænker på hende, farmor Ester- Marie og en masse andre fine navne. For altså ifølge hende så er der blåt blod i vores åre. I dag i denne kirke er det svært at se det på os der er til stede. Ingen limousiner, høje hatte faktisk ingen hatte overhovedet, men derimod en masse netto-poser med klirrende flasker. Kunne de så ikke i det mindste have købt plastic flasker? Nej, Kenneth nyder sgu nok lyden af de klirrende flasker.
"Pyha hvor mine tanker flyver, nu er jeg på Enghave-kroen og der ved stambordet, der sidder de. Farfar, farmor, Kisser, Prebse og lille Kenneth, rød sodavand til drengen, lys øl til farmor og masser af Tuborg til resten. Røgen ligger tungt i lokalet, Kenneth har spurgt hundrede gange: "Hvornår skal vi hjem?"
Svaret er altid det samme: "Vi skal lige drikke ud" - men ud er jo aldrig. Så Kenneth kan jo lige så godt følge trop.
Hvornår han egentlig blev afhængig af alkohol, det ved jeg ikke. Men han fik aldrig afsluttet sin læretid og hans datter fik kun fornøjelsen af ham i de spæde baby år. Og nu sidder hun der, hulkende på første række, aldrig skal hun få svar på, hvorfor han ikke magtede hende og livet i det hele taget. Der vil aldrig blive sagt undskyld, eller trøstet for de gange han ikke var der. Kun en enkelt hvid kiste og nogle forkølet sørgende familiemedlemmer, der synes at tiden er for kort, for kort til alkohol og de små listige barer, der tager så mange forældre fra deres børn.
Kenneth var jo også et af de børn, der manglede far og mor, hvis han altså ikke ville tilbringe tiden på "trafikcaféen" eller, hvor der nu var gang i den.
Min opmærksomhed bliver vagt, her bag ved mig beruser duften af øl mig, der bliver også snøftet og præsten gør hvad han kan for at Kenneths sidste rejse, bliver bare lidt ordentlig. Han taler så stille om det alt for korte liv, vi synger tre smukke salmer og teksterne er så rammene.
Alligevel, sidder jeg her og er så rasende på nogle!, måske min far, måske min mor og de følelser får mig til at tænke på os som små, og når vi var sammen alle sammen. Familie er jo så vigtigt, også selv om politiet skal komme og skille tanter og onkler ad, også selv om jeg ved, at når vi kommer hjem, så skal mor og far skændes, når nej de diskutere bare. Også ender det nok med en slåskamp, hvor søster og jeg må løbe i nattøj over vejen, for at hente mormor så hun kan få bragt lidt fred i huset.
Det var jo normalt var det ikke? Altså spørger du fætter Kenneth, så var det jo livet. Da vi var små og ikke vidste andet så var det OK. Men Kenneth! hvad med dit voksne liv? Var det så ikke muligt at gå en anden vej. Jeg ved det ikke, men jeg ved at vi sidder her og jeg er bange, bange for at trække vejret helt ned i maven, for så gør det så ondt. Små korte hurtige hiv efter vejret. Jeg vil helst ikke græde, det er jeg ellers rigtig god til, men min ældste søn sidder her ved min side og virker rolig, men lidt forvirret over den familie som han ikke rigtig kender, men som han synes virker sjove og mærkelige og måske også lidt dragende.
"Til jord er du kommet og til jord skal du blive."
Vi står alle lidt tøvende, hvem skal bære kisten. Den ældste fætter tager bestemt jakken af og smøger ærmerne op jeg er klar signalerer han. Den ene kusine kigger rundt.
"Øh, jeg kan da også godt," siger hun.
Præsten kommer hen og hvisker til os:
"Kisten skal ikke bæres den skal køres ud."
Kenneth bliver kørt ned igennem gangen, jeg ser på blomsterne, de er så smukke. Da vi når ned til udgangen, maner fætterne sig op, nu skal kisten løftet, for at få Kenneth ud til bilen. Igen må præsten på banen "øh kisten skal køres med elevatoren" vi ser på hinanden, jeg får sådan lyst til at grine, altså selv ikke at det sidste farvel, kan vi få på plads uden forvirring, ja det er helt sikkert min familie på godt og ondt.

Kære Kenneth hvil i fred (Du fortjener det)