Sissel
   Om at forlade og andet
   Vi er begge stille i et stykke tid. Jeg tror, Dennis er faldet i søvn. Han er en god dreng. Jeg tror, han vil blive lykkelig en dag i den nære fremtid.
   "Jeg vil gerne have et barn," siger jeg stille. "Jeg har altid gerne villet have et barn."
   Jeg flytter blidt hans hoved op fra min skulder og læner det mod vindmølle-søjlens hårde overflade. Han ligger der med lukkede øjne. Ja, han sover.
   Jeg kysser ham på panden.
   Så går jeg. Jeg forlader ham. Nogle gange er man nødt til at forlade mennesker. Fordi man hader dem, eller fordi man elsker dem så meget, for meget til at man kan holde det ud. Nogle gange er der slet ikke en grund til det, man gør, og nogle gange er det bare bedst sådan. Uden en grund. Bare med en blid summen, blide toner fra store maskiner, en kold vind, en bidende susen der leger med ens hår. Vinger der drejer rundt og rundt i deres egen lille evige cyklus.
   Jeg forlader ham ikke. Jeg efterlader ham. Efterlader ham dér. Som en lille dukke.
   Jeg går hele vejen tilbage til bilen og sætter mig ind på førersædet.
   Jeg tænder for motoren for at få varmet den op.
   Jeg venter på Dennis. Eller måske kører jeg bare nu. Det ved jeg ikke. Det ved du ikke.