Sissel
   Om gravøl og andet
   "Ellen Thomsen var en energisk kvinde," siger præsten. "Hun var en kvinde, der nægtede at give op. Hun brugte al sin energi, al sin kraft, på at forbedre livet – ikke blot sit eget liv, men også hendes medmenneskers liv. Jeg er sikker på, at det er dette, de fleste af os nok vil huske hende mest for – hendes uselviskhed."
   Jeg sidder ved siden af min far på den forreste bænk til højre, lige under præstens prædikestol. Det er en ung præst. Han er faktisk ret attraktiv.
   Jeg kigger mig rundt omkring, over skuldrene, som et lille nysgerrigt barn. Det er en lille, hvidkalket kirke i Nordborg, den ene kirke med kirkegård, der ligger tættest på mine forældres gård. Eller min fars gård, som det nu er. Kun min fars gård.
   Den lille kirkegård udenfor er pæn og velordnet, med mange sommerfuglebuske og tulipaner, der selvfølgelig kun er triste at se på nu om vinteren. Nogle af vinduerne i kirken er normale vinduer, og andre – tilsyneladende tilfældigt udvalgte - er med glasmalerier af kristne motiver. Her er kolde trækvinde. Jeg kan høre krager skræppe udenfor. Jeg kan høre blæsten pibe og suse som spøgelsesstønnen gennem bygningens skakter.
   Et modelskib hænger ned fra loftet midt i det hele. Hvad fanden? Hvem lader et modelskib hænge midt i en kirke? Det er sikkert en eller anden dum metafor for, hvordan Gud styrer sit skaberværk hen over vandene.
   Min far sidder ved siden af mig og knuger min hånd. Jeg kan høre ham græde stille.
   Han har taget et jakkesæt på. Det er mærkeligt at se ham i andet end en kedeldragt med en beskidt, ternet skjorte og cowboybukser indenunder. Jakkesættet er stift og rent og rektangulært. Hans skuldre er store og kantede under det. Han ser ikke direkte komisk ud, men i hvert fald ikke veltilpas. Han ligner lidt et forvirret dyr.
   Jeg kigger op på præsten igen. Jeg prøver at koncentrere mig om at lytte til hans tale og måske få et eller andet meningsfyldt og oplysende ud af den.


* * *
   It så busse.

Ikke så dårligt. Sønderjylland æ it så busse.


* * *
   Der er gravøl bagefter i en lille, hyggelig restaurant i Sønderborg. Der bliver serveret Tuborg fadøl, og måltidet står på friske, benløse rødspætter og røget ål. Jeg sidder ved hjørnet af det lange, grove egetræsbord. Jeg kender ikke rigtig nogen af slægtningene og mine forældres landmandsvenner. Jeg gider ikke lære dem at kende. De snakker alle sønderjysk.
   Stemningen bliver efterhånden lidt mindre melankolsk og lidt mere munter, efterhånden som krusene bliver tømt. Der bliver grint mere, end der bliver grædt. Børnene løber rundt og leger vistnok 'pest.' En af dem løber hen til mig på et tidspunkt og rører hurtigt ved min skulder. "Pest!" Så har jeg pest. Jeg smiler svagt, mens de løber væk fra mig i forventning om, at jeg skal komme efter dem.
   Jeg bliver siddende. Jeg drikker ikke noget. Jeg skal køre far hjem bagefter.
   Der bliver tændt for stereo-anlægget, og de spiller nogle schlagere. Nogle af de ældre ægtepar rejser sig og begynder at danse. Jeg iagttager dem med et tavst smil.
   Far sidder længere henne ad bordet. Han græder højlydt. Hans landmandsvenner klapper ham hårdt og mandligt på skuldrene, igen og igen.
   Det hele varer sådan cirka til klokken 5. Så kører jeg far hjem i hans gamle Volvo, ud ad motortrafikvejene til Ragebøl. Vi rumler hen ad de øde, smalle veje mellem markerne og endelig ind på gårdspladsen. Jeg hjælper ham med at få sikkerhedsselen af.
   Han åbner døren i sin side og vælter ud og brækker sig på brostenene.
   Jeg knæler ned ved siden af ham og gnubber ham stille på ryggen. "Så, så, far. Bare ud med det. Bare ud med det hele."
   Han støtter sig til mig, da vi går tværs over pladsen og ind ad den åbne dør til gårdens entré. Jeg hjælper ham i seng inde på hans og mors værelse. Jeg trækker tæppet godt op om ham. Han har allerede lukket øjnene og trækker vejret tungt.
   "Æ ælsker dæ, far," siger jeg. "Æ ælsker dæ."
   Jeg kysser ham på kinden. Så går jeg ind på mit eget gamle værelse og lægger mig i sengen, der er alt for lille for mig nu. Der er ikke nogen dyne, og jeg fryser. Men jeg falder snart i søvn alligevel.


* * *
   Da jeg vågner op om morgenen, hører jeg rent faktisk hanen gale.
   Jeg går udenfor og står midt på den brede gårdsplads. Vinden rusker i mit ølplettede, krøllede jakkesæt, der engang så så fint og sofistikeret ud. Mit sammenfiltrede hår bliver blæst henover mit trætte, slappe ansigt.
   Jeg tager min mobiltelefon frem fra lommen og tænder den. Frank har lagt nogle beskeder til mig. Jeg sletter dem uden at lytte til dem. Så ringer jeg til Frank. Han er nok på arbejde lige nu. Maskinen tager den, og efter bippet lægger jeg min besked:
   "Min mor er død," siger jeg. "Det ville jeg bare fortælle dig. Og jeg vil også godt sige, at jeg slår op med dig. Bare så vi lige har det ... helt på plads. Okay, Frank? Dæ æ ewwer mel wos. Møjn."