Dennis
   Om vindmøller og andet
   Jeg jogger hen ad den brede promenade ved stranden. Jeg har en hættetrøje, lange bukser, pandebånd og handsker på. Det er blevet februar, og temperaturen er nede omkring 2-3 grader, himlen dækket af grå, flossede skyer. Jeg kan se min ånde komme ud. Jeg ånder tungt ud, mens jeg løber. Jeg er ved at få sidestik.
   Det er noget, jeg er begyndt på som et projekt i idræt. Vi skal lave et projekt i vores fritid, der træner en eller anden del af vores krops system, og så valgte jeg at træne min kondi ved at løbe 3 gange om ugen. Jeg plejede at hade al form for motion, men nu kan jeg godt lide det her projekt – jeg kan godt lide at have noget at udrette. Måske er det fornemmelsen af at have et fast skema at køre efter, et fast mål. Måske er det bare, fordi det er ved at blive lysere efter de to første vintermåneder.
   Nogle måger kredser rundt og flyver lavt over sandet. Jeg kigger på havet, mens jeg løber. De mørkegrå bølger skyller ind over det lysegrå sand. Det er ikke de rigtige farver, ikke de farver man ser i malerier og fotografier. Det er som at se verden på et sort-hvid fjernsyn.
   Der går ikke så mange rundt på promenaden i dag. Det er en søndag formiddag. Der er nogle ældre mennesker, en børnefamilie, en ung mand med en hund. Jeg jogger forbi en kvinde, der sidder på en bænk og stirrer ud over havet, mens hun ryger en cigaret.
   Jeg løber videre.
   Så stopper jeg. Jeg kigger tilbage over skulderen. Jeg genkender hende.
   Langsomt, ikke helt uden tøven, går jeg hen til hende for at kigge nærmere på hendes ansigt, for at være helt sikker. Det er omtrent en måned siden jeg mødte hende den ene nat, men jeg kan godt huske hendes ansigt.
   "Hey."
   Sissel kigger op på mig og rynker lidt på panden. Et øjeblik er jeg bange for, at hun ikke vil kunne huske mig, eller at jeg vil indse, at det ikke var hende alligevel. Situationen risikerer at blive meget mærkelig og meget pinlig.
   Så siger hun: "Nå, du er ham drengen. Fra baren."
   Hun kigger ud over havet igen.
   Jeg sætter mig ned på bænken ved siden af hende, forpustet efter min løbetur. Da jeg er ved at få vejrtrækningen under kontrol igen, siger jeg: "Det er sjovt, at vi skulle mødes igen."
   "Ikke rigtig. Det er en lille by."
   "Det er det vel."
   Sissel knipser cigaretten ned på asfalten og skodder den under skoen. Hendes grånende, blonde hår bliver blæst henover hendes ansigt af den bidende vind. Hun stryger det om bag det ene øre.
   "Hey, har du farvet dit hår? Det var da brunt, da jeg mødte dig ..."
   Sissel ryster på hovedet. "Det var farvet brunt. Det her er min naturlige hårfarve, som jeg så ... har besluttet mig for at holde mig til."
   "Nå. Okay."
   "Jeg keder mig."
   "Også mig. Jeg har vinterferie. Der sker ikke så meget."
   "Har du det bedre? Altså, med dit liv. De problemer, du snakkede med mig om. Har det ændret sig?"
   Jeg trækker på skuldrene. Det føles altid underligt for mig at snakke om sådan noget. Som om mit liv er en sæbeopera, en historie, der udvikler sig gradvist, ændrer sig, fører frem mod noget eller måske bare fortsætter i det uendelige. "Det kan man vel godt sige, at det har. Jeg, øh ... Jeg fik kørekort. Det var godt. Jeg har stadig ikke rigtig nogen venner, jeg virkelig kan lide. Jeg ved ikke, om jeg kan lide mig selv. Men ... men det er okay. Alting er blevet lidt mere fredeligt for mig. Lidt mere stille og roligt. Jeg ved, hvad der skal ske. Jeg skal snart søge ind på Københavns Universitet. Jeg skal blive færdig med gymnasiet her til sommer. Jeg skal til en fest på fredag. Jeg skal i bad, når jeg kommer hjem i dag. Jeg skal få en karriere, når jeg engang er færdig på universitetet. Jeg skal dø en dag. Jeg ved, lige præcis hvad der skal ske, eller i hvert fald sådan ... i grove træk. Det kan jeg godt lide."
   "Du er virkelig trist at høre på."
   Jeg griner. Højt og længe. Den sprækker ud fra mig, latteren, skælver gennem min krop. Sissel griner også. Folk stirrer på os, mens de går forbi.
   Efter omtrent et minut er vi faldet til ro igen.
   Hun spørger mig: "Hvad skal vi så lave? Bare sidde her og være triste?"
   Jeg kigger over på hende, og endelig lader hun sine øjne møde mine. Der er røde, ophovne rande under hendes øjne. Jeg spørger hende ikke, hvad der er sket, hvad det er, der har fået hende til at græde så meget. Jeg spørger bare: "Hey, vil du prøve noget rigtig dansk?"


* * *
   Hun kører os ud ad landevejen, tværs over Als og opad Sønderjylland, mod nord. Jeg giver hende vejanvisningerne. Vi er på Lars Tyndskids mark. Der er næsten ingen trafik herude. Vejen bliver smallere, mere gruset og rumlende.
   Bilen er en helt ny Mercedes, som hun har købt. "Jeg bor hernede lige for tiden, faktisk. Jeg har købt en lejlighed i Sønderborg."
   "Jeg troede, du savnede København."
   "Ikke rigtig. Ikke mere. Der er ikke noget, der trækker mig tilbage længere. Jeg har slået op med min kæreste. Mit firma har fyret mig, fordi jeg slet ikke rapporterede tilbage om konferencerne med de sønderjyske koncerner ... som desuden heller ikke gik så godt. De vil gerne holde sig til de gamle, billige produktionsmåder. Ikke noget med moderne grøn energi, nej tak. De så det som en slags salt i såret, at det var en kvinde, der var blevet sendt for at præsentere det for dem." Sissel griner, på en lidt tør og raspende måde.
   Jeg kigger ud af vinduet i min side, holder øje med horisonten. "Og hvad med dine forældre? Er du glad for at bo i nærheden af dem?"
   "Ja. Jeg tror, jeg har lært at acceptere dem. Dem og deres fjollede sønderjyske dialekt." Hun smiler stille. Så fortsætter hun: "Men nu er der jo kun én af dem tilbage."
   "Hvad mener ... nå. Sådan."
   "Ja, det var min mor, der døde. Men det var ikke så slemt. Hun havde alligevel været ... helt væk, psykisk, i mange år. Nu er jeg bare glad for, at jeg har indset, at jeg bør være her og tage mig af min far, mens han stadig er her for mig. Det er sjovt; jeg er faktisk begyndt at snakke på sønderjysk, når jeg er sammen med ham. Det føles helt naturligt for mig nu."
   Jeg smiler skævt. "Jeg kan stadig ikke lide at bo i Sønderjylland. Jeg vil bare væk. Vil godt bo i USA en dag, selvom deres regering måske ikke er den smarteste i verden ... Jeg havde en drøm, hvor jeg fløj til USA for at leve et nyt, spændende liv dér, i en fed lejlighed med et fedt job. Men da jeg så kom derover, så var der ingen af dem, der talte engelsk. De snakkede alle sammen sønderjysk."
   Sissel klukker lidt. Hun lyder helt som en senex, en arketype, den ældre, klogere person der vejleder barnet: "Det kan også bare være lige meget, om man taler flydende sønderjysk eller flydende engelsk. En dag vil du holde op med at længes efter at flygte sådan. Du vil bare forstå, at det er lige meget, hvor i verden man er."
   "Det lyder trist."
   "Nej nej. Jeg mener det som en god ting. En dag tror jeg bare, ethvert menneske bliver tilfreds med, hvor han eller hun er. Hvem han eller hun er. Tilfreds med sig selv. Det er det jeg mener."
   Jeg skal til at svare, men så får jeg øje på dem, ude i horisonten. Ca. 5-10 styks af dem. Høje, tynde, hvide søjler mod den grålige himmel. Vindmøller. Den mest typiske, mest danske ting man overhovedet kan se i Danmark.
   "Træk ind til siden her!"


* * *
   Vi efterlader bilen parkeret og låst i et lille gruset felt ved siden af landevejen. Vi kravler over et lavt autoværn og springer over en mudret grøft. Derefter går vi bare ligeud henover det flade, jævne landskab, længere og længere væk fra vejen. Vinden kommer fra vores højre side og bliver så stærk og skarp, at vi må kæmpe mod den for at gå lige fremad. Vi synker vores sko hårdt ned i mulden og læner os mod højre, mens vi går. Vores hår og jakker blafrer vildt. Vi har slet ikke klædt os ordentligt på til det her; jeg er i det mindste heldig at have vanter og pandebånd på, mens Sissels fingre og ører bliver røde og stive. Jeg kan føle koldt snot strømme ned fra mine næsebor, og jeg ved at jeg vil være godt forkølet i et stykke tid efter det her. Men jeg smiler. Nærmest hjernedødt.
   Det tager os længere tid, end vi havde regnet med, at nå ud til vindmøllerne. De er flygtige fata morgana'er i en ørken. Guld for enden af regnbuen.
   Da vi når ud til dem, kan vi slet ikke høre vindens susen længere, inde mellem deres massive, hvide søjler. Det er helt surrealistisk. Nærmest et religiøst sted. Et egyptisk tempel. Jeg vender mig om mod Sissel og ser, at hun også smiler bredt. Vi kan ikke høre andet end den dybe, monotone brummen fra de gigantiske maskiner og den syngende, susende tone af vingerne, der drejer rundt og rundt højt over os.
   Vi løber rundt mellem dem, danser nærmest rundt om dem, mens vi griner og råber og skriger, uartikulerede udbrud, meningsløs larm. Vi er helt alene herude. Vi er hedninge, en mystisk, vild stamme, der udfører et naturtilbedende ritual. Vi er idioter.
   Til sidst falder vi sammen foran en af de store, hellige søjler og læner os opad den kolde hvide overflade. En glat overflade – plastic? Beton? Glat og blidt og sterilt.
   Jeg lægger mit hoved mod Sissels skulder. Hun skubber mig først lidt væk, måske chokeret eller frastødt af den mærkelige gestus, men så lader hun mit hoved blive dér. Hun stryger mig lidt over håret. Jeg lukker mine øjne.
   "Sissel?"
   "Ja?"
   "Har du nogensinde haft et barn?"
   "Hvad?"
   Vi er nødt til at råbe henover larmen fra vindmøllernes maskineri, henover den store, venlige brummen og summen og de syngende toner fra de roterende vinger.
   "Har du et barn?"
   "Nej."
   "Okay."
   "Jeg snakkede med Frank om det. Han sagde, han var for ung. Han sagde, han havde for meget 'liv' tilbage i sig, for meget 'liv' foran sig til at kunne begynde at bruge sit 'liv' på andres 'liv.'" Hun udtaler ordet 'liv' som om det er et mærkeligt fremmedord, man ikke normalt bruger i daglig tale. Som om det er noget hun ikke forstår. Noget der nærmest frastøder hende. Eller fascinerer hende. "Frank talte altid sådan. Meget prætentiøst. Han var bare den type. Sådan nogle typer kan man blive meget glad for, men man ender med at blive meget træt af dem. Så træt, at man bare vil slippe af med dem, så længe man har den mindste undskyldning. Nej, den mindste anledning. En grund, ikke? Man skal altid have en grund til alting, man gør. En specifik, konkret grund."
   Jeg laver en lille, blid, brummende lyd som svar. En brummen ligesom vindmøllerne.
   Så siger jeg: "Har vi en grund til at være herude? Sammen?"
   "Nej."
   "Godt så."
   Vi er begge stille i et stykke tid. Jeg er meget træt. Jeg tror, jeg er ved at falde i søvn lige her, lige nu, i kulden, med kold, hård jord under min røv, med mit hoved hvilende på en ældre kvindes skulder, med min hånd i hendes hånd.