Dennis - Sissel
   Om sammenstød og andet
   Jeg elsker at barbere mig. Eller i hvert fald en del af det – når man klatter barberskummet på. Jeg elsker det tykke hvide lag der skjuler halvdelen af mit ansigt. Jeg kan godt lide at skjule mig selv.
   Jeg havde engang en drøm, hvor jeg stod ude på badeværelset og dækkede hele mit ansigt til med barberskum. Så gik jeg udenfor og ned ad gaden. Folk kiggede lidt på mig. De vidste ikke, hvem jeg var længere.


* * *
   Det er juleferie, og jeg har afleveret studieretningsopgaven. Jeg har min sidste køretime inden nytår. Benny siger, at han vil have mig ud og køre på glatbane i starten af januar. Så skal vi have overstået de sidste køretimer, og så skal jeg op til køreprøve. Benny er meget optimistisk.
   Jeg holder ved et kryds ved byens gågade. Der er vist en lang række biler og varevogne bag mig; trafikken er travl i dag. Lyset skifter fra rødt til gult til grønt. Jeg løfter koblingen og træder på speederen. Så sker det igen. Jeg løfter koblingen for hurtigt og træder ikke nok på speederen. Bilen hoster og skurrer og ryster og går i stå. Det er den samme fejl, jeg har lavet lige siden min første køretime.
   "Kør, Dennis," siger Benny med et træt suk. "Kør."
   Før jeg kan række ud efter nøglen og tænde motoren igen, smadrer noget ind i bilen bagfra.


* * *
   Jeg har mobiltelefonen klemt mellem skulderen og siden af hovedet, mens jeg kører gennem byens travle centrum, hvor alle er ude og købe de sidste julegaver. Bilen foran mig er en skolevogn; jeg kan se det på skiltet og på den overdrevent langsomme, forsigtige fart. Vi holder ved et kryds.
   Jeg snakker med Executive Jørgensen fra triumviratet. "Ja, jeg ved det godt ... Ja, men kan jeg ikke blive erstattet? Der må være nogen andre fra hovedkoncernen, der vil give de her præsentationer for de sønderjyske koncerner; hvorfor skal jeg absolut få den opgave? Jeg havde gang i nogle meget vigtige projekter på hovedkoncernen ... Ja, for eksempel dét, for eksempel samarbejdet med DONG Energi om den nye -"
   Jeg kører ind i bilen foran mig.
   Telefonen falder ned på passagersædet. Jeg lader den ligge der. Jeg stirrer ud af forruden. "Fuck."


* * *
   "Jamen, det var min skyld! Det var mig, der lavede fejlen!" Jeg føler mig helt kvalm. Jeg tror ikke, jeg slog mig i sammenstødet, men jeg har det alligevel mærkeligt. Jeg hulker nærmest.
   "Du bliver bare her i bilen, Dennis. Du bliver bare her," siger Benny.
   "Jamen, skal jeg ikke, skal jeg ikke betale eller noget nu -"
   "Du skal bare blive her. Så ordner jeg det her."
   "Jamen, jamen ... okay ..."
   Benny stiger ud af bilen. Jeg sidder og stirrer på krydset. Jeg stirrer på Franks Pølsevogn på hjørnet af torvet. Kunderne står og stirrer på de to sammenstødte biler.


* * *
   Jeg stiger ud af min lejede lille lortebil, der nu er i endnu værre stand, end da jeg lejede den. Kørelæreren er også steget ud af sin bil for at snakke med mig. Eleven bliver siddende derinde. Nogle af bilisterne, der holder i en lang kø bag os, begynder at dytte lidt.
   "Goddag, jeg hedder Benny Bendtsen -"
   "Jeg er pisseligeglad med, hvad du hedder! Jeg skal bare have en betaling for det dér!" siger jeg og peger på Toyota'ens forende, hvor det røde metal er krøllet lidt opad som låget på en sardindåse. Skolevognen er en sort, robust Peugeot. Der er ikke sket noget med den.
   "Det er en lejet bil; hvad fanden skal jeg fortælle firmaet? Det var ikke min fejl! Det var din elevs fejl!" Jeg peger ind på teenage-drengen på førersædet, der kigger bagud med store, skræmte dådyrsøjne. "Det var hans fejl; du må få hans forældre til at betale for det eller et eller andet!"
   "Ved du hvad, nu slapper du lige helt af," siger Benny med et lille smil. Han taler langsomt og tålmodigt. "Kan du se skiltet på den bil, du lige er stødt ind i? S-K-O staver til 'sko', L-E staver til 'le', V-O-G-N staver til 'vogn'. Sko-le-vogn. Det betyder, det er en uerfaren fører, der sidder derinde, og du skal holde afstand og udvise særlig agtpågivenhed -"
   "Det er jeg sgu da ligeglad med; enhver idiot kan da finde ud af at køre, når der er grønt! Det er hans fejl! Jeg betaler ikke firmaet for de skader dér!"
   Men jeg ved godt, hvordan det her ender. Det ender med, at jeg fortæller biludlejningsfirmaet, lige præcis hvad der skete, og så fordufter nogle tusind kroner fra min konto.
   Jeg råber bare af manden, fordi jeg har lyst til at råbe. Fordi jeg har lyst til at være vred og vise verden, at jeg kan være vred.


* * *
   Jeg sidder på førersædet og kan høre kvindens råb og Bennys rolige stemme gennem bildøren. Jeg krymper sammen. Et øjeblik har jeg det, som om jeg smelter ind i sædet, ned gennem sædet, ud af bilen og ned gennem brostenene, ned i kloakken.
   En eller anden glad popsang spiller i den dæmpede radio i Bennys bil, der altid står på Skala FM.
   Jeg kigger på uret. 14:43.
   Jeg kigger på speedometer-nålen, der hviler på 0.
   Motoren er slukket. Min venstre fod trykker stadig hårdt ned på koblingen. Min højre fod svæver stadig over speederen.
   Benny stiger ind igen. "Kør videre."
   "Jamen -"
   "Bare kør videre. Jeg har snakket med hende. Hun skal nok selv betale; hun ved godt, det var hendes fejl."


* * *
   Da jeg sætter mig ind igen efter at have råbt af manden, tager jeg hurtigt telefonen op fra passagersædet. Executive Jørgensen har lagt på. Jeg slukker telefonen, starter bilen og kører videre, direkte hen til biludlejningsfirmaet.