Sissel
   Om rengøringsdamer og andet
   Fra togstationen tager jeg en taxa hen til Hotel Woodward. Det er en smal, høj, hvid bygning ved siden af en gammel mølle på en skrånende brostensvej. Jeg går ind ad svingdøren, der giver et mindre lurvet indtryk end lobbyen på den anden side. Tapetet er stribet i rædselsfulde lyserøde og ferskenfarvede nuancer. Det røde gulvtæppe er støvet og tykt; det føles, som om jeg synker ned i det, mens jeg går hen til receptionsskranken.
   Receptionisten er en ung mand, der sikkert stadig går i gymnasiet. Han er bumset og karseklippet, og der står 'Brian' på hans navneskilt. Jeg viser ham mine reservationspapirer, som firmaet har ordnet for mig, og han rækker mig med et smil nøglen til mit værelse. Han har bøjle på. "Værelse 25; det er på femte sal. Det har en flot udsigt over havnen og slottet."
   "Det har du sikkert lært at sige om et hvilket som helst værelse, du giver nogen nøglen til, Brian," siger jeg med et lille smil.
   Han smiler skævt og kigger ned på nogle papirer på skranken, som om han skal til at lave noget vigtigt arbejde. Jeg går hen til elevatoren, hvor en midaldrende rengøringsdame er ved at skubbe sin vogn ind. Jeg venter på hende, før jeg selv træder ind. Imens står lille Brian bare og flytter sin bunke papirer et par centimetre fra side til side.
   Inde i elevatoren trykker jeg på knappen til 5. etage. Dørene lukker sig, og jeg sukker træt, mens jeg venter på, at den langsomme maskine skal sætte sig i bevægelse. Vi står klemt op ad væggen på hver vores side af hendes vogn. Der lugter af klorin og eddike.
   "Det ta'r altid lidt ti', fø' det he' mocke går i gang," siger rengøringsdamen med et bredt, nikotingulligt smil. Hun har et ækelt, lyserødt spænde siddende i sit krøllede grå hår. Hendes dialekt er vist fra en af de små alsiske byer. Jeg mener at have læst et eller andet sted, at der er 30 sønderjyske dialekter eller deromkring alene på Als.
   "Før hvad går i gang?" spørger jeg. Jeg forstår ikke ordet 'mocke'; det betyder vist 'lort', men jeg er ikke sikker.
   "Æ skrammel. Æ elevat'åh."
   "Nå."
   Rengøringsdamen bliver ved med at smile til mig. Jeg kigger op på et fuldstændig uinteressant hjørne af det ridsede metal-loft. Endelig bevæger elevatoren sig opad med et kraftigt ryk. Den stiger så langsomt, at man næsten kan forestille sig, den i virkeligheden bevæger sig nedad. Eller til siden. Maskineriet larmer på en tung, skurrende måde, der ikke virker særlig betryggende. Et øjeblik forestiller jeg mig, at jeg skal dø her, sammen med en midaldrende rengøringsdame, i en elevator, der styrter ned i sin skakt i et eller andet lille lortehotel i Sønderjylland.
   "La' mig' gæt', hvo' do er fra!" siger rengøringsdamen pludselig.
   "Undskyld?"
   "La' mig' gæt', hvo' do er fra. Det' nau æ' go' til. Jæ gætter alti' hvo' gæsterne er fra."
   "Okay. Hvor er jeg fra?"
   "Hmmm ..." Hendes øjne ruller tænksomt rundt på en overdreven, teatralsk måde. Jeg kigger ned på hendes navneskilt. 'Ulla Brøgger.' "Købbenhau'n! Do satme fra Købbenhau'n!"
   "Ja, det er helt rigtigt." Jeg smiler.
   Ulla griner. "Æ' gjorde det satme igen! Det he' ska' jeg fortæl' mine veninder på dagholdet he'; de vi' nok bar' sige, æ må ha' spist søm!" Hun griner endnu højere, en skurrende, rusten latter, der blander sig med larmen fra elevatorens maskineri. Jeg kigger op på etagetallene over elevatorens rustne døre. 4-tallet lyser nu. Det har taget elevatoren omtrent et halvt minut at nå op til fjerde etage.
   Jeg kigger ned på Ulla Brøgger igen. "Ulla, har du nogensinde tænkt over, at man altid siger 'rengøringsdamer'? Der er ikke noget, der hedder 'rengøringsmænd.'"
   "Ja, det' vel fo'di der et er nau'n mænd, der har såd'n et arbej'd, et, smarte?" Ulla griner. "Nåeh, hva' dit arbej'd så?"
   "Jeg er strategic sourcing manager for DanGlobeTech A/S hovedkoncernen i København."
   "Nåh. Såd'n nau mocke forstår æ mæ' et å!" Hun griner, igen, og hendes skurrende latter fortsætter som et ekko i det øjeblik, da maskineriets skurren stopper, og dørene går op på femte etage. Hun skubber sin vogn ud, og jeg farer sammen, da nogle våde gummihandsker, som hænger på kanten af vognen, strejfer mit håndled.
   Jeg går hurtigt ned ad gangen i den retning, hvor værelsesnumrene stiger mod 25. Ulla går i den anden retning. Hun stopper op for at råbe til mig: "Du må hyg' dig mens du er he' i æ mørke Synnejylland! Møjn!"
   "Møjn." Jeg finder værelse 25 og låser mig ind.


* * *
   Folk siger altid, man skal tro på sig selv. Hvad fanden er det for noget pis at fyre af? Det hjælper ikke en skid at tro på sig selv. Det eneste, man kan gøre, er at blive ved og blive ved og blive ved. Ligemeget hvor ondt det gør.


* * *
   Der er en enkelt dobbeltseng i værelset, en kommode, et skrivebord og et TV. Jeg starter med at pakke ud. Jeg skal til at lægge mit tøj i skufferne i kommoden – jeg skal jo nok bo her et stykke tid – da jeg ser, hvor slidt og støvet møblet ser ud. Jeg trækker den øverste skuffe ud, forsøgsvis. Nogle ørentviste kravler rundt derinde. Jeg skubber skuffen i igen og lader mit tøj blive i den åbne kuffert på skrivebordet.
   Jeg zapper igennem TV-kanalerne. Der er 50 af dem. De tre første er DR1, DR2 og DK4. Resten er sort-hvid flimmer. 'Snestorm' kaldte jeg det, da jeg var lille.
   Ude på badeværelset inspicerer jeg hurtigt, om vandet fra hanen ser rent og drikkeligt ud, og om toilettet kan skylle ud ordentligt. Det er et hæsligt badeværelse med lyserøde fliser på gulv og vægge og et komplet umotiveret udvalg af malerier af små søde hundehvalpe på væggene. Jeg lægger min toilet-taske ved siden af vasken.
   Inde i soveværelset trækker jeg gardinerne fra. Lille Brian havde ret. Der er en flot udsigt over havnen og slottet.
   Jeg sætter min mobiltelefon og min bærbare computer til at lade op i stikkontakten henne ved hjørnet ved døren til gangen. Jeg er nødt til at lade både mobilen og computeren ligge på gulvet; der er ikke noget bord eller noget i nærheden af stikkontakten. Jeg prøver at slæbe skrivebordet derover fra dets idiotiske plads ved vinduet, men det er tungere, end det ser ud. Sådan noget billigt teaktræslort kan da ikke veje så meget. Måske er det naglet til gulvet af en eller anden grund.
   Jeg tager et bad for at slappe af. Der er badekar, gudskelov, og det bliver hurtigt fyldt op med varmt vand. Så er der i det mindste én ting, der fungerer her på stedet. Jeg hælder min medbragte skumsæbe i, lægger mig ned i det varme vand og gnider min Aloe Vera-creme i ansigtet. Jeg stirrer op på en strimmel spindelvæv, der hænger fra loftet og blæser lidt frem og tilbage.
   Jeg har taget min mobiltelefon med herud, så jeg kan ringe til Frank, mens jeg ligger i badet.
   "Hej, skat."
   "Hej. Har du det godt dernede i det mørke Sønderjylland?"
   "Jeg hader det."
   Han griner.
   Jeg lukker øjnene og lader mig synke lidt ned i det varme, skum-dækkede vand. "Hvorfor skal du altid grine sådan af mig? Du slår altid alting hen."
   "Hvad mener du?"
   "Ikke noget." Jeg åbner øjnene og stirrer igen op på den lille, svingende strimmel spindelvæv. "I morgen skal jeg hen på koncernen og snakke med deres ledere. Jeg går amok, hvis de også taler sønderjysk."