Dennis
   Om at være distræt og andet
   "Det er bekymrende, at vi kan køre forbi det samme kryds tre gange i dag, og så laver du de samme fejl hver gang. Det er bekymrende, Dennis."
   Benny stirrer på mig. Jeg stirrer ud af forruden. Vi holder foran mit gymnasium, hvor jeg skal ind og have time lige om lidt. Vi har lige haft en køretime i morgentrafikken. Vi har slet ikke snakket om, hvad der skete i lørdags, da jeg brækkede mig, og han kørte mig hjem. Han vil vist helst bare glemme det.
   Jeg nikker bare til alt, han siger. Min hals er helt tør.
   "Normalt er det okay, hvis en elev laver sådan nogle fejl, som dem du lavede i dag, i deres 2. eller 3. køretime. Men du har haft 22 køretimer nu."
   "Ja."
   "Du er nødt til at tage dig sammen, Dennis."
   "Ja ... ja, men ... jeg vil heller ikke blive ved med at få repetitionstimer," siger jeg svagt.
   "Jamen, så skal du bare tage dig sammen. Efter 22 køretimer skal man ikke lave sådan nogle fejl længere."
   "Nej."
   "Jeg gør jo det her for at hjælpe dig. Jeg vil ikke skælde dig ud. Jeg provokerer mine elever lidt nogle gange, men det er jo for at hjælpe dem. Nogle kørelærere lader bare deres elever lave de samme fejl igen og igen, og så siger de lige "nej, det var da forkert, det du lavede dér", og så efter 50 køretimer siger de "synes du ikke lige, det er på tide, du tager dig lidt sammen?" Sådan er jeg ikke med mine elever. Jeg vil jo ikke have, de skal have flere køretimer end nødvendigt."


* * *
   Den dag skal jeg kun have en time, før jeg i frikvarteret skal stå i kø i kantinen sammen med alle de andre 3.g'ere og modtage min studieretningsopgaveformulering. Hver klasse skal stå i kø i alfabetisk rækkefølge ved hvert bord, hvor der sidder en enkelt lærer og uddeler den klasses opgaver. De råber efter mig, da det er min tur, fordi jeg står og stirrer op i loftet og ikke har lagt mærke til, at ham, der stod foran mig, har været henne og få sine papirer. Jeg sætter mig hen, og læreren løber hurtigt det hele igennem for mig og viser mig, hvor jeg skal skrive under. Så tager jeg papirerne og stiller mig lidt væk fra bordet for at læse det igennem. Læreren råber efter mig, fordi jeg har glemt nogle papirer, og jeg går hen og tager dem med et undskyldende smil.
   "Hold kæft, hvor er du distræt i dag," siger Christian til mig.
   "Hvad er din opgave?" spørger Mark og stiller sig helt hen ved siden af mig for at kigge i mine papirer. De andre drenge i klassen flokkes også om mig nu.
   "Hvorfor er I så påtrængende?" mumler jeg og skimmer opgaveformuleringen igennem. Jeg skal fortolke og analysere Heart of Darkness, sådan som jeg har valgt. Og så har de givet mig et citat af en kritiker om forfatterens muligvis racistiske menneskesyn, som jeg skal behandle og diskutere.


* * *
   Jeg går hjem gennem de kolde gader i det grå blæsevejr. Jeg kunne have ringet efter min mor og fået hende til at hente mig ude ved gymnasiet, men jeg har lyst til at gå.
   Jeg har skoletasken slynget over den ene skulder. Efter et par minutter hanker jeg op i den og tager den på begge skuldre. Jeg har hverken hue eller handsker med, og mine øreflipper og fingre bliver stive og skærende kolde.


* * *
   Den aften sidder jeg i lænestolen foran TV'et i dagligstuen. Jeg zapper rundt. Jeg har fået skrevet én side på min opgave, en indledning. Opgaven skal fylde 15-20 sider, og jeg har de næste to uger til at skrive den.
   På en af kanalerne starter den altid med at vise en tekst-tv side, der går væk efter et par sekunder. På siden står der:

KontaktNU!
   Vil du have hurtig kontakt? Så brug Danmarks hurtigste kontaktservice – bare ring ind og find en, du gerne vil i kontakt med. I kan gå ind i jeres eget private rum og

Jeg når ikke at læse resten; så forsvinder siden, og kanalen viser den film, der er i gang. Det er vist en komedie.
   "Det er godt nok nemt at få kontakt nu om dage," siger jeg til min mor, der sidder i sofaen ved siden af og læser en bog, der har vundet Nobelprisen.
   Hun nikker ved lyden af min monotone stemme.
   "Tænk engang. Hvor er det nemt," siger jeg.


* * *
   Den næste dag er jeg ude og køre sammen med min far. Vi vælger den tomme parkeringsplads foran mit gymnasium, hvor der næsten ikke er nogen om lørdagen. Jeg har selv sagt til ham, at jeg gerne vil ud og køre i bilen.
   Mine forældres bil er en sølv-grå, gammel Honda, med et lidt for løst gearskifte og et koblingspunkt, jeg altid har svært ved at finde.
   Vi kører rundt i et kvarter og laver venstresving og højresving og U-vendinger på parkeringspladsen. Til sidst prøver jeg at parkere i en bås. Det tager mig alt for lang tid, hvor jeg skiftevis bakker og kører frem i 1. gear og drejer febrilsk på rattet for at få bilen til at svinge helt rigtigt ind i båsen.
   Min far kører os hjem igen. Da vi går op til hoveddøren, tror jeg, der er låst og bliver stående og venter på, at han skal skal låse op; jeg har ikke selv taget min husnøgle med. Han rækker bare en hånd ud og åbner døren. Jeg husker, at min mor jo er hjemme for at tage imod min farfar, der altid kommer til frokost om lørdagen. Jeg går ind efter far.


* * *
   Nogle gange er det som om, jeg aldrig kommer nogen vegne med noget som helst.
   Det er selvfølgelig en dum måde at tænke på. Jeg er dum.
   I virkeligheden sidder jeg bare fast i et enkelt øjeblik, et enkelt tidspunkt eller en enkelt periode i mit liv. Og en dag vil det have ændret sig, og jeg vil se tilbage på det og tænke, følelsesløst, "nå. Det er overstået. Det betød ikke noget." Og så vil jeg have nye problemer.
   På den måde er der jo ingenting, der betyder noget. Hverken mine problemer eller mine glæder.


* * *
   Det er den 1. advent. Vi får julefrokost. Jeg kan drikke mælk eller æblemost eller hvidtøl. Jeg tager en flaske hvidtøl. Farfar sidder for enden af det aflange spisebord, hvor der er plads til seks personer. Jeg sidder til højre for ham, og far og mor sidder ved siden af hinanden til venstre for ham. Far har sat noget klassisk musik på stereoanlægget.
   "Nå, så kommer jo det sædvanlige spørgsmål ved sådan nogle julefrokoster her," siger farfar, mens han øser nogle klatter grønlangkål op på sin tallerken. "Er det sønderjysk eller vendsysselsk grønlangkål?"
   "Sønderjysk, selvfølgelig, farfar," siger mor.
   "Ja, det er jo det emne, der plejer at komme op at vende," siger farfar.
   Jeg stikker nogle rødbeder og asier op på min gaffel og lader dem dumpe ned på tallerkenen. Jeg tænker lidt over, hvad forskellen på sønderjysk og vendsysselsk grønlangkål er, men jeg gider ikke til at spørge.
   "Hvordan går dine køretimer, Dennis?" spørger farfar.
   Jeg stirrer blankt op på ham. "Der er gået et halvt år, og jeg er stadig ikke blevet en skid bedre."