Dennis
   Om lillejuleaften og andet
   Det er lillejuleaften, og jeg slukker for computeren, hvor jeg har siddet og surfet hjernedødt på internettet. Jeg går ned i dagligstuen, hvor mine forældre sidder og ser en krimi-serie, de følger med i på DR1. De spiser saltstænger og drikker æblemost. Jeg tager et par saltstænger, mens jeg står stille ved døren og kigger på TV-skærmen uden rigtig at se serien. Jeg ser farver og bevægelser.
   "Jeg tager ned i byen," siger jeg så.
   Klokken er 9. Mine forældre protesterer.
   "Nå, hvorfor skal du lige pludselig i byen?"
   "Der er en fest," siger jeg. "Med min klasse. Jeg har lige fået det at vide. Sådan en julefrokost."
   "En julefrokost ... jamen, Dennis ..."
   "Det er da lidt sent lige pludselig at tage til en fest, Dennis ..."
   "Nej nej, de er lige begyndt; jeg har lige fået en SMS fra Mark om det. De savner mig. Det er sikkert rigtig hyggeligt. Jeg tager derned nu."
   "Nå ..." Min mor lyder helt forbløffet. "Pas nu godt på dig selv."
   "Jaja." Jeg lukker døren til dagligstuen. Jeg tager sko, jakke, halstørklæde og hue på. Jeg går ned ad de mørke, stille gader. Der er minusgrader. Jeg kan se min ånde komme ud i små skyer.
   Jeg går ned mod centrum af byen. Da jeg går forbi den lille plads foran Kvickly, sidder der to teenage-piger på en bænk og kigger sammen ned på en mobiltelefon og fniser af et eller andet. En af dem kigger op på mig og råber: "Hey, smukke!" De bryder sammen i fnisen.
   Jeg kaster et svagt smil i deres retning, som for at vise, at jeg forstår, de er sarkastiske, og ha-ha, det er helt okay.
   Jeg går videre, ned mod pladsen foran rådhuset, hvor der er nogle caféer, en biograf, et springvand, som vandet aldrig springer op af. Jeg går ind på Maybe Not Bobs. Det er byens mest populære bar blandt teenagere og mindreårige, selvom mindreårige selvfølgelig officielt ikke må komme derind. Der er billiard-borde, alt for høj musik og et baglokale hvor man nogle gange kan se bands eller strippere eller andre sjove ting.
   Jeg sætter mig op på en af de høje barstole. Bartenderen er en ung pige med glat, orange-farvet hår og et venligt ansigt. Jeg bestiller en Tuborg fadøl.
   Der er stille i baren i aften. Min klasse er her ikke; jeg fik aldrig nogen SMS om nogen fest hernede. Nogle gange kan jeg bare godt lide at tage herned og drikke mig lidt fuld alene og bare sidde for mig selv og tænke.
   Så får jeg øje på hende. Kvinden sidder lidt længere nede af baren, også alene, med en tequila. Hun stirrer blankt fremad på hylderne med de lange rækker af flasker.
   Jeg stirrer på hende. Hun er helt mærkeligt tom i ansigtet. Ikke ensom eller trist, bare tom. Et lille mysterium.
   Så ryster hun nærmest, som for at vifte et insekt væk, og pludselig stirrer hun tilbage på mig. Jeg kommer i tanke om det der ordsprog om, at if you stare in the abyss long enough, the abyss will stare back at you. Det ordsprog, brugt på den her situation, får mig til at grine lidt. Kvinden rynker på panden, tror måske at jeg griner af hende.
   Hun rejser sig og går hen til mig. Jeg bliver lidt bange. Er hun stadig sur over ulykken? Vil hun skælde mig ud nu, hvor der ikke er en bilrude og en kørelærer imellem os til at dæmpe hendes råb for mig og skjule mit ansigt fra hende?
   Men hun er fredelig. Stille og tom. Hun sætter sig ved siden af mig ved hjørnet af den L-formede bar. Hun sipper af sin tequila.


* * *
   Nogle gange ser man et menneske fra en vinkel på et tidspunkt og fra en helt anden vinkel på et andet tidspunkt. Det er sådan noget, de andre aldrig lægger mærke til. Sådan noget man burde skrive poesi om.
   Jeg er ikke en poet.


* * *
   "Hey," siger hun uden den mindste overraskelse eller forundring i stemmen. Hendes ånde lugter af en promille, der nok er over 0,5. Jeg bestod min teoriprøve, og det sidder stadig i hovedet på mig.
   "Det var dig, der sad i den skolevogn, ikke?"
   "Ja. Det var dig, der kørte ind i mig?"
   Hun nikker og smiler og udstøder en lille, tør fnysen. "Jeg vil ikke sige, det er et fantastisk tilfælde at vi mødes igen eller noget. Det er en lille by, ikke?"
   "Ja."
   "Lille verden."
   "Ja." Jeg stirrer ned på bardisken, på de små pletter og pytter af spildt sprut, på et askebæger fuldt af cigaretter og små klatter tyggegummi.
   "Er det alt, du kan sige?" spørger hun. "Ja, ja, ja? Hold da kæft, for en stimulerende samtale."
   "Er du vred?"
   Hun trækker på skuldrene. "Hvorfor spørger du?"
   Så trækker jeg på skuldrene. "Du lyder vred."
   Hun svarer ikke.
   "Er du vred over ulykken?"
   Hun ryster på hovedet. "Jeg ved ikke, hvad fanden jeg er vred over." For første gang vender hun hovedet for at møde mit blik, og jeg ser hendes let rynkede ansigt med trætte øjne og et beskedent lag makeup. Hun er oppe i 20'erne eller først i 30'erne. Hun har det samme hvide forretningsagtige sæt med nederdel på, som jeg så hende i på gaden, da hun stod og råbte og skreg af Benny. Hendes lidt fedtede, lidt tjavsede mørkebrune hår hænger løst om hendes ansigt. Det var bundet op i en stram knop, da jeg så hende ved ulykken.
   "Hvad hedder du?"
   "Dennis."
   "Dennis. Hej, Dennis. Synes du selv, du kører godt?"
   "Jeg er begyndt at blive lidt bedre til det."
   "Aha," siger hun. Hun viser så godt hun kan, at hun er fuldstændigt uinteresseret. "Får du så snart kørekort?"
   "Det ved jeg ikke. Jeg skal til køreprøve den 18. januar. Jeg tror bare min kørelærer har meldt mig til én i et desperat forsøg på at slippe af med mig."
   Hun griner. "Du er sjov, Dennis."
   "Sjov?" Jeg smiler vagt. Jeg tager en stor slurk af fadøllen. "Jeg synes ikke, jeg er sjov." Så spørger jeg: "Hvad hedder du?"
   "Sissel."


* * *
   Vi går ned ad den skrånende, smalle gade mod hotellet. Natteluften er kold og bitter. Klokken er blevet 11; vi har siddet i baren og snakket i næsten to timer. Sissel vil tilbage til sit værelse og få noget søvn, før hun skal til endnu en konference i morgen på den sønderjyske DGT koncern. Hun har fortalt mig om arbejdet. Hun har fortalt mig om sin far. Hun har fortalt mig om sin kæreste. Jeg har lyttet.
   "Jeg hader Sønderjylland," siger hun og skraldgriner. Jeg tror, hun er endnu fuldere end mig på dette tidspunkt. Hun vakler lidt fra side til side i sine højhælede sko. Jeg rækker næsten ud for at støtte hende, men hun genvinder balancen og ser ud til at klare sig. Hun fortsætter: "Jeg hader jeres åndssvage bonderøvsdialekter."
   "Sagde du ikke, din far snakker sønderjysk?"
   "Ja, men." Hun trækker på skuldrene. "Måske hader jeg også ham."
   Så stopper hun op, midt på den tomme, smalle vej. Hendes latter er døet hen. Hun tager sig til panden med den ene hånd, bøjer hovedet lidt. Jeg kan ikke se hendes ansigtsudtryk i nattemørket. Lygternes gullige skær rammer kun hendes hår og skaber en lille glorie langs konturen.
   Der er helt stille på gaden. "Græder du?" spørger jeg. "Sissel?"
   Hun ryster hurtigt på hovedet og snøfter lidt. "Nej nej, det er bare ... nej, jeg elsker ham. Jeg elsker min far. Hvorfor siger jeg sådan noget lort om at jeg hader ham? Hvorfor siger jeg sådan noget lort?"
   Jeg er tavs. Vi begynder at gå langsomt videre.
   "Jeg ved ikke, om jeg elsker Frank," siger hun så. "Jeg ved ikke, om han elsker mig."
   "I det mindste har du nogen," siger jeg lavmælt, tøvende. For enden af gaden kan vi se et glimt af havnen. Månelyset glitrer i det mørke vand.
   Sissel griner igen. "Lad nu være med at spille den typiske ensomme teenage-dreng. Teenagere tror altid, de er så ensomme og ulykkelige. Palle alene i verden. Bu-hu, hvor er det synd for jer. Som om man får det lettere, når man bliver voksen."
   "Jeg er voksen," siger jeg. Jeg kan ikke lade være med at smile et lille skævt smil, da jeg hører ordene komme ud af min mund. "Tror jeg da."
   Sissel svarer ikke. Jeg kan skimte et smil på hendes ansigt i det gullige lys fra lygterne.
   "Hvad sker der så; hvad sker der så, når man bliver voksen? Når man flytter fra et eller andet lortehul i Sønderjylland til, til, til det fine liv i København. Forklar mig det," siger jeg. "Bliver alting bare mere, øh, mere kompliceret?"
   "Nej." Vi er nået hen til hotellet, og vi stopper op foran indgangen. Sissel står med ryggen til mig og stirrer ned mod havnen. Hun snøfter. Måske er hun forkølet; det er pissekoldt herude. Måske græd hun virkelig lige før. Jeg ved det ikke.
   "Der sker ikke rigtig noget," siger hun så. "Du lægger slet ikke mærke til det. Man får bare nye problemer at bekymre sig om."
   "Sådan er det altid?"
   "Det er det vel. Altid." Hun vender sig om mod mig, og hendes krop er en sort silhuet mod lyset nede fra havnen. "Du skal ikke gå rundt og håbe på, at tingene bliver bedre. For det bliver de ikke bare uden videre."
   "Hvad skal jeg så gøre?" Jeg lyder nærmest skuffet. Måske havde jeg forventet et bedre svar fra hende. En bedre løsning.
   "Det ved jeg da ikke."
   "Men ... men det er bare så svært."
   "Ja," siger hun. For første gang i løbet af hele aftenen lyder hun, som om hun tager mig seriøst. "Det ved jeg."
   "Hvad har du tænkt dig at gøre?" spørger jeg. Jeg tænker på hendes problemer, hendes forhold. Jeg tænker vel på hendes liv.
   "Jeg har tænkt mig at sove," siger hun og går hen mod hotellets svingdør.
   "Vent! Vent lige, for helvede."
   Sissel stopper op med en hånd på døren, klar til at skubbe. Hun vender sig halvt om for at kigge tilbage på mig. Lyset inde fra lobbyen rammer hendes ansigt, og jeg kan se, at hendes mascara er løbet ned, og hendes mund hænger åben. Hendes hud er bleg og tør. Hun ser nærmest komisk ud. Hun ligner en ulykkelig klovn. Pjerrot.
   "Skal vi ikke ... jeg ved ikke, få hinandens numre? Så vi måske kan mødes igen engang og bare, bare snakke sammen igen?" spørger jeg.
   "Nej ... Nej, det tror jeg ikke er en god idé," siger hun. "Farvel, Dennis."
   Hun forsvinder ind i lobbyen.
   Jeg står stille ude på gaden i nogle sekunder, måske nogle minutter. Jeg lytter til mit åndedræt og ser min ånde komme ud i små skyer. Jeg stirrer ind i lobbyens varme lys; så kigger jeg ned mod havnen og det glitrende måneskin i det sorte vand.
   Jeg trækker mine følelsesløse fingre ind i jakkeærmerne og går op ad gaden igen.
   Jeg går hjem.