Hun kiggede ned i kisten. Den lille, hvide kiste, der var foret med blødt lammeskind og pyntet med små, selvlysende stjerner og måner. Den var ikke meget mere end en meter lang og hun tænkte ved sig selv, at hvis der virkelig fandtes en gud ville det aldrig være nødvendigt at lave kister så små.
   Hun kørte en nænsom hånd henover det bløde skind og sørgede for, at stjernerne og månerne var limet ordentligt fast og rettede på den lille gåsedunspude, der lå for enden af den lille kiste. Pudebetrækket var lyserødt og på det var der afbilledet en prinsesse, der fløj på en enhjørning henover regnbuen. At lægge sit hoved til at sove på denne pude var en smuk ting. En sikker måde at komme ind i drømmeland på.
   Hun kiggede rundt i rummet. Hun så bordet, hvor hun plejede at forberede de afdøde til deres sidste rejse. Hvor hun klædte dem på i forhold til de efterladtes ønsker og sørgede for, at de var smukke, når de drog til himmels. Hun havde haft adskillige mennesker liggende her og kun få af dem havde hun haft det svært med at tage sig af. Hun respekterede døden og accepterede den som en uundgåelig del af livet, men der var naturligvis nogle få tilfælde, som ikke blot var arbejde for hende.
   Da hendes mor døde, kort tid efter hun havde fået sin egen forretning havde hun selv påtaget sig opgaven at klare begravelsesforberedelserne. Hun vidste, at det ville blive hårdt, men ingen andre kunne sikre hendes mor den behandling, som hun fortjente. Ingen kunne sminke hende, som hun altid selv havde sminket sig og ingen kunne iklæde hende det tøj, som hun havde holdt mest af.
   Hun havde brugt længere tid på at forberede sin mor end hun plejede at bruge på tre ukendte mennesker. Hendes hår var blevet redt hundredvis af gange og hendes sminke var blevet lagt om og om igen, indtil hun til sidst havde nået et resultat, som hendes mor selv ville have været tilfreds med. Hun var også selv tilfreds og følte, at hun sendte sin mor af sted på behørig vis.
   Hun havde ligeledes forberedt sin far. Han var ældre end hendes mor, da han døde og forberedelsen af ham havde taget væsentligt kortere tid. Hendes far havde været et ydmygt menneske og hun forventede, at han gerne ville have en ydmyg begravelse. Han var slet ikke til postyr og store armbevægelser, men havde snarere foretrukket at opholde sig i kulissen. Hun havde i klædt ham det fine jakkesæt, som havde haft på til sit sølvbryllup og givet ham den bløde hat på, som han altid havde bar, når han var udendørs. Hendes største glæde ved farens begravelse var, at han så så fredfyldt ud. Han var næsten ikke til at genkende, men hun ville hellere huske ham sådan end som den sørgmodige mand han alle dage havde været.
   På trods af, at hun havde stået med sine egne forældres sminkede lig var dette langt værre. En overmandende følelse af afmagt og uretfærdighed ramte hende, som hun strøg en nænsom hånd henover kistens glasblanke mahognioverflade. Den var smukt udført og hun tænkte ved sig selv, at hvis et barn partout skulle forlade livet ville dette være et ideelt fartøj at rejse i. Men kistens skønhed retfærdiggjorde naturligvis ikke, at et uskyldigt barn skulle dø før tid. Hun kunne slet ikke håndtere sine følelser, der skiftede imellem håbløst vemod og uforstående raseri.
   Hvad fik Gud til at tage et kun 4-årigt barn? Den gud, som hun altid havde troet på og sat sin lid til havde nu, i hendes øjne vist sig som en gemen barnemorder. Gud burde være en omnipotent skabning, der på trods af sin uransagelighed havde en overudviklet sans for retfærdighed. Men sådan kunne hun ikke se på ham længere. Hun kunne kun fokusere på, hvor ondskabsfuld hun synes han var og i det øjeblik forsagede hun sin Skaber. I det eksakte sekund gjorde hun op med sig selv, at hun aldrig igen ville tage Guds navn i sin mund. Han var død for hende. Og inden længe ville hun også være død for Ham.
   Hendes indre rasede som tusinde vulkaner i udbrud, men udadtil lignede hun en stenfigur. Hun stod målløs og stirrede tomt ud i rummet, mens hendes sind lod sig rive itu af de mange farlige tanker, der fløj igennem hendes hoved som træer i en tornado.
   Hun havde altid været omgivet af død, men denne gang flød bægeret over. Eller snarere blev hendes sind med et oversvømmet af tanker om død og fortabelse. Tanker hun ellers aldrig havde haft. Hun havde set mange døde mennesker og det meste af hendes familie var død, men først nu følte hun lede ved Dødens klamme fingre. Tidligere havde hun set døden som noget smukt; en notorisk del af livet. Døden symboliserede livets afslutning på samme måde, som fødselen symboliserede livets komme. Hun havde altid tænkt, at når fødselen medførte noget så smukt som livet måtte døden givetvis medføre noget, der var endnu smukkere. Med denne tanke i hovedet havde hun haft en sund tilgang til sit fag og ikke mindst livet, men det var som om disse optimistiske ideer var forsvundet sammen med hendes barnetro på, at Gud holdt hånden over dem, der fortjente det.
   Hun følte en ubeskrivelig lede ved både livet og døden. Hun ønskede ikke at leve i en verden, hvor små piger måtte lade livet på grund af andres dumheder, men hun ønskede heller ikke at vente på, at døden ville komme og tage hende. Hun ville fremskynde livets slutning og gå døden i møde på en måde, så den på ingen måde ville have magt over hende.
   Hun lod for sidste gang sin hånd berøre det bløde skind på indersiden af kisten og tog derpå en konvolut op af sin ene bukselomme. Hun kiggede på den lyserøde konvolut, kyssede den og lagde den på puden. Hun følte et overvældende behov for at græde, men tårerne udeblev. Hun tænkte, at hun sikkert havde opbrugt dem alle.
   Med et sind så tungt som var det fyldt med bly lukkede hun kisten og gik med monotone skridt hen til trappen, der førte ud af hendes arbejdsrum og op til hendes hus. Trappen knirkede under hende som den altid havde gjort og hun tænkte, at det var sidste gang hun skulle spekulere over, hvor længe den ville holde endnu.
   Hun kom op i den lyse gang, der var tapetseret med billeder af hendes familie. Hendes forældres bryllupsbillede, hendes afdøde bror, der aldrig var vendt hjem fra sin sidste arbejdsrelaterede rejse til regnskoven, hendes højtelskede mand, som hun havde haft svært ved at se i øjnene på det seneste og ikke mindst billedet af hendes datter. Hun placerede et forsigtigt fingerkys på hvert af billederne og gik så videre ind i stuen.
   Hun kiggede over på kaminen, hvor der ligeledes stod billeder. Kaminhylden var fyldt med fotografier, der hver især fortalte en mindeværdig anekdote om hendes liv. Som det var nu følte hun, at hun gik igennem et galleri, der handlede om hendes liv. Et vidne om, at alt en gang havde været godt. Men hendes tanker fløj hurtigt ned i kælderen, hvor det ultimative testamente om ulykke stod og ventede på sin kaptajn. Hun kunne ikke holde alle minderne ud og fortsatte langsomt ud i køkkenet.
   Resterne fra morgenmaden stod stadig på bordet. Et halvt spist rundstykke, en kop kaffe, der var blevet kold og en uberørt ost, der med sikkerhed var uspiselig nu. På bordet ved tallerken lå en bunke lyserødt brevpapir og en fyldepen uden hætte. Ved siden af lå op til flere sammenkrøllede stykker papir. Hun kastede et hurtigt glimt ud fa vinduet og ud i haven, hvor deres børnebassin stadigvæk stod. Det var længe siden det havde været varmt nok til at bade, men de havde endnu ikke fået det fjernet. Bassinet var kun halvfuldt og den let bølgende vandoverflade var dækket med blade fra det store træ, der stod bagerst i deres have. Bladene skvulpede roligt rundt i vandet og det var kun et spørgsmål om tid, før de ville blive så gennemvædede af vand, at de ville synke til bunds og blive liggende der.
   Hun gik ind på sin mands kontor, der lå ved gangen bag køkkenet. Den gennemtrængende lugt af tobak hang tykt i luften. Hun havde aldrig brudt sig om lugten af røg og tobak, men med tiden havde det været noget, som hun forbandt med sin mand. Hun nød ikke lugten, men den mindede hende om noget trygt; noget hun elskede. Han havde kun haft tilladelse til at ryge på sit kontor, hvorfor luften derinde altid var tyk og osende. Hun kunne have indåndet rummets atmosfære i timevis, men hun ønskede ikke at udskyde sit foretagende. Med resolutte skridt gik hun hen til sin mands høje vitrineskab. Det var et smukt møbel, som hun havde arvet fra sin far og foræret sin mand. Hendes far havde brugt det aflåselige skab til at opbevare gamle medaljer, som han ville gemme væk, men hendes mand havde brugt det til at opbevare udstyret til sin store fritidsfornøjelse; jagt.
   Bag den tynde glasrude hang der en lang riffel. Et smukt og velholdt gevær, som hun havde foræret ham i bryllupsgave for mange år siden. Han havde brugt det mange gange og havde været glad for det, men nu stod det blot som et symbol på hans kones kærlighed og de mange gode timer han havde haft med det.
   Skabet var låst, men hun vidste, hvor han gemte nøglen og hvor der lå noget ammunition. Hun åbnede skuffen i hans skrivebord og længst inde fik hun fingre i den lille nøgle, der kunne åbne skabet. Hun gik omgående hen til det, åbnede det og tog geværet ud. Hun kiggede på riffelen, mærkede den og åbnede den så. Hun lukkede det ene øje og kiggede igennem løbet for at sikre sig, at der ikke allerede sad patroner i dobbeltløbet og som forventet kunne hun se lige igennem. Hun stillede det derpå fra sig og gik atter hen til skuffen, hvor de gamle patroner lå i en lille tobaksæske, der var omviklet med elastik. Hun tog æsken ud og fandt to patroner frem.
   Hun havde ofte set sin mand klargøre sit våben inden jagt, så der var intet problem i at lade det. Hun lagde forsigtigt patronerne ned i løbene og lukkede det så med et knald. Geværet var nu klar til affyring.
   Hun satte sig på sin mands kontorstol, henkastede et sidste blik på et billede af deres lille familie og lænede sig forover til hun mødte geværmundingen med sin egen mund. Forenet i et kys med sin mands våben lod hun slagstiften smælde.
   Hun var kommet Døden i forkøbet.