Hun gik rundt i ring på det hvide linoleumsgulv inde bag glasvæggen. Det var hårdt, at se på hende, se fortvivlelsen vokse, se det tage om muligt mere og mere kontrol over hende. Se det kontrollere hende.
Den ternede uniformsnederdel, knæstrømperne og den hvide skjorte var nu skiftet ud med den alt for store hospitalskjole, der gik hende til lige under knæene. Skabt til at gøre det umuligt for besøgende, at se alt det ubehagelige de forsøgte at undgå. Den posede, hang lige ned og viste ingenting. For mig der havde set det vokse fra ingenting til sindssyg kontrol, for mig der havde set hende, hjalp hospitalskjolen ikke. Jeg kunne se lige igennem den. Min sorg borede sig ind i hendes øjne, da hun kiggede på mig. Der var intet jeg kunne tyde. Hun var tom. Det eneste der var at se, var det der kontrollerede hende.
Og stadig følte jeg mig hjemme i hendes øjne. Så sindssygt var det ikke.
En hånd blev lagt på min skulder, men jeg stod stadig roligt. Personen gik hen foran mig og så tvivlende ned på mig. Jeg reagerede stadig ikke. På en måde så jeg lige igennem ham, for det eneste jeg så for mig var hende gå rundt. Jeg blinkede et par gange. "Du mister kontrollen" mumlede jeg.
Jeg kiggede op og så ham direkte i øjnene, nikkede. Få ord blev udvekslet. Han præsenterede sig selv som den nye psykolog, dr. White. Han borede sig dybt ind i mit blik, ved bare at kigge afventende. Han forstod mig, men havde ikke gennemskuet mig. Så dybt så han ikke.
De seneste uger havde taget ekstra hårdt på mig, fysisk såvel som psykisk. Jeg havde haft svært ved at se en udvej, for jeg havde blevet ved med at falde længere og længere ind under kontrollens magt. Jeg havde siddet på min seng, da de var kommet ind og fortalt mig, at Lea var faldet om på gangen. Dengang var jeg kold, jeg havde blot nikket roligt. Sikker på, at det var noget hun ville klare selv. Jeg havde godt vidst det. I princippet kan man sige, at det havde været min skyld. Men hun havde også vidst, at det var det rigtige hun gjorde. Solen havde skinnet ind af mit vindue, og jeg havde bare bedt dem om at gå ud af mit værelse. Så tændt computeren for at skrive min opgave.
Jeg havde smilet for mig selv. Hun behøvede ikke et besøg. Det var kun et spørgsmål om tid, før hun ville komme tilbage og gå sammen med mig på gangene. Det havde jeg i hvert fald troet.
Ugerne havde gået, og stadig forblev Lea på hospitalet, mens jeg hvileløst havde vandret rundt til timerne og siddet alene ved frokostbordet og kigget ned på den tomme bordplade. Jeg var begyndt at blive usikker omkring situationen, for jeg havde ikke forstået hvordan vores planer havde kunnet fejle. Jeg havde fortsat alene, på trods af at det var ensomt. Det havde begyndt at bore dybere. Jeg havde været ved at miste kontrollen.
Jeg kan høre hende ude på gangen. Jeg er hurtig til at skifte min computer om på noget andet.
"Hej Elliot, hvordan går det?" Hun kommer ind på mit værelse og står og stirrer på mig.
"Det går mamma."
"Du har ikke brug for noget, vel? Jeg er bekymret for dig. Og så den skole du har valgt. Helt i Danmark. Jeg er ikke tryg ved kostskoler. Jeg snakkede med nogle af de andre fra strikkeklubben i dag, og de fortalte mig, at det ikke er normalt for en dreng på din alder, at være så isoleret. Jeg forstår heller ikke, hvorfor du ikke går mere ud. Har du det helt godt? Måske er du ved at blive syg, du ved nok.." Jeg kigger hen på hende. Hun står med sine krogede hænder op ad døråbningen og kigger ned i gulvet. Vreden vokser inden i mig.
"Gå nu ud og lad mig være i fred!" Hun virker ikke overrasket.
Så snart hun er gået lukker jeg op på siden igen. Der er to nye beskeder til mit seneste dagbogsindlæg. Den ene er fra Lea. Jeg læser op for mig selv:
Det er så flot, at du kan ..
Jeg stopper med at læse. Jeg glæder mig til, at være sammen med Lea på skolen, vi er perfekte sammen, og sammen vil vi opnå perfektion. Jeg fortsætter med at læse et andet sted i hendes indlæg:
Desværre er det ikke gået så godt for mig. Det hele ramler lidt. Jeg er ikke så stærk, ja du kan jo selv se..
Jeg stopper med at læse igen, går ind på Leas dagbog og begynder at læse:
Det er ikke gået så godt i dag. Jeg er utrolig svag. Det startede godt ud, frugt er jo altid en saver. Men jeg kunne ikke klare det. Mine forældre kom jo i nat, og her til aften kom min bror til middag. Det er lidt svært at begribe, for det hele er gået så godt i de sidste to måneder, hvor de ikke har været hjemme. Sådan som de kan ødelægge det hele for mig. De forstår det ikke. De valgte, at vi skulle ud og spise fem retters menu, for at fejre deres hjemkomst, og at min bror er færdig på universitetet. Han bestod med topkarakter. Og jeg er ikke glad alligevel. Fordi de tvinger mig. Fordi de ikke forstår det. Det er jo ikke fordi, jeg ikke også gør det her for deres skyld. Jeg kan ikke stoppe nu. Det her er vejen til perfektion, og det her er mit valg. Vores livsstil. Elliot gør mig så glad, han bliver ved med at muntre mig op. Hvor jeg dog glæder mig til at komme væk herfra. Skole .. Men i det mindste kan jeg være sammen med Elliot hele tiden. Jeg vil bare glemme hele den her dag, alt det fedt og så på..
Det eneste jeg kunne tænke på, var hvordan Lea kæmpede lige for tiden.
Lea, du skal bare blive ved med at tænke på, at det er dig der har kontrollen, og at det er dig der bestemmer. Du er bedre end det. Og du kan jo altid bare kaste det op..
Jeg stopper mig selv midt i beskeden. Sender den bare uden at tænke. Jeg har brug for noget vand.
Dr. White rykkede lidt til side, forstod ligesom min usagte hentydning, om at det var Lea jeg ville se på. Han slog ud med armen og pegede hen mod glasdøren.
"Jeg tror, at det er bedst, hvis du går med ind og snakker med Lea, Elliot. Det er noget jeg vil forsøge med, ellers ved jeg ikke hvordan hun skal reddes. Hun er meget langt ude." Han snakkede ganske roligt, med en langsom og kølig stemme. Ordene skar tydeligt igennem til mig, og en vrede begyndte at vokse inden i mig.
"Så du vil lade hendes liv afhænge af et forsøg?" Svarede jeg bittert. Det kogte inden i mig. Det her skulle ikke ske for min Lea. Hun havde aldrig gjort noget forkert, hun var ikke svag. Hun havde gjort alting rigtigt, og hun skulle bare ud herfra så hurtigt som muligt. Hvorfor virkede vores planer ikke? Hun skulle have snydt sig igennem, for hun vidste ligeså godt som mig, at hospitalet ikke var det hun ville. Hvorfor skulle de blande sig, det var hendes liv, og hun fejlede ikke noget.
"Nej nej. Det er ikke et forsøg! Jeg forsikrer dig om, at jeg har gode erfaringer.." Han bakkede lidt tilbage, var ikke helt sikker på sig selv mere. Endnu en der ikke forstod os.
Jeg kiggede ham igen i øjnene, og han stirrede tilbage. Der var et eller andet i hans blik, der var stærkt og som ikke ville give mig ret. Han slog igen armen ud og pegede hen mod glasdøren. Denne gang sagde han ikke noget, og jeg gik hen og åbnede.
Lea gik stadig rundt på linoleumsgulvet, kiggede end ikke op på mig. Det var første gang, siden hun var faldet om, at jeg stod inde bag glasvæggen, og nu var i stand til at mærke hendes aroma. Jeg havde besøgt hende før, men jeg havde kun stået på den anden side af glasvæggen og set hende gå rundt. Set den ene psykolog forsøge sig efter den anden. Hun var stærk. Hun ville ikke give slip. Jeg fornemmede dog noget andet med Dr. White, som efter nogle sekunder kom ind til os og lukkede glasdøren efter sig.
Jeg prøvede at fange hendes øjenkontakt, og endelig kiggede hun op på mig. Hun smilede et kort øjeblik og nikkede. Knyttede sin højre hånd og begyndte så igen at gå rundt.
"Lea!" Jeg har aldrig været så glad i mit liv. Jeg smiler stort, mens jeg står på Hovedbanegården og ser hende gå hen imod mig. Hun smiler lidt til mig og så bliver hendes øjne helt sorte og tomme.
"Du har tabt dig," starter hun stille ud. Lader armene falde ned langs siden. "Det er godt. Rigtig flot," fortsætter hun.
"Lea, jeg.. Jeg er ked af at du har haft en dårlig periode med dine forældre og sådan." Hun kigger ned i jorden. Jeg tager hendes arm.
"Du er kold," begynder jeg. Hun nikker, og jeg fortsætter, "Du har taget på." Hun nikker igen.
"Jeg gør noget ved det. Vi skal nok opnå perfektion sammen. Min familie har bare halvt opdaget, at jeg ikke spiser. Løgn er ikke godt nok mere. Du ved hvordan det er at forsøge og synke det stads."
"Kom, vi skal nå det næste tog til skolen." Jeg tager hendes hånd.
"Nu er vi sammen, så fejler vi ikke," siger hun stille.
"Okay Lea. Jeg er Dr. White, din nye psykolog. Jeg har taget Elliot med ind i dag, for det her er et problem i begge har. Jeg ved godt, at du er ligeglad. Du er af den overbevisning, at det du gør, er rigtigt. Du behøver ikke, at prøve på at snyde mig. Jeg kender godt til din, ja jeres såkaldte livsstil. Det startede måske som en livsstil, men det er det ikke mere. Det er en sygdom, og du skal bekæmpe den. Den har kontrollen over dig selv, og det er det du bliver nødt til at forstå. Vi kan godt bare give dig sonde, men det hjælper ikke. Hvis du ikke begynder at indse, at det du gør, ikke fører til perfektionisme, så dør du."
Han var et fjols. Alle de tanker der fór igennem mit hoved. Det var forkert det han sagde. Hvor vovede han at true med tvangsfodring?
"Jeg ved udmærket godt, at hvis de fortsætter med at give dig sonde, kommer du bare til at ligge som en grøntsag. Sonden kan holde dig i live, men ikke redde dig. For at leve må du selv være parat til at forsøge. Til at prøve at gøre en indsats. Men for at gøre det, må du først indse at det har kontrollen over dig, ikke omvendt. Du må ønske, at slippe af med det og komme til at leve normalt."
"Jeg .." Lea tøvede. Ligesom hun plejede. Min Lea.
"Du vil ikke bilde mig ind, Lea, at du aldrig har tænkt, at det du gør, er forkert." Det var ikke et spørgsmål han stillede. Ordene flød ud i rummet, fyldte det hele. De klemte mig og fik mig til at få klaustrofobi. De rungede inde i mit hoved, så jeg til sidst måtte tage mig til panden. Jeg begyndte at blive svimmel.
"Lea .." startede jeg svagt. Det kørte rundt for mig. "Lea, det er okay .." Jeg ville ikke have, at hun lyttede til ham. At hans ord også skulle gøre hende svimmel og udstille hendes tanker. Hun kiggede over på mig, borede sit blik dybt i mit. Nikkede så.
".. jo, måske." Jeg stivnede da ordene kom ud af hendes mund. Dr. White nikkede alvorligt til hende.
"Det er rigtigt. Det har I alle sammen. Du ved inderst inde godt, at det her er forkert. Inderst inde vil du gerne bare kunne spise normalt uden at tage på, ligesom alle andre. Du har misundt dem hele tiden. Fordi de kunne noget, du ikke kunne. Men du bliver også nødt til at indse, at du godt kan det."
"Hvis .. hvis jeg spiser normalt." fremstammede hun.
"Præcis. Det eneste du skal gøre til at starte med, er at indse det. Du skal indse, at du gerne vil være rask."
"Men Elliot." Hun fik tårer i øjnene. Vreden kogte inden i mig igen. Han skulle ikke manipulere med hende. Fortælle hende alle de løgne. Jeg havde lyst til at slå ham, men i stedet var det Lea jeg slog. Hun kiggede skræmt på mig, som om jeg havde gjort hende fortræd. Hendes kind var rød efter mit slag, men hendes øjne var ikke længere tomme. Ikke på samme måde. Jeg bakkede tilbage. Hvorfor havde jeg slået hende?
"Det var da en strålende idé." Lea smiler til mig som aldrig før. Jeg kan ikke lade være med at smile igen. Jeg sidder med en skål indeholdende et halvt æble skåret i små, tynde skiver. Vi har siddet her i en time. De andre er for længst gået til time, men vi er ikke færdige med vores frokost endnu. Lea nægter at spise overhovedet.
"Nej seriøst, jeg er helt vild med den idé!" Hun er begejstret. "Hvis vi laver en løbeplan, så kan vi sagtens bare stå en halv time tidligere op. Men ingen morgenmad bagefter. Så ødelægger vi det bare." Hun nikker for sig selv.
"Jeg kan godt forstå det doktor," mumlede hun lidt halvutydeligt. Jeg kiggede rystet på hende.
"Prøv at forklar mig hvad stemmen siger til dig."
"Den siger .. at jeg er grim og fed. Den siger det hele tiden. Fortæller mig at jeg skal gøre noget ved det. Ikke sidde og hænge. Den holder mig ligesom i gang."
"Kan du lide når stemmen taler til dig? Holder den nogensinde op?"
"Nej!" Tårerne løb ned ad hendes kinder nu. Hvide streger ned ad kinderne. Hvorfor gjorde han det her imod hende?
"Han lyver Lea."
"Nej .." hendes stemme var vag. De tårevæddede øjne forsøgte at nå mit blik, men jeg kiggede væk. Han løj.
"Kom ud af mit hoved! Kom ud af mit hoved sagde jeg!" Hun skælvede. Sad på hug med armene til hovedet. Jeg vidste hvad dr. White tænkte inden i sig selv lige nu, bekæmp det, bekæmp det. Men der er ikke noget at bekæmpe.
"Kom nu ud af mit hoved!" Hun rystede helt vildt på hovedet. Dr. White knælede ved siden af hende og hjalp hende op. De gik forbi mig, som om jeg var en simpel skygge. Jeg var udstødt, den der ikke havde set lyset.
Hun vågnede senere på dagen, og det første hun så var mig. Jeg var bekymret. Bekymret for at miste hende.
"Er det væk nu?" Mine øjne blev store, mens hendes ord trængte ind. Jeg rystede på hovedet og slap hendes hånd. Vendte hende ryggen.
"Nej Lea, nej det er det ikke."
"Men det kommer det. Det er jeg sikker på." sagde hun stille, men bevidst.
"Jeg har mistet dig. Tænk at du tror på hans løgne."
"Elliot .." hun rakte ud efter mig, da jeg gik væk fra hende. "Du må ikke gå. Det er ikke løgne. Tænk over det."
Løgne. Det var hvad det var.