Solen skinner. Det er så sjældent, den får lov til at bryde frit frem uden skyernes indblanding, så i dag vælger den at gøre det med manér. Familierne har bevæget sig uden for med picnickurve og godt humør, og omkring dem flagrer sommerfugle rundt og spreder idyl. Der dufter af nyslået græs og forskellige blomster, der netop er sprunget ud.
Hun går i mellem menneskerne og nynner for sig selv. En stille, sørgelig melodi, som - føles det - hun har kendt hele sit liv. Når melodien er slut, starter hun forfra, og sådan bliver det ved, mens hun går mellem familierne, kæresteparrene og vennerne, der får en hyggelig dag ud af det gode vejr. Enkelte vender sig rundt og ser på hende med spørgende blikke, men hun værdiger dem ikke et eneste blik. Hendes kjole er hvid med tynde stropper, bliver bundet ved taljen med et rødt bånd, og så går den hende til tre centimeter over knæene. Der er et rosenmønster på den, og hun bærer kjolen med elegance. Hendes sko er hvide ballerinaer, og hun har en stråhat på med et matchende rødt bånd. Med sit mørkebrune hår, krystalblå øjne og porcelænshvide hud ligner hun en, der er trådt ud af et eventyr, men hun lader sig ikke mærke med noget af det. Hun går bare - og bliver ved med det, mens hun nynner melodien om og om igen.
For enden af parken vokser der et stort piletræ, og det kaster skygge på et enormt areal - folk undgår det som regel, for hvem ønsker at sidde i skyggen på en solskinsdag som denne? Dog er træet smukt; det er mindst tretten meter højt, og stammen er tykkere end noget andet, man har set. Grenene er lange og har bløde, grønne skud, der får det til at ligne grønne rosenknopper. Hun er draget af træet, da det kommer inden for hendes synsfelt, og hendes melodi bliver nynnet hurtigere. Hun lukker øjnene og går ned af den lille bakke, der fører til piletræet, der fylder hele den bagerste del af parken; lige ved siden af den klukker en å, og vandet beroliger hende på en måde, hun ikke kan forklare.
Hendes skridt stopper ved træets stamme. Sanserne tager over, og der bliver følt på grene, skud og til sidst stammen. Hendes vejrtrækning bliver hurtigere og mere desperat, og så ånder hun lettet op - dér var det.
Hjertet er stadig intakt, og initialerne er stadig synlige; pilen, der skyder igennem hjertet er perfekt skåret og helt lige. Hun smiler og strejfer det let med sin tommel- og pegefinger.
* * *
"Du skal lukke øjnene!" Hans stemme var blid og kærlig. Hun stirrede mistroisk på ham men blev til sidst enig med sig selv om, der ingen farer var og lukkede øjnene. Han tog hendes hånd og sagde: "Der er lige en bakke, så træd forsigtigt, skat." Hun gjorde, som han sagde, og de nåede ned.
Han bad hende stå helt stille, og hun hørte skramlende lyde, og ting, der blev flyttet rundt. Pludselig bandede han, og hun havde lyst til at åbne øjnene for at forsikre sig, han var okay, men han skyndte sig at trykke hendes hånd og sige, han havde det fint. Hun nikkede forsigtigt og vendte tilbage til at lytte.
"Caroline, nu må du åbne øjnene," sagde hans stemme varmere, end hun nogensinde havde hørt den, og så gjorde hun, som han sagde. Hvad Caroline så, skulle hun aldrig glemme - det var som en drøm. Et stort, smukt piletræ med storslåede grene, der bredte sig i alle retninger og kastede skygge til den, der trængte. Solens stråler skinnede gennem de små hulninger og fik græsset til at ligne smaragder. Hun kiggede ned og så et tæppe foldet ud og en fletkurv med alverdens lækkerier. En picnic specielt til hende, og hun vidste det uden at spørge.
"Andrew," udåndede hun og vendte sig mod ham. Han strålede af stolthed, og hun kastede sig om halsen på ham, så de væltede om på græsset. Han fik græspletter på sin blå skjorte og jeans, og hun fik uafvaskelige pletter på sin hvide kjole - men de var glade. Det var deres lille verden, som ingen kunne bryde ind i.
De sad og spiste, og hun havde lige skåret nogle æbler ud til dem med en lille kniv. Andrew så spørgende på kniven med sine mørkebrune øjne, og Caroline bed sig i læben og rakte den til ham uden spørgsmål. Han smilede og strøg hendes kind med sin frie hånd. "Jeg elsker sådan, når du læser mine tanker." Så rejste han sig, så vinden fik fat i hans korngule hår og stillede sig ved træets stamme.
"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte Caroline nysgerrigt og forstod ikke, hvad det egentlig var, han havde gang i. Andrew sendte hende et fortroligt smil og strøg kærligt træets stamme med knivens spids. Da gispede Caroline og sagde: "Andrew, nej!"
"Bare rolig - der kommer ikke til at ske noget." Først skar han prøvende i stammen for at få en idé til, hvordan han skulle gribe det an. Derefter tog han rigtigt fat, og kanterne blev lige, runde og hvad de ellers skulle være. Alt forløb helt perfekt, og han smilede stolt og strøg sig over panden, da han var færdig. "Kom og se. Det er faktisk blevet ret flot."
Caroline rejste sig og børstede snavset af sin kjole. Hun gik hen til træet og smilede, da hun så, hvad det var, han havde lavet.
I et stort hjerte havde han skrevet deres navne med en pil, der adskilte dem: Andrew Caroline.
* * *
Hun sætter sig på græsset med et dybt, inderligt suk. Hendes fingre glider gennem græsset, og de ekstra lange strå bliver snoet rundt og hendes lange, tynde fingre som tråde. Hun fortsætter med at nynne melodien, og det er langt mere desperat nu; som om den holder hende fast i denne tid, på denne planet, på dette sted, i dette øjeblik.
* * *
"Andrew!" hvinede Caroline og slog op i en høj, glad latter. "Du kan bare vente dig!" Hendes grønne sommerkjole var plettet af vand fra den nærliggende å i parken, og hendes hår sad i våde totter ned langs hendes hjerteformede ansigt. Hun lignede i korte træk en, der lige var steget ud af badet - med tøj på.
Andrew lo hjerteligt, tog hendes hånd og gav den et klem. "Jeg er ked af, jeg gjorde det." De ser begge op og får øje på deres sted. Piletræet ligner sig selv med lange, tynde grene og grønne skud. De havde besøgt det træ hver sommerdag, de havde mulighed for det, og det var deres sted, deres helligdom. Noget ved stedet forenede dem, og hvis de havde brug for hinanden, så var det dér, de mødtes. Piletræet var blevet deres spirituelle hvilested.
"Her er vi så igen," nærmest sang Caroline og satte sig i det bløde græs. "Har du savnet os, kære piletræ?" Hun smilede til Andrew, men en skygge var faldet over hans ansigt. Al glæden var suget ud af ham, og som han stod der med en bekymret mine, mens solens stråler legede med hans hår, kunne hun ikke undgå at blive nervøs. Han fumlede med et eller andet, tog en dyb indånding, og så skete det utænkelige...
Han lagde sig på knæ foran hende, og stilheden var nærmest rungende. I hans højre hånd var den sorte æske, hun altid havde forgudet, når hun så den på film. Hun havde i sit hoved, siden hun var helt lille faktisk, forberedt sig selv på, hvad hun skulle sige, når denne tid engang kom, men nu var hun stille. Med en let, nærmest kærlig bevægelse åbnede han satinæsken. Inden i lå der - hvad, hun syntes, var, - den smukkeste forlovelsesring, hun nogensinde havde set. Hvidt guld i rund form med en firkantet, fjorten karats diamant på toppen. Det var et enkelt design, og det var sådan, hun kunne lide det. Enkelt og traditionelt. "Caroline Heart," sagde Andrew med så meget kærlighed i stemmen, at hun næsten ikke kunne tro det. Først faldt én tåre, så den anden, tredje og fjerde... "Vil du gøre mig den store ære at gifte dig med mig?"
Hun så på ham. Ikke på den almindelige, høflige måde. Hun så på ham. Hans kornblonde hår, der så gyldent ud i solens stråler og gav ham en form for glorie, når han lå på græsset med hende. Hans brune, varme øjne, der kunne få en til at smelte og gøre hvad som helst, hvis de var bedende nok. Hvis øjnene virkelig var vejen til sjælen, så var han måske virkelig en engel. Først nu så hun, hvor nervøs han var. Han var iklædt en tynd, mørk skjorte og brune lærredsbukser, og man kunne se, hans ansigt og noget af kroppen glinsede svagt af sved. Hun så, hvordan hans veltrænede muskulatur spændtes, fordi hun var så lang tid om at svare på et spørgsmål, alle kvinder med respekt for sig selv ønskede at blive stillet af én, de elskede. Han var så smuk - både indeni og udenpå. Hvordan kunne hun ønske sig andre at tilbringe livet med end ham?
"Ja," udåndede hun, og da hun så, hvordan det langsomt gik op for ham, hvad hun havde svaret, smilede hun større end nogensinde før. Med en let, hengiven bevægelse fik hun ringen på, og hun sad og stirrede på den med et forundret udtryk. Han rejste sig op og trak hende blidt med sig, hvorefter han løftede hende og svingede hende omkring, som havde hun lige sikret ham vejen til Paradis.
"Vi skal giftes!" råbte han af sine lungers fulde kraft til de mennesker, de mødte på deres vej hjem. Nogle så mistroiske ud, for det var ikke normalt for så unge mennesker at blive gift, medmindre de var røget ud for et "uheld", som man ønskede at kalde det. Andre smilede og lykønskede dem af hele hjertet. Hans hånd slap ikke hendes i et eneste sekund - ej heller, da de skulle fortælle nyheden til hendes forældre, som hun boede hos. De gik igennem det hele sammen, og det hele så så perfekt ud. Det skulle nok blive perfekt.
* * *
Hun ligger sig helt ned, og piletræet skygger for solen, så hun kan se op på den skyfrie himmel. Øjnene bliver langsomt lukket i, og den første tåre falder.
* * *
Andrew tog blidt Carolines hånd, og de satte sig på tæppet ved deres velkendte sted. Han så skyldbetynget ud.
"Hvad er der galt, Andrew?" spurgte Caroline og strøg hans tommelfinger med sin. Han så på hende med et sørgmodigt smil og stak sin frie hånd ned i sin skjortelomme. Det var et brev - og det så vigtigt ud.
"Hvad er det?" spurgte hun og kunne ikke undgå at lyde bekymret. Som svar slap han hendes hånd og gav hende brevet. Hun åbnede det med rystende hænder og læste det igennem. For hvert ord sank hendes hjerte længere og længere ned i det mørke dyb, og tårerne pressede mere og mere på. Da hun var færdig, smed hun det på græsset og så på ham. "Hvor... hvor længe har du vidst det?"
Han så ned. "Jeg elsker dig," sagde han og mødte hendes blik. "Jeg vidste, jeg ville fri til dig fra første øjeblik, jeg så dig, men jeg vidste også, vi skulle lære hinanden bedre at kende først. For hver gang, jeg møder dit blik, bliver jeg mere bevidst om, hvorfor vi to skal bruge resten af vores liv sammen... Da jeg fik brevet, gik alt i sort for mig, og jeg besluttede mig for, det var nu eller aldrig." Han lukkede øjnene i et øjeblik. Hun holdte vejret og ventede på, han skulle fortsætte. "Jeg ved, det var frygteligt egoistisk, og jeg håber så inderligt, at du kan tilgive mig... Mit liv er bare ikke det samme uden dig, Caroline. Jeg vil ikke kæmpe for andet end din kærlighed."
Skinnende og blanke faldt de ned af hendes kinder, og hun omfavnede ham uden et ord. Han holdte hende tæt ind til sig og bed smerten ved brevet i sig. Da hun var færdig med at græde, trak hun sig fri af omfavnelsen og så på ham med røde øjne. "Jeg elsker også dig, og jeg vil vente på dig til verdens ende."
Han smilede og trak hende ind til sig igen. Deres læber mødtes i et sidste kys, inden brylluppet skulle stå. Det var deres sidste dag som ugifte, og der blev ingen savn. Tanken om at skulle være sammen for altid gjorde dem gladere end noget andet.
* * *
To, tre, fire tårer falder. Gråden tager til i styrke, og nu har hun noget papir i sin højre hånd. Melodien bliver stadig nynnet, men blandet med gråden lyder den helt forkert.
* * *
Deres fingre var flettet tæt sammen som grenene på en fletkurv, og deres vielsesringes gyldne farver blændede folk i solens stråler. Han var iklædt sit militærtøj, og hun havde taget sin søndagskjole på, for hun skulle i kirke efter og bede for ham. Folk så efter dem på gaden, men de var ligeglade.
Da de stod ved torvet, hvor mændene fra deres by skulle afhentes, så de, de ikke var det eneste ægtepar. Overalt var der sørgmodige hustruer, der begræd deres ægtefælles afgang, og Caroline var ikke en undtagelse. Så snart Andrew stoppede op for at sige farvel, forrådte den første tåre hende og faldt lige så stille ned af hendes kind. "Så, så," trøstede Andrew hende og kyssede tåren bort. "Husk nu, hvad jeg har sagt, Caroline. Jeg har intet andet at kæmpe for end din kærlighed. Jeg gør det her for dig."
Hun nikkede og slugte en klump i sin hals. "Jeg vil bede for dig hver dag, indtil jeg ser dig igen. Skriv til mig, så ofte du kan, Andrew."
Han løftede deres sammenflettede hænder og kyssede dem. "Jeg elsker dig."
"Jeg elsker dig," sagde hun og bed sig i læben, da han slap hendes hånd.
Hun brød sammen, da han gik ind i den enorme, panserbesatte bil, og de andre soldaters hustruer stillede sig ved siden af hende med tårerne, der strømmede ned af deres kinder. De tog hinandens hænder og søgte trøst, men de vidste alle, at der ikke længere var noget, de kunne gøre. Så snart bilerne var uden for deres synsfelt, kunne ingen vide, hvad der ville ske.
* * *
Hun rejser sig op - stadig med tårerne, der strømmer ned af hendes kinder - og folder brevet ud.
* * *
Caroline gik i kirke hver eneste søndag for at bede for sin mand, der var så langt væk, at det var ubærligt. Hun gjorde alle mulige ting for at prøve at glemme sorgen for en stund; hun tilbragte tid med de andre kvinder, hvis mænd var ude og kæmpe for deres land, hun bagte og lærte nye madkundskaber, og hun satte deres hus i stand fra ende til anden, så han havde noget pænt at komme hjem til.
En dag, da hun vandrede hjem fra søndagskirken i sit flotteste tøj, blev hun mødt på sit dørtrin af to unge mænd i uniform og et alvorligt ansigtsudtryk. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre eller sige, så hun inviterede dem inden for og håbede, de havde godt nyt. Hun skulle blive mere end blot skuffet.
De tog dem ikke lang tid at komme til sagen, og deres alvorlige miner blev erstattet med sørgmodighed. Det var dem, der måtte holde hende under kontrol, da hun var ved at smadre kopper og andet porcelæn, der var i hendes nærhed. De måtte udstå fornærmelserne, vreden og frustrationen, der forlod hendes mund, og de måtte lytte til hendes gråd. Dette gjorde de uden kvaler, og da hun efter flere timer var helt udkørt, sørgede de for, hendes forældre kunne komme, så hun ikke var alene. De frygtede for hendes sikkerhed.
Hun troede ikke på dem, det var helt sikkert. Hun kunne ikke forstå, det var sandt. Det var først til begravelsen, det hele stod klart for hende. For hendes skyld blev der holdt en ceremoni med åben kiste, så hun kunne sige sit sidste farvel. Han lignede slet ikke sig selv; hans ansigt så så alvorligt og ældre ud, som om han var ældet betydeligt, siden de havde sagt farvel dengang. Hans hud var blevet mørkere af solen og al den slid, og hans hår var på mystisk vis også blevet mere brunt end kornblondt. Nej, han lignede ikke hendes Andrew, men hun følte stadig kærligheden svulme i hjertet, inden den sank igen. Dette var sidste gang, hun så ham. Han var kold, ubevægelig og ikke til at nå. Hendes Andrew var væk. De havde taget ham med falske løfter og håb, og nu kunne intet få ham tilbage igen.
En ung mand med sort hår, lige så mørkebrune øjne som Andrew og så sørgmodige som hendes, trådte hen til hende og gjorde honnør. Hun bad ham stoppe, for intet på denne dag skulle minde hende om de hæslige mennesker, der havde taget ham fra hende. Han undskyldte, og kort efter fremdrog han noget fra sin lomme. "Det er til Dem," sagde han og lød undskyldende, som om han havde snuset i noget privat.
"Hvad mener De?" spurgte Caroline og lød hverken fortørnet eller nysgerrig. På den dag virkede hun mere død end levende.
"Det er fra Mr. Wright," sagde han og rakte hende prøvende brevet. "Det nåede ikke at blive sendt, inden... inden ulykken."
Hun nikkede og takkede tonløst for brevet, inden hun tog det.
* * *
"Mrs. Caroline Wright, min elskede,
Jeg lovede mig selv, jeg ikke ville bekymre dig unødigt, men jeg føler, jeg, som din ægtefælle, skal være ærlig over for dig, selvom det kan gøre ondt på os begge. Jeg går hver eneste dag og frygter, dette kan være det sidste brev, jeg skriver til dig, og måske er det dét. Jeg vil bare så gerne fortælle dig, hvor meget jeg elsker og savner dig, og hvor svært det er for mig at være stærk, når jeg mest af alt har lyst til at være hos dig, så vi endelig kan begynde det liv sammen, vi så inderligt ønsker.
Jeg ved, det ikke er nemt for dig at vide, jeg tvivler, når du beder for mig hver eneste dag både i kirken og derhjemme, men hvis du var her, ville du forstå, hvorfor jeg bekymrer mig. Jeg vil gøre alt, der står i min magt for at sikre, jeg er ved din side igen, når denne hæslige krig slutter. Du er mit livs lys, min skytsengel og det er dig, - ikke Gud - jeg beder til, inden jeg går i seng, og det bliver belønnet med søde drømme om os, hvor alt føles, som det skal. Mine drømme foregår altid ved vores piletræ, og du fortæller mig, hvordan det går derhjemme, som om jeg slet ikke er der. Til gengæld fortæller jeg, hvordan det går her uden at afsløre min position, og du smiler altid og fortæller, hvor glad du er for, jeg passer på mig selv. Når jeg vågner, er det som om, det rent faktisk er sket, og det er det, der undrer mig og samtidig gør mig så glad. Jeg tror på, jeg møder dig hver eneste nat i mine drømme, og du giver mig mod på dagen og energi til at fortsætte, indtil den velsignede dag, hvor jeg endelig får lov til at se dig igen i kød og blod.
Caroline, jeg vil bede dig huske, at hvis du nogensinde savner mig for meget eller får brug for mig, så skal du gå ned til vores piletræ, for det er der, jeg søger hen i mine tanker, når jeg mangler dig. Vi har delt så mange vidunderlige stunder der, og jeg håber, det vil fortsætte sådan længe endnu.
Du er altid i mine tanker, elskede, og sådan vil det altid være,
Din Andrew."
Hun rejser sig helt op fra græsset, tørrer de sidste tårer væk og folder brevet sammen igen. Et sted oppe i piletræet synger en lærke, og hun smiler for første gang helt ægte. Hun går hen til stammen og stryger sine hænder ned over hjertet med en så stor hengivenhed, at man skulle tro, kærligheden er rettet mod træet - måske er den også det.
"Glædeligt kobberbryllup, Andrew," siger hun og kysser hans navn. "Vent på mig."