Iblandt den romantiske kærligheds fænomener er der nogle, der lyser klarere end andre, og nogle, der bag deres lys gemmer på mere fordækte fænomener, der dog det til trods har deres egen ret. Mennesker kan således ofte høres, når de er forliebte, sige, at de er forelskede i hiin anden, som om dette skulle være forklaring nok på fænomenet; som om, der ikke skulle være mere og andet at sige om dét. Men graver man i fænomenet, vil man dog - er min påstand - alligevel finde frem til underliggende fænomener om hvilke der, til trods for det, at de ligger under andre, er præcis så meget at skulle sige, som om det overordnede fænomen. Således er det for eksempel med forelskelsen. Skulle en sige: "Jeg er forelsket", da ville få sikkert undre sig, og de ville vel tænke - "Herligt! Det skønneste i verden er dog kærligheden og forelskelsens søde rus!". Dette siges og tænkes gerne, som om forelskelsen i sig selv skulle være både proces og resultat, således, at der intet gik forud for den, og intet lå under den, der tillod den at udvikle sig af noget, men at den blot en dag skulle være. Som regel erkendes det dog alligevel, at der går noget forud forelskelsen, og at den ikke kommer af intet - alene Gud har evnen til at skabe ud ad intet. Dog erkendes det stort set aldrig hvilke fænomener der ligger under den. Indenfor den højere tænknings regi må det således også erkendes, at forelskelse ikke blot er, men at den i sig selv er et resultat af andre, mere fordækte fænomener - således medgives det hurtigt, at det ingen mening ville have at sige, at forelskelsen skulle være både proces og resultat, thi da måtte man også sige, at det, der gik forud for forelskelsen, var forelskelsen, og man ville således forsøge at prædikere forelskelsen med sig selv; sige: "Forelskelsen er forelskelsen". Men dette ville netop ingen mening give, da man dermed ikke ville have sagt mere om fænomenet, andet end at det blot er; såfremt det skulle være forståelsen, så ville spørgsmålene "Hvoraf kommer forelskelsen?", "Hvorledes forholder den sig til kærligheden som enkeltstående fænomen?" og "Hvorledes forstås forelskelsen?" således returnere 'tomme' svar. Det må altså anses for en fejlslutning, og tillige absurd, at der intet skulle gå forud for forelskelsen og intet ligge under den. Således ses det altså, at forelskelsen selv, mangt og meget som der er at sige om den i sig selv, er et af disse fænomener, under hvilke der må ligge noget mere, der kan fortælle os om fænomenets beskaffenhed og væsen. Vi vil altså vide mere om forelskelsen, end at den blot er, og mener os tillige i stand til også at kunne komme til en sådan forståelse. Man må spørge: hvorledes forståes forelskelsen da? Ad hvilken vej? Man vil vel dårligt få noget ud af, at spørge et af disse forliebte unge mennesker i byen; skulle man således spørge et af disse: "Hvorfor er du forelsket?" eller "Hvoraf kommer din forelskelse?", da ville vedkommende vel blot stirre uforstående på én og ikke forstå. Således er det ofte for hiin arme eneboer; således genkalder min læser sig vel historien om eneboeren Zarathustra, der ikke mere ville vedkendes menneskenes samfund, og gik i eksil på sit bjerg i mange år, for at kunne tænke klart. Da denne atter kom ned fra dette, og ville dele sin visdom med menneskene, da stirrede de blot på denne, og de forstod ham ej, og Zarathustra gik i bedrøvelse igen op på sit bjerg for atter at hellige sig ensomheden og dens klarsyn. Sandelig, hvis man endelig spurgte et af disse tidens unge mennesker, hvordan man skulle forstå dettes forelskelse og det bagved denne liggende, da ville vedkommende vel begynde at opremse alt det, der var dejligt ved genstanden for dennes forliebelse. Dette ville dog være at tale forbi det, der spørges til, thi det gives vel ikke, at alene det, at dette andet menneske skulle være indehaver af disse eller hiine egenskaber skulle have den effekt på det individ, der skulle bære på følelserne, at denne dannede forelskelsen for hvilken den anden var genstand. Hvorledes skulle det være tilfældet? Hvad, ved de egenskaber af hvilken genstanden for forelskelsen er genstand, betinger, at et andet individ skulle danne følelser for denne? Her ville én måske sige, at det, af hvilket forelskelsen og kærligheden vokser, er det forhold, at den forelskede i den anden ser sine værdier såvel som præferencer genspejlet, og således, at den anden ikke er den forelskede ulig i karakter. Dette modsiges dog af den kendte talemåde at "modsætninger mødes". Thi skulle begge dele være tilfældet, da ville ingen af de to forhold vel være det udslagsgivende, da man deraf nemlig måtte slutte, at forelskelsen både kunne finde sin grobund i de samme værdier, som dem man selv er indehaver af, såvel som i værdier, der er én absolut modsatrettede - hvis det egentlig kan være begge, må det være noget andet, da den ene negerer den anden. Egenskaber er dog nu et vidt begreb, og én ville måske i stedet indvende, at det, hvoraf forelskelsen spirrer, skulle være den fysiske tiltrækning mellem parterne. Dette må dog ligeledes anses for at være en fejlslutning, idet den fysiske tiltrækning ikke alene kan forklare forelskelsen som fænomen, da forelskelsen netop er mere end blot lysten til den anden, som er den fysiske tiltræknings egentlige væsen - lysten har netop alene blik for det æstetiske billede, og ikke det holistiske billede af en person, hvorimod forelskelsen udbreder sig over mere end blot det æstetiske element i en person, og også inddrager genstandens personlighed. Sandelig, undertiden kunne det synes, at personligheden har enddog mere at skulle have sagt end lysten; således hører man ofte dette, egentligt sære, udsagn, at "Han er jo egentlig ikke just min slags". Nu fristes De måske, kære Læser, til at indvende, at jeg modsiger mig selv; De vil sige: "Men gode Sophion, du har dog just udviklet, at det netop ikke kan være personligheden, der vel må anses for at være summen af den anden persons værdier - thi hvad ellers? -, der er udslagsgivende for forelskelsens spirren." Og her må jeg give Dem ret, kære Læser; det kunne se sådan ud; thi ville man nu ikke kunne sige, at forelskelsen kom af en slags syntese mellem lysten og produktet af beundringen af den andens personlighed?
Men hvad er nu dette, i øvrigt - produktet af beundringen af den andens personlighed? Er beundring da ikke blot dét - beundring? Til dette må jeg svare: nej. Thi beundring må vel siges at være den konstante form af verbet 'at beundre'. Således ville ingen vel sige om den, der beundrede et maleri, at dennes beundring alene skulle være forandrende for betragteren i forhold til hans forståelse af, forhold til og følelser for maleriet, sådan som man måske ville fristes til at sige, om beundringen af den andens personlighed; det er netop ikke handlingen der er forandrende, men resultatet af pågældende handling. Den franske tænkning tilsiger os tillige, at alene det, at betragte noget, er eo ipso en handling. Men hvad kommer der da, af beundring? Hvilket 'produkt' kan der da siges at komme, af at beundre hiin andens personlighed? Stundom taler mennesker om, at man er 'fascineret' af den anden - og her bemærker De, kære Læser, måske den fine sproglige forskel på beundring og fascination; hvor det ene er en handling, er det andet en status; forskellen mellem et verbum og et adjektiv. Vi fascineres ved beundring. De vil måske indvende, at én dog kunne sige, at han fascinerer - men dette sker netop kun derved, at andre med deres beundring fascineres! Her er yderligere den fine forskel, at det, at fascinere er en udadvendt retning, hvor beundring aldrig kan være andet end indadvendt.
Lad mig nu vende tilbage til forelskelsen og dens væsen, efter denne korte, men nødvendige, ekskurs, kære Læser. Spørgsmålet er nu, om forelskelsen da ikke kommer, af syntesen mellem lysten og fascinationen? Kan 'summen' af disse to tilstande i den begærende da ikke siges, at være de ting, af hvilke forelskelsen er gjort? Til dette spørgsmål må jeg dog atter, kære Læser, besvare Dem med et nej. De, kære Læser, vil vel give mig ret i, at forelskelse ikke er fascination - hvis det skulle være tilfældet, ville de være at betragte som synonymer, men vi siger vel ikke om den forelskede, at vedkommende af fascineret af forelskelsens genstand, men netop dét - at vedkommende er forelsket. Jeg medgiver Dem gerne, kære Læser, at den forelskede velsagtens kan være fascineret af forelskelsens genstand, og sandsynligvis er det - min indvendig er blot, at de to ting ikke er ens, og at forelskelsen må siges, i magt og kraft i forhold til den forelskede, at have forrang for fascinationen. Ligeledes vil De vel, kære Læser, give mig ret i, at lysten, svær at beherske som den kan være, heller ikke kan siges, at være et synonym for forelskelsen; thi givent som det er, at den forelskede vel har lyst, såvel kødeligt som ideelt, om så at sige, til genstanden for sin forelskelse, da gælder det vel dog ikke, at forelskelsen og lysten skal være det samme - dette har jeg allerede udviklet ovenfor. Lysten forholder sig just alene æstetisk til sin genstand, og det ville, i hvert fald i den forstand, i hvilken ordet normalt benyttes, være meningsløst at sige, at man skulle have lyst til genstandens personlighed - dette kan gerne være tilfældet, dette medgiver jeg, men da forståes lyst på en absolut anden måde, end den der anvendes, når Don Juan siger: "Jeg begærer Elvira", som De, kære Læser, vel vil give mig ret i. Nu vil man altså skabe forelskelsen af disse to elementer. Som sagt må jeg dog protestere: hvorledes skulle dette kunne ske? Hvad intrinsisk i de to elementer skulle det være, der, de to sat sammen, kunne hæve dem op til at være forelskelsen? For så vidt jeg kan se, er der intet i dem, hverken for sig eller sammen, der kan hæve dem til noget andet og større, som De, kære Læser, vel vil give mig ret i, at forelskelsen er. Thi ingen af de to elementer for sig er væsensforandrende - og det er just dét, der er forskellen på for eksempel forelskelse og fascination; den første forandrer væsentligen den forelskede og forrykker denne; den bevæger denne emotionelt, mens fascinationen blot fascinerer; fascinationen for sig er rent intellektuel, lysten rent emotionel, mens forelskelsen er både intellektuel og emotionel, og netop derved er større og mere end fascinationen og lysten hver for sig, såvel som sammen. Man kan sige, at forelskelsen er trascenderende - aktivt, og dog uden den forelskedes handling. Den er gennemgribende og forandrende, og lader sig dårligt styre, hvorimod både fascinationen og lysten kan tøjles. Og her, kære Læser, er vi nu inde ved det, jeg faktisk ønsker at behandle med denne undersøgelse. Thi vi må nu se os forundrede - det synes åbenbart, at der mangler noget i formlen, for at forelskelsen - sandelig, for at selve kærligheden - kan komme til sin ret. Vi mangler, hvad man med et videnskabeligt begreb kunne kalde en katalyst. Eller med andre ord: vi mangler det i syntesen, der egentligt kan plante kærlighedens spirre i mennesket; det, der ved lystens og fascinationens tilstedevær kan hæve disse op til noget mere og større. Hvad skal dette nu være? Det, kære Læser, er det, jeg vil kalde for menneskets vilje til kærlighed.