Direktøren for Airbus udviklingsafdeling læste samme brev flere gange. Den var god nok, men hvorfor det skulle fylde fire sider, fattede han ikke. Han så for fjerde gang på beløbet, på sidste side. Det stod der stadig så han greb telefonen og bad de nærmeste ledere kikke op, når de fik tid.

Kenneth Kahn og Olav Freitag kom straks op til direktøren. Han indledte, uden at lægge fingrene imellem.
   "Hvem der oprindeligt bildte de genier fra Berlin og Paris ind, at Boeing vil udskifte, jeg ved ikke hvor mange tons metal med komposit, tør jeg ikke engang gætte på," startede han. "B787 Dreamliner har kun været et mareridt for Boeing. Den skulle have været færdig i 2010 og nu håber de på 2013. Vores nye A350'er går snart på vingerne. Den bliver ikke bedre, end den var i forvejen. De herrers genistreg har forpligtiget os til yderligere forbedringer."
   Professorerne nikkede samstemmende. Det havde de vidst fra starten, men udsigten til penge til forsøg, der ellers måtte vente til bedre tider, fik dem i skøn forening til at holde kæft.

"Og hvordan, vil jeg gerne vide," direktøren så bekymret ud, "fik i uden videre byttet femhundrede og tyve kilo konventionelt materiale ud med to og halvfjerds kilo letvægts materiale, uden at det gik ud over flyets sikkerhed."
   Professorerne kikkede underfundigt på hinanden. Freitag trak på skuldrene. Det var, trods alt, hans område.
   "Vi gjorde som manden sagde. Vi gennemgik mulighederne fra halefinne til cockpit. Først og fremmest byttede vi sæderne tilbage til den gamle model, som vi opdaterede med komposit og letvægtsmaterialer. De nye uhyrer har hundrede bevægelige dele, der hele tiden går i stykker. De imponerer kun ham, der skruede dem sammen."
   Kahn fortsatte da hans kollega holdt en pause.
   "De er hverken mere behagelige eller komfortable, og giver tit klager. Det sparede 1.200 gram per sæde. 360 sæder i en A320 model, klarede 430 kilo. Nye kølere og et par andre småting gav også godt."
   Freitag tog fat på de metallurgiske indslag i ændringerne.
   "Flere stivere og slanger kan faktisk sagtens udskiftes med Kevlar og titanium, som manden ønskede. Indtil for nylig, har det bare været lidt dyrt. Det ændrede sig da fabrikkerne fik tilskud til ombygning, tror jeg det var. Vi har skam to hundrede kilo i reserve, hvis der bliver brug for det. Keine hexerei. Når vi får lov og til at prøve os frem, går det nemmere."
   "Jeg vil under ingen omstændigheder have klager om at piloter og personale får ondt i røven på lange ture," vrissede direktøren bestemt. Han foretrak også de gamle sæder.
   Både Freitag og Kahn lo hjerteligt.
   "Det får du heller ikke. De sæder holdt vi os fra."
   "Nå. Men nu får vi altså en styrtende bunke penge til fortsat udvikling, med venlig hilsen fra julemanden, Bruxelles og Strasbourg i forening. Må jeg bede de herrer, snarest muligt, realisere de næste to hundrede kilo og finde noget andet brugbart. Er vi stadig enige om at halefinne og flaps i Kevlar er det rene science fiction".
   Freitag så eftertænksom ud.
   "Jeg kunne såmænd bygge dig et helt fly i komposit. Det vil også lette. Sådan bygges droner men jeg vil faneme ikke lægge navn til det i passagerfly, indtil videre. Hvad udviklingen ellers byder på i morgen kan jeg ikke svare på. Måske kommer der et gennembrud et eller andet sted. Alt bliver hele tiden udviklet."
   Kahn brød ind. "Tænk på at mikrobølger og -ovne der opstod som biprodukt af radarforskning. Motorer og materialer udvikles løbende, men det koster. Vi har masser af ideer og går gerne i gang, når du skaffer lidt penge til det."

Direktøren rakte brevet videre til Kahn og gav ham tid til at læse alle sider igennem.
   "Julen falder sørme tidligt i år", sagde Kahn, og rakte brevet videre til Freitag.
   "Vi løser nogen af deres problemer og de løser vores", mente direktøren. Jeg ser frem til at høre hvad, de herrer ellers har af forslag, og hvordan tingene forløber. Skal vi i fællesskab overbringe jeres kolleger den gode nyhed, for en gangs skyld."
   ***

Kort efter stod alle tre i udviklingsafdelingen. Året før var seks medarbejdere sparet væk. De sidste seksogfirs havde fordelt sig på den ledige plads.
   Kenneth Kahn og hans assistenter havde rigeligt plads til deres store tavler med udkast til aerodynamiske koefficienter, der indtil videre afventede test i en vindtunnel, og bevilling til at blive bygget.
   Afdelingen, lige efter Kahns lignede et lagersalg hos en lukningstruet mellemøstlig tæppehandler. En temperamentsfuld dame og hendes tre nervøse medarbejdere kontrollerede kvalitet og vægt af forskellige typer indtræk og tæpper.
   Ubekræftede rygter påstod lederen af hydraulik regelmæssigt foretog indviklede pneumatiske forsøgsopstillinger sammen med hende, efter arbejdstid under praktisk kontrol af, hvor behagelige tekstilerne var.
   Bemeldte herre så til fra sikker afstand mens hun med faste skridt stilede mod en affaldscontainer med en stump tæppe under armen.
   "Kinesisk katastrofelanding!" var eneste kommentar da tæppet med et brag landede i containeren, der var opstillet til det samme. At tæppet reelt kom et andet land ændrede ikke hendes nuværende yndlingsudtryk.
   Hun vendte sig om og fik øje på direktøren, der smilende så til. Kahn og Freitag, var blevet pålagt at bære hver sin kasse. Direktøren mente godt han selv kunne overkomme at bære brevet med det glade budskab ned i afdelingen.
   "Statisk elektricitet", forklarede hun. "Kunder uden gummisåler danser Riverdance på vej til lokummet. Det er alt for tungt. Hvornår skaffer du mig penge til ordentlige materialer?"
   Direktøren nikkede forstående. Fire liter brændstof flytter hundrede kilo, hundrede kilometer. Med to- tretusind kvadratmeter stof, per fly, skulle alle muligheder testes.
   "Faktisk kommer vi for at drøfte en smule økonomi. Skal vi holde fællesmøde?" De tre nærmeste medarbejdere forsvandt i hver sin retning, uden den store entusiasme. To tidligere fællesmøder var indledt på samme måde og sluttet med påbud om besparelse og reduktioner af staben.

"Tak fordi det kunne arrangeres så hurtigt", sagde direktøren til den samlede stab.
   "Som i ved er det min politik at videregive enhver nyhed om ændring så hurtigt som muligt." Han prøvede at se alvorlig ud og havde bedt Freitag og Kahn om det samme. Han tog brevet frem.
   "Vi har rent ud sagt, ovenfra, fået besked på om at arbejde mere koncentreret med udvikling og forbedring, over de næste tre år."
   De første dystre ansigter dukkede allerede op, og han begyndte at bladre i siderne.
   "Vi skal overholde vores budget som ændres med," han nævnte beløbet "ekstra pr år."
   En storm af jubel og indianerhyl fulgte de ord fra folk, havde været indstillet på noget helt andet.
   "De sædvanlige ansøgninger og skøn over omkostninger, får jeg hurtigst muligt. Bevillingen er fordelt i et antal rater, som kræver en grundig rapportering og kontrol af udvikling og målsætning, inden næste rate falder."
   Alle stønnede.
   "Sku vi ikke la' de skrivebordspiloter lave et fly i stedet?," foreslog en. "Så kan vi kontrollere dem."
   En hjertelig latter ledsagede det forslag.
   "Hvis det offentlige skal lave fly får de tre vinger og tretten hjul og ka' højest tage femogtyve passagerer," påstod en.
   "Og kræver fem stewardesser, hvor den ene skal være krisepsykolog til folk med flyveskræk," foreslog den næste.
   Forslagene ville ingen ende tage. Direktøren lod i stedet brevet gå på omgang og deltog i spøgefuldhederne. Da brevet nåede tekstilspecialisten løftede hun det og indskød.
   "Bare et enkelt spørgsmål, mester. Det her kræver næsten et glas et eller andet. Hvad mener du selv?"
   Direktøren henvendte sig til specialisten i brændstof og pegede på de kasser Kahn og Freitag havde sat fra sig.
   "Er det ikke nærmest dit område?"
   Under de efterfølgende festligheder spurgte Freitag eftertænksomt Kahn.
   "Skal vi fortælle om ændringerne i de selvbærende opbygninger?".
   "En ting af gangen", formanede Kahn. "Hvis de fungerer giver de måske også lidt ekstra. Vi skal ikke udlevere det hele på en gang. Nu kan vi eksperimentere. Vi finder nok noget nyt der fungerer."
   Uanset fornemme titler var både Freitag og Kahn kun i begyndelsen af trediverne, og drømte stadig om opsigtsvækkende nyskabelser, hvis ikke de forbandede bogholdere altid smækkede kassen i på det forkerte tidspunkt.
   Newton, og Gates, for ikke at tale om Oppenheimer, havde alle lavet deres grundlæggende pionerarbejde i en ung alder. Freitag og Kahn anså sig stadig for unge og håbede at revolutionere flyene. I mellemtiden var de henvist til at forbedre småting, med løfter om mere, og stikke private projekter ind mellem det andet.
   ***
   En diskret, afgrænset, undersøgelse blev startet efter Montys forslag. Den blev begrænset til revision af et antal konsulentrapporter fra ADAMS lager. Man fandt det hverken relevant at orientere nogen om politiets undersøgelser af et par irrelevant mordsager eller årsagen til dem. Man fandt det heller ikke nødvendigt at udlevere det genbrugsmateriale kontrolafdelingen havde fundet.
   Sinead var nogenlunde orienteret om forløbet, og fortalte det, via Declan, til de andre.
   Femtusinde rapporter blev udtrukket, tilfældigt, til gennemgang af et særligt panel. Panelet var hentet fra neutrale firmaer, der aldrig havde leveret rapporter. Derefter blev et tusinde rapporter igen, tilfældigt udtrukket, til nærmere granskning. To eksterne revisorer, bistået af Vernet og Monty brugte to dage, på at udvælge cirka hver femte rapport. At det samtidig blev Montys sidste opgave, var underforstået.
   Det særlige 'Task Team', som holdet blev døbt, blev låst inde på en tysk kaserne og isoleret fra omverdenen, med en række lige så fortrolige spørgsmål til rapporternes kvalitet.
   Ingen ville fortælle andet end 'Task Teamet' lavede en fortrolig kontrol af kvalitet. Der var heller ingen, der bagefter fortalte at et par regninger fra lokale diskoteker og restauranter var smuttet med som bilag i teamets endelige regning.
   Kontrollen strakte sig over otteogtyve arbejdsdage, plus skrivning af en imponerende tyk vurdering om rapporternes kvalitet og indhold. Task Teamets ledere lagde, efter et par nødvendige omskrivninger, sidste hånd på de oplysninger, som de fandt var egnede, til at gå videre, efter fem og tredive dage.
   I den anledning blev et særligt møde afholdt, med deltagelse af Teamets' ledere, Budget- og Økonomikommissæren, general- og vicedirektører og et par stykker til, hvor rapporten blev gennemgået.
   Det eneste, man senere hørte, var at generaldirektøren ikke var tilfreds med fisken, mødestedet var svært at finde og at de sagkyndige rådgivere hos Delacroix, Carter Davies & St. John definitivt var fjernet fra listen over konsulenter. Det havde de fleste gættet i forvejen.

Jungletrommerne fik travlt igen. Resultatet blev, ikke uventet, at uanset lidt kritik her og der, svarede de fleste rapporter, stort set, på det, der var spurgt om. Stort set, var de også alle korrekte i opstilling, materiale og konklusion.
   Om de overhovedet var blevet læst eller brugt ret meget, var der ingen der interesserede sig for. Der var trods alt halvfjerds til firs tusinde af dem på lager. Det tal voksede hver dag i takt med bilagstyrannerne stillede mere eller mindre nødvendige spørgsmål om deres egen opfattelse af tingene. De skaffede andre særligt sagkyndige konsulenter indtægter.
   Task Teamets endelige rapport fyldte to hundrede og syvoghalvfems sider. Den udkom i et begrænset antal eksemplarer, som ikke blev arkiveret i ADAM. Sammenfatning og konklusion blev reduceret til et kompendium på niogtyve sider, der indeholdt en række forslag om brug af eksterne konsulenter, og deres brug af synlige underkonsulenter. Regningen for rapporten blev også arkiveret. Den hørte ingen noget om.
   Hvis nogen skulle få den fortrinlige ide at bede om kopi af Task Teamets fulde rapport har Kommissionen siden 2008 haft adgang til at afvise aktindsigt, af forretningsmæssige eller interne hensyn. Kompendiet udleverede man til gengæld gerne, til alle, der ønskede det. Efter lidt redaktion af Task Teamets forslag var der en ny manual i bortforklaring klar til brug, mente Christian.
   Regler om aktindsigt forhindrede ingen i at gætte i alle retninger, og kombinere det med rygter, der alligevel var i omløb. De få, der troede de vidste lidt mere end andre, kunne vælge mellem kompendiet eller at få en lodret ordre om at holde kæft.