8Kunsten i at lære at leve
Hvis mig dit sande jeg. Jeg ved det er der. · Gemt inde bag alt din... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
4Se os nu
Tag min hånd og lad os flyve. Ligesom i et skydespil flyver flyve... [...]
Kortprosa · had, verden, savn
1 år, 7 måneder siden
4Rebekka
Hvis nu man gik ned mod havnen. Helt ud på molen og kiggede op, v... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Emma Leonora (f. 2000)
Hvis nu man gik ned mod havnen. Helt ud på molen og kiggede op, vill man formegentlig få øje på en flok havmåger. De ville flyve forvirret rundt blandt skyerne. Man ville undre sig over deres formål ved tilstedeværelsen.
   De bliver født af den ene grund at deres forældre skal bevarer deres art. Derefter skal de vokse sig store, de skal lære hvordan de overlever, når de kan det er de efterladt til dem selv og med det ene formål at formere sig, skal de flyve ud i verden og være.
   Sikke en kedelig tilværelse. Hvordan får de dagene til at gå ved at flyve forvirret rundt og lede efter mad. Dage må føles som år. Og det gør de.
   Jeg er ingen havmåge, men jeg kan godt lide at se mig selv som en. Forvirret, flyvsk og med mangel på mening ved tilværelsen. Forskellen på havmågerne og mig er at de ikke selv er klar over hvor enkelt og kedelig deres tilværelse er. Det har naturen sørget for de ikke kan.
   Mig derimod, jeg har fået gaven at kunne tænke. Og jeg misbruger den.
   Jeg tænker store tanker. Kæmpe tanker, tanker der skræmmer mig.
   Hvis jeg nu bare kunne tænke små tanker, mini tanker. Som at appelsin juicen foran mig er gul, eller himlen over mig er blå med hvide skyer. Simpel observation og forståelse. Men det kan jeg ikke..
   Jeg er en stor tænker, en overtænker som nogen ville kalde det. Jeg tænker alt med en bagtanke og tit flere. Jeg tænker på alt det store og alt det der er skræmmende. Det er nok meget godt jeg ikke er en havmåge, jeg ville nok hurtigt styrte ned fra himlen med alle de tunge tanker. Ja, det er nok bedst for mig at blive her på jorden, hvor der ikke er så langt at falde fra.
   Mine dage går sådan stille og roligt. Jeg laver lidt hist og her. Jeg tror de fleste ville kede sig hvis de levede mit liv. Men de skal jo heller ikke slæbe rundt på alle de tunge tanker altid.
   Jeg kan godt lide at gå. Jeg går tit ned og hilser på havmågerne. Nogengange går jeg videre, op ad bakken og over til Netto. Så køber jeg lidt mad, går hjem igen og sætter mig og spiser det. Jeg kan også godt lide at se Netflix. Specielt de der lange serier med mange karakterer.
   Jeg kan godt lide at observer hvad de snakker om og hvad de laver med hinanden. Tænk hvis nu jeg engang fik en ven, så skulle jeg jo have noget at sige til den ven, ellers ville det nok ikke holde ret længe det venskab.
   Eller hvad hvis nu jeg en dag skulle stå og vente på bussen med en ældre dame. Og hun nævnte det gode vejr og jeg så begyndte at snakke om havmåger og små kryb. Fordi jeg troede de var et normalt small-talk emne. Så ville hun jo tænke at jeg var skør.
   Jeg er meget. Men jeg er ikke skør. Måske er jeg heller ikke meget. Måske er jeg ingenting. Jeg ved godt at jeg ikke burde tænke den slags tanker om mig selv. Men det kan godt være lidt svært at lade vær nogengange.
   Hvis jeg nu bare havde en ven jeg kunne snakke med. Så ville jeg måske ikke havde tid til at tænke så meget.
   Mine tre største ønsker:
   Få en ven
   Tænke små tanker
   Være en havmåge

Den trejde er måske lidt fjollet, men hvis jeg nu var en havmåge så ville jeg ikke have brug for en ven.
   Jeg har nemlig aldrig haft en ven før. Så hvor finder man lige sin første ven, hvis det ikke skal være den ældre dame ved busstoppestedet, men en man faktisk holder af?
   Jeg plejer at få af vide at jeg skal tage ud, hvis jeg gerne vil finde en ven. Venner kommer ikke bare trillende til hoveddøren. Det syntes jeg er ærgelig. En trillende ven kunne måske være lige det jeg havde brug for.
   Da jeg gik til AA møder fik jeg af vide at jeg ikke måtte skabe et tæt venskab med nogen. Fordi så ville jeg bare overføre min afhængighed fra alkoholen og over til denne person. Det passede mig fint. Indtil jeg mødte Oscar.
   Oscar gik selv til AA møder. Vi mødtes over en cigaret udenfor i en af pauserne. Han gik hen og snakkede til mig. Jeg kan huske det chokerede mig, hvordan kunne han finde på sådan noget. Bare at gå hen og snakke til en fremmed på den måde? Som om det var ingenting.
   Jeg valgte at svarer ham. Og efter mødet fulgte han mig hjem. Han havde så meget at sige at han blev nødt til det. Vi kunne jo ikke blive ved med at stå der udenfor og høre på ham snakke, imens det blev mørkt.
   Da vi nåede hen til mit hus spurgte Oscar om han ikke måtte ringe til mig en dag, og så kunne vi tage på stranden og købe is. Det sagde jeg ja til. Godt nok måtte jeg ikke få en ven. Men en fremmed person at snakke med kunne vel ikke gøre nogen skade.
   Senere på ugen mødtes vi og fik is. Han fik en mint og chokolade og jeg fik en hindbær citron. Den var sur. Vi gik ned til vandet og over os kom en flok havmåger flyvende.
   Jeg fortalte ham om hvordan jeg syntes det var så synd for dem og han fortalte mig om hans far og om at han blev ved med at ende i de der AA møder.
   Han fulgte mig hjem igen. Denne gang var det mig der snakkede hele vejen hjem og ham der lyttede. Da jeg havde sagt farvel til ham og gået indenfor gik det op for mig at jeg faktisk syntes ret godt om ham. Om natten drømte jeg om ham.

Morgenen efter hørte jeg ikke fra ham og heller ikke dagen derefter. Om onsdagen dukkede han heller ikke op til AA mødet.
   En fra personale rejste sig og gik op til talerstolen. "Nogen af jer har måske lagt mærke til at vi mangler en i blandt os. Oscar gik desværre bort søndag aften. Han overdoserede og da hans far fandt ham var det allerede for sent."
   Så sad vi stille i et minut for at ære hans minde. Jeg var ked af det. Det var dumt, jeg kendte ham jo næsten ikke. Men jeg havde mistet min første "ikke ven" og det var trist. Jeg kunne godt lide Oscar.
   De havde ret, man burde ikke få en ven imens man går til AA møder.
   Men det gør jeg ikke længere. Jeg har holdt mig fra dem og fra sprutten i 1 år nu. Så det er på tide at finde mig en ven. Jeg har endda fået lov, så længe jeg husker at holde fast i hvem jeg er.

Mit navn er Rebekka. Jeg er 20 år gammel og jeg har en sygdom.
   Det er ikke en du kan se. Jeg er hverken skaldet eller blå rundt om munden. Faktisk ser jeg ret normal ud. Det er det der gør det så svært. Der er ikke mange der ved jeg har min sygdom, faktisk har jeg kun fortalt det til tre. Min mor, mig storesøster og Oscar.
   Min storesøster kører motorcross nede i Tyskland, så hende ser jeg kun et par gange om året. Til jul og påske og den slags begivenheder.
   Min mor bor jeg sammen med. Vi har hver vores værelse, et fælles køkken og badeværelse. En fin lejlighed set fra mit synspunkt.
   Min mor vil gerne flytte i hus. Det kan jeg ikke forstå, vi fylder ikke ret meget. Min mor arbejder mest og når hun er hjemme er det for at gå i bad, skifte tøj eller spise mad. Jeg fylder heller ikke ret meget. Jeg har rigelig med udfordringer ved at fylde mit værelse ud her i lejligheden. Et større et i en fin villa, ville jeg ikke vide hvad skulle gøre ved.
   Men det er for at se ordentlig ud udefra siger hun. Det kan jeg ikke forstå, men jeg accepterer hendes mening.

Jeg er en natteravn. Et B menneske. Jeg kan ikke lide at sove om natten, jeg har brug for at holde mit sind klart og roligt, ellers går det amok. Derfor går jeg heller ikke i skole. Man kan ikke gå i skole om dagen uden at sove om natten. Kroppen har brug for hvile, ellers bliver man jo sindssyg og ender på en af de der afdelinger hvor de giver en en masse piller man ikke har brug for. Det er jeg ikke interesseret i. Så derfor går jeg ikke i skole. Det passer mig egentlig fint. Jeg tror heller ikke jeg ville fungere i en klasse, jeg arbejder langsommere end de andre.

Jeg har den sidste tid observeret mine egne handlinger og sammenlignet mig med selv med andre mennesker på gaden og kommet til den konklusion at jeg gør tingene langsommere. Jeg går langsommere, drikker langsommere, snakker langsommere. Ja, ligesom om min krop er gået i slowmotion.
   Det ville jo være en forfærdelig oplevelse ikke at kunne følge med de andre når de skulle i kantinen, fordi min krop simpelthen ikke havde energien til det. Så derfor er jeg oppe om natten og tager dagen i mit eget langsomme tempo og det passer mig godt.
   De vil gerne have mig til at sove, min mor og læge. Min læge har tilbudt mig nogle piller som jeg kunne tage og så ville jeg falde i søvn automatisk. Dem er jeg ikke interesseret i. Jeg tror ikke de virker. De vil bare tvinge mig ind i mørkets cirkler. Og de vil ikke lade mig vågne igen, fordi man ifølge ham bliver så træt af dem.
   Jeg kan nok ikke forklarer jer helt hvordan det fungere, men jeg kan prøve.
   Det starter med en hovedpine. En høj pivende lyd der langsomt overtager hele kraniet. Den spreder sig til ørerne og videre ud til munden hvor den kommer ud, i en høj lyd kaldet et skrig.
   Derefter kommer kaos og larm. Larm som hvis hele jordens befolkning var samlet på en s-togsstation og alle skulle synge hver deres sang på samme tid. Og kaos som hvis alles problemer og mest sørgelige øjeblikke blev givet til dig og du skulle løse dem, alle sammen samtiddig.

Og så kommer cirklerne. Cirklerne der gør at det jeg ikke kan slippe ud af det igen. Mørke cirkler der kører rundt igen og igen og indeholder alt dette larm og kaos. Cirkler der aldrig slutter. De kører bare rundt og rundt.
   Nej. Jeg vil ikke sove, jeg kan ikke sove. Jeg er bange for cirklerne. Jeg må blive oppe, holde vagt. Holde mit sind klart og roligt.
   Min læge har også gerne ville putte mig på noget andet medicin. Hvad præcist har han ikke sagt. Jeg har indtil videre sagt nej. Men jeg er begyndt at være så træt nu at jeg glemmer ting og værst af alt ser skikkelser der ikke er der. Nok min krops måde at fortælle mig at nok er nok og at jeg skal til at sove. Så jeg har ringet til min læge og sagt at jeg gerne ville prøve det, men sovemedicinen ville han stadig ikke kunne få mig på. Det gik han med til og jeg skal ned og hente det på apoteket. Så det gør jeg.
   Jeg går ned i gangen og tager mine sko og jakke på og bevæger mig udenfor i den kølige brise. Noget i mig siger fra indeni da jeg når hen til apoteket og ser at der ingen kø er. "Nummer 987" siger højtaleren, jeg kigger ned og ser at det er mit nummer. Min krop vil ikke. Men jeg overtaler den, den skal. Ligemeget hvor uhyggelig apoteksdamen i den fine hvide skjorte ser ud er det bedre at konfrontere hende, end det er at konfrontere cirklerne hver aften når det bliver mørkt.
   "Jeg skal hente en recept" stammer jeg og giver hende papiret fra lægen med min rystende hånd. Hun kigger hurtigt på det og går ud i baglokalet for at hente det.
   Om aftenen har jeg stadig ikke fået damen ud af mit hovede, gad vide hvad hun tænkte. Hun tænkte sikkert at jeg var skør, ligesom damen ved busstoppestedet. Så tog jeg pillen med at glas vand, det går jo ikke at hele byen ender med at tænke sådan om mig.

Der er nu gået tre uger siden jeg første gang tog pillen. Jeg har besluttet mig for at i aften skal jeg prøve at sove. Jeg er nervøs. Jeg syntes allerede at jeg ser cirklerne hvis jeg lukker øjnene. Rødvin er svaret, ingen har sagt noget om at jeg ikke må drikke mig mod. Så jeg åbner flasken og tager en tår.
   Jeg ligger mig forsigtig ned på madrassen og hiver dynen op til hagen. Jeg kommer til at tænke på fremtiden. Jeg ved ikke med andre, men jeg er bange for den. Den er faktisk direkte uhyggelig. Hvordan kan nogle acceptere at de ingen anelse har om hvad der kommer til at ske? Lev i nuet siger de. Men hvordan skal jeg kunne det, jeg ved godt at jeg måske kunne blive ramt af en ulykke i morgen. Men jeg kunne lige så vel leve 40 år endnu uden der sker noget, og er det ikke værre? Så skal jeg til at finde ud af livet, jeg skal leve 40 år uden at vide hvad der kommer til at ske. Jeg skal overgive mig til skæbnen og så håbe på den skænker mig et godt liv?
   Mange ville sige jeg bare er ung. De ville supplere med at jeg har ondt i livet. De har sikkert ret, jeg har ikke overvejet det nøje. Jeg ved bare at ting skræmmer mig og det hjælper ikke at forklarer det med grunde. Jeg ved til gengæld også at jeg ikke er den eneste. Oscar havde også ondt i livet, så ondt at han ikke ville skænke skæbnen en enkel dag mere. Der er sikkert flere derude der har det på samme måde.
   Jeg glæder mig til at jeg kan tænke mindre, jeg glæder mig til den dag jeg kan føle mig normal, gå i skole og have venner. Engang troede jeg ikke på det. Nu håber jeg på det, om det så kommer til at ske ved jeg ikke. Er det ikke det skæbnen bestemmer?
   Måske er der ingen skæbne, måske er det hele op til mig. Jeg vælger at blive ved med at tro på skæbnen, at det hele er op til mig er lidt for skræmmende, i hvertfald indtil videre.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/05-2018 08:20 af Emma Leonora (Eleonora) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2456 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.