Rødvin


4 måneder, 14 dage siden 6 kommentarer Noveller

6Rødvin
Klokken var fem om eftermiddagen, og Daniel havde lyst til at dø.... [...]
Noveller
4 måneder, 14 dage siden

Puls: 3,1

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 2
Ida Martell (f. 1998)
Klokken var fem om eftermiddagen, og Daniel havde lyst til at dø. Adja sad med det ene ben trukket op under sig. Lyset fra hans sengelampe malede orange skygger i hendes ansigt.
   "Du misforstår, Daniel. Det føles bare ikke rigtigt mere."
   "Nej, jeg forstår det faktisk ikke. Hvad er det lige, problemet er? Det' ik', fordi jeg beder dig om at være min kæreste! Hvad er der galt?"
   Hun lænede sig tilbage, og madrassen gav efter under hendes håndflade. For under en halv time siden havde hun ligget lige dér, og der havde hans sengelampe tegnet sine skygger over hver en kurve af hendes krop. Hendes øjne havde set på ham, som om han var lavet af guld. Grådigt. Nu var de kolde og ligegyldige.
   "Det kan du bande på, at du ikke gør. Det troede jeg, du var indforstået med - var det ikke det, der var ideen? Men det' også ligegyldigt. Det er begyndt at føles forkert. Jeg gider ikke mere."
   "Det har du sagt før."
   "Denne gang mener jeg det. Altså - hvad vil du have mig til at sige? Jeg er ikke tiltrukket af dig mere. Plus, det var jo bare lidt sjov og ballade, ik'?"
   Den sved.
   Hun lod sine ståløjne glide op og ned af ham. Hvorfor skulle hun også sidde på sengen? Hvorfor skulle hun være så fucking fræk hele tiden? Sad bare der og lænede sig bagover, blotlagde rigtigt hele brystkassen. Hold kæft, hvor havde hun også bare de bedste bryster i historien. Han havde lyst til at røre hende igen. Kysse hende. Slå hende, fordi hun var så fucking kold. Og fordi han vidste, at det tændte hende.
   Hun betragtede ham med afventende mine.
   "Har du ikke noget at sige? Vi kan stadig være venner, gå i byen og sådan noget, som vi plejer. Det' jo ikke fordi jeg ik' vil have noget med dig at gøre, bare fordi vi ikke render og knalder."
   Der var mange ting, han havde lyst til at sige.
   "Det' jo din beslutning. Jeg kan jo ikke andet end at acceptere den."
   Hun så på ham med et nyt blik, han ikke kunne sætte fingeren på. Noget, der satte en grim smag i munden på ham, og en følelse af sygdom i hans mave. Antydningen af et smil strejfede hendes venstre mundvig.
   "Det er nemlig rigtigt."
   Hun rejste sig, tog sin jakke fra hans skrivebordsstol, og gik op ad kældertrappen og ud i det sidste sollys uden at se sig tilbage en eneste gang. Det fik hendes hår til at lyse som en glorie.
   Daniel sank sammen på sengen. Han havde det, som om han skulle kaste op.

Klokken var ni om aftenen. Daniel drak endnu en slurk af sin dåseøl. Louis' lejlighed var fyldt med musik, og Nordhavnen var fyldt med mørke.
   "Skriv, om hun har lyst til at komme over. At hun bare skal tage sine venner med - August og Ravn og Kaisa, eller hvem der ellers kom med."
   Adja og hendes kobbel af faste disciple havde sneget sig ind til en skolefest på Rysensteen. Hun stod sikkert op ad væggen med øl i et plastikkrus og flirtede med en eller anden snotnæset 1.G'er, der håbede på at blive guldputte. Han tog endnu en slurk.
   "Hun sagde, at hun ikke havde det så godt," løj han.
   Louis så lige igennem ham. Vidste, at det var løgn i samme sekund, ordene havde forladt hans læber. Det er også det, bedste venner gør, tænkte Daniel, og følelsen var bitter.
   "Skriv nu bare. Hvad er det værste, der kan ske? Come on, du skal ikke engang påstå, at du ikke vil se hende. Jeg kan se det på dig, for fanden."
   Daniel trak mobilen frem. Louis hældte mere vin op. Han var gået ud samme sommer, og havde tabt sig næsten ti kilo siden han flyttede hjemmefra. For lidt mad, for meget alkohol. Nu sad han bare der, slank og høj og nonchalant, lyste af selvsikkerhed og muligheder. 4.G'er. Sikke en titel. Hans studenterhue hvilede, blank og hvid, lysende som en lille lanterne oven på en reol i mørket, og ventede på støvkornene. Om under et år ville det være Daniel, der sad sådan, to måneder inde i sit sabbatår, med otte måneders rejse foran sig, rundt i hele verdenen. Louis havde planlagt det hele, og glæden gjorde ham usårlig, som om en konstant stråleglans omgav ham. Ruten gik rundt i Sydamerika, Argentina. Brasilien, Chile. Nordpå gennem Mexico, blaffe sig vej gennem staterne. Daniel ville gerne have delt hans vilde forventning, men lige nu kunne han ikke holde tanken ud om, at Louis skulle være væk i så lang tid. Det gjorde næsten mere ondt end Adjas ord.
   "Har du pakket færdig endnu?" spurgte han. Louis grinede.
   "Hele mit værelse er kaos. Men jeg tror, jeg har det hele."
   Otte dage. Så ville han tage afsted. Og Daniel ville for alvor være alene.

Klokken var tæt på midnat, og dørtelefonen kimede.
   "He-eej! Louis? Daniel, er det dig?"
   Hun havde drukket. Hun var så sød, når hun havde drukket.
   August og Ravn kom ind efter hende, August i en sort-hvidstribet trøje med fangenummer over brystkassen, og Ravn med et politiskilt om halsen. Daniel grinede. Krammede og hilste. Han krammede også Adja, som om hun bare var endnu en af hans venner.
   "Louis, for fanden! Er du ikke rejst endnu?" August var komisk meget lavere end Louis, der med sine 1.93 tårnede sig op som et fyrtårn. For helvede, hvor ville han komme til at savne ham, tænkte Daniel bittert.
   "Så let slipper du ikke! Hvor har I gjort af Kaisa?"
   "Hun tog hjem med en rys'er. For helvede, Louis, de stod jo i kø foran hende!"
   "Ej, men for fanden da! Den tøs er en player af dimensioner."
   August grinede sigende til ham.
   "Ligesom visse andre til stede! Hvorfor finder dig og Kaisa ik' bare sammen? I kunne da få tiden til at gå, sådan nogle små horeunger som jer!"
   "Har prøvet, hun vil ikke have mig, August! Tal dog med hende, hun går glip af alt det her!"
   Han strøg hænderne ned over kroppen, og svingede dramatisk med hofterne.
   De stod i gangen. Adja fnisede. Hendes næse var rød, og hun havde en politihat på. I hendes bæltestrop hang et par pelsede, lyserøde håndjern.
   "Temafest? Eller andre planer i aften?" spurgte Daniel, mens han blinkede og daskede til håndjernene. Hun gav ham et drillende slag over hånden.
   "Politi og røvere. Alle putterne skulle være i guld, så de rigtigt kunne blive hapset!"
   "Jeg skulle bare være kommet som politi," grinede August.
   "- Nu kan alle jo se, at jeg er 2.G'er!"
   "Du får lov at feste med os! Er det ikke nok? Skal vi hellere sende dig tilbage til børnehaven, din møgunge?" Louis tog hånden til brystet, og støttede sig til væggen i påtaget smerte.
   "Årh, hold dog kæft! 4.G'er-røvhul!"
   Louis sendte ham et luftkys.
   "Hvad er planen? Bliver vi bare her?" Ravn smilede sit milde barnesmil. En proptrækkerkrølle faldt ned i panden på ham, og han pustede den væk. Han var også høj, næsten lige så høj som Louis, men ikke nær så køn. Lang, smal næse, magert ansigt. Louis lignede en filmstjerne, selv når han havde drukket.
   "Vi skal have mere at drikke, før vi tager nogen beslutning." lød det fra Louis. Hans kinder blussede feberagtigt, og han blev ved med at stryge hånden gennem de mørke krøller.
   "Ja, for fanden! Har du noget, eller skal vi ramme Netto?" Adja grinede.
   "Tror du, jeg har penge, tøsen? Jeg bor alene!"
   "Nåårh, lille skat!"
   "Ja, det er så synd for mig. Giver du ikke en flaske vin, smukke?"
   Louis' øjne svømmede. Daniel vaklede. Adja grinede bare.

Klokken var to om natten.
   "Nej, jeg bliver nødt til det," grinede August.
   "Du knuser mit hjerte!" råbte Louis med overdrevne armbevægelser, og lod sig falde bagover på tagpappet, mens han vred sig i lidelse.
   "Pas på! Du vælter vores vin, for helvede! Du har ik' engang betalt for lortet!"
   "Det' også en omgang sprøjt! Det smager ad helvedes til, tøsepigen!"
   "Du- du har ik' noget at komme efter!" Adja fnisede, og smed sig ned ved siden af Louis. Man kunne se Østerport station fra taget af Louis' lejlighedsbygning. Videre ned langs togskinnerne, over til Indiakaj og Langelinie. Mennesketomt.
   "Det' rigtigt nok, bror! Ingen skejs, ingen stemme! Du lever af vores medlidenhed." Ravn rullede en cigaret.
   "Ej, jeg bliver altså nødt til at gå nu! Ellers bliver fruen bare sur, og så er der ingen action til mig." August stablede sig på benene, og vaklede hen til trappenedgangen.
   "Hils hende, din lille player! Og kør forsigtigt!" Ravn grinede og vinkede, og August forsvandt ned ad trinene. Lyset flakkede, da han passerede trappelampen. Så var selv lyset stille.
   "Og så var der fire," proklamerede Louis, og drak fra vinflaskens mørke hals. Ravns cigaret duftede af sommer og lyse nætter. Louis satte sig op, og rakte en hånd over mod ham.
   "Du stjæler jo med arme og ben!" sagde Ravn med påtaget forargelse, og rakte ham den hjemmerullede cigaret.
   "Ærgerligt, at du ik' lige spikede den med lidt grønt."
   "Tror du, jeg har penge?" Ravn grinede.
   Daniel lænede sig lidt tilbage, og indsnusede cigaretrøgen. Så var de fire, på kanten af Louis' tag. Adja havde taget håret ud af hendes hestehale. Daniel elskede, når hun havde løst hår. Det væltede ned over hendes skuldre som et vandfald. Hun havde det dejligste hår i verdenen.

Klokken var halv fire om natten. Ravn snorkede som et savværk. Filmen flimrede, og Daniel var helt hypnotiseret af lyset. Han kunne ikke engang huske, hvad det var for en film. Alkoholen snurrede i hans lemmer, men ingen kunne sove, når først Ravn var kommet i gang. Nu sad han bare, halvt i koma, og prøvede ikke at se for meget ned på madrassen på gulvet.
   Louis havde altid været glad for kropskontakt. Hvor mange gange havde de to ikke siddet i selv samme sofa og puttet sig sammen, bare fordi det var hyggeligt?
   "Hvis ingen gider at holde om os, så holder vi da bare om hinanden!" havde han sagt, og puttet sig ind til Daniel. Det havde ikke været helt sandt. Louis havde aldrig haft svært ved at finde selskab, og Daniel havde stået på spring, hver eneste gang Adja skrev og havde lyst til et knald. Men det var ikke det samme. Intet one-night-stand, ingen åndssvag idé om, at sex og intimitet ikke gik hånd i hånd, kunne kvæle behovet for den slags venskab. Ubrydeligt, ukrænkeligt venskab. Og så var man ikke bange for at holde om hinanden.
   Men nu delte Daniel sofaen med Ravn, og Louis sad med Adja under armen på madrassen på gulvet, pakket ind i dynen. Hun sov næsten. Han havde altid været glad for kropskontakt, kunne knap nok sidde stille uden at lade fingerspidserne stryge over et andet menneske. Bare for at mærke, at det var der.
   Hans fingre flettede sig legende ind og ud af hendes. Hun havde engang ladet Daniel gøre det samme, en gang, hvor de bare havde ligget i sengen en helt morgen, gennembanket af tømmermænd. Hans mor var kommet til at gå ned i kælderen den morgen, og havde set hende ligge helt nøgen. Under dynen, heldigvis, men der var ingen tvivl. Hans mor havde taget det pænt. Adja havde været ved at dø af grin.
   Daniel havde for længst droppet det med at acceptere hendes beslutning. Det var en oplagt mulighed; tom lejlighed, masser af alkohol, masser af humør til løjer. Masser af grundlag til at gøre noget, man ellers ville fortryde. Han kendte Adja. Hun kunne ikke dy sig for chancen for at gøre noget dumt, det tændte hende. Det var sikkert derfor, hun havde afvist ham her til morgen. Det tændte hende at se ham prøve at få hende tilbage. Han var sikker på det. Sådan var hun bare.
   Og så sad hun pludselig på gulvet, med hovedet på Louis' skulder. Og Daniel sad med Ravns ben på skødet, og vred sig af ærgrelse.
   "Der er ikke plads i sofaen," havde hun sagt.
   "- Det' Ravns lange stænger, skyd skylden på dem."
   Adja puttede sig tættere ind mod Louis, og Daniel kom pludselig i tanke om, hvad det var, der havde danset i hendes øjne samme eftermiddag. Det lillebitte glimt, et strejf, en flakken.
   Det havde været skadefryd.
   Han blev kold over hele kroppen.

Klokken var fire, og Ravn havde lagt sig ned i sofaen. Han var for lang til sofaen. Daniel lå på gulvet med hovedet på Louis' skulder, som de plejede, når de lå og så film. Adja var faldet i søvn med hovedet på Louis' anden skulder, og nu lå han med én arm om hende, og én om ham. Filmen flimrede, Ravn snorkede, Daniels tanker var svømmende og melankolske. Han savnede Adja, selvom hun lå lige dér, så tæt på, at han kunne række ud og røre hende. Savnede hende smertefuldt.
   "Skal vi lægge os til at sove?" hviskede Louis. Daniel kiggede over ham og hen på Adja. Hun var gået helt ud.
   "Du får hende aldrig vækket."'
   Louis frigjorde sig fra ham, og lagde begge arme om hende, før han sænkede hende ned på madrassen, som prins Charming over Snehvide. Hun mumlede utilfreds, og rakte ud efter ham igen. Han grinede lidt, og løftede hendes ben strakte, så hun lå ordentligt. Så lagde han sig ned, og trak hende ind til sig igen.
   "Nåårh, tøsen, er der nogen, der fryser?" Han strøg hende over håret, og hun lagde hovedet mod hans brystkasse.
   Daniel lagde sig ned på Adjas anden side. Tøvende lagde han armen om hendes ryg. Hun rørte sig ikke.

Klokken var fem om morgenen, og Daniel kunne mærke noget røre på sig. Han kunne mærke rødvinen og de mange vågne timer som en tonstung vægt, der gjorde det umuligt at bevæge sig. Døsen sad i ham, og det var som at være støbt i beton.
   Han kunne høre hvisken. Mumlen. Tyssen. Mere bevægelse. Mere hvisken.
   "... Et sted, hvor Ravn ikke snorker..."
   "Louis, jeg er så træt..."
   "Ssh, kom her, tøsen..."
   Der kom et koldt vindpust, hvor Adja burde ligge. Han kunne mærke madrassen bevæge sig, dynen rasle, stof mod stof. Det lykkedes ham at åbne øjnene halvt. Hans lemmer nægtede at adlyde, lå bare tungt på madrassen, som om de havde slået rod.
   Louis havde hevet Adja halvt på benene. Hun sad sammensunken og søvndrukken, og Louis sad overfor hende, knælende. Hun svajede kraftigt, da han hev hende hele vejen op og stå. Han strøg hende over håret, og hun nærmest faldt ind i hans arme. De stod så tæt, at de lignede ét væsen. Så forsvandt de, hånd i hånd gennem døren til soveværelset, og Daniel lå tilbage uden kropsvarme. Han lukkede øjnene, og sank dybere ned i madrassen, der slugte ham som kviksand, men søvnen ville ikke komme. Det var ulideligt, det rev og flåede i hans indre. Hans indvolde blev trukket ud og flænset mellem sylespidse, skadefro tænder. Ravn snorkede. Otte dage. Nej, syv. Fra i dag. Så ville Louis forsvinde. Daniels vejrtrækning blev besværet og raspende.
   Klokken var fem om morgenen. Daniel havde lyst til at dø.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/04-2019 06:33 af Ida Martell (Idaharenhue) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2538 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.