Anoreksi - Min overlevelse i min død


8 dage siden 4 kommentarer Livshistorier anoreksi forståelse mere end kun et udseende

1Sindet selv
Smagen af opgivelse dominere det indre blødende følelsesregister.... [...]
Digte · indre konflikt, sind, eftertænksomhed
2 dage, 20 timer siden
4Anoreksi - Min overlevelse i min død
Jeg har efterhånden oplevet en del uvished og uforståenhed omkrin... [...]
Livshistorier · anoreksi, forståelse, mere end kun et udseende
8 dage siden
1Træt
Jeg er så træt af at overtænke alt ting. · Træt af ikke at kunne tæ... [...]
Digte · sindet, livstræt, forståelse
9 dage siden
6Fortvivlede sjæle
To omvandrende fortvivlede sjæle, · Forenet i en forvrænget illusio... [...]
Digte · tilbageblik, mislykket kærlighed, hjertesorg
18 dage siden
5Tilsidesat
Tilsidesat fra første åndedrag · Tilsidesat fra barnsben · Tilsidesat... [...]
Digte · livssyn, skæbne, tilsidesat
18 dage siden
5Smerten
Nedbrudt · Flashback på repeat · Hun er bange · Skræmt · For livet · For si... [...]
Digte · psykisk smerte, sindet, selverkendelse
29 dage siden
5Et skjult naturtalent
De siger det er et skjult naturtalent · En digtsamling og at være s... [...]
Digte · livets vej, indre konflikt, melankoli
1 måned, 2 dage siden
4Et øjebliks billede
Hun er lænket fast til gulvet i fosterstilling, · Angst, depression... [...]
Digte · psykisk smerte, psykisk sygdom, traume
1 måned, 4 dage siden
3En fredsløs sjæl
Som en fredsløs sjæl, · vandrer hun i blinde. · Forpint af fortrængsl... [...]
Digte · indre konflikt, eksistens, identitet
1 måned, 13 dage siden
3Den fandens kærlighed
En besked tikker ind. · Hun mærker den, hjernespind. · Fortrængslen, ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, fortabt, selvbedrag
1 måned, 20 dage siden
4Et omtåget glimt
Hendes syn, · omtåget. · Hans hænder, · fastslået. · En krop der kæmper, · ... [...]
Digte · kærlighedserklæring, mareridt, eksistens
1 måned, 21 dage siden
2Tilbagefald
Hun var næsten fri af sin afhængighed, · af sin uselvstændighed. · Me... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, afhængighed, tilbagefald
1 måned, 21 dage siden
5Den manglende mulighed
De forstår ikke, · hvordan hun holder ud · Hvordan hun bærer, · altid a... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, nedbrydelighed, afhængighed
1 måned, 22 dage siden
2Det gyngende loft
"Der kommer et lille prik nu... Og så må du gerne sige til, når h... [...]
Blandede tekster
1 år, 6 måneder siden

Puls: 79,8

Publiceret: 13
Afgivet: 47
Modtaget: 45
Katja Jørgensen (f. 1998)
Jeg har efterhånden oplevet en del uvished og uforståenhed omkring mit forhold til anoreksien. Der er så mange der fejlagtigt tror at det udelukkende handler om udseende, om at ville være tynd og opnå et forskønnet urealistisk skønhedsideal. Men det er så langt fra den eneste grund til at anoreksi kan udvikle sig i sådan en grad, at det til sidst bliver direkte livstruende. Livstruende, men uden lyst til at få det bedre, fra anorektikerens egne øjne. Det starter ganske vidst nok, for mange ud som et spørgsmål om, hvordan det ideelle selvbillede er. Men der ligger så meget mere bag og i denne sygdom.

Den dag i dag, har anoreksien og jeg snart 7-års jubilæum. Jeg lever stadig med den som min trofaste partner ved min side igennem ild og vand, som var det et eller andet patetisk opreklameret ægteskab. De mange spørgsmål omkring hvorfor jeg ikke bare tager på, om jeg selv synes det er flot at være så tynd, om jeg aldrig er sulten, hvordan jeg overhovedet kan have energi til noget som helst med så lidt næring, osv. osv. har ligeledes været en del af min hverdag stort set lige så længe. Spørgsmål fra nære, bekendte, familie, venner, partner, der end ikke har stiftet bekendtskab med eller er blevet præsenteret for min soul mate: anoreksien.

For at imødekomme nogle af alle disse mange spørgsmål, der om nogen bekræfter hvilken uvished der foreligger omkring denne sygdom, har jeg valgt at åbne op, i et forsøg på at give en forståelse af, hvordan anoreksien kan udvikle sig fra (for nogen) at være et spørgsmål om et skønhedsideal, til at være livstruende i sidste ende. Det er derfor ikke en fortælling, der vil fange enhvers opmærksomhed, og ej heller en fortælling, der formentlig vil blive taget imod med kyshånd. Det er derimod en fortælling, som er nødvendig, bliver hørt. For den generelle forståelses skyld. For de pårørendes skyld. For anorektikerens skyld.

Det er hertil også vigtigt for mig at understrege, at denne fortælling udelukkende er min egen beretning, mit eget møde med anoreksien. Det er således på ingen måder ment som værende en generalisering af, hvordan denne sygdom opstår eller udvikler sig generelt. Enhver anorektiker har sig egen fortælling med i bagagen. Min hensigt er derimod at skabe forståelse omkring, at anoreksi er så meget mere end kun et spørgsmål om at leve op til det forskønnede urealistiske skønhedsideal.

En anden ting, som der ligeledes er vigtigt for mig at fortælle, er at det kommende muligvis lyder som en overflødelig fortælling for dig. Men denne fortælling, er skrevet med ærlighed. Den er skrevet med sårbarhed og tårer. Mange tårer. Den er skrevet med følelser, som jeg ville ønske ingen nogen sinde skulle opleve.

Hvis du således stadig læser med indtil nu, vil jeg bede dig om at være åbensindet overfor de næste ting jeg fortæller. Det kræver åbenhed at nå til forståelse. Uden åbenhed, giver denne fortælling ikke meget mening. Det vil måske lyde patetisk, for nogen ynkeligt, andre vil have en virkelighed der er for langt væk til nogen sinde at kunne forstå. Du vil undervejs måske stoppe op og tænke: "Hvad har det her med anoreksi at gøre?". Men husk, alt hvad jeg beder om, er din åbenhed, intet andet.

Rigtig god læselyst.

- K .

Dette er måske en lidt kontroversiel begyndelse på hvad der skal forestille sig at være en afklaring, en forklaring, men...

Forestil dig, at en mild udgave af din virkelighed, starter ud med at du i en alder af knap ni år, står for at lave din egen aftensmad, står for at lede byen rundt efter dit glansbillede af en fordrukken moderlig silhuet. Du ligger vågen og bange om natten, til lyden af glansbilledet der stille krakelerer, imens du om morgenen vågner op og går i skole som ethvert andet middelklassebarn, med et falsk smil og en oppudset facade. To år senere finder du dig selv stående med en elsket skrigende lille søskende-skabning liggende i dine arme, når du ikke ellers vasker sutteflasker eller skænker fra fadølsanlægget.

Forestil dig hvordan du ligger skrigende, grædende, ulykkelig klistreret fast til gulvet, dag efter dag, nat efter nat, hungrende efter hjælp. Men alt du modtager er en kontant konstatering om at tage dig sammen. Du går alene til lægen i en alder af 12 år, for en måned senere at blive diagnosticeret med din første depression. Du opsøger alene din sagsbehandler, efter at være blevet smidt ud hjemmefra og ikke have nogen steder at tage hen, men bliver mødt af beskeden om at "den må vi lige tage efter weekenden, jeg har ikke tid nu". Du finder en trappeopgang. En barnevogn står med gamle tæpper i. Du identificerer dig selv med barnet der kunne ligge i barnevognen. Hvor skrøbeligt, omsorgshungrende, forsvarsløst barnet er. Du tillader dig selv at låne et af tæpperne til natten over, kravler ind under trappen, sætter dig til rette, lukker øjnene lidt.

Forestil dig, at du aldrig har haft et sted i livet hvor du har kunne føle dig tryg. Hverken psykisk eller fysisk. Som i aldrig. Ikke som nyfødt, ikke som barn, ikke som teenager, ikke som ung, ikke som voksen. Ikke nu. Hverken i et hjem, i selskab af nogen, uden for dit hjem, eller uden selskab af nogen. Aldrig...
   Det føles lidt ensomt at tænke på ikke?

Forestil dig at flygte fra den ene tilstedeværelse, direkte ind i den næste. Fra en turbulent opvækst med alt hvad dette indebærer, til det der er værre end hvad fantasien sætter grænser for. Men du flygter ind i forblindelse. Du tror, at det du flygter ind i, er det bedre. Du tror det er lykken. Du føler dig redet. Men i virkeligheden, forsvinder du væk i kampen om at gøre det til dit livsværk, at redde din sølvpapirsprins, for at flygte fra din egen eksistens, fra dine egne indre ubekæmpede dæmoner.

Forestil dig, at det som præsenterer sig som værende en forklædning af en idyl lykke, det som du føler dig redet af, begynder langsomt men langt fra nænsomt, at afklæde dig. Stykke for stykke. Indtil du er helt nøgen. Modvilligt. Bestridende. Magtesløs. Enhver piges værste mareridt. Men hvad nu hvis det ikke kun er fysisk, at denne afklædning pinefult sker... Men at det derimod er hele din sjæl, dit sind, alt hvad du står inde for, alt hvad du altid har kendt til, den du er - der bliver afklædt. At dén udgave du kender af dig selv; langsommeligt, smertefuldt og traumatiserende bliver taget fra dig. Del for del. Du ønsker pludselig ikke kun men beder direkte skrigende til, at det kun havde været en fysisk afklædning. Alt imens du ikke kan gøre andet, end at se passivt på, hvordan de rester du engang havde tilbage af dig selv, stille og roligt smuldre indtil dit "gamle jeg" bliver til et ikke eksisterende fortrængt minde.

Forestil dig, at flygte fra og benægte hvordan du bliver afklædt. Du er jo overbevist om det er den der kærlighed som alle snakker om, remember? I stedet for at række en hånd ud og bede om hjælp, gør du hvad du plejer at gøre, hvad du altid har gjort. Forskønner glansbilledet. Forskønner de imprægnerede ord om at blive forladt, hvis du nogen sinde bliver overvægtig. Forskønner hvordan du svinder ind og ud af bevidstheden, hvordan du kæmper for dit sidste iltindtag. Forskønner kontrollen, magten, nedbrydelsen fra en anden. Forskønner, at du bærer rundt på din egen selvskrevne krimiroman. Dit indre skriger på hjælp og har gjort det lige så længe du kan huske. Du har allermest lyst til at kaste dig i armene på en nær bekendt, åbne op for hvilket helvede du dagligt gennemlever, lade tårene få sprit spin. Men samtidig ved du på forhånd, at ingen nogen sinde ville kunne forstå den virkelighed, du dagligt kæmper så hårdt for at flygte fra. Og igen. You can't fucking believe or trust anybody... Hvor end du gerne ville.

Kan du mærke det? Hvordan kontrollen over dit eget liv stille og roligt forsvinder. Alt hvad du har bygget din tilværelse og eksistens på og op omkring, smuldre væk mellem fingrene på dig. Du behøver ikke engang at overbevise dig selv om at livet bare er sådan, at nogen bare er mindre heldige her i livet end andre. For du har aldrig oplevet andet. Aldrig set andet. Du ved ikke der findes andet, ved ikke hvad "de mere heldige i livet" oplever.

Du kan ikke længere tænke selvstændigt, men du er stadig forblindet af troen om at det er kærlighed, det du lever i. Den eneste form for kærlighed, du nogen sinde har oplevet. Det eneste der holder dig i live, er hungren efter denne kærlighed. Men du ved denne kærlighed kan krakelere. Du ved i din sindsforvirrede tilstand, at den idylliske forklædte kærlighed kan krakelere, hvis du tager for meget på. I takt med at du efterhånden mærker hvordan lysten til livet langsomt forlader kroppen, gør du alt for at denne på forhånd dødsdømte kærlighed skal blomstre.

Du synes selv, du er ved at have lidt for meget på sidebenene, selvom vægten fortæller du har tabt de 7 kilo de sidste to måneder. Du spiser mindre, og mærker sulten. Du hader først at mærke hvordan sulten får din mave til at skrige efter næring, men du har ikke lysten til mad. Alt hvad du prøver at få ned, har ingen smag længere. Hverken din ynglings donuts fra Bronuts, din yndlingsjuice fra Joe & The Juice, eller hvad din favoritsnack end er. Dagene går. Ugerne går. Din mavesæk begynder stille og roligt at trænge sig sammen, din appetit bliver mindre. Andre er begyndt at påtale et vægttab, men du endnu ikke selv ser. Endnu ikke selv ser efter snart 7 år sammen. Når du ikke selv ser det, bliver det svært at indse et eventuelt problem. Svært at se, at kroppen har behov for næring, når der i dit hoved, kun er forbundet kvalme med indtagelsen af enhver form for næring.

Et par måneder senere begynder du at lægge mærke til at du ikke længere kan passe dine yndlingsbukser, men anser endnu ikke selv din ændrede spisevane som værende et vægttab. Et vægttab der ender som starten til et farligt kærlighedsforhold til smerte og kontrol. Mere smerte og kontrol, end hvad du i forvejen er opdraget af, og senere forblindet af. Ubetydelige personer pointerer at du har fået en flottere figur. Det hæfter sig fast i din øregang, imens du bliver vil-døv for resten de har at sige. At det klæder dig at have smidt et par kilo, men at det jo også er vigtigt at stoppe imens legen stadig er god. Pas nu på du ikke bliver for tynd. Du er jo snart kun skind og ben. Men husk på din manglende tillid til alt og alle. Det har ikke ændret sig over de sidste par måneders vægttab. Tværtimod. Du tager det ikke til dig, hvor meget du end burde. Det eneste du derimod lægger mærke til, er kommentaren om at du har fået en flottere figur. Fra ubetydelige personer. Men det er en anderkendelse. En misforstået anerkendelse. Men du hungrer efter anerkendelse. Det får du nu. Over din krop. En krop, hvis vægt er det eneste du endnu selv har kontrollen over. Det tror du i hvert fald. Du lægger ikke mærke til, hvordan de imprægnerede ord, har ført til starten på et kærlighedsbånds bånd til djævlen. Anoreksien.

Du oplever i stedet at den eneste ting du stadig har kontrol over i dit liv, er du ovenikøbet god til. Vægttab. Ellers ville de jo ikke sige din figur var blevet pænere. Det er vigtigt at understrege at du ikke har nogen planer, ønsker, eller andre formodninger om at ende med at blive så undervægtig, at du i tide og utide får næring i sonde, besvimer, må indlægges, osv. Du ønsker blot at få de ekstra kilo på sidebene, som du selv ser i dit eget spejlbillede, til at forsvinde. De ekstra kilo, der aldrig har været der, men som er blevet skabt af de imprægnerede ord.

Kampen om at få de ikke eksisterende ekstra kile på sidebene til at forsvinde, erstattes med årerene af en hungren efter kontrol. En hungren efter at have kontrol med bare en enkel ting i dit liv. Du hungrer efter tryghed omkring bare en enkel ting i dit liv. Du hungrer efter at lade den uhåndgribelige smerte forsvinde, erstatte den med en håndgribelig smerte. Kontrol giver dig tryghed. Du ved du har kontrol over hvor lidt du spiser. Det eneste du har kontrol med, er det. Du ved hvordan du fremkalder sulten, der kan få dig til at skrige af smerte, så du tvinges til at glemme den psykiske smerte. Glemme tid, sted og rum. Glemme den uhåndgribelige smerte. Du lukker derfor af for, når psykiateren tilbyder dig behandling for anoreksi. Eller som det så fint hedder i fagsprog: spisevægring.

Hvorfor?

Fordi. Anoreksien er alt du har tilbage. Alt du har tilbage, udover et sørgmodigt selskab af de to psykiske diagnoser der har den højeste dødelighedsrate. Alt du har tilbage, efter at de personer der skulle forestille sig at være der for dig - være dine rollemodeller, være din støttekilde, være dit alting - at deres handlinger, er årsagen til at du i dag deler diagnose med hjemvendte krigsveteraner.

Hvis jeg igennem min spisevægring, igennem min anoreksi, kan skabe bare fem minutters fred for at genopleve det hele igen. Er det for mig, alle indlæggelserne værd, alle besvimelserne værd, alle sondemåltiderne værd, alle spørgsmålene værd, alt uvisheden værd. Alt smerten værd, for at få bare et øjebliks overvurderet fred og ro. Få et øjebliks følelse af at eje sig selv.
Forfatterbemærkninger
Jeg ved ikke hvorvidt dette er værd at skrive videre på... Håber i vil dele jeres meninger med åbenhed...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/02-2021 06:13 af Katja Jørgensen (Anonymousi) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2280 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.