2 måneder, 12 dage siden

Fuck dig Robert Frost

Pandekagekomfur
Peter
7 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
7 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
5 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
4 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
1 år, 8 måneder siden
Livet er en rejse
Salomon
6 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
6 år siden
Wonder Woman, ny lakeret ...
Racuelle Hei...
5 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
8 år siden
savføre
Peter
7 år siden
Ryddedag
Sunstar31
6 år siden
Mit hovede er fyldt
SkriveTøsen
8 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
7 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
8 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
7 år siden
Ptojekt SØNDAGSJAM
Martin Micha...
1 år, 8 måneder siden
Tilrettet sofabord
Peter
6 år siden
Jeg har tænkt på dig i dag.
I toget på vej til arbejde.
Under alle mine møder.
I toget på vejen hjem.
Ikke kun fordi du lå nøgen ved siden af mig, da jeg vågnede i morges, dit ansigt begravet i min armhule, din ene hånd på mit bryst og dit ene ben svunget ind over mit.
Ikke kun.
Dine vilde krøller skjuler dit ansigt.
I mørket ser det ud som om, en puddel har krammet sig sammen til en kugle og forsøgt at gemme sig under min arm.
Jeg blotter forsigtigt dit ansigt.
Selvom det er mørkt, kan jeg stadig ane konturene af din pande og næse og dine læber.
Dit åndedræt er langsomt og næsten lydløst.
Uden at se på klokken ved jeg, at det snart er tid at stå op.
En sætning skramler rundt i mit hoved.
Nothing gold can stay.
Følelsen af tab rammer mig, allerede inden jeg er bevidst om, at jeg har tænkt på sætningen.
På digtet den stammer fra.
Og filmen hvor jeg første gang hørte det.
Jeg har været ca 14.
Filmen var en amerikansk ungdomsfilm.
The Outsiders.
Dengang syntes jeg, at det lød som en flommet, amerikansk udgave af poesibogsklassikkeren: roser er røde, violer er blå...
6 - 7 år senere, på universitetet, stødte jeg på det igen og fandt ud af, at digteren er Robert Frost.
Nu kunne jeg godt li' det.
Jeg er ikke blind for det faktum, at bevidsthed om proveniens potentielt farver min værdisætning, men jeg tror helt ærligt, at min pludselige påskønnelse (først og fremmest) blev udløst af min egen større modenhed.
Under alle omstændigheder dukker digtet nu ofte op i mit hoved som en påmindelse om at påskønne alt det, der er rørende og smukt, fordi det flygtigt.
Fordi alt er flygtigt.
Temporært.
Forgængeligt.
Som følelsen af din krop flettet sammen med min.
Skal du op nu? mumler du.
Om lidt, svarer jeg og kysser din pande.
Du trykker dig tættere ind til mig.
Hvis der nogensinde har eksisteret et øjeblik, jeg gerne ville fryse fast...
Mens jeg gør mig klar, stopper du mig flere gange og holder om mig.
Da projektørerne på stilladset på bygningen over for bliver tændt kl 7.
Mens vi venter på, at kaffen løber gennem filtret.
Idet jeg træder ud af brusebadet.
Mens jeg pakker min taske.
Øjeblikke af guld.
Som ikke kan vare ved.
Påstår Robert Frost.
Faktisk var Frosts primære pointe jo nok, at forfaldet ikke knytter sig til tingen, men nærmere er en konsekvens af, at vores syn på tingen forandres.
At vi, selv over for det smukkest og mest spektakulere, med tiden uværgerligt bliver blaserte.
Mens jeg tager frakken på, stiller du dig op på bænken i entreen og rækker armene ud.
Jeg går ind i din omfavnelse, og du kysser mig.
Mine læber.
Min hals.
Min nakke.
Det er guld.
Jeg lover mig selv, at dét aldrig vil forandre sig.
Fuck dig Robert Frost.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Fuck dig Robert Frost er publiceret 29/01-2021 00:43 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.