3 år siden

2 timer og 39 minutter

Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
5 år siden
Bornholm, Bornholm, Bornh...
Michala Esch...
12 år siden
Problemer?
EmmaBechh
6 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
7 år siden
Asken er kommet....
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
6 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
1 år, 9 måneder siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
6 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
4 år siden
Den onde nydelse
Regitze Møbi...
6 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
7 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
11 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
6 år siden
1-09
Halina Abram...
3 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
12 år siden
Kreativ Blokering og Auti...
Kianna Kitte...
3 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
4 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
4 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
7 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
8 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
7 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
5 år siden
Så lang tid tager det i tog - fra Esbjerg til Roskilde. 2 timer og 39 minutter og det vel at mærke uden de automatisk indbyggede DSB forsinkelser.

Jeg var heldig denne gang. Ingen forsinkelser. Jeg nåede det lige. Dog måtte taxachaufføren lige presses til at overse den mørkegule farve nede ved krydset ved Kvickly - jeg var ligeglad.

Mor ringede pludseligt, mens jeg stod i Esbjerg og skulle sejle ud med skibet.

Jeg kunne høre det var helt galt. Hun græd og hiksede - havde svært ved at forstå hende, men jeg var ikke i tvivl om hvad det handlede om. Far var på vej "afsted" og jeg skulle omgående komme til Sygehuset i Roskilde.

2 timer og 39 minutter med 10.000 tanker der moslede rundt i hovedet - kun én tanke var klar: Det var nu, jeg skulle sige farvel til far. Det øjeblik man som barn altid frygter - at tage afsked med en forælder.

2 timer og 39 minutter, hvor jeg bare skulle holde samling på mig selv i toget, samtidig med at jeg bad til at jeg nåede frem i tide.

Det var de længste 2 timer og 39 minutter i mit liv.

Jeg nåede det - kun lige...

Min far døde 15 minutter efter jeg ankom til sygehuset. Jeg nåede lige ind sammen med mine søstre og min mor - holdt ham i hånden og mærkede hans varme for allersidste gang, mens der gik længere og længere tid mellem hans vejtrækninger.

Til sidst holdt de helt op...

24 timer før var han oppe og gå. Dog med sin rollator og dog lidt forvirret - dopet af al den smertestillende medicin han fik pga smerter. Kræft i bækken og ryg og med alle de sygdomme der følger med. Han havde klare øjeblikke af ca 3 minutters varighed, hvor jeg kunne føre en normal samtale, se ind i de øjne jeg har elsket i næsten 50 år og mærke hans nærvær - 3 minutter ad gangen, som var mere end guld værd. Derefter blev han blik atter fjernt og han forsvandt ind i sin osteklokke i 20 minutter, inden han atter kom frem.

48 timer før, sad vi hjemme hos far og mor - spiste aftensmad og jeg drak det, der skulle være min allersidste far/søn øl med ham. Han var glad - vi havde haft en dejlig dag, hvor vi havde kørt rundt i hans bil efter han havde været ved optikeren og fået nye læsebriller.

Nu er han væk - efterladende et gabende tomrum, et enormt savn men også vished om, at det nok var det bedste der kunne ske, når det nu skulle være. Han har ikke længere smerter, han lever ikke længere et uværdigt liv hvor an er afhængig af sygeplejerskebesøg 4 gange i døgnet derhjemme fordi mor ikke har kræfter til at klare det.

Min far var min bedste ven i livet - familiens anker og os børns mentor i alle aspekter. Han var et godt menneske, en god mand for min mor og den bedste far vi børn kunne ønske os. Han var stolt af os og vi var stolte af ham. Og jeg var stærkt knyttet til ham, selvom vi ikke sås så tit som vi nok burde have gjort - men når vi var sammen, kunne vi sidde nogle gange hele natten til det blev lyst og snakke, drikke øl, grine, betro os til hinanden og bare nyde at være sammen. Han elskede når jeg kom over om sommeren - så skulle vi klippe deres hæk - den er enorm og vi havde det sjovt. Grillede om aftenen, hyggede os sammen med mor.

Der er så mange dejlige minder og dem vil jeg hige fast i. De sidste måneder var ikke værdige for far - jeg er glad for at jeg nåede at komme til Roskilde og holde ham i hånden, mens han gav slip på livet - jeg kan stadig mærke hans hånd i min, høre hans åndedræt der bare holdt op.

Og er stadig fortvivlet over tabet af min allerbedste ven i livet...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget 2 timer og 39 minutter er publiceret 25/06-2017 11:14 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.