6 måneder, 25 dage siden

Ved du hvor dit barn er?

ny på litteratursiden
Tue Omø (Jer...
3 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
8 måneder, 27 dage siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
3 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
1 år, 7 måneder siden
Fanø tur / retur
Ellen Tang S...
5 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
2 år siden
Hvem har noget imod mig?
Tue Omø (Jer...
2 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
5 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
4 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
3 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
5 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
2 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
4 år siden
Glyptoteket
Tenna Herman...
1 år, 4 måneder siden
AT forløb
Coleen
4 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
3 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
5 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
5 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
4 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
3 år siden
Nyt land
Christian Ba...
3 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
3 år siden
sjove måder at få læsere ...
Tue Omø (Jer...
1 år, 3 måneder siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
2 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
5 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
8 måneder, 17 dage siden
kommentarer, gerne, tak!!
Tue Omø (Jer...
4 år siden
håb
Halina Abram...
7 måneder, 2 dage siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
3 år siden
Bogforum here we comes, o...
Tue Omø (Jer...
7 måneder, 3 dage siden
En stille bøn
Bastian
5 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
3 år siden
Græsken
Halina Abram...
8 måneder, 11 dage siden
Dawn Under
Ruth Christe...
1 år, 6 måneder siden
Hej med jer,

Dagens surrealistiske oplevelse.

Pludselig er der en lille dreng, der banker på døren. Jeg tror han var omkring 3 år gammel. Jeg åbner op og vi bliver begge overraskede. Jeg var helt klart ikke hvem han forventede at se og omvendt. Han siger ikke noget og jeg løfter et øjenbryn for han er helt alene. Hvad i alverden laver han her?

Så skræmmer Spooky ham desværre ved at løbe op til ham, så nu begynder han at græde og jeg tænker: "Oh shit, oh shit, oh shit. Hvad gør jeg?!" Jeg har ikke nogen erfaring med børn selv når de er glade, så jeg er som en fisk på land. Børn is not my thing. Hvordan får jeg "den" til at stoppe med at hyle?

Jeg starter med at hive Spooky væk fra ham. Så prøver jeg at tale med denne lille mini alien skabning, spørger om han er blevet væk og håber inderligt, at jeg ikke bliver nødt til at finde en måde, at få dette barn ned til politistationen på. Jeg har nemlig ikke bil og det ville være temmelig svært for mig.

Han løber ikke sin vej, men han siger heller ikke noget, stirrer bare på mig og græder. Og jeg spekulerer kort på om det ville være acceptabelt bare at lukke døren og ignorere ham. I know, I know...ikke mit bedste øjeblik, men som jeg sagde ... børn er bare virkelig ikke mig. Der er en grund til at jeg er 34, single og barnløs med kæledyr. For at være ærlig dog, så varede det øjeblik heller ikke mere end cirka 0.005 sekunder og jeg var mindst lige så freaked out som han var. Cut me some slack. Jeg er bare et menneske og ikke fejlfri.

Så beslutter jeg mig for at sætte mig ned på mine knæ (mener at have hørt noget om børn og øjenhøjde et eller andet sted)...jeg er virkelig høj og han er meget lav, så jeg tænker at det måske vil hjælpe og jeg vil virke mindre skræmmende på ham. Det virker heldigvis, han holder op med at græde og da jeg rækker en hånd ud, så tager han den og følger bare lige efter mig ind.

Det hyler mig i den grad ud af den...jeg mener, for fanden...har hans forældre aldrig fortalt ham om stranger danger??! Jeg kunne være en pædofil eller en morder eller en pædofil morder og hvis det er så let for mig at lokke dette barn ind i mit hjem, så finder jeg det rystede at tænke på, hvor nemt det ville være for et rigtigt monster. Børn er så naive, det er virkelig skræmmende.

Plus...der er et fremmed barn i mit hjem og... "Åh Gud, hvad hvis jeg bliver beskyldt for kidnapning hvis nogen finder ham her!?" Så vidt jeg ved må du ikke bare tage andres børn med ind i dit hjem!? Men hvad skulle jeg gøre? Han var alene. Jeg kunne jo ikke bare efterlade ham derude i den kulsorte opgang. Jeg er måske ikke børneglad, men jeg er heller ikke hjerteløs.

Så jeg viser ham ind i min stue, sætter ham på en stol og jeg formår at få et navn; Lucas. Jeg giver ham nogle servietter så han kan pudse næse samt et glas limonade (sukkerfri, of course) og en snack i form af friskvasket agurk. Jeg har ikke tænkt mig at give slik eller sukker til en andens barn. Jeg hader det selv, når folk giver Spooky godbidder uden at spørge om tilladelse først.

Og vi taler. Eller okay...jeg taler og forsøger at få nogle nyttige oplysninger ud af ham, hvilket ikke er nemt forresten, da jeg hurtigt opdager at et barn så ungt åbenbart ikke ligefrem giver meget mening når de snakker. Det er lidt som en runde af tegn og gæt...og jeg har aldrig været god til det spil, fuck.

Det er lige der omkring at jeg begynder at undre sig over hvorfor forældre ikke sætter et halsbånd på deres afkom med navn og nummer, som vi gør med vores hunde. For lad mig fortælle dig, det ville det have gjort denne opgave meget lettere for mig. Jeg taler altså ikke "3-årig." Jeg forstår min hund bedre end jeg forstod ham. Hundesprog er nemmere end børne sprog.

Alligevel, så får jeg leget detektiv og får regnet noget at situationen ud. Han var ude på en tur med sin mor og han løb åbenbart i forvejen for at komme hjem og på en eller anden måde nåede han aldrig frem. Så nu forestiller jeg mig en hysterisk mor, der løber rundt i området på udkig efter sit tabte barn. Jeg er ikke i stand til at stykke sammen hvor præcist han bor, men jeg regner med at sådan et lille barn ikke vil være i stand til at gå langt, ergo må det være i nærheden. Så jeg klæder mig på og så tager jeg ham udenfor i hånden og håber at vi hører nogen kalde hans navn. Please, please, please.

For enden af ​​min vej løber jeg ind i hans meget bange mor og lettelsen i hendes øjne, wow. Det viser sig at de bor lige ved siden af, bogstaveligt talt i bygningen ved siden af ​​min, samme etage og side. De er lige flyttet hertil og drengen er åbenbart blevet forvirret og har fået blandet husene sammen. Hvilket jeg forstår fuldt ud, alle bygningerne her er fuldstændig identiske.

Moderen var nået tilbage og da hun hørte fra sin mand, at Lucas aldrig var kommet hjem, så gik hun i panik. Hun var så taknemmelig og heldigvis ikke sur over, at jeg havde fodret hendes unge. Han havde stadig lidt agurk i hånden, det var lidt svært at skjule. Så denne historie havde en god afslutning med mor og barn genforenet. Men...hvad hvis det ikke var mig han var rendt ind i? Der er en masse psykopater derude. Hold øje med jeres yngel, folkens.

Puha, det var altså underligt.
Men jeg synes da jeg klarede den okay.
Også selv om det var helt uden for min "comfort zone."

Vær hilset,
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ved du hvor dit barn er? er publiceret 30/10-2017 18:24 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.