15 dage siden

Længes hjem

Hvad vil du være?
Marie Martin...
4 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
5 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
4 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
5 år siden
Nyt land
Christian Ba...
3 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
4 år siden
Godt nytår, nu vil jeg br...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
Så er jeg ved at gøre kla...
Tue Omø (Jer...
1 år, 4 måneder siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
5 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
5 år siden
Kender du DarkRay, jeg gø...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
Anne Linnet i Det Kongeli...
Kianna Kitte...
5 måneder siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
5 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
3 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
2 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
3 år siden
Hr Solsort
Peter
2 år siden
nye idéer til en udfordre...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
1 år, 10 måneder siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
5 år siden
Dagbog Helmand
02/03-2004

Jeg står på taget af et hus, eller rettere nogle mure hvor der ovenpå er lagt et tag. Det er lavet i ler.
Der er ikke vinduer i og det ligner mest af alt noget nogle ufaglærte håndværkere har lavet. Ikke desto mindre er bygningen egnens nye stolthed. En kulturel højborg der stolt knejser sig fra den røde lerjord op imod himlen. De skæve mure er rammen om en skole der igang med at blive bygget. Tanken er, at pigerne fra de omkringliggende landsbyer skal have undervisning her. Taleban har hidtil straffet ethvert tilløb til at undervise piger med den ultimative straf. De slår dem ihjel hvis de finder ud af det. Jeg må tilstå at jeg hader Taleban og jeg hader religion i al almindelighed. Det åndsformørkede terrorist regime der er blevet presset ned over den afghanske befolkning skal bekæmpes og det vil jeg gøre mit til, at det sker.
Byggeriet af skolen er midlertidigt gået i stå. Materiale mangel er et stort problem hernede. Korruption, klansammenstød og tyverier styrer alt i dette samfund. Det virkede let nok at reformere Afghanistan hjemmefra. Når man her er, er det en anden sag. Problemerne er mildest talt uoverstigelige.
Min makker Enok står sammen med mig oppe på taget. neden for huset står vores kollegaer. Syv er vi ialt. Her står vi vores kakifarvede kampuniformer. Midt ude i ingenting. Bevæbnet til tænderne med alt det nyeste isenkram, og sætter vores liv på spil for nogle lerklinede vægge. Uniformen og den skudsikre vest er nådesløs varmt at have på i den bagende sol. Man har altid sand i munden, sand i øjnene. Kikkerten tæt ind til øjnene. Panorerer frem og tilbage. Langsomt afsøger jeg horisonten. Den horisont jeg er ved at være mæt af. Her sker ikke en skid. Eller også sker der alt for meget. Det værste ved Afghanistan er ventetiden. Ventetiden i varmen på at der skal ske et eller andet. Men det gør der sjældent. Det er så kedeligt at vi ikke engang gider snakke sammen. Jeg overvejer seriøst at tænde den joint jeg har i lommen. Ved godt jeg ikke gør det men har lyst. Skulle fokusere på at spejde, men mine tanker flakser hele tiden hjem. Hjem til Danmark. Til hende, min smukke kæreste og den lille som jeg forlod da hun var tre måneder gammel. Nu er hun snart et år. Jeg har ikke været der. Hun ved ikke noget om mig. Fyldes pludseligt med lede. Over at jeg er sammen med en masse mænd, i stedet for at lege med hende. At jeg ikke passer på hende, at jeg ikke engang ved hvem hun er.
Jeg misser det vigtigste i mit liv for at beskytte et skolebyggeri i et fremmed land.
Jeg savner det simple liv. En dagligdag med jer. Banale indkøbsture til supermarkedet. Kedelig pligtsex søndag morgen og en køretur ud i det blå. Det føles som om at jeg ikke bare fysisk men også mentalt er tolv tusinde kilometer væk fra jer. Vil tæt på jer igen. Da vi bliver afløst og vender hjem til basen tænker jeg på at min prioriteringer i livet trænger til et seriøst service tjek.
Dagen efter hvor vi er på patrulje i området omkring basen, hører vi at et missil er kommet ud af det blå og har destrueret skolen. To kollegaer er såret, men heldigvis ingen omkommet. Skolen skal genopbygges.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Længes hjem er publiceret 06/02-2018 14:54 af Peter Hansen (Toscana).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.