2 måneder, 29 dage siden

Ensomhed

Said Mansour...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Et digt
Peter Munk (...
7 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
3 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
4 år siden
Kreativiteten Længe Leve....
Kianna Kitte...
3 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
3 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
3 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
8 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
5 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
5 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
4 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
12 år siden
Under isen
Tine Sønder ...
7 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
1 år, 9 måneder siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
6 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
11 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
7 år siden
Ensomhed er min ven og har været det i mange år. Jeg kender min ensomhed. Nogle gange fylder den ikke så meget som de andre gange. Når den fylder så meget, kan jeg godt blive trist og længes efter et kram. Den har fulgt mig i godt og ondt, i gode og dårlige perioder.

Følelsen af ensomhed begyndte at komme flere gange og fylde mere efterhånden efter jeg fik depression for nogle år siden. Det hele begyndte at gå hurtigt ned ad bakken, og jeg følte ikke jeg havde nogen. Jeg følte mig forkert. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke andet kunne tænke på hvordan jeg skulle komme igennem dagen. Det var rigtigt hårdt.

Der skete rigtig mange ting i den lange periode fra den dag jeg mærkede på mig selv jeg ikke havde det særligt godt til den dag jeg begyndte at få det bedre. Jeg havde så mange følelser som jeg ikke kunne rumme og håndtere. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få dem ud, få dem sagt højt. Det var aldrig nemt at fortælle jeg følte mig ensom. Grunden til, jeg følte mig så ensom, var fordi jeg var alene med alle de følelser og tanker. Når jeg endelig prøvede at fortælle hvordan jeg oprigtig havde det, blev jeg ikke hørt. Der skulle så meget til, før jeg blev hørt, og det magtede jeg ikke. Det overskud jeg havde tilbage, var at kæmpe for at overleve dagen.

Jeg husker en episode, hvor jeg gik hen til stationen og sad på en bænk. Jeg husker ikke hvor længe jeg sad der. Jeg havde rigtig mange negative tanker kørende i lynhastighed. Jeg havde lyst til at give op. Jeg så ingen udveje ved enden af depressionen og den situation jeg var i. Jeg følte jeg tabte kampen og jeg var en fiasko. Lige pludselig rejste jeg mig op og gik lige ud mod sporet. Jeg ved ikke hvad der skete lige dér, men blev stoppet af en mand, der sagde et eller andet. Jeg blev forskrækket og stirrede på ham i et øjeblik. Jeg gik tilbage til bænken og sad der. Efter et stykke tid tog jeg hjem.

Denne episode tror jeg ikke jeg har fortalt det til nogen. Jeg kan ikke huske det. Jeg havde det så skidt og havde lyst til at give op. Alt var sort. Ensomheden fyldte rigtigt meget, også når jeg var sammen med nogen.

Det har været en kamp at nå hertil, hvor det går som det skal, også med de små bump på vejen. Selvom det går godt, kan jeg til tider godt føle mig ensom, men ikke på den samme måde som førhen. Jeg er også blevet bedre til at fortælle mine følelser og tanker højt. Det er stadig noget jeg øver mig på.

Jeg har lært min ensomhed at kende, og det behøver ikke være en dårlig ting. Spørgsmålet er hvorfor føler man sig ensom. Det er tabubelagt at sige højt at man føler sig ensom, hvilket er ærgerligt. Man kan ikke selv gøre for det, og det er bedre at snakke om det end at holde det for sig selv, men det er nemmere sagt end gjort, og det ved jeg alt om.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ensomhed er publiceret 31/07-2020 21:35 af Kristina Krille.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.