9 måneder, 25 dage siden

Et skridt frem...

Min vingeskudte wingman
Flickarocks
6 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
4 år siden
Hjem igen
Salomon
6 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
2 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
6 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
6 måneder, 12 dage siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
5 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
5 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
4 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
4 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
5 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
13 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
7 år siden
Jeg vågner, fordi jeg får en en besked på min telefon. Eller også er jeg allerede vågen, men endnu ikke helt, og så er det skarpe 'pling' bare det sidste skub ud af søvnen og ind i det, der ind til videre har har vist sig at være en helt igennem upåfaldende, blygrå mandag i december.
Afstanden fra min seng til de tunge gardiner er præcist så stor, at jeg er nødt til at stå op for at trække dem til side. Det er ubevidst, men praktisk fordi det tvinger mig til at tage stilling.
Stå op og vågne helt, eller blive i sengen og sove videre?
I dag står jeg op.
Det gør jeg som regel, nærmest uanset om der er nogen tvingende grund til det ud over den, at jeg altså er vågen. Det er bare et møster, jeg følger. Når jeg har sovet og så vågner, står jeg op.
Med gardinerne trukket til side, registrerer jeg dagens nuance af grå, åbner vinduet og lader den kølige medvind blæse mig ud af soveværelset gennem entreen til køkkenet.
Jeg sætter kaffekværnen til at kværne og elkedlen til at varme og bruger så ventetiden, indtil jeg kan kombinere produkterne af de to processer, under en skoldhed bruser, der spuler de sidste rester af søvn ud af min krop.
Efter et kort ophold i mit påklædningsværelse, der til forveksling ligner mit soveværelse, vender jeg tilbage i køkkent.
Duften af varmere himmelstrøg fylder rummet, og jeg ser fascineret til, mens et skeskabt vortex grådigt opsluger den sjat af iskold sødmælk, jeg meget nødigt vil undvære i dagens første kop kaffe.
Jeg sætter mig ved spisebordet i stuen. Den ene halvdel er dækket af vasketøj, som jeg tog ud af tørretumbleren i går aftes, men ikke orkede at lægge sammen inden jeg gik i seng.
Den anden halvdel er fyldt med arbejdsting. Laptop. Notesbog. Kuglepenne. Hovedtelefoner. Diverse papirer.
Det første sip af kaffen brænder på mine læber, min tunge og i svælget. Udenfor står afklædte træer og vinker stift med deres nøgne grene. Og bag dem er naboejendommen indhyllet i stilladsrør, presenninger og arbejdsmænd. Sidstnævnte slæber isoleringsmåtter og lægter og råber beskeder til hinanden på tværs af etager og hen over larmen fra hamre og hejsespil og vinden, der rusker.
Efter endnu et par sip er trætheden også ude af mit hoved. Jeg åbner min telefon. Beskeden er fra mit arbejde. Nye corona-restriktioner. Igen flere uger med nedsat adgang til virksomhedens lokaler og en opfordring til at passe på sig selv og sine nærmeste.
Mit blik vender tilbage til arbejdsmændene på stilladset.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Et skridt frem... er publiceret 07/12-2020 13:18 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.