Kære dagbog, fredag d. 19/4 2024,

evolutionært er storetåen et mirakel - den er en genial konstruktion, evolution og mutation, fordi at den tillod mennesket at bruge hænderne, stående oprejst på 2 ben istedet for 4. Dermed var tommeltotten fri til ydeligere at evolutionære det unikke menneskelige greb om objekter, såsom penis og vagina, og andre erogene zoner. Dette skabte dels muligheden for videreudvikling af redskaber, samt onani. Med hjernens kreativitet og mutationsevne samt hændernes kunnen fri til at fokusere på andet end mageritualer og jagt, kunne mennesket derfor rette fokus imod opbygning af dets elskede civilisation, eller zoo og fængsel, om man vil. Onani skabte civilisationen.

Men det skabte også en kløft imellem kønnene - for med energien gående til civilisation og til sociale udfordringer deri, fra begge køn, blev den førhen naturlige og ubesværede kærlighed, og menneskets biologiske drift imod monogami - monogamien inden civilisationens opståen, vel at bemærke, sværere og sværere at vedligeholde. Svaret iblandt de fleste civilisationer var først patriarkat, slavegørende det ene køn, og dernæst krig, og enhver krigs følgesvend = voldtægter. Civilisationen Rom, i dets allertidligste stadie, var stolte af fortællingerne om Remus og Romolus, tvillingerne der grundlagde byen Rom, og tvillingerne der kidnappede en nabostammes kvinder, slavegørende dem alle til sexslaveri. Begivenheden blev hyldet årligt, til senere senatorer, under en stigende overklasses indflydelse - heraf adelskvinder, afskaffede den årlige fejring. En tradition som Luper Calia, hvor unge mænd løb nøgne igennem gaderne, mens unge ugifte kvinder SKULLE piske sig selv med piske af dyreskin, blev dog vedligeholdt, i mange år.

Anyways, hvis man læser avis, er der jo helt utroligt mange historier og debatindlæg, om en kamp imellem kønnene. Imellem selve den såkaldt "maskuline"/kyniske energi, og den "feminine"/sensitive. Personligt finder jeg intet maskulint ved kynisme - tværtimod er kynisme det modsatte af hvad en "rigtig mand" er, i min optik - en erobrer er ligeledes i min verden ikke en rigtig mand. En rigtig mand er en god fader - en rigtig mand vækker ikke en kvindes kærlighed, uden intention om at opretholde den; som en gartner der planter frø, og vedligeholder dem. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad en "rigtig kvinde" er - en kvinde der fravælger eller ikke kan få børn, ved jeg dog stadig er en "rigtig kvinde"; det kan pr. definition ikke være et spørgsmål om forplantningsevne, da denne jo nu engang ikke er synlig ved indledning af et romantisk forhold - så medmindre at den såkaldte "rigtige mand" slet ikke søger en voksen kvinde, men en lille pige, så betyder forplantningsevne ikke noget i definitionen af "en rigtig kvinde".

Jeg skriver dette, fordi at jeg synes at det er så trist - altså ud fra et fuldstændig egoistisk synspunkt, især ift. dating. Og ift. dating tænker jeg ikke på selve forholdet, som jeg ikke har meget erfaring med - eftersom jeg kun har været i ét forhold, men på den indledende kontakt, og især første date.

Jeg var for nogle uger siden på en date, den sidste jeg tager på i lang tid tror jeg; fordi at en længerevarende tiltrækning for nylig virkelig gjorde ondt, da det ikke blev til noget, andet end misforståelse.

På daten, der foregik på AROS Kunstmuseum, havde vi stort set ikke skrevet sammen inden, men var blevet enige om bare at mødes, inden at vi skabte billeder af hvem hinanden var, uden at have mødtes. Det startede godt på daten, omend jeg som altid ikke flirtede, og prøvede at være en gentlemand - jeg kan ikke bare springe ud i det, og har brug for at fornemme grænser og jargon først, inden nogen som helst grænser kan overskrides. Altså, inden at det kan gå fra at være venskabeligt til at være romantisk.

På daten fortalte jeg at jeg var førtidspensionist, og jeg kunne med det samme fornemme, at det var et stort turnoff - jeg tror at hun allerede besluttede sig dér. Og jeg kunne mærke det. Men stadig havde vi en hyggelig date, på en time eller halvanden, cirka, tror jeg. Hvor vi blandt andet så en udstilling om kvindelige frihedsikoner fra Iran/Persien. Den var meget rørende, og det samme var historierne om de kvinder der var blevet dræbt, tortureret og landsforvist, for blot at ville eksistere. Også inden præstestyret i Iran tog over - men selvfølgelig mindre ekstremt end det er i dag.

Anyways, daten var hyggelig, og hun både tiltrækkende, sød, rar og interessant, meget endda, men jeg kunne ikke give mig hen, og give hende den opmærksomhed hun fortjente, følte jeg undervejs - jeg skulle aldrig være taget på daten, dels pga søvnløshed og stress, og måske stadig forelsket i den anden; der ikke vil have mig. Forståeligt nok, oven på vores misforståelse, som jeg håber snarest muligt bliver løst - men nok uden at der nogensinde vil være den samme indforståethed som før; det har vi såret hinanden for meget til, desværre. Ubegribeligt desværre..

Mod slutningen af daten, da vi skulle sige farvel, sagde jeg ret vævende og usikkert "øøh, ja, jamen vi tales ved,.." - "Nej, det gør vi ikke, jeg følte ikke at der var kemi. Det gør du vel heller ikke, kunne jeg mærke," - "Det ved jeg ikke, som jeg skrev inden så har jeg brug for mere end én date for at kunne bedømme kemi, men det er så fair, og det respekterer jeg selvfølgelig at du føler," - "Dejligt, men ja, tak for i dag, og kom godt hjem," - "I lige måde, og tak for en hyggelig eftermiddag,". Altså CIRKA sådan forløb samtalen.

Jeg blev klogere, fordi at omend hun havde ret, så har jeg hørt det før - at jeg er svær at læse, især ift. attraktion. Altså, jeg VED at det ikke er første gang at kvinden føler, at jeg ikke er interesseret, trods jeg er - jeg er bare langsom og prøver at være en gentleman. Og desuden har jeg lidt af berøringsangst hele livet, altså, det kan føles som at få stød, bare dét at støde ind i nogen i bussen, f. eksempel. Det er noget af den største forbandelse, fra overgreb i barndommen. Men det er blevet langt, langt bedre med årerne. Og var der slet ikke med min eks, fra første færd, omend der var angst for intimitet på andre måder; ikke i form af impotens, men i form af angst for at binde mig til et forhold uden fremtid via sex, og i form af angst for at gøre hende gravid, da hun ikke troede på abort, og var et Jehovas Vidne - jeg vil for altid respektere hendes valg om at være dét, men vil ikke have et barn der vokser op i det. Basta.

Ift. berøringsangsten er jeg instinktivt bange for at overskride andres grænser, alle, med berøring - jeg er helt mekanisk dødsendsangst for at give andre "stød", på samme måde som jeg selv kan føle berøring som; hvordan skulle det kunne være anderledes. Berøringsangsten er blevet langt, langt nemmere at danse med, via Qi Gong, og masser af terapi. Men helt kureres bliver den nok aldrig. Det gør dating... svært, mildt sagt.

For det er min oplevelse, selv her i 2024, at der er en forventning om at manden tager styringen, altså i den første intimitet. Det forstår jeg godt - i resten af forholdet kan yang sagtens tilfalde kvinden, mens yin tilfalder manden, eller omvendt selvfølgelig, eller optimalt skiftes rollerne (lider man f. eks. af stress i en periode, har man ikke brug for yang-energi, men for yin, uanset køn). Yang er ikke yin's modsætning, men forudsætning, og omvendt - det er i balancen mellem energierne, imellem kaos og det rigide, at fred findes. For mange.

Jeg forstår godt at kvinder har brug for at føle, at manden tager det første intime skridt - håndberøring, f. eks. Tager kvinden det første skridt, tilsiger kulturen jo, at hun så signalerer til manden at hun er seksuelt ledig og villig; og forholdet risikerer at slutte brat, i tilfælde af at manden ikke er en rigtig mand, men en lille dreng i voksen krop, der ikke kender betydningen af ordet "ansvar". Som er bange for at se sine frø plantet i jorden gro, og som ikke er trænet i tålmodighed, ift. sig selv og andre. For unge er det naturligt - for ældre, over 22 år (hvor hjernens frontallap er færdigudviklet, og den organisatoriske evne kan stilles til ansvar; inden da, inden 22 år, kan man ikke forvente af noget menneske, at de er fuldt ud klar over konsekvenserne af deres handlinger, uanset køn og kultur - det er et spørgsmål om biologi; noget vores samfund IKKE er indrettet efter. Det er dog heller ikke vildt mange år siden, at neurologien gjorde opdagelsen, så det er naturligt og uundgåeligt, at det tager tid for den viden at nå samfundet, og dem der stemmer på dybt uansvarlige, dybt videnskabsfornægtende politikere - over hele det politiske spektre. Selv mange psykologer, der dog kunne forventes at vide lidt om hjernen, er klar over hjernens udviklingsstadier, og mutationsmønstre.

Jeg har læst meget om det hele fra en ung alder, pga risiko for sygdommen Huntingtons, en neurologisk, degenerativ sygdom, som min pædofile moder havde - den forklarer eller undskylder dog ikke hendes pædofili. Men jeg ville engang gerne forstå sygdommen - og hjernen, for at forstå min psykisk og fysisk syge moder og hendes vanvittige handlinger, og for at forstå hvad det var der ville ramme mig selv; eftersom jeg var overbevist om at jeg havde sygdommmen. Selv om at planen var at begå selvmod, med sygdommen som undskyldning, så skulle jeg jo lave et eller andet, når jeg sad og goooglede, eller gik på biblioteket - og valget faldt på neurologi, psykologi og filosofi. Og historie/antropologi, mit drømmestudie.

Det er vigtigt at sige, at moderne forskning ikke peger på hjernen, men på mavesækken som tagende utroligt mange ubevidste beslutninger - en-cellede organismer, altså det simpleste liv på planeten som vi alle oprindeligt, for milliarder af år siden, opstod af (jævnfør VIDENSKABEN... som uuddannede men relativt passionerede jeg har forstået det). En-cellede organismer er mavesække, og ikke meget andet - vi er ikke hjerner der er kravlet op af havet, eller omkring gejsere, men mavesække (videnskaben er i tvivl om, hvorvidt det første liv på planeten opstod omkring gejsere, eller på havets bund; men metallet Mangan og vand spiller en hovedrolle, ligesom mangans og vands fusion via et kometnedslags enorme varme ved sammenstød - så meget ved man. En proces der minder meget om samleje).

Anyways... altså, kønsroller..

Min bostøtte fortalte mig i dag om en psykolog, jeg vil læse op på - Daniel Siegel. Hun, min bostøtte, fortalte om en teori af ham, der handler om psykologisk pendulering imellem polariteterne Kaos og Rigiditet. Vi havde inden da talt om Auswitz, og om KZ-lejrene, ift. at finde mening i absurditet. Hun er langt mere intelligent end jeg, og vi har nogle spændende samtaler, som kan lyde ret intellektuelle, men det er altså psykologi, og min krise, vi talte om.

Jeg synes det lød vildt spændende, med den pendulering imellem kaos og rigiditet - 2 negativer, ingen af dem attråværdige. Alene den tese giver mening.

Jeg er ikke opvokset med de samme kønsroller som mange andre - ikke på Osho RISK. Mændende dernede ville traditionelle danskere nok kalde ret feminine, når de ser mænd give hinanden lange, lange knus, og kvinderne for maskuline, når de ser at det som regel er kvinder der er terapeuter, og kvinder der styrer køkkenet, grupperne og den daglige gang (for tiden er det dog vistnok en mand, en virkelig rar og ansvarlig mand jeg har kendt det meste af barndommen). Jeg blev dybt, dybt chokeret, da jeg med langt hår og slidt hippie-tøj mødte op i børnehaven for første gang, og på de mange senere skoler jeg gik på (hvor jeg var en vred ung dreng, der aldrig mobbede (som jeg husker det), men som altid var på tværs af "de voksne", en klasssens klovn der ikke var bange for at ydmyge sig selv, men som mange også var bange for, tror jeg desværre - og som blev massivt mobbet, altid af de ældre klasser; aldrig af dem jeg gik i klasse med, hvad jeg ved af).

Men jeg HAR haft et behov for at "gro nogle nosser". Det hører dog et andet indlæg til.

"Mænd der hader kvinder"... "Kvinder der hader mænd"... det er trist. Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke behovet for den binære tænkning, den sort-hvide tankegang. Jeg kan ikke udstå snakken om "ens indre kvinde" eller "ens indres mand", og kan ikke udstå snakken om "en rigtig mand" og "en rigtig kvinde" - alt er relativt; hvor fucking svært kan det være?! Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet (Kant's kategoriske emperativ, i filosofien). Karma. Uanset køn - men åbenbart ikke for mange.

Selvfølgelig har jeg selv bias som mand - imod kvinder og mænd. Selvfølgelig. Jeg har ubevidst adfærd, ligesom alle andre - sikkert MERE end mange andre! Men... aaargh!, jeg ved det ikke, jeg ville bare ønske at andre fandt samme frihed i sætningen "jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke! Hvilken befrielse, for måske gør du, og dét giver mig en grund til at leve!".

Jeg er hiphopper, og på afstand ligner jeg nok en klassisk kvindehader - da særligt med min historie. Indtil man lærer mig at kende - det kan INGEN benægte, der har mødt mig! Derimod skal der nok være masser af mænd/små drenge i voksenkroppe, der synes at jeg er kvindagtig, qua min "offermentalitet", og deres kynisme. Det rager mig en papand.

Men jeg må indrømme, at jeg er sexistisk selv = på et ubevidst plan. Jeg ved ikke hvordan jeg er det, og jeg har aldrig fået det skudt i skoene - af hvad jeg ved af, men jeg kan ikke tro at jeg IKKE er det, i dette land, hvor alt er så rigidt, hvor der er så mange regler og normer, forventninger og stive meninger, og så megen konflikt. Jeg MÅ have mine sexistiske sider!

Men gudskelov ikke så meget som andre, for.. det må da være så trist!! Det må da være trist ikke at kunne tage en kjole på som mand, fordi det vækker ubehag og angst for at tabe ansigt. Det må da være trist hele tiden at skulle passe ind i en skabelon, hvor man opfører et skuespil for alle, for at passe ind - det gør vi selvfølgelig alle, til en hvis grad velsagtens - ikke kun for at passe ind, men selvfølgelig også af respekt for andre, og for at vi kan have de samme forudsigelige dialoger som vi har haft de sidste 75.000 år, bogstaveligt talt. Konflikten mellem kynisme/koldblodighed, og sensitivitet/varmblodighed - og selvfølgelig balancen, som vi alle uden undtagelse søger, for selvfølgelig har kynisme en plads i livet og er uundværligt i visse situationer, men sensitivitet er pr. definition stærkere/mere adaptivt = jævnfør Darwins evolutions-teori slår sensitivitet kynisme, any time of day. Men yin yang = hinadens forudsætninger, ikke modsætninger. "Der skal mørke til, for at se stjernerne" - østafrikansk ordsprog.

Jeg runder af - en god sang er Akua Naru - Tales Of (Wo)Men //"Live & Aflame Sessions" (titlen på youtube). Hvad for en sang synes DU er god?? Jeg elsker at lytte til ny musik, jeg aldrig har hørt om før, men kan ikke love at jeg svarer på mails herinde, pga lavt overskud - tag det ikke personligt.

Nå ja, et digt af Ben Okri fra Nigeria, som jeg ikke kender titlen på; æstetikken er som den skal være i digtet, altså i originalen (...) =
I was talking to a builder
of bridges and asked
how he built the structure
that brings two warring elements
together.
This was his answer.
What is a bridge?
A land divided, or the gap
between? Most see a unity
wrought through necessity
and compromise, mutual
respect, or cohabitation.
But he was interested in the space
separating these two lands
that perhaps are one hope.
And thinking of the vacuum
made him forge a
rare concept, one worthy
of an old myth.
He built
a bridge that acknowledged
the empty space.
To walk that bridge
is to feel the swaying danger
of the wind and the heights,
the howling drop.
No one
can walk the bridge without
respect, holding on carefully
to the ropes on either side,
aware of the beauty
and the depths and rocks,
the pitiless desert all around.
Its strangest feature
is the gap that runs through
the center. Neither half meet.
The gap is for thermal expansion
of the tough material.
It's not the two territories
that deserve it, but the rage
and the void between.
That's where history falls through.
We need a new kind of bridge, not one that
brings these irreconcilable
peoples together but that reminds
them every day into what emptiness
they both can fall. And there is no
end to that fall, not now or for
all of history to come. Perhaps
the madness will make them
create the kind of bridge that has
never been built before.
Not a bridge
of peace, but of a terror for a world
in which peace can never be.

(værk i billede lavet af mig selv)