I et nu opløstes verden i et fyrværkeri af pulserende lyd, som blodets brusen gennem for snævre årer, der blev ekkoet tilbage når den ramte fastere strukturer i hovedet. Bølger af utilpashed og svimmelhed skyllede ind over hende i splitsekunder og fra cellerne indeni hendes hoved - de mikroskopiske kraftværker, der var skyld i disse overgreb på hendes vilje - marcherede flere gange i sekundet hære af elektriske impulser; hurtigere, hurtigere, hurtigere ... for til sidst at kortslutte hendes sidste, spinkle forbindelse til virkeligheden. For at redde resterne af hendes forstand, tænkte hun. For at der ikke skulle ske større skade end der allerede var sket. Lukke ned for alle andre systemer, så skaden kunne begrænses til de involverede aktive programmer. Ude af stand til at styre sine arme, sin krop, sine funktioner, følte hun sig som en computer inficeret af en ondartet tidsbegrænset virus, der slettede alle data mens den var aktiv og efterlod en kopi af sig selv til randomiseret sabotage et sted ude i fremtiden. For hende endda i flere udgaver, så hun aldrig kunne være helt sikker på, at det var på helt samme måde næste gang. Som under sidste tordenvejr slog lynet ned, HFI-relæet slog fra og alt lys forsvandt ...


* * *
   Lyset kom igen. Strømforsyningen var ved at blive normaliseret. Og nu lå hun her så - igen. Transport på det offentliges regning. Computeren til eftersyn for at være sikker på, at der heller ikke denne gang var sket alvorligere skader. Langsomt åbnede hun sine øjne og prøvede forvirret at fokusere. Det lykkedes at stille skarpt og blikket faldt på falckredderen med de sædvanlige venlige, men køligt observerende øjne. Hun sukkede. Og tjekkede efter med sin krop. Jo, den var god nok. Nyt anfald. Hun blinkede langsomt og træt. Mørbanket over det hele, mest i venstre side, sindssygt ondt i tungen, der hvor tænderne var stivnet omkring den og musklens viljeløse sammentrækninger havde flået den frem og tilbage mellem dem og skabt et opsvulmet krater. Hun registrerede kvalmen fra det slugte blod og den jernagtige smag af det i munden. Og hovedet, der truede med at stå af ræset, og ikke vende tilbage før smerten var forsvundet. Træt - så træt ... bare sove ... øjnene begyndte at skele og glide i igen.
   - Er du vågen? En hånd på hendes skulder kaldte hende omgående tilbage til virkeligheden igen.
   - Mmmm ... mumlede hun svagt uden at åbne øjnene og skar en grimasse. Kunne han ikke bare lade hende være i fred?
   - Hvad hedder du?
   - Katrine ...
   Igen blev der rusket i hendes skulder.
   - Hvornår har du fødselsdag?
   - 6. april ... Hvad ragede det egentlig ham?
   Stemmen fortsatte ubønhørligt:
   - Ved du hvor du er?
   - Hospitalet ... Hun ville have sagt "på vej til hospitalet", men det gjorde alt for hulens ondt i tungen til så lang en sætning. Og hun var ved at blive rigtig irriteret. Tjekke bevidsthedsniveau. Ja, ja, han gjorde jo bare sit arbejde, men kunne han da i himlens navn ikke fatte, at det GJORDE ONDT og det eneste der hjalp, var at sove, og at han lige nu forhindrede hende i det?
   Han helmede stadig ikke. Ruskede hende igen. Denne gang kraftigere. Nu åbnede hun sine øjne og drejede langsomt hovedet mod ham for, at det ikke skulle falde af ved en for pludselig bevægelse. Hendes øjne lynede aggressivt for at fortælle ham, at han var på forbudt område, men de mødte kun et venligt smil og en stoisk ro.
   - Det var bedre, sagde han, og trak hånden til sig.
   - Vi er på hospitalet om 10 minutter, sagde han samtidig med, at han greb radiomikrofonen og kaldte op til skadestuen.
   Fint, tænkte hun, så har jeg da fred så længe ... og faldt omgående i søvn.

Det var aften, da hun for alvor vågnede op. Hun huskede udmærket minutterne efter ankomsten til skadestuen, undersøgelsen, uroen omkring hende, det obligatoriske drop med væske, Stesolid, hele rumlen. Sygeplejerskernes friske "vi-skal-nok-få-dig-på-benene-igen"-bemærkninger og lægens fåmælte instrukser og informationer. Som om nogen anden end hun selv kunne stable hende på benene igen. Mon lægerne overhovedet tog sig af, at den Stesolid, de pumpede i hende, gjorde mere skade end gavn og gjorde hendes computers systemgendannelse langsommere end nødvendigt. Der var simpelthen milevid forskel på, når hun endte på hospitalet til rekreation, end når hun bare kunne vælte omkuld i sin egen seng uden indblanding fra kemikalieadministratorerne. Mon lægerne nogensinde havde siddet ved en computer, der i tre-fire dage efter et nedbrud viste dobbelte billeder på skærmen. Sikkert ikke. Efter 5 minutter på denne måde ville de sikkert have ringet til Teknisk Afdeling og bedt om at få byttet computeren ud med en ny, mens den gamle blev repareret.
   Men det var sådan Stesoliden virkede på hende, og hun måtte pænt finde sig i, gang på gang, at blive "delt i to" af den og se sine bytes fordelt på flere drev. Nu måtte det snart være nok. Hun legede med tanken om at bede sin læge om at føre i journalen, at hun ikke ville have Stesolid mere. Hun vidste, at der var en anden mulighed, der for hende var en bedre løsning. Hun lovede sig selv, at hun ville tage det op med lægen et sted ude i fremtiden. Med denne beslutning kunne hun endelig falde til ro igen. Det var påfaldende, så aggressiv og negativ, hun altid blev i forbindelse med anfald. Måske det hang sammen med, at det ikke rigtig var god tone i hendes hverdag at være en rejekælling. Altid den pæne pige. Dygtig. Venlig. Serviceminded. Samvittighedsfuld og ansvarsbevidst. Enhver arbejdsplads' drøm om en medarbejder. Enhver mands drøm om en kvinde. Føjelig. Arbejdsom. Det kunne ikke passe, at alle mænd ville have en føjelig kvinde. Det måtte da blive for kedeligt i længden. Som det kedede hende selv. Michael Jacksons "Blame" dukkede op i hendes hoved. Nej, klart nok - giv boogie'en skylden. Det gjorde hun jo selv - tillod sig at lade vreden og irritationen få frit løb når hun flippede - når computeren gik ned. To i en. Det lød som et reklameslogan. Hvem var hun egentlig? Skulle hun blive ved med at undsige sig selv? Ville hun? Gik det egentligt ikke mest ud over hende selv? Var det mon ikke derfor ingen gad høre efter, når hun endelig sagde noget? Ikke tog hende alvorligt. Den søde pige. Hun kunne umuligt bidrage med noget væsentligt.
   "Gør nu som vi siger; vi ved, hvad der er bedst for dig."
   Jo, jo. Selv når det var hendes liv det drejede sig om. Og når hun så eksploderede og stod fast på sit ... De forbavsede og let overbærende blikke.
   "Så, så - tag det nu roligt. Alt ordner sig. Det er slet ikke så slemt, som du tror." Hvorefter man vekslede sigende blikke og hun efterfølgende fra udenforstående kunne høre, at man syntes, hun var en hystade og slet ikke kunne forstå hendes reaktion. Hvor vidste de fra, at det ikke var så slemt? Det var da for pokker hende, der levede i det! Og hun var ikke et barn længere. Men ord slog slet ikke til her. Det var umuligt at forklare omgivelserne, at prisen for at overleve i det danske samfund, med en sygdom som hendes, var ens sjæl. At man blev tvunget til at spille så mange roller, for at andre kunne befinde sig godt i ens selskab eller føle sig trygge ved én, at man dårligt selv vidste, hvem man var. Hun havde indimellem prøvet at fortælle det til sine nærmeste, men selv de mennesker, der havde prøvet hårdest på at forstå hendes situation, havde siddet med det dér uforstående blik i øjet. Det var ikke muligt at sætte sig ind i, hvis ikke man havde prøvet det selv. Den altid nærværende frygt for, hvornår computeren gik ned igen, behovet for kontrol, omgivelsernes mere eller mindre diskrete signaler til én om, at man på en eller anden måde var forkert, behovet for at føle sig elsket ... Som barn tilpassede hun sig bare. Nem. Stilfærdig. Glad. Og robust. Hun havde hørt alle ordene sagt med stolthed. En kammerat havde som voksen undret sig over, at drillerierne tilsyneladende bare prellede af på hende. Så stærk. Han skulle bare vide. Modsætningerne blev holdt i ave. For hvem kunne ellers elske hende? En vanskabning. Syg. Forkert. Måske hvis hun ikke kontrollerede sit temperament så meget fremover ...? Så ville man måske mere vænne sig til, at sådan var hun. Og høre mere efter ...? Hun trak vejret tungt og hivende. Hun kunne mærke, hvordan tankerne om den måde folk behandlede hende på, hidsede hende op. Nu skulle det snart være slut med at blive behandlet som et barn, der ikke havde noget at skulle have sagt. Hun var da trods alt næsten 35. Hun pressede hovedet bagover i puden og lukkede øjnene nogle øjeblikke. Hendes hoved værkede, og hun sukkede. Hold kæft, hvor var hun sulten. Mon man havde spist på afdelingen? Hun kunne ikke høre noget fra gangen. Der var helt stille. Hun besluttede sig for at genoptage diskussionen med sig selv senere. Lige nu havde hun vist mest brug for noget at leve af. Hun trak i klokkesnoren. Lampen over døren begyndte lydløst at blinke. Samtidig rullede hun over på siden og vippede hovedgærdet op. Hvis hun skulle slippe ud herfra i morgen, var det bare med at virke så frisk som muligt nu når sygeplejersken kom. Og den rolle kunne hun til fingerspidserne; hun havde trods alt øvet sig i 28 år. Op at sidde. Lægge ansigtet i de rette folder, undgå at tale med for mange og så ... sove. Så skulle hun nok være nogenlunde frisk til stuegangen i morgen.

Hun stod på broen. Radaren lyste grønt i nattens halvmørke og hendes besætning passede hver deres opgave. Hun var stolt af sin besætning. Dygtige folk. Samvittighedsfulde. Og gode sømænd. Dem var der sjældent vrøvl med. Og tankeren var også et godt skib. Gjorde som hun fik besked på, så længe hun blev ordentligt vedligeholdt. Jo, det var ingen sag at være kaptajn, når både besætning og materiel var i orden. De var på vej til USA med olie fra Mellemøsten og lå i øjeblikket midt i Atlanten.
   Pludselig dukkede en stor, massiv form op forude.
   - Hvad er det, spurgte hun, og frygtede svaret. Det lignede fastland, men der burde ikke være land her overhovedet.
   - Land, lød det lakoniske svar fra navigatøren, idet han sendte hende et bekymret blik og hans fingre begyndte at danse hen over tasterne på computertastaturet.
   - Kan vi undgå kollision? spurgte hun.
   - Måske. Det bliver med nød og næppe. Der er ikke mange sømil derind. Vi kan bare håbe, at tidevandet er med os. Vi ved ikke engang, hvor vi er ... jeg mener, vi er i hvert fald ikke der, hvor vi troede, vi var.
   Hun begyndte i rapt tempo at uddele ordrer til højre og venstre, og broen, der før åndede en søvnig fred og ro, blev på et øjeblik forvandlet til en banegård i myldretiden. De næste timer ville afgøre, om dette var begyndelsen på en gigantisk katastrofe, eller om de ville slippe helskindet. Hvor var de dog henne? Hvad var det for et land? Hun bladrede febrilsk sine søkort igennem. Intet. Der SKULLE ikke være land her. Hun følte sig dybt foruroliget ...

- Giisp!!
   Med et sæt vågnede hun op, svedende og med hamrende hjerte. Hun opdagede, at hun holdt vejret, og pustede ud, hvorefter hun så sig omkring. På stuen var der intet ophidsende. Den havde været så levende, drømmen, og adrenalinet pumpede stadig i kroppen på hende. Hun genkaldte sig drømmen i detaljer. Hun følte sig overbevist om, at der var et budskab til hende i den. Hvem - eller hvad - var hun på kollisionskurs med? Måske var det i virkeligheden ikke så vigtigt, at hun vidste det; landet fik jo aldrig navn. Måske skulle hun blot indse, at hun måtte lægge kursen om? Hun kom i tanke om sine overvejelser dagen før om at være den "pæne" pige. Var drømmen en opfordring til hende om at gøre alvor af at blive mere selvstændig og direkte. Jo mere hun tænkte over det, jo mere overbevist blev hun. Bare tanken om at lave om på sig selv på den måde, foruroligede hende. På nøjagtig samme måde som i drømmen. Hun kunne på stedet finde de første 20 forhindringer for en succes i den retning. Blandt andet omgivelsernes reaktion. De ville ikke længere vide, hvor de havde hende. Hun tænkte lidt videre i de baner. Til sidst afgjorde hun med et bistert smil med sig selv, at det måtte blive deres problem. Hun var træt af at leve andres liv og lade sin lykke være afhængig af andre menneskers luner. Den nat lavede hun en aftale med sig selv, der ændrede resten af hendes liv. Hun ville fremover være kaptajnen på sit skib. Hun ville lytte til råd fra andre - ja - men det var hendes ansvar at tage det endelige valg. Hun vidste, at denne beslutning havde en pris. Hvor stor havde hun ingen anelse om, men hun kunne i hvert fald forudse, at nogen i hendes omgangskreds nok ville falde fra. Hun kunne også forudse, at nogen ville forsøge at holde hende fast i hendes præmiepigerolle eller prøve at skræmme hende til at vende tilbage. Hun var helt på det rene med, at denne beslutning ville kræve alt hendes mod. Men i nattens fortryllede atmosfære kunne disse tanker højst vække en følelse af trods i hende: Kom bare an - kæmp med mig, hvis I tør! Oprøret ulmede. Hun ville starte allerede i morgen med at bede om fremover at få en anden akutbehandling end Stesolid. Hun ville tage fat om nældens rod. Med ro i sindet vendte hun sig om på siden og faldt snart i søvn igen.

Da jeg 3 år senere mødte hende på et kursus, hvor hun var kursuslederen, var det svært at tro, at dette var hendes historie. At hun skulle have været en forkuet ung kvinde, der også vaskede op, strøg strygetøjet og gjorde rent i hele huset, hvis man bad hende om at lave mad. Hun udstrålede i den grad en aura af styrke og selvbevidsthed, at man nærmest følte sig draget til hende. Samtidig var hun et menneske, der huskede, hvordan det havde været før, og som derfor havde både hjerterum og medfølelse for sine medmennesker. Det havde ikke været let for hende at nå til sit nuværende ståsted, og hun sagde, at hun heller ikke var færdig med sit arbejde endnu. Men i det som hun refererede til som sit uddannelsesforløb - og som var de forgangne 3 års kamp - havde hun lært at stå på egne ben og tage ansvar for sine egne handlinger. Hun solgte ikke længere sin sjæl ...