Det er mørkt og stille på den gamle Møllegård. Loppe strækker sig og tænker på hvad skal jeg dog finde på. Piv, piv. Loppe står op og går ud på loftet.
   "Hallo, er her nogen."
   "Ja, det er mig, Hannibal."
   "Hej, Hannibal, hvor tør du være her, når kattene bor nedenunder."
   "Her er jo varmt," svarede han.
   "Det har du ret i," grinede Loppe.
   "Hvad skal vi lave i dag."
   "Vi skal jo hjælpe Rudolf. Ja, du kan gå med mig over i naboens stald, for der er ingen katte og her bor hr. Rotte og han kan måske hjælpe."
   "Ja, lad os det."
   Loppe skrev en seddel til Leonora og Mølleren, så de vidste hvor han var henne.

Så gik de sammen gennem væggene og ud i natten.
   "Se alle stjernerne," sagde Loppe og kiggede op.
   "Ja, der er mange af dem og en af dem hedder Erling."
   "Hvem er han og hvorfor er han deroppe," spurgte Loppe.
   "Det er fordi han er død, det er hans sjæl, der er deroppe, det siger mennesket Yvonne, hun var gift med ham," fortalte Hannibal.
   "Hold da helt op, det er uhyggeligt, og koldt."
   "Lad os skynde os. Så, nu er vi der. Her er stalden."
   "Jamen her er jo ingen dyr," sagde Loppe.
   "Næ, her er bare lidt rodet," lød en dyb stemme henne fra et hjørne.
   "Hallo Hannibal, hvem har du med," fortsatte stemmen.
   "Det er Loppe, en nisse fra nabogården."
   "Uha," fortsatte stemmen, "I har vel ikke katte med."
   "Næ, nej dog," svarede Hannibal og så sig hurtigt omkring.

"Er du hr. Rotte," spurgte Loppe.
   "Ja, det er mig, hvorfor spørger du?"
   "Kan du ikke hjælpe mig med at gøre Rudolf glad igen," spurgte Loppe.
   "Jo, det vil jeg da gerne. Jeg har en ide. I morgen skal jeg til fest oppe på loftet og måske kommer nissen, og så skal vi slås med ham om risengrøden, men når du er en nisse, så kan det være han kan fortælle dig om rensdyrene."
   "Det er en god ide," sagde Loppe, "og jeg glæder mig." Han var helt ophidset og hoppede op og ned, så kravlede han op på brændestakken, og hoppede rundt deroppe, med et lød et brag og stakken væltede. Loppe blev forskrækket og skyndte sig at hoppe ned.
   "Kom, den vej, inden der kommer nogle mennesker," sagde Rotte og løb foran ind igennem et hul i muren.
   "Halløj, her er en hel lille lejlighed," sagde Loppe.
   "Ja, man skal da bo godt," svarede hr. Rotte, "og her kan kattene ikke komme ind."
   "Det har du ret i, for det er alt for lille et hul, kattene er for tykke." Så grinede de begge to.
   "Halløj," Hannibal kiggede gennem hulet, "kom bare ud, for her er sikkert og det bliver snart lyst."
   "Så skal jeg hjem og det skal gå stærkt," svarede Loppe.
   "Kan du finde tilbage alene," spurgte Hannibal, "for her er mere sikkert for mig, for her er ingen katte."
   "Jamen, det kan jeg da godt," svarede Loppe, "pas på kattene," og så løb han derudaf så hurtigt han kunne, og op på loftet, her sov Leonora og Mølleren allerede, så Loppe kravlede stille i seng og glædede sig til festen næste aften, og så er der bare 18 dage til juleaften.