Vasketøj
   Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet sad Nifa og Tri inde på Leonoras lille kammer. "Har du været et menneske," spurgte Nifa Leonora. Hun smilede. "Ja, det har jeg, men det er mange, mange år siden og dengang var tingene anderledes end i dag. Har I set den maskine menneskene dernede putter deres tøj i for at få det vasket rent. De putter tøjet ind i maskinen og trykker på en knap, og så vasker maskinen tøjet, men sådan var det ikke dengang. Maskinen snurrer rundt og rundt, og der kommer vand i. Dengang havde vi noget der hed en gru kedel. Først skulle vi ud og hente vand i brønden, og vi skulle pumpe det op, og der skulle pumpes meget vand op og vi gik mange gange. Så kom vi vandet og tøjet i den store gru kedel og smed sæbespåner i. Men der skulle også brænde i, og så skulle der tændes op. Når det først var kommet rigtigt i gang, kogte vandet og tøjet. Så ventede vi, når det var kogt nok. I medens hentede vi mere vand til de store baljer, og så hentede vi vaskebrættet. Så tog vi en stor pind, og tog tøjet op og lagde i baljen. Her begyndte vi så at knubbe tøjet på vaskebrættet. Og vi knubbede til vores finger var ødelagte, så lagde vi tøjet over i en anden balje, og her skyllede vi tøjet, og så vred vi det, og tog det ud på tøjsnoren og hængte det op. Det kunne tag det meste af en dag."

"Jeg husker en dag, hvor jeg var ganske ung, jeg var ung pige i huset og skulle passe hus og den lille nye baby. Jeg fik besked på at jeg skulle køre en tur med den lille. Jeg kørte ned mod stranden, det var fint vejr og jeg nød turen. Så fik jeg øje på en ung mand, han var en af gårdejerens sønner. Han var høj og flot. Jeg var meget genert, og smilede lidt. Han smilede tilbage. Jeg stoppede vognen og stod bare og gloede dumt, da han kom hen til mig. Det er for resten den gamle barnevogn du sover i Nifa. Han standsede også, og sagde goddag frøken. Jeg stammede goddag og nejede dybt for han. Han tog min hånd og rejste mig op. Jeg rystede over det hele og rødmede og var helt rød i hovedet. Han spurgte om jeg ville med ud og gå en tur, jeg sagde ja, og lod barnevognen stå og gik med ham ned til stranden. Det var skønt og en dejlig følelse at gå der med ham i hånden. Jeg havde glemt alt om babyen og barnevognen der stod oppe ved vejen. Med et kom en af gårdens karle løbende. Han råbte på mig, jeg skulle komme hjem med det samme. Jeg blev bleg, tog hånden til mig, råbte farvel og løb med bange anelser tilbage til gården. Jeg gik ind i stuen til Fruen på gården. Hun skældte mig ud og sagde der kunne være sket noget forfærdeligt med babyen, og jeg var heldig, men hun ville lære mig at den slags kunne ikke betale sig. Så resten af dagen skulle jeg rulle tøj oppe på loftet. Det var noget ingen af os kunne lide, for det var hårdt. Men der var ingen vej udenom, jeg slæbte tøjet op på loftet, lagde i stræk, og begyndte så at køre det igennem rulle, det tog lang tid, og jeg var våd af sved da jeg langt ud på aftenen var færdig. Se det glemmer jeg aldrig," sluttede Leonora.

"Hold da op, vi skal i seng klokke er mange," sagde hun. "Hold da op, hvor har du haft det hårdt," sagde Tir beundrende. "Åh, det var nu ikke så slemt, det var min egen skyld. Men nu må I gå ind i seng, så ses vi i morgen. Godnat." "Også godnat," svarede Nifa og sammen med Tri gik de ud og i deres senge, ja, altså Nifa i barnevognen, som Leonora havde fortalt om. Det lå han og tænkte på at nu var der kun 18 dage til juleaften.