Troen
   Det var atter mørkt på den gamle gård. Nifa og Leonora var gået over i menneske Alice's stue. Nifa kiggede sig rundt. "Kan du se de to der, hvorfor hænger de der," Leonora lo. "Du kan jo spørge dem ad, men det er dukker." "Du har ret, hip hop top hop," sagde Nifa. De to dukker hoppede ned på gulvet. De så sjove ud, den ene, var en ung dreng, han var lille, havde gult stridt hår, grøn vest og brune bukser og sko på. Hun var en hel del højere, havde lange gule fletninger, en lang blå kjole og sko der passede til. "Hvem er I to?" spurgte Nifa. "Det er Gut og jeg er Tut," svarede pigedukken. "I er så forskellige, hvordan er I endt sammen?" spurgte Nifa. Leonora lo: "Du er temmelig nysgerrig," sagde hun. "Det gør ikke noget, men det er en lidt lang historie," svarede Tut.

"Det startede for nogle år siden," fortalte Gut. "Jeg blev drillet fordi jeg var så lille og grim. Hver dag når jeg skulle hjem fra skolen blev jeg stoppet af et par store drenge, der var større end mig. De smed mine bøger ud på vejen, tog mine blyanter og hvad de kunne bruge. Jeg var så bange og så alene. Men så en dag da de havde fanget mig, kom en langbenet pige forbi. Jeg lå nede på jorden og græd. De to drenge stod og sparkede lidt til mig, og sagde jeg var en lille guldhåret tøsedreng og jeg skulle rejse mig op, men jeg turde ikke for så vidste jeg de ville slå mig igen. Så jeg blev liggende og græd. Pigen, der var Tut, stillede sig foran drengene og sagde bare. Lad være med det der. De grinede af hende. Hun gjorde ingenting, stillede sig bare helt hen til dem og kiggede dem lige ind i øjnene og sagde rør I ham igen, kommer JEG, har I fattet det?. Drengene blev røde i hovedet og vendte sig om og forsvandt. Siden den dag rørte de mig aldrig igen, og siden har vi to altid været sammen," Gut smilede til Tut. "Du er den modigste pige jeg kender." "Hvor var du modig Tut," sagde Nifa beundrende. "Nej," svarede hun, "jeg var bange, men jeg troede på mig selv, og kunne ikke se på de var to om at banke en der var mindre end dem, det gør man bare ikke. Og jeg tror på mig selv, og det kan sådan nogle drenge som de to ikke lide, fordi de opfører sig så dårligt fordi de ikke tror på sig selv og af samme grund lod Gut sig drille," sluttede hun. "Hvor har du ret," sagde Leonora, og det bør menneskebørn også huske. Åh, klokken er mange, vi må heller komme op, mange tak for Jeres historie. Nifa, nu må du få de to op og hænge igen. "Hip, hop, top" sagde Nifa og nu hængte de to igen på væggen.

Leonora og Nifa gik op i seng og Nifa lå og tænkte over det som Tut havde sagt, og så kom han til tænke på der kun var 20 dage tilbage til juleaften.