Mødet på loftet (billede af Oldes nisse)
   Det er vinter, det er koldt. Det er omkring midnat. Alt er stille på den gamle gård. I snart to år har der ikke boet nogen mennesker, men de sidste 14 dage har der været nogen, som har hamret, malet og gjort rent, men de er aldrig flyttet ind i huset. Pludselig lyder et langt dybt suk oppe fra loftet. Det er gamle Leonora, der rejser sig fra sengen i det gamle pigekammer. Her er lidt forfaldent, men sengen og dynerne er der endnu.

Leonora rejser sig langsomt, sætter fødderne i sine gamle tøfler. Hun skal ud på sin natlige runde, men hun er ikke glad for det. Det er kedeligt, her ingen mennesker er, men kun gammelt ragelse. Hun går hele turen rundt, men der er jo ikke noget at gøre, ingen at passe på. Den gamle gård græder, den er ked af, at der ikke er menneskeliv, men kun et gammelt spøgelse som Leonora.
   Hun flytter lidt rundt på de gamle ting, men der er jo ingen, der opdager det. Egentlig kunne hun bare blive liggende under den store dyne, men man skulle jo passe sine pligter, og som spøgelse, skulle hun sin runde.

Hun sukkede igen, men så lød et lille "Atju", hun kiggede sig forskrækket omkring, der var ikke andre end hende selv her inde på hendes værelse. Hun rystede på hovedet, men så lød det igen, "Atju". Det kom ude fra store loftsrum, så hun gik derude. Nu lød det: "Atju, pokkers da." Lyden kom henne fra den gamle barnevogn henne i hjørnnet. Hun gik hurtigt derhen. Hun kigge forsigtigt ind i barnevognen og sagde med lidt nervøs stemme: "Er her nogen?" "HVAD?" lød det forskrækket. Nu kom en meget lille mand kravlende frem under tæppet i barnevognen. Han kiggede uroligt ud. Leonora kiggede på ham med åben mund. Han var nok omkring 20 – 30 cm. Meget lille, havde grå bukser, hvid skjorte og en lille rød hue på hovedet. "Hvem er du?" spurgte hun. "Jeg er en alf nisse, men hvem er du?" han lød nysgerrig, "jeg troede her var tomt." "Det er her også næsten, her er kun mig, jeg hedder Leonora og er et gammelt spøgelse, men hvad er en alf nisse, og hvad hedder du og hvor kommer du fra?" svarede hun. Han lo: "Jeg hedder Nifa, og er en alf nisse, og det er jeg fordi min mor var en alf og min far en nisse, så jeg har aldrig været som andre nissedrenge, så da jeg blev gammel nok, rejste jeg hjemmefra og har rejste meget rundt, så meget at nogle begyndte at kalde mig en sigøjner nisse, det er vist noget, menneskene siger om nogle der ikke bliver ret længe på samme sted. Nå, men sker her ellers noget sjovt, for jeg er jo en drille nisse," han lo. Leonora sukkede: "Næ, her sker ikke noget, ingenting, for her er ikke andre end mig, så her er meget kedligt." Nifa lo igen: "Så kan det da ikke blive helt kedelig for nu er her både et gammelt drille spøgelse og en drille nisse." De lo begge to. "Ja, ja, lad os nu se, men klokken er ved at være mange og det er snart morgen, så vi må hellere gå i seng," sagde hun. Han lo endu mere, og fik så hulkeden af grin sagt: "Ja, det bliver jo ingen problem for mig at gå i min barnevogns seng, for jeg er jo slet ikke stået op, men vi ses jo i morgen, sov godt," han vinkede til hende og kravlede ned uder tæppet i barnevognen, så kun hans røde top hue stak ud af tæppet.

Leonora smilede, og sagde godnat, og så gik hun ind på sit værelse, flettede sit lange hår i to store fletninger, så klædte hun sig af og kravlede ned under den store, tunge, røde dyne, og snart var det også kun hendes røde hår der stak frem. Her faldt hun i søvn med et smil om læben, for nu var hun ikke alene, så gjorde det ikke noget at der var 23 dage til juleaften, for nu blev det ikke kedeligt.