Påske, 1947
   I skoven var der stille. Kun lydene fra dyrene, og de fugle der var omkring mig, brød denne stilhed. Jeg tænkte på, at det var nu, det måtte være påske.
   Det var den tid, hvor man i den katolske kirke mindedes og gennemlevede den tragedie, det havde været, at Jesus blev svigtet af de skriftkloge. De lod Romerne korsfæste ham.
   På en eller anden måde, måtte jeg selv holde påske. Bede og være ydmyg.
   Jeg var netop fyldt ti år, og jeg var en selvstændig lille dreng, der var flygtet fra det børnehjem, hvor jeg som forældreløs var blevet anbragt af venlige amerikanske soldater.
   Tiderne var strenge. Den sidste verdenskrig var afsluttet. Tyskernes nederlag var total. De havde efterladt en del våben i min skov. En pistol af mærket Luger, med tilhørende ammunition, havde jeg i henholdsvis bæltet og i lommen. Ikke fordi jeg ville bruge det til noget alvorligt, men det gav en vis tryghed at være bevæbnet, sagde de store drenge på børnehjemmet.

Aftensolen var så stille på vej ned i vest. Selvom de røde farver på træernes nøgne stammer lignede en varm ild, kom jeg til at gyse. Følte en rystelse i min sjæl, som et forvarsel på noget uhyggeligt. Var det påskens triste budskab, der kom til mig?
   Jeg satte mig på hug og bad en stille bøn til den Jomfru Maria og den Gud, jeg havde lært om på den klosterskole, som jeg gik på, før russerne tog landet i besiddelse. Sammen med mange andre var jeg flygtet mod vest gennem de store og mørke skove. Jeg havde længe undgået mennesker, men en dag stod der en fremmed soldat foran mig. Han bød mig lidt mad og et stykke tyggegummi. Talte et sprog, jeg ikke forstod, og tog mig i armen for derefter at overgive mig til nogle venlige kvinder i uniform.
   Timer senere var jeg anbragt på et børnehjem for forældreløse børn. Der trivedes jeg ikke, og ensomheden var hurtigt blevet min følgesvend. Overgreb imod de piger, der var på hjemmet, var mere dagligdags end det var undtagelsen. Også os drenge blev brugt i seksuelt øjemed. Tidligere russiske krigsfanger, der nu var i allieret tjeneste, var sat til at passe på os, indtil regeringen havde fundet ud af, hvem vi var, og hvor vi eventuelt hørte til. Det var dem der misbrugte os.
   Et par år havde jeg nu fundet mig i de uhyrligheder, der foregik på hjemmet. Det var ikke alle der led overlast. Vi var få der var ofre, og turde ikke sige fra. Tørre tæsk og vold var den straf der ventede os. To drenge og en pige var allerede forsvundet på mystisk vis.

Nu var jeg flygtet ud i den store skov mellem Tyskland og Polen. Jeg boede alene i en primitiv grenhytte, langt fra beboede områder. Af og til besøgte jeg gårde, hvor jeg stjal mad, høns og enkelte gange en ged eller et får, for dog at have noget at spise.
   Hytten var bygget af grene og stammer fra unge træer, og foret med blade og mos. En lille ø midt i en stor mose var det hjem, jeg havde bygget mig. Her følte jeg mig helt tryg.
   Stilheden gav min urolige sjæl et pusterum. Jeg rejste mig, afsluttede mine bønner til den hellige moder ved at slå korsets tegn for mit bryst tre gange. Derefter gik jeg langsomt mod den sti, der førte fra den bundløse mose og til fast grund i skoven mellem de høje og krogede træer af Ask, Eg og Bøg.
   Pludselig flængedes stilheden af et forfærdeligt skrig, der nærmest fik blodet til at fryse til is i mine årer. Instinktivt slog jeg igen korsets tegn for mit bryst og bad den Hellige Jomfru beskytte mig. Langsomt og stille satte jeg mig ned bag en stor græstue, og spejdede i den retning, hvorfra skriget kom.
   Igen lød det forfærdelige skrig, denne gang ganske nær ved. Mine øjne sved af at stirre mod den nedgående sol, i den tiltagende skumring. Grene knækkede, og en stønnen fra et menneske, der var udmattet, hørtes nu komme nærmere. Jeg greb hårdt om min lange kniv, klar til at forsvare mig, hvis det var mig, der var udset til offer.
   En kvinde med et halvstort barn ved hånden kom vaklende på stien imod mig. Blodet løb fra hendes ansigt og ned over hendes tøj og barnet, som hun knugede til sit bryst for at beskytte mod en fare, jeg ikke kunne se. En mand dukkede op bag de flygtende. Han løftede en stor knortekæp over sit hoved og slog kvinden i hovedet og på kroppen. Hun skreg hjerteskærende hver gang et slag ramte hende.
   Forsigtigt lagde hun nu barnet fra sig på stien, hvorefter hun trak en kniv frem af folderne i sin kjole. Kniven skjulte hun bag ryggen, og ventede til manden rakte ud efter hende. Så angreb hun ham, og jog brutalt kniven dybt i halsen på ham. Han brølede som en tyr, der har fået slået hjerneskallen halvt ind, og han væltede kvinden omkuld. Med sin kæp slog han hende igen og igen over hele kroppen, indtil hun lå helt stille. Så tog han barnet og forsvandt med det tilbage den vej, de var kommet.
   Længe ventede jeg, kvinden rørte sig ikke. Langsomt nærmede jeg mig hende.
   Hun var død, det var jeg ikke i tvivl om. Mange sår på kroppen fortalte mig, at hun havde kæmpet tappert for sit liv.

Dage senere, mens jeg ledte efter noget spiseligt, så jeg den mand, der havde slået kvinden ihjel. Han stod ved en korsvej med barnet ved hånden. Jeg krøb i skjul så tæt på dem som jeg turde, og kunne høre han tingede med de fremmede tatere om en pris for barnet. En pige, som jeg vurderede var som i min alder, otte til ti år gammel. Hun græd hjerteskærende og prøvede at flygte, men hver gang fik hun et slag over ryggen med en kæp. Rebet hun var bundet med forhindrede hende tillige i at flygte mere end tyve meter væk.
   De fremmede og manden kunne ikke blive enige om prisen for barnet. Taterne drog videre efter en lang palaver om pigens alder, samt hvad hun kunne yde af arbejde.
   Stille fulgte jeg efter manden og den lille pige. Efter en lille time nåede de en mindre hytte, som jeg for længe siden havde passeret på min strejfen i skoven, for at lære den at kende. Et gammelt husmandssted i skovkanten. De forsvandt ind i hytten. Lyset fra lampen, i det der måtte være stuen, faldt på gardinet, der var trukket for. Af og til sås deres silhuetter tydeligt på gardinet.
   Det var mørk nat, da jeg tog mod til mig, og nærmede mig huset. Langsomt, og så stille jeg kunne, listede jeg klinken fra døren og gik ind i en smal gang. Lugten af urin slog mig i møde, iblandet mug og gammel råddenskab. Jeg knælede ned og kravlede stille ind i det første rum.
   Famlende fandt jeg noget varmt og en bylt tøj, der svagt bevægede sig, da jeg skubbede til den. Jeg var helt stille, og ventede på hvad det kunne være, jeg havde rørt ved. Rædselsslagen tænkte jeg på, at det kunne være en sovende hund, jeg havde vækket. En enkelt stråle fra en måne, der mest var bag skyerne, fortalte mig, det var et menneske. En kvinde, der havde klude for munden, og hænder der var bundet på ryggen. Igen rørte hun sig. Hun udstødte svage rallende lyde. Hovedet føltes blødt, var smurt ind i blod. Da jeg rørte ved hendes arme, mærkede jeg stumper af skarpe ben stikke frem. Jeg kunne have skreget af angst. Hvad var det for et galehus jeg var havnet i?
   Så stille jeg kunne, kravlede jeg videre til det næste rum. Her hørte jeg en dyb snorken, og så i det svage lys en mandsskikkelse ligge halvnøgen på gulvet, med tæpper der knapt dækkede hans stinkende og snavsede krop.
   Ved hans side lå et andet menneske stille. Sammenkrøbet og med store øjne der nysgerrigt fulgte mig. Sagte hviskede jeg: "Shhhhh," og langsomt krøb det lille menneske hen imod mig. Holdt armene frem for sig, for at vise mig, at hænderne var bundet sammen med svære reb. Jeg skar rebene over, så stille jeg kunne, og jeg bemærkede nu, at det var pigen fra skoven, jeg havde fundet. Sammen kravlede vi så roligt vi kunne tilbage til døren, og skyndte os mod den mørke og frelsende skov.

Efter en stund, gjaldede et forfærdeligt råb bag os. Vores flugt var opdaget.
   Den lille pige var udmattet af sult og kulde, og hun kunne ikke følge med, så hurtigt som jeg kunne løbe. Selvom jeg trak af sted med hende, kom den onde mand nærmere og nærmere for hvert minut der gik. Men jeg kendte skoven godt. Også her hvor vi nu befandt os. Jeg hastede mod et mindre sumpet område, hvor vi ville have en chance for at slippe væk ad de stier, kun jeg kendte.
   Vi nåede sumpen og hastede gennem den ad de næsten usynlige stier. Vores forfølger råbte højt, da han faldt i et mudderhul. Snart var han oppe igen, men det gik langsommere for ham nu. Så langsomt, at jeg fik tid til at skjule pigen i en hul gammel egetræsstamme. Jeg bad hende om at være helt stille og skyndte mig videre.
   Stille og roligt halede han ind på mig. Jeg var udmattet og træt. Bange og våd af sved og regnen, som lige nu silede ned fra en kulsort himmel, hastede jeg videre.
   Så faldt jeg og mærkede i næste nu en hånd, der slog mig kraftigt over ansigtet. Føj hvor han stank fra en stor grim mund, der manglede flere tænder. Han prustede som et lokomotiv og slog mig igen og igen i ansigtet. Fortvivlet fik jeg pistolen frem af bukselinningen, og trykkede på aftrækkeren... Den var sikret.
   Jeg prøvede at flå sikringen til side, men kunne ikke få min arm fri. I et sidste desperat forsøg på at overleve, bed jeg ham hårdt i næsen. Han brølede og slog mig voldsomt på kinden. Atter bed jeg, denne gang i kinden. Jeg smagte blod og surt savl fra hans frådende mund. I næste nu tumlede han bagover, råbende uhyggelige lyde. Igen prøvede jeg at få pistolen til at virke, og da jeg trykkede på aftrækkeren, blev den nærmest revet ud af mine hænder.
   I det gryende dagslys så jeg hans stirrende og kolde øjne se op på mig. Overrasket og bange. Så sank han tilbage og blev helt stille.
   Jeg skød igen på hans brystkasse, og så ham krumme sig sammen. Men han blev liggende, med en arm strittende akavet til den ene side.
   Jeg græd som pisket. Havde jeg slået et menneske ihjel? Var jeg morder? Men det var jo, fordi han prøvede at slå mig ihjel.
   Længe sad jeg ved den døde, græd stille og var ulykkelig.
   En blid berøring af mit ansigt og nakke fik mig til at se op. Den lille pige så på mig. Smilede og sagde:
   "Kom, vi må væk her fra. Han gør os ikke fortræd mere." Sammen gik vi, hånd i hånd mod mit hjem i de dybe skove.
   Vi lagde os til at sove i hinandens arme, men vi huskede dog, før vi faldt til ro, at takke den Hellige Moder for at have frelst os begge fra den grusomme mand.
   Den påske, ville vi huske resten af vores liv.

Påsketræf, 1962
   Min hustru tog om mig og ønskede mig en god tur til det påsketræf for forældreløse børn, som jeg nu, 15 år efter, var blevet inviteret til at deltage i.
   Vi var blevet opdaget 3 år efter den forfærdelige påske af skovarbejdere, der havde ærinde i det område, vi holdt til i. Men 3 år alene havde gjort os lidt sære. Børnehjemmet ville vi ikke tilbage til. Så vi kom i stedet for til et nonnekloster, hvor vi også gik i skole. Vi blev sammen, som en slags bror og søster, senere som mand og hustru.
   Lige nu boede vi i en skovløberbolig langt fra den sump, som havde været vores hjem, da vi var børn. Skoven var stadig vores hjem, og som skovarbejder tjente jeg til dagen og vejen i skoven…

Mange af mine tidligere kammerater på børnehjemmet, kendte jeg ikke længere. Jeg hilste dog pligtskyldig på flere af dem. Alle kendte de min historie om min tid i skoven med Lise, der nu var min hustru.
   Jeg hilste på medarbejdere, på forstanderparret, og på de ansatte på en nærliggende gård, der havde med hjemmet at gøre. Hjemmet eksisterede stadig, men nu som et moderne og kærligt hjem, hvor skovbrug, landbrug og almindeligt håndværk var den daglige beskæftigelse.
   En dyb stemme sagde hviskende:
   "Velkommen, Heinz, rart at se dig igen."
   Et venligt klap på skulderen fik mig til at vende mig om.
   Jeg fik et chok, da jeg stirrede ind i et par kolde øjne. Næsen var deform, og på kinden var et ar, der lignede en rund hul ring, mærker efter tænder sås svagt.
   " Du stirrer, Heinz! Ser du ting du kender?
   Ja, jeg halter såmænd også efter et skud jeg fik lige efter krigen. Tror egentlig det var et vådeskud, men man lod mig ligge som føde til ræv og andre vilde dyr. Lod mig ligge, så jeg kunne dø langsomt. Nå, det er du jo ligeglad med nu. Men jeg glemmer det ikke, og skal nok få lejlighed til at møde den formastelige."
   Han grinede ondt, og trak mig i ærmet.
   "Kom, Heinz. Vi må tale om gamle dage, ikke? Der er helt sikkert noget, du vil fortælle mig, tror du ikke?"
   Jeg mærkede en spids genstand blive presset ind i siden på mig. Så ned på en Luger, der diskret og skjult for andres blikke, var rettet mod min mave. Jeg kunne kun følge med, men spekulerede som en rasende på, hvordan jeg kunne få gjort andre opmærksom på, at manden var en gal morder, der før havde taget andres liv. Nu var han her, levende og yderst farlig, opsat på at få hævn.
   I panik slog jeg ud efter ham. Ramte ham på næsen, men han grinede kun voldsomt og råbte rasende:
   "Du skal dø langsomt, din hund. I årevis har jeg jaget dig. Endelig har jeg fundet dig, og nu kan ingen forhindre mig i at få min velfortjente hævn."
   Han slog mig til jorden med skæftet på pistolen. Sparkede mig i maven, pegede på mig med våbnet og trykkede på aftrækkeren.
   Bragene fra pistolen fik mig til at skrige højt og holde mig for brystet. De sorte og onde øjne fastholdt mit blik... Hans ansigt fortrak sig i en grufuld grimasse. Så faldt han langsomt fremover, ramte mig. En rådden stank fra hans åbne savlende mund, slog mig i møde. Jeg kastede op og besvimede...

"Heinz min ven, du er i sikkerhed nu. Min elskede hustru Lise stod bøjet over mig.
   Besvimet af skræk, var jeg bragt til det lokale hospital. Jeg var uskadt, bortset fra et par ridser på den ene kind, og en stor bule i panden.
   Lise fortalte mig, at politiet havde jaget manden i årevis, efter at skovarbejdere have fundet nedgravede skeletter i området ved hjemmet. Man manglede det endelige bevis for mord og tortur på forsvundne børn og voksne fra børnehjemmet. De lagde en fælde for ham ved at arrangere et påsketræf, hvor jeg var den lokkemad, der skulle få ham til at afsløre sig selv. Det må man sige var lykkedes.
   Vi gennemførte senere, trods de voldsomme begivenheder, vores påsketræf. Vi fik også tid til at holde påskemesse sammen med beboerne på børnehjemmet.
   Endnu en påske, som Lise og jeg aldrig ville glemme. Vi kunne trygt tage hjem nu. Den onde mand var død. Han kom aldrig til at gøre hverken os eller andre fortræd mere.