0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 måneder, 20 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 måneder, 29 dage siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
8 måneder, 3 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
8 måneder, 17 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 27 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år, 2 måneder siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 6 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 7 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 8 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 8 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
2 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
2 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
2 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
2 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
2 år siden

Puls: 34,5

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)
Rakas vendte tilbage. Det var den midterste dag i ugen, Slozzydag, og han så tvær ud. Ikke så mærkeligt, for han gik mellem den infame Dolores med de lyse hårpiske og det fremmede menneske, der havde skabt sig over det med den lille lysalf. Rakas havde en lænke om halsen, og de to mennesker holdt i hver sin kæde, fæstnet til lænken. Bag dem kom Jack Prik og manden Orkin spankulerende. Dolores havde trutmund og den nytilkomne smilede. Det sendte et strejf af frygt og kulde gennem Vanka.
   Hun havde ikke set mennesket siden fridagen, men måske ville han vente med sin hævn? Rettede han ikke sine grimme blå øjne mod hende og formede sine blege læber til et trusselsmil? Usikkert og utilpas stirrede hun ned i jorden.
   "Nu kan du arbejde," sagde den blåøjede til Rakas og løsnede den lænke han holdt i.
   Han snoede den om sin underarm, mens han så på Rakas, der havde vendt ansigtet og så ned på ham.
   "Og det vil jeg," lovede Rakas stift.
   Vanka havde lyst til at flå lænkerne fra de væmmelige mennesker, binde dem og flå dem i småstykker, mens gryden kom i kog.
   Den blåøjede sagde noget til Dolores og hun lagde hovedet på skrå. Så frigjorde han den anden lænke. I det samme trådte hun nogle skridt baglæns og lænken svirpede mod hendes ben, så hun skreg.
   Omgående var Jack Prik henne ved den blåøjede og gjorde klar til at prikke ham med sin stok.
   Men i næste øjeblik havde den fremmede stokken i sin hoved og hævede den over sit hoved, mens han sagde noget på det underlige menneskesprog. Det lød så jammerligt langtrukkent og fladt.
   "RO!" brølede Orkin på fællessproget.
   Og der blev faktisk ro. Jack Prik fik sin stav igen, men han brugte den ikke mod Rakas. Et øjeblik lyste hans ansigt ondt. Så gled en grød af påtaget ligegyldighed hen over det. Sådan opfattede Vanka det i hvert fald og fik endnu mere lyst til at gå tilbage til sin bænk for bare at sove.
   "Kom i gang!" fortsatte Orkin. Nogle gik straks mod deres pladser, men Vanka så, at hun ikke var den eneste, der nølede. Tænk hvis menneskene gav sig til at slås. Det var sket nogle få gange før og kunne være ret underholdene. Bare de ikke kommanderede nogle til at hjælpe sig, for så gik det i sidste ende mest ud over hjælperne.
   "I kan være tre i dag," bestemte Orkin og pegede på først Vanka, så Rakas og Vatzia. "Velkommen tilbage," hørte Vanka sin bror sige, og hun skyndte sig at sige det samme.
   De greb hver sin hakke, og det så det ud til, at Rakas's var sløv. Måske havde han det ikke helt godt, for han plejede at opdage den slags med det samme. Vanka tog den fra ham. Han måbede, men da hun gav ham en ny, frembragte han et lille grin.
   Vanka turde knapt se på de andre, da de sled sig op ad skrænten mod det sted, der var afmærket med en cirkel, og hvor de skulle hugge i dag. Det var ikke så langt fra stedet, hvor Vanka havde set den smukkeste stalaktit. Men den var borte nu.
   På den anden side af Vanka arbejdede Vatzia, sammen med en mager, senet trold, der næsten konstant trak vejret larmende gennem sin brede, skæve næse.
   Ind i mellem skævede tvillingerne til hinanden. Det var der egentlig ikke noget usædvanligt ved, men det forekom nu Vanka, at broderen skottede til hende flere gange end han plejede.
   Efter en tid stoppede hun op for at drikke. Hun havde lyttet sig til, at der ikke var opsynsvæsner lige i nærheden. Det samme havde Vatzia nok, for han sagde :"Lad os gå til mødet i aften."
   Hun stivnede og virrede overrumplet med hovedet.
   Den første Slozzydag i hver Anarkatfase var der møde i den ellers aflåste forsamlingssal. En gang havde det været for alle, men nu var det kun tilladt for væsner over 100 menneskeår, hvilket i flere tilfælde ikke var så gammelt endda for væsnerne her, men femten sortelverår svarede vist kun til sådan ca. 35 menneskeår. Vanka var ikke sikker.
   Rakas rankede sig og pirkede med små ivrige stød til stenen, de var ved at løsne..
   "Stenkis lukker jer nok ind," blandede han sig, men så samtidigt forbavset på Vatzia.
   Roligt fortalte Vanka, at han havde været der forrige gang. Sammen med et menneske. Dette menneske ventede på dem, sagde han. Trolden, der hed Eigor, gryntede: "Dorky ligner ikke andre mennesker."

Efter arbejdstid, lidt skyl af kroppen og en portion klæg grød, som Vanka havde kogt, fordi de til hverdag selv skulle lave mad, fulgte hun og Rakas efter Vatzia. Han så sig flere gange over skuldrene, foldede ørerne ud til lytning og begyndte så at gå i et raskt tempo. Rakas var tavs. Mon han også havde været der før? Det kildede underligt i Vankas mave, og hun fik lyst til at holde i hånd, men hun var alt for gammel til at gå med sin bror i hånden. Og hvis hun tog Rakas's næve, så ...ja, hvad så?
   Så ville han nok synes hun var et pattebarn, affærdigede hun en anden, påtrængende tanke.
   De gik ned af en smal gang, drejede ned ad en endnu smallere sti og stod i noget, der vist var en labyrint. Et sted hørtes både stemmer og skridt, så de var ikke de eneste, der var på vej. Der var stemmer både forude og bagude, men ingen af dem lød menneskelige og langsomt begyndte Vanka at glæde sig
   I en hule sad der et sammenkrøbet væsen, Vatzia havde vinket dem med ind, men nu gav han tegn til, at de ikke skulle komme nærmere. Broderen rodede i en lomme og fandt nogle rødder, som Vanka ikke kendte. Da han strakte dem ud mod væsnet og sagde nogle bløde lyde, rejste det sig op. På hovedet groede der stridt rødt hår, og på både kinder, og omkring munden voksede der skæg. Det måtte altså være en mand, men hans ansigt var et væv af ar, nogle dybe som udtømte stenlejer, andre snoede som spindelvæv i uorden. Hans læber var bare skorpede markeringer i det fedtede skæg, og de indrammede en skæv mund med to takkede sortrandede, gule fortænder. Hans ben var buede og hans ene arm var kort, men den anden så lang, at han nemt kunne nå sit ene skæve knæ med hånden.
   Hvis ikke Vatzia og Eigor havde hilst: "Daw, Dorky," var Vanka sikkert begyndt at spekulere på, hvad slags væsen han var.
   "Du er sgu da så grim, at vi måske kan blive venner," grinede Rakas og mennesketingen Dorky smilede forsigtigt.
   Vatzia og Eigor førte dem gennem labyrinten til de stod foran en frønnet trædør, der ikke så ud af noget særligt. Alligevel føltes øjenlågene med et så tunge som skulle de svulme op og lukke en grøn og klistret tåreflod ned forbi Vankas øjne. Døren var hamret sammen af brædder og delt i to. Den lignede døren hjemme i Krystagonien. Da Eigor bankede på blev øverste del åbnet og et pat øjne så vurderende på dem. Et øjeblik havde Vanka mest lyst til at synke i jorden, men så blev døren åbnet helt.
   Der var mange væsner samlede, og en hel del var yngre end reglerne foreskrev. Næsten alle så op mod en forhøjning, bygget af sten.
   Der stod Stenkis. Han var en kroget trold, af den ret udbredte slags, med bred næse, lang hale med busket dusk og hænder som små plove. Af race ikke specielt begavet, men tiden havde dog skænket ham en vis viden, snuhed og tankegang. Han var omkring 90 troldeår, hvilket svarede til omkring 180 menneskeår, lige så mange orkår, og omkring 60 sortelverår.
   "Belkin har sendt os flere udvalgte gennem tiden," sagde han og så på en mager orkkvinde. Der stod en sky af orange røg omkring de to ringe i hendes næsebor. Det tydede på hun netop havde taget et drag af krurivit-tobakken i sin pibe. Hun pegede på Stenkis med pibehovedet, der var skåret ud som et lidt klodset dragehoved. Så talte hun. Det lod til at være fortsættelsen på noget, de havde afbrudt hende i ved at dukke op.
   Vanka havde travlt med at se sig omkring. Hun kendte de fleste, om ikke af navn, så af udseende. Derfor hørte hun muligvis ikke alle detaljer, men det var noget med en udvalgt, som havde været en gang og som udnyttede positionen til egen vinding. Spiste sine folk af med nogle magre, mishandlede unger, der dårligt nok var værd at æde.
   "Jeg har fået nok af Udvalgte," konkluderede Karla, der engang havde heddet noget andet, men efter lang tid i fangenskab havde glemt sit oprindelige navn.
   Så var det da at Stenkis tog ordet:
   "Selv Belkin er fejlbarlig, men han lærer af sine fejltagelser, og denne gang har han valgt en der virkelig både kan og vil føre os alle ud af dette morads, denne forgård til Ilddybet - og vore sjæle ikke farer vild. Sammen med stjernerne. Det er det hele, der er i det. Det lærer vi jo ikke i skolen her, men det har jeg hørt rundt omkring, hvor jeg kom. Alt det med guder er noget vås, hvad man så end kalder dem."
   "Dumhed kender ingen grænser," jamrede den gamle Karla og vred sine hænder.
   "Nej, for beviakkerne er nemlig guder nu," fastslog Rakas og fnøs, så en nisse krøb i skjul bag en bredbaget kentaur.

"Hør nu her!" råbte Stenkis gennemtrængende og udstødte nogle eder på en troldedialekt, Vanka ikke kendte, men hun så flere trolde slå haledusken mod deres højre øre, så de var åbenbart stygge.
   Der blev forventningsfuld tavshed.
   Selv Karla tav og fik et svage rosa pletter på sine kinder og ørespidser.
   Slagene mod døren rungede gennem stilheden. Enkelte hviskede sammen. "Det er vogterne!" peb nissen, der havde gemt sig.
   "Jeg vil ind," lød det fra den anden side af døren.
   Den stemme kendte Vanka. Og også Rakas. De nærmest sloges om at trykke dørklinken ned. Deres fingre blev rodet ind i hinanden og en sær varme rislede gennem Vankas hænder, gennem armene og helt op bag ørerne.
   Mens døren gled op gloede Vankas ind i Rakas's orange øjne. Det var som om de lynede mod hendes.
   "Lad mig tale med Stenkis," hylede Urka, "der er en som at der vil myrde Grebbo!"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/07-2009 19:46 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1736 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.