3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 27 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 8 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 11 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 26 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
4 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
5 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
5 år siden

Puls: 33,5

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Da morgenhornet lød, krøllede Vanka ørerne sammen og strakte sig i halmen. Den var frisk og et strå kildede hendes næsebor. Hun nøs og trak tæppet bedre om sig.
   "Vi skal op," mumlede Vatzia, og hun hørte ham sætte sig op, så bænken knagede.
   Med det ene øje lidt på klem så hun hans tolv tæer krible sig frem mod de flettede sivsko. Kløerne trak riller i lergulvet.
   Vatzia tændte olielampen på bordet mellem deres sovebænke og hun åbnede begge øjne helt.
   "Kom nu op. Du kan da ikke sove hele fridagen væk!"
   Da betydningen af broderens ord gik op for hende, var hun pludselig vågen og satte sig op.
   En gang om ugen havde de lov at holde fri, og hvordan kunne hun glemme, at hun nu havde puklet i seks dage?
   Efter en hurtig gang vask i lunkent vand, åbnede hun ind til det lille aflukke, hvor hun opbevarede sin spraglede kjortel og sine røde bukser. De var blevet vaskede siden sidste fridag, og der var også syet en lap hen over den rift, der var kommet, da de kurede ned ad en skrænt. Den slags ordnede synisserne.
   I fællesrummet snuppede hun et rundt brød fra det store stenbord. greb en håndfuld biller med den ene hånd og udhulede hastigt brødet med den anden, stak brødsmulderet i sin lille pose og fyldte ud med biller og orme. Hun så Vatzia snuppe tre brød.
   "Jeg stikker ned til Urka," sagde hun til sin bror.
   "Møhøh," vippede Vatzia med venstre håndflade, der var vendt mod hende. Han havde altså både hørt, forstået og billiget hvad hun sagde. Det kunne jo heller ikke komme som en overraskelse, for næsten hver fridag i det forløbne år, var hun rendt ned til veninden.
   Nu gjorde hun det så på ny. Den lange skæve gang til familieafdelingen lignede sig selv. Der var nogle døre af træ; forskellige i udformning og stand. En svær dør med jernbeslag og udskæringer af mennesker i færd med forskellige ting, førte til en anden afdeling. Der havde hun aldrig været.
   En gylden dør førte til et sært sted, hvor hun engang havde været, kort efter deres ankomst. Et væsen havde sagt en masse om, at det jo ikke gik an, at de troede de bare kunne bo i Krystagonien, så nu måtte de altså bare bo her. Hun huskede ikke alle ordene, men hver gang hun gik forbi døren var det som om et ekko af dem alligevel ramte noget i hende, og hun følte sig bedrøvet. I dag gad hun ikke være ked af det, så hun skyndte sig forbi den dør, og hen til en umalet dør; den eneste der var helt igennem af jern. Den blev altid bevogtet. I dag var det af et par søvnigt udseende kentaurer med lanser. Den enes hove skrabede i gangens grus, den anden sendte hende et sløvt blik og mumlede: "Hvor skal du hen, sortelvertøs?"
   "Jeg skal bare besøge min veninde," sagde hun som hun havde sagt alle de forrige gange, og vagten slog sløvt ud med hånden mod familieafdelingen.
   Så længe man ikke prøvede at komme i gennem en dør, var der ikke rigtig nogen der interesserede sig for hvor man skulle hen.
   Så gik døren op. Nogen tog i dørhåndtaget fra ydersiden og bankede på. Straks skyndte den ene kentaurer sig at lukke op. Det var det Vanka havde ventet på. Der kom forsyninger den vej. Det var ikke altid på hendes fridage, men det var sjovt at se, hvad man kunne vente sig af madrationer den næste tid. Udenfor stod der en del væsner og de smed dyrekroppe ind i gangen; harer, ræve og vildsvin samt en del fugle.
   Sådan set var der ikke meget nyt i det.
   Blandt alle dyrene var der et blåt et, der ikke var særlig stort. En bekowan. De smagte virkelig godt, men hverken mennesker eller orker brød sig om dem, så det var sjældent, der var et. Hun fik lyst til at mærke dets bløde pels, der var så god til varmt tøj.. Det glimtede i den blå pels og i andre pelse, små snefnug i færd med at smelte. Hun mærkede også den iskolde vind og så blev det snart vinter udenfor. Hvis det lykkedes hende og nogle få andre at flygte ud i kulden, ville de få brug for varmt tøj.
   Så fik hun andet at tænke på. I nakken på bekowanen sad der en pil.
   Det hændte at nogle væsner skød med pile, men de fleste brugte geværer eller lanser. Denne pil havde fjer i mange farver, og de var sammenfattet på sortelver maner.
   Vanka stirrede, mens hendes hjerne arbejdede med øjnenes informationer; et velsmagende dyr, man normalt kun dræbte til højtiderne, især den vinterlige Sakufru - fejringen af kærlighedsgudens fødselsdag - som få andre end sortelvere fandt velsmagende og som oven i købet var dræbt med en sortelverpil.
   Var der sortelvere i nærheden? Måske farbror, der var undsluppet menneskenes angreb på Krystagonien?
   Eller var det den udvalgte som ville fortælle, at tiden snart var inde?
   En stemme rev hun ud af hendes spekulationer.
   "Hvad glor du for? Hjælp med kødet eller skrub af!"
   Vanka valgte at skrubbe af.

Hun nåede døren ind til familieafdelingen, der bestod af et meget stort rum og mange små grotter, huler og aflukker, hvor familierne holdt til. I en af grotterne boede de forældreløse sammen med nogle pasnings - og opsynsvæsner, i den anden var der en skole, hvor alle under femten lærte at tale fællessproget, så de kunne tale sammen og forstå de ordrer, der blev givet.
   I selve det store rum var der granitblokke, tykke drypsten og stenformationer, der ligesom tilfældigt dannede forskellige områder, hvor man kunne mødes og lege eller snakke.
   Urka boede sammen med sin mor og sin lillebror i en hule bag tre svampede stenpiller, og inden Vanka nåede deres dør, sprang Urka frem bag den ene af dem og smilede til hende.
   "Skal vi ikke bade i søen," foreslog hun.
   Søen lå næsten foran dem med sit granitgrå vand og en mængde halvnøgne unger af forskellige racer plaskede deri eller havde vovet sig ind på midten hvor vandet var ret dybt. Enkelte voksne væsner havde også vovet sig ud, men nok mest for at holde øje med afkommet.
   "Er vi ikke for store til det?"
   Det var ikke påbudt, men en del unge eller voksne væsner brugte noget særligt tøj, når de badede, og sådant tøj ejede Vanka ikke. Det måtte da også klistre og begrænse bevægeligheden i vandet? Men hun brød sig nu heller ikke om at nogen så hendes bryster og former uden tøj.
   "Hvad skal vi så?" surmulede Urka.
   "Vi kan da se om der stadig er tudser i svovlkilden," foreslog Vanka, og heldigvis holdt Urka straks op med at surmule. Der var et stykke at gå hen til området, der lå ned ad en skrånende gang og var fyldt med blege planter. Der kom ikke så mange, for man sagde det kunne være farligt for børn, og det var ikke hyggeligt nok til par. Men hvis man var eventyrlysten var det et godt sted. Og hvis man var heldig, og det var hen mod vinter, var der ikke så meget skidt i kilden og så kunne man bade i den. At tudser, dæmonkarper og andet småkravl gjorde en selskab var da bare morsomt.

Vanka og Urka havde badet i den lune kilde, og nu sad de på hver sin sten og betragtede de små ivrige svovlfrøer, der hoppede omkring "Jeg er helt sulten efter at have plasket sådan rundt," Urka stoppede en lille bæk savl med sin tunge, før den nåede ned over gevæksten på hendes hage.
   Det rumlede også i Vankas mave, og det gjorde det ikke lettere at se på de gule frøer, der fik bytte blot ved at strække deres lange tunger ud og spille lidt med dem i sværmen af insekter.
   "De smager ikke godt," fastslog Vanka. Hun havde prøvet, men skjolderne på de små flyvebiller var for salte og satte sig let fast mellem tænderne. De rødstribede karabier smagte sødt, men deres brod kunne give en forfærdelig mavepine.
   "Nej," sukkede Urka og klappede sig på maven. Så tilføjede hun: "Men alfer - alfer smager godt."
   Vanka så mod forsamlingen på stenen over for dem. Det så ud som om de var i gang med en leg eller et spil, for flere af dem skiftedes til at sparke til en grøn klumphattesvamp.
   Alfer mindede lidt om mennesker, men også om elvere, og de havde vinger. De smagte godt.
   Mor havde sagt at de gerne måtte spise lysalfer, for de smagte sødt og godt, men dæmonalferne var fra Berenvitj og smagte af svovl; de kunne være giftige, hvis ikke man blandede bestemt urter i.
   De der spillede ovre på stenen så ud til at være lysalfer og Vanka så sig omkring. Der var vist ingen farlige væsner i nærheden?
   Måske skete der ikke noget ved at de fangede en enkelt lille alf eller måske en til hver?
   Vanka slikkede sig om munden, men sagde ikke noget.
   Urka sagde heller ikke noget.
   De døsede. Urkas øjne var næsten lukkede
   Det flaksede i luften. En lille flok alfer susede mod dem, forfulgt af en kondorflagermus. De havde fuld fart på, men en af dem mistede vist pusten, for nu drattede den uelegant nedad.
   Aargh. Vanka mærkede den sprælle mod sin hovedbund, Det lille bæst havde filtret sig ind i hendes hår. Arrigt greb hun om håret og det dunkede da det lille bæst rykkede i det, så det mærkedes i hårrødderne. Hun fik fat i det, og det gjorde også ondt at filtre den ud. Utaknemmelig for redningen sparkede og bed den i hendes håndflade.
   "Hvad sker der?"
   Hvis Urka havde taget sig en lur, så var hun i hvert fald vågen nu, og hun stirrede oplivet på Vanka.
   "Jeg har en alf," oplyste Vanka og lindede lidt på fingrene. Den var blevet så stille. Mon hun var kommet til at klemme den ihjel? Så blev hun vel nødt til at spise den, for at ingen skulle opdage det?
   Måske ville hun dele med Urka.
   Men alfen var ikke spor død. Den lå på maven og baskede med sin ene vinge. Den anden duede vist ikke.
   Med to fingre tog hun fat i den, og hev den op, så den stod på sin ben. Den så dum og vred ud. Og meget appetitlig.
   Urka rykkede nærmere.
   "Den ligner mest et menneske," sagde hun, "eller en fæl fe."
   "Jeg slår den ihjel og propper den i lommen," hviskede Vanka. Hun følte sig helt ophidset ved tanken om sit madtyveri.
   "Så kan vi måske koge den hjemme ved dig og dele den. De er bedst kogt."
   "Kun for jer sarte elvere," sagde Urka hæst, "råt kød er godt, især når det spræller lidt, så blodet er levende."
   "Det er mig, der har den!" udbrød Vanka og så truende på sin bedste veninde. Selv om hun var større og stærkere skulle hun ikke tro, at hun kunne hugge fangsten.
   Urkas øjenlåg flakkede og det bævede om hendes læber. Den ene fortand, der var ved at vokse sig lang, lavede en lille rille i underlæben.
   "Det ved jeg godt," sagde hun forknyt, "Undskyld, jeg blev lige som bare ... jeg ved ikke."
   "Jeg blev vist også sådan lidt..."
   Vanka manglede ord, for det kunne da ikke passe at de begge pludselig opførte sig som vilde mennesker over en alf?
   "Vi deler den," foreslog hun og for at understrege, at de ikke skulle være uvenner spurgte hun: "Hvad del vil du have? Eller skal vi bare flække den på langs?"
   "Vi skal have vingerne af den," sagde Urka, "Man kan få dem galt i halsen og blive kvalt."
   Vanka tog om den ene vinge, helt nede ved skulderbladet, borede neglene i, vred lidt og trak til.
   Der hang bæstet i en løs vinge, mens det sprællede og udstødte summende, rasende lyde. Den prøvede nok at tilkalde hjælp, men alle de andre alfer var vel flygtede af skræk for kondorflagermusen?
   Det så det ud til, og hun blev straks kry igen.
   "Tænk hvis det var et menneske, der hang der," drømte Urka med hæs røst, "hvor kunne det være sjovt. Hør hvor den skriger af smerte og rædsel. Så kunne mennesket selv prøve det."
   Vanka svedte. Det havde været meningen at flå de dumme vinger af med et snuptag. Hvorfor sad de dog så godt fast, og hvorfor sagde Urka, at den skreg af smerte?
   Det var nok rigtigt, men så var det en lille smule synd, for den havde jo sådan set ikke gjort dem noget. De kunne vel dræbe den hurtigt og smertefrit, som mor altid havde sagt, man skulle.
   "Nu har jeg en leg," sagde Urka, "Vi leger det er et menneske, og nu skal det betale, fordi det har været ondt ved os."
   "Naarh," trak Vanka på det og tog bedre fat om den lille krop, rykkede til - og stod med den ene vinge i hånden. En tynd hvinen sprang mod hende, og hun kylede vingen fra sig.
   "Er du sur, fordi jeg også kan finde på en leg? Jeg kan godt finde på en leg, jeg kan - men så vil du slet ikke være med..."
   Urka var faktisk ret barnlig, syntes Vanka med et. Men hendes øjne skinnede bedende og hun satte sin mest bønfaldende plagemine på. Og alfen var jo bare en ligegyldig mundfuld mad.
   "Så kan du styre," overgav Vanka sig og tog fat i en snip af den ham eller kjortel, der omspandt alfens krop.
   Urka lo og greb det lille bæst.
   "Nu kan du få dit tøj af," sagde Urka ondt til den og plukkede et strå ved svovlkilden, "så kan du nemlig få pisk, mens jeg rykker din ene arm af og spiser den. Den anden arm er til Vanka. Men først af med din dumme vinge, for jeg vil ikke kvæles!"
   Urka behandlede den to tommer høje alf omtrent som de begge havde set mennesker behandle orker og andre væsner. Vanka stirrede fascineret. Det var lidt væmmeligt, men også ophidsende. Det var næsten en skam bæstet var så lille og ikke et rigtigt menneske.
   Men det var også synd og unødvendigt. Hun kunne ikke rigtigt lide det, men Urka var jo så glad ...
   "Stop det der!"
   Optagede som de var, havde de ikke hørt, at der kom et væsen listende. Nu for de begge sammen og drejede sig i takt en halv omgang mod stemmen.
   Den tilhørte et menneske. Det brugte fællessproget, og det var rasende. Det kom mod dem med en stok hævet til slag - i en sådan fart, at stokken pludselig vappede Urka over armen, så hun skreg og den døende alf røg ud af hendes hånd. Mennesket greb den og holdt om den.
   "Hvorfor gør i det?" snerrede mennesket.
   "Hun - hun sagde jeg skulle." løj Urka bange.
   Stokken dansede under Urkas tryne og smuttede op i det ene næsebor. Da den kom ud blødte hun og slikkede hvinende sine læber.
   Urka rystede af skræk og det var ikke til at vide, hvad mere mennesket kunne finde på. Det tilkaldte jo nok hjælp, for det var så skrøbeligt, at de hver for sig kunne knuse det, hvis de virkelig ville. Men her var jo ikke nogen, og Urka skulle ikke plages mere.
   Vanka mærkede bølger af raseri i sin krop. Hun gjorde hænder og kløer klar til angreb. Foran hende dansede røde tåger.
   En knurren skød frem fra hendes strube.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/04-2009 17:35 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2579 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.