3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 23 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 4 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 7 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 21 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden

Puls: 34,8

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Vanka mærkede svampet mos mod sit ansigt og en brændende smerte i sine ankler.
   Rasende borede hun sine udspilede kløer ned i mos og jord, mens hun samtidig løftede ansigtet for at kunne trække vejret. På knæ lige foran hende sad mennesket og rørte ved alfen med en finger.
   "Han spændte ben!" meddelte Urkas stemme et stykke bag hende.
   Det svirrede i Vankas hoved. Hun havde vist ikke slået det, men hun måtte være sprunget i hovedet på mennesket, og så havde han reageret hurtigt. Hurtigere end mennesker plejede at kunne. Troede hun i hvert fald. Han havde også nået at sætte sig på hug og at interessere sig for det måltid og legetøj, han havde været så fræk at stjæle fra dem.
   Hun hadede ham.
   "Hun er død nu," talte mennesket og fortsatte kommanderende: "Sæt dig op, sortelverkvinde, men lad være med at angribe mig."
   Han talte fællessproget, rimelig korrekt, men noget langsomt og lod til at søge efter en del af ordene.
   Hvem var død? Det kunne jo ikke være Urka, for hun havde jo lige sagt noget.
   Raseriet fusede ikke ud, men blev løbet over ende af angsten. Rystende over hele kroppen satte hun sig lydigt op og så træt på mennesket. Det var en mand, så hun, eller måske bare en stor dreng. Han havde sort og krøllet hår. Han var ikke lyserød som de fleste af sin slags, men brun som lerjord.
   Han sad med en lille pose i hånden nu, åbnede den og lagde ganske forsigtigt alfen der ned. Den rørte sig slet ikke og sagde ikke en lyd. En stille ro krøb gennem Vanka; det var vel bare alfen, der var død. Ærgerligt at de åbenbart ikke måtte spise den, men godt for den, at den nu havde fået fred.
   "Man leger ikke med maden," sagde mennesket på sin langsomme måde og med samme sære betoning af ordene som før, tilføjede han: "Slet ikke før den bliver mad, og hvis den ikke er i færd med at undslippe."
   Vanka gad ikke kommentere hans belæring. Han var slank og havde en gullig kjortel på over et par brungrønne knæbukser. Hans fjæs var hårdt og grimt med kolde blå øjne, men ellers så han meget appetitlig ud. Hvis hun fik muligheden kunne det være sjovt at plage ham lidt, før hun slog ham ihjel og kogte ham.
   "Hvorfor pinte I den lille alf?"
   Han ville sikkert ikke vide det, så Vanka tav bare, men Urka var åbenbart i krigshumør, for nu snerrede hun:
   "Fordi den ligner et menneske og vi kan ikke fordrage jer, for I er så onde, og min bror har det rigtigt dårligt og græder af smerte, han gør, dit dumme menneske. Og hvis vi var alene, så ..."
   Menneskedrengens læber vred sig i et grin: "Men det er vi ikke. Der er andre i nærheden og måske holder de med mig eller er bange for dem der gør. Så det måltid må I vente på."
   "Du kan bare kalde på nogen. Jeg er ligeglad," påstod Urka, men hendes stemme dirrede af skræk.
   Vanka så sig om. Henne ved nogle tilgroede kampesten stod et par orker og gloede dumt. Ellers lod optrinet ikke til at interessere nogen. Hun så ikke andre mennesker end ham foran sig.
   "Nå, jeg må videre," sagde han, "men husk hvad jeg har sagt."
   "Møhæh," mumlede Vanka og håbede han troede det betød, at det skulle de nok.
   Drengen slentrede videre og orkerne tabte interessen, men Vankas humør var ødelagt.
   "Han sladrer garanteret," tænkte hun højt og så dystert på Urka.
   "Mennesker er så dumme," sagde Urka modfaldent.
   De sad lidt fordybet i dystre tanker. Vanka følte næsten lænker om sine håndled og en piskesnert svirpe om sin næse.
   Bare hun dog ikke var sprunget i hovedet på det irriterende menneskekryb.
   Urka gav sig til at tude, men det løste jo ikke noget, så Vanka foreslog med en spag stemme: "Skal vi se, hvad Vatzia laver? Eller hvad med din bror? Har han ikke også fridag i dag?"
   "Måske," flæbede Urka, "men så sover han nok bare, for han bliver helt ødelagt af den vogn og alle de pisk og skældud, og så bare fordi han kom til at vælte lidt småsten ned ...uhu, hvor er alle onde og lede. Hvad skal vi gøre?"
   Nå, så Rakas havde det ondt, men blev ved at fortælle alle, selv sin lillesøster, at det var ham, der havde skubbet til de sten? Det var da mærkeligt. Men det var også pænt gjort, så hun kunne vel gøre lidt for ham, inden hun selv blev straffet for Urkas dumme forslag med den alf.
   "Tror du godt vi må besøge ham?"
   "Hvem?" vrælede Urka og kørte sin store næve rundt i ansigtet, så den blev fuld af snot, som hun tørrede af i sit lange, filtrede hår.
   "Rakas, selvfølgelig," fnøs Vanka og havde lyst til at skubbe veninden i svovlkilden, så snottet blev skyllet væk og hun kunne holde op med at vræle.
   Urka snøftede og dyppede selv ansigtet i kilden, mens et par svovlfrøer gloede forbavset.
   "Så tager vi lidt kager med, gør vi ikke. Mor har bagt nogle med edderkopper i. De er gode, men hun tør vist ikke selv gå - og Grebbo er også lidt syg."
   Grebbo var Urkas lillebror; en fireårig ork, der skrantede og hostede en del. Når han ikke var syg, støjede han og rendte efter dem begge for at få dem til at underholde sig.
   Stadig noget modløse gik de tilbage til familieafdelingen og videre gennem gangen til stenbruddet og minerne.
   Hele tiden dryppede det fra Urkas hår, men som de gik lod det til at hun rystede både svovlholdigt vand og dystre tanker af sig. Da de var tæt ved gangen, hvor kærren blev trukket og hvor de uheldige kærretrækkere blev holdt under opsyn, så hun dog både bange og ulykkelig ud igen.
   For at muntre hende lidt op fortalte Vanka om den pil hun havde bemærket i den døde bekowan; "Det må da betyde, at den udvalgte er her. Tror du ikke?" afsluttede hun, men Urka fnøs: "Nej, det betyder vel bare, at der lusker en sortelver rundt udenfor. Jeg tror aldrig, der kommer nogen udvalgt."
   Urka var ikke til at snakke med, så Vanka tav.

De fik lov til at besøge Rakas. Vagterne var et menneske, der hed Orkin og en halvgammel trold, Vanka ikke kendte.
   "Pænt af jer, tøser," sagde Orkin, "Smut I bare indenfor."
   Rummet Rakas befandt sig i var trangt og han lå på gulvet. Der var en bænk, men den var både for kort og smal til en ork. Det måtte være med vilje, for det var jo mest orker og andre store væsner, der blev straffet med at trække den tunge kærre.
   Da de trådte ind, satte han sig op og skar en grimasse. Hans øjne var uden glans og hans fortænder var knækkede. Han så rigtig skidt ud, men gryntede dog lidt af glæde ved at se dem, Nok især sin søster, antog Vanka.
   Mens Urka ophidset fortalte, hvad der var sket, lagde Vanka mærke til, at Rakas's længste fortand var knækket og hans læber var skorpede, som om de havde været bidt til blods, men var drysset med lægende pulver, der havde dannet skorper i helingsprocessen. Rakas's øjne strålede sært og det trak om hans læber som om det Urka fortalte var sjovt. Vanka vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, men da Urka omsider havde talt færdigt, opdagede hun broderens underlige grin og udbrød: Synes du det er sjovt?"
   "Nej!" forsikrede Rakas, "Jeg kommer bare til at grine fordi det ikke gør så Jahvesk ondt mere. Jeg tror den der udvalgte er kommet."
   "Det er sikkert bare en sortelver," udslyngede Urka og Rakas grinede, men anstrengte sig så og fik sit fjollede grin forvandlet til en serie grynt. Så fortalte han: "Det var altså i nat. Jeg havde så ondt og jeg tror altså nok, jeg var ved at dø..."
   "Var du bange?" Et øjeblik for sent kom Vanka i tanke om, at man ikke så meget som antyder, at en stor stærk ork kan være bange. Det glimtede vredt i Rakas's øjne og han gryntede: "Nej!"
   "Men du må ikke dø." Urka så forskrækket og kærligt på sin storebror. Det bævrede i hendes kinder og en stor, slimet boble skød frem i hendes ene næsebor.
   Hurtigt sagde Vanka til Rakas "Bare det var mig, der ikke var bange for noget. Jeg vil så gerne være stærk og tapper, men det er som om jeg får kvalme, is i maven og jeg bliver helt tom inden i."
   "Du er også bare en sortelver. De er fødte krystere, men de er snu, så de viser det ikke." fnisede Rakas.
   Hvorfor fornærmede han hende pludselig? Hun ville jo være rar, og han havde da selv bragt den måske udvalgte på bane.
   "Hvad ved du om det? Du er bare en dum ork!" returnerede hun vredt hans uartige betragtninger.
   De så krigerisk på hinanden, men så gryntede Rakas forsonligt: "Men du er jo en pigesortelver og det er omvendt ved elvere, så hunnerne er ikke krystere."
   "Øhm," mumlede Vanka og tænkte på Vatzia, der var så blid, men faktisk ikke særlig modig.
   "Jeg griner jo ikke med vilje, vel," gryntede Rakas.
   "Hvad med den udvalgte?" Nu var Vanka træt af det spil, der foregik - og at krumme tæer, når det alligevel ikke var til at bore dem ned i det hårde lerklinede gulv. Hun trådte sig selv over tæerne og en klo rev en lillebitte rift på den ene storetå, så lidt grønt blod løb ud.
   Av. Fordi det gjorde lidt ondt, kom hendes spørgsmål til at klinge lidt hårdt. Rakas plirrede med øjnene og det spjættede i hans store armmuskler under den tykke hud. Så fortalte han videre:
   "Pludselig var jeg alligevel ikke alene. Der kom nogen listende."
   "Hvem?" afbrød Urka og Rakas skulede irriteret til hende. "Små søstre," tænkte han sikkert, men fortsatte: "Det kunne jeg ikke se. Der var da mørkt i det møgdumme rum, men det der væsen kom altså helt hen til mig. Det kunne tale rigtigt. Orksprog, talte det - først på en lidt sjov måde, men da jeg havde sagt noget, så talte det pludselig som mor og de andre fra - I ved godt, der hvor vi boede før - men dens stemme var så underlig, så - jeg ved ikke - lige som mor, Urka, da vi var små, eller når hun taler til Grebbo, den der åndssvage stemme, som trøster en, fordi at - ja, kender I ikke godt det?
   "Jeg har næsten glemt det," sagde Vanka stille. Det sved i hendes øjne og hun ville høre mere om den udvalgte, for det var vel ikke bare trøstevrøvl, der havde frelst Rakas fra dødelige smerter og åbenbart fået ham til at grine åndsforladt hver andet øjeblik?
   "Hvad gjorde det væsen mere? Tog det bare alle dine smerter væk med snak?"
   "Nej, det kunne noget mere. Det er heller ikke alle smerter, der er væk, men nu er de sjovere, og jeg skal nok få det bedre, og det der - det væsen, som er udvalgt lovede mig et tegn ..."
   Vanka var listet nærmere og satte sig tøvende ned ved siden af den store, brede ork. Gennem hans grå skorte så hun striber af orange, stivnet orkblod.
   "Hvorfor er de så onde?" hviskede hun og lagde forsigtigt sin håndflade mod et af de blodige steder.
   "De er de bare," gryntede Rakas, "men de ved nok ikke, at den udvalgte er her."
   "Fortæl," ivrede Vanka. Det lød jo virkelig godt. For godt til at være sandt, så det var sikkert løgn. Men hun ville så gerne håbe.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/04-2009 07:58 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1951 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.