1Vurdering af et menneske
Der er gået 38 år siden det skete, men i mange områder af verden ... [...]
Klummen
14 år siden
040 og 4 og færdig
Fuldmånen lyser i toppen af sceneriet. Nedenunder blinker i tusin... [...]
Klummen
17 år siden
0En heftig 50-års fødselsdag
I disse dage - for nøjagtig 50 år siden - var Budapest og Ungarn ... [...]
Klummen
17 år siden
0Brunch
Jeg har spist > 100 brunches i ind- og udland. Det skyldes flere... [...]
Klummen
17 år siden
0Bogforum
En journalist skrev inden den årlige bogmesse 2006 i Københavns F... [...]
Klummen
17 år siden
3Genkendelsens glæde
Man sidder midt i en koncentreret tankevirksomhed på et givent si... [...]
Klummen
17 år siden
0Flysikkerhed
Så skete det igen... næsten! Den efterhånden årlige mega-begivenh... [...]
Klummen
17 år siden
0Build-a-man
Overskriften relaterer sig ikke nødvendigvis til det stærke, smuk... [...]
Klummen
17 år siden
0August start og slut..
Den 8ende måned i året associerer altid til bestemte rutiner. De ... [...]
Klummen
17 år siden
1Opdragelse og udsalgstid for bamser
Jeg besøgte forleden et af landets største indkøbscentre - et var... [...]
Klummen
17 år siden
2Digital signatur
Lad det være sagt med det samme: Jeg har fra starten været tilhæn... [...]
Klummen
17 år siden
0Uge 27
Traditioner er for nogen trygge tilbagevendende begivenheder. Dag... [...]
Klummen
17 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Erik Hulegaard (f. 1949)
Der er gået 38 år siden det skete, men i mange områder af verden kan det stadig være dagligdag.

En vinteraften i Utrecht
Det var blevet aften i den gamle hollandske universitetsby. Vejret var snesjap og glat visse steder, sådan omkring frysepunktet, som vi danske kender det så godt fra de fleste vintre.  I det fjerne hørtes en lirekasse spille sine karakteristiske toner, som det i mange år har været en nærmest tradition i Nederlandene.  Noget køkkenudstyr bragede mod hinanden for det næste øjeblik at falde til jorden med et øredøvende brag.  Skrig og skænderier udløstes i hotellets køkken to etager længere nede i gadeplan.
HAN så på hende. I forvejen var stemningen spændt.  Hun havde afvist sin faders telefoniske ordre om at komme hjem øjeblikkelig. Samme fader var ikke vant til at blive sagt imod, slet ikke af sine 6 voksne børn.  Denne stålsatte asiatiske eks-officer i et hollandsk-ostindisk kompagni havde oplevet barske øjeblikke forskellige steder i de tusindvis af øer, der kaldes Indonesien. Junglekrig er ikke just for sarte sjæle. Klima og moralkodeks og kampvilje er ord med en ganske anderledes validering end for de fleste skandinavere.
Hun var gudesmuk med den grace, blidhed og indre stålsatte styrke, som næsten kun asiatiske kvinder kan besidde. Nogle spiller bevidst på det; andre gør det ikke og derved er den feminine effekt så meget mere voldsom overfor det maskuline modstykke.
HAN følte med ungdommens selvsikkerhed, at HAN elskede hende.  Hun sagde det samme til ham, måske derfor i trods afviste hun at komme hjem til rækkehuset, hvor hun stadig boede hos forældrene i en alder af nogle og tyve år. "Undskyldningen" var studier. Sandheden var mere blandet op i, at hun først kunne forlade hjemmet, når den "rette mand" var fundet.
HAN var ikke den rette mand; ihvertfald ikke, hvis det stod til forældrene, der med stålsat asiatisk århundredegammel tradition havde en anderledes opfattelse af unge og parforhold og raceblandinger.
Den ældre asiatiske officers-far havde nu udsendt hendes tre ældste brødre for at finde hende på eet af universitetsbyens hoteller og befri hende fra HAM.  "De vil gøre alt for Daddy", sagde hun til HAM siddende på hotelsengens ene kant. "Alt" gentog hun med sin ru og sensuelle stemme uden øjenkontakt med HAM. "Måske er de bevæbnet" fortsatte hun på sit nærmest fejlfrie engelsk.
HAN tænkte.  Havde ikke været i slagsmål i flere år. Hvad var mulighederne? Hvor var flugtvejene?  Skulle de bøje sig?  Hun stirrede trodsigt på HAM.  "NO" sagde hun til HANs lydløse spørgsmål.  Dette var generationernes kamp.

Receptionisten
Det blev over midnat, uden at der blev hamret på deres hotelværelsesdør. HAN gik til sidst ned til receptionen.  En nogenlunde jævnaldrende yngre mand kom frem og stillede sig foran nøgleskabet med ansigtet vendt mod HAM.  Natportierens ansigt var koparret, håret var fedtet, han var mager og markeret i ansigtet. Hans briller klædte ham ikke just. Og neglene på hans to hænder var blevet kraftigt bearbejdet af hans tænder i spændte øjeblikke. 
HAN beskrev de tre udsendte brødre for receptionisten og begyndte at fortælle, at HAN ville glad for, hvis..så..kunne...
Receptionisten afbrød ham undskyldende. Hans ansigt var i en grimasse, der kunne have været et smil og fortsatte: "Oh, de var her ved 21-tiden.  Jeg fortalte dem, at der "desværre" ikke boede nogen mand og kvinde med de meget udførlige signalementer, men at jeg naturligvis ville kontakte deres fader på det modtagne telefonnummer, hvis jeg skulle se det unge par". Han fortsatte med ansigtet lagt i en træt mimik: "De var ret vilde".
Natportieren gjorde en kunstpause, kiggede på HAM, der stod lettere paralyseret og fortsatte:" Gæsterne skal have lov til at være i fred og nyde diskretionen" - det sidste ord var ledsaget af et nærmest usynligt blink med højre øje. "Jeg studerer psykologi", supplerede han smilende til HAM. 
"Det gør min kæreste deroppe også", svarede HAN, medens et anseelig drikkepenge-beløb skiftede ejermand.
Den koparrede og ikke særlig smukke unge mandlige receptionist takkede overstrømmende for de modtagne sedler, der ikke forventedes bogført .  HAN vendte sig med en blanding af lettelse og taknemmelighed og sagde det velkendte flamske "Alstublieft" som kvittering til natportieren. 
I det multikulturelle Europa i vore tider lyder historien både temmelig gammeldags og alligevel....  Europa er i dag en blanding af en kaukasisk fritænkende livsstil og en indvandrer-relateret mellemøstlig/asiatisk/afrikansk tradition for jomfruelig indstilling til unge menneskers kærlighedsliv.
Den midnat lærte HAN, at det er klogt a-l-d-r-i-g at vurdere et menneske alene på udseendet.   En lærdom som sidenhen er efterlevet og vil blive det livet ud!....

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/11-2009 20:43 af Erik Hulegaard (ehu) og er kategoriseret under Klummen.
Teksten er på 765 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.