FØRSTE DEL: REJSEN TIL LÜBECK

Ridder Godthåb besluttede sig til at forlade sin hjemlige gård og drage ud i verden. Han var tyve år gammel. Han medbragte sin blinde hund, Kong Christian, og han red på sin gamle hest Johannes. Han havde smurt sig en dygtig madpakke til de første dage, og så red han sydpå for at komme til fremmede lande. Han sejlede over Østersøen, og så var han i Tyskland.
   Vel ankommet fik han øje på en karavane, som han besluttede sig til at følge i forventning om spændende eventyr forude. Han opdagede snart, at karavanen bestod af elverfolk og deres kameler. Og han tog kontakt op med disse. Han havde trukket sit sværd forinden, da han jo ikke kunne vide, om de var fjendtlige. Det var de ikke. Derimod var de sært tillokkende og umådeligt spillelystne. Så samme aften var ridder Godthåb fraspillet hver en øre. Men deres sang og musik og små pludrende lyde holdt ham i godt humør, så han valgte slå følge med dem på sin videre færd. Næste dag begik de et røveri i en købmandsforretning i en landsby. Ridder Godthåb holdt købmanden op med sit sværd og elverfolkene fortryllede købmandens kone med deres sang og deres kønsorganer. Spækket med penge fortsatte de rejsen. Om afdtenen faldt Ridder Godthåb i søvn under strålende stjerner og med et saligt smil lyttende til elvertonerne. Da han vågnede op næste morgen, var elverfolket borte. Han fortsatte så alene, kun sammen med sin hest og sin blinde hund.
   Efter nogen tid mødte han en fuld skærsliber, der tilbød for en billig penge at slibe hans sværd. Det gik ridderen med til og bagefter besluttede skærsliberen sig så til at følge ham på hans videre vandring. Det var ikke ubetinget behageligt, da han gik og sang sjofle sange og kastede op. En gang imellem, når han kom for nær hunden, blev han bidt i låret og røven af denne.
   Samme aften var det Godthåbs agt at indlogere sig på en lille kro ved landevejen for at få hvile og havre til sin hest. Jeg går med, sagde skærsliberen, de trænger sikkert også til at få slebet deres knive og sakse. Da de kom ind i krostuen dumpede de lige midt ind i et stort slagsmål mellem en flok små dværge og den tykke krovært. Dværgene havde drukket meget øl og nægtede at betale, og kroværten gennembankede dem med sine store hænder. Et øjeblik hr., sagde han til ridderen, så skal jeg være der. Da dværgene var smidt på porten, kom han ind og tog imod deres bestilling. De bestilte en middag og to værelser for natten.
   Da natten var omme tog ridderen retning mod Lübeck, hvor der ville foregå en stor ridderturnering, som han agtede at tage del i. Den vinder jeg bestemt! sagde han. Skærsliberen glædede sig, da han regnede med, at der ville være mange sværd at slibe. Kroværtens kone sluttede sig til selskabet, da hun var grundigt træt af sin mand og ganske begejstret for skærsliberen, der havde besteget hende et par gange i nattens løb. Skærsliberen forklarede ridderen, at hun var god at have med, hvis man pludselig blev trængende. Desuden, sagde han, kan man jo sælge hendes ydelser til bønder og turister østenfra. Det svarede ridderen ikke på.
   På deres vej til Lübeck sluttede en vandrende spillemand sig til følget. Der påbegyndtes straks en række kampe mellem skærsliberen og spillemanden, der ikke kunne blive enige om tilgangen til krokonen. Jeg har førsteret! råbte spillemanden rasende, for jeg er den mest potente, skærsliberen kvitterede ved ødelægge hans violin og sådan blev det bare ved...
   Spillemanden reparerede sit instrument med gaffatape og spillede for småpenge på de gårde, de passerede. Det lød ikke for godt, men det hjalp på det, at krokonen dansede til musikken i bare røv. Det var der mange bønder, der holdt af.
   Om natten sov de i høstakke og lader. Her fortsatte kampene om kvinden mellem skærsliberen og musikeren, indtil ridderen skaffede sig ro ved at pusse hunden på dem.
   Da de nærmede sig Lübeck kom de ind på den store motorvej, og da politiet forsøgte at jage dem væk, angreb ridderen dem med sin lanse og sit sværd, idet han antog, at de tilhørte den sorte ridders hær. Politiet fortrak blødende i panik.
   Da de kom til de store holstenske skove stødte de på skovfolket, et grønligt folkefærd, der havde levet i disse skove i århundreder, og som nu var blevet noget degenereret af indavl. Da de så den flotte ridder, besluttede de sig til at lade ham parre sig med nogle af deres kvindfolk for at få tilføjet noget hvidt blod i slægterne. Ridderen forklarede imidlertid, at han i sit ridderløfte havde sværget kyskhed og renhed og at han derfor ikke på nogen måde kunne være en del af deres avlsprogram, men at han var sikker på, at hans to følgesvende med glæde ville stå til disposition. Høvdingen takkede dog på det bestemteste nej til det tilbud. Men på det tidspunkt var skærsliberen allerede uden videre begyndt og ude af stand til at stoppe. Han havde stønnende grebet den nærmeste kvinde og svunget hende om i liggende stilling og var nu ved at hale sine bukser ned. De grønne skovfolk forhindrede ham dog i hans forehavende, men mens de var optaget af at passificere ham, sprang den brunstige musiker gryntende på den afventende skovkvinde. Hende var han hurtigt færdig med, og var hastigt i gang med at tage endnu en kvinde i besiddelse. De øvrige kvinder i stammen kom i stemning og stillede op på række for at blive bedækket. Skovfolket indså, at der ikke var noget, de kunne stille op og slap også den ulækre skærsliber løs og denne fór savlende på talrige af de yngste damer.
   Ridderen var interesseret i at lære noget om skovfolkets levevis, specielt om deres jagtmetoder. Og i de næste dage deltog han interesseret i mændenes jagt, mens skærsliberen og musikeren parrede sig fra sans og samling i lejren. Efter en uges ophold blandt de vilde, besluttede de sig for at fortsætte mod Lübeck, og to unge mænd fra stammen bad om at få lov til at følge med.
   På deres vej kom de ned til Østersøens strande. Det første de så var et mægtigt partytelt, hvorfra der lød en larm af mange mandestemmer. De gik nærmere og trådte ind i teltet, der var stuvende fyldt med drukne, kæmpende fiskere. Det viste sig at være fiskernes sportsklub. Her drak man øl og sloges. Formanden var et tvillingepar som var to i en, idet de kun betalte kontingent for en. Vi er en person, hævdede de. Deres navne var Rollo og Uwe, men da de sagde at de var en mand, kaldte de sig Rollouwe.
   Vi har i årevis længtes efter Lübeck, så lad os tage på eventyr med jer. Og sådan blev det. Med tiden blev det et sammentømret hold. De seks mandlige ledsagere deltes pænt om kroværtens kone og ridderen lod som om han ikke så det.
   Mens alt dette foregik, gjorde den sorte ridder i Bajern sig klar til turneringen i Lübeck, hvor han havde tænkt sig at dræbe en masse mennesker. Han boede på en sort borg med glødende lava i voldgraven. Under borgen lå hans store fangekælder hvor der sad tusinder af fanger, der dagligt blev torteret på det forfærdeligste og somme tider ædt.
   (Fortsættes)