Egentlig var det slet ikke gået efter planen. Denne anden date. Mens jeg rækker ud efter cigaretterne og tænder en, overvejer jeg et kort øjeblik, om det alligevel var lidt for hurtigt. I guder... hvorfor skal det værste, der kan ske, altid trækkes frem?

Veltilberedte bøffer og rødvin delt ligeligt, mens pladespilleren serverede hyggen. Jo... den var god nok. Jeg inhalerer dybt og flår alle mødre-advarslerne væk fra nethinden. Rygning i sengen. Farligt og moralsk ukorrekt. Men godt. Lige hvad jeg trænger til nu. Sender et par uartige røgringe af sted, mens jeg smiler lidt af hele situationen. Der er sgu ikke noget i vejen med god sex så tidligt i et forhold, men det er mere måden... Stuen må se frygtelig ud? Tøjet spredt, flået. Dine skjorteknapper... finder du vist ikke sådan lige.

Det er næsten et år siden min skilsmisse, men at blive så... kan man sige trængende, at man helt glemmer tid og sted. Endnu et sug. Nyder den søde mathedsfornemmelse strømme gennem hver en fiber. Fik jeg overhovedet mine nye selvsiddende strømper af? Mærker lidt forsigtigt efter med den ene fod. Okay... til den pris må det være meningen, at de skal blive på.

Rare øjne, behageligt væsen, elsker at lave mad og jordskredssex. Kan det blive bedre? Så pyt med at det ikke var planen at ende her allerede.

Gad vist om du er faldet i søvn, du er så stille? Læner mig lidt op på albuen. Er lige ved at sige, at jeg har det som i sangen der spilles nu. Nynner i stedet let med på omkvædet "I will allways love you", Whitney Houston har sin egen måde at sige det på. Min pegefinger følger stille rytmen af din vejrtrækning i små cirkler omkring navlen og videre ud langs de markerede mavemuskler. Måske skulle jeg hente den rest flødeskum, der blev tilovers fra desserten og servere en omgang mere... på en ny måde?

"Mette, du er godt nok god til at gøre rent. Ettallet er godt poleret."

Fandens! Det sagde du bare ikke, Markus. Rengøring var nok det sidste, jeg havde forestillet mig skulle være vores næste samtaleemne. Hvordan gør man det her med maner?

Jeg læner mig roligt ind over sengebordet, slukker smøgen med et lille vrid og hopper, håber jeg, elegant ud af sengen. Jeg klæder mig på med en hel del mere fart, end Frank, min ex-mand ville tro var muligt. Selv bh-hægterne lystrer første gang. Så skrider jeg. Det er først et sekund efter dørlåsens klik, jeg erkender min fadæse. Jeg er lige styrtet ud af min egen lejlighed. Uden nøgler og taske. Begge dele ligger stadigvæk lige indenfor døren, i den store kurv, sammen med alt det andet man gerne vil vide hvor er. Et stort set velfungerende system.

Jeg fortsætter hurtigt videre ud gennem opgangens hoveddør, for at jeg ikke skal blive fristet til at trampe i gulvet som en anden toårig, eller det der er endnu værre... begynde at hamre på døren. Jeg gør først stop midt på parkeringspladsen.

Trods et par arrige, gå-så-væk, ud-af-mit-hoved, kindheste, vil Franks stemme ikke forsvinde.

"Du handler som sædvanlig uden at tænke først. Se dog at blive voksen!"

Sommetider ville jeg ønske, at jeg var udstyret med sprinklervæske og vinduesvisker, der kunne fjerne de indimellem genstridige minder, som var det udtværede insekter på frontruden. Ikke mindst billedet af ham og kontores rundetrunte godt sammensmeltet... for nu at sige det pænt. Det var knapt så pænt, det der kom ud af min mund, da jeg i hast kom til at brase ind på depotrummet, i den tro det var dametoilettet. Jeg nåede lige at se deres forbavsede ansigter, inden jeg kastede op i nærmeste papirkurv. Jeg har aldrig været dygtig til at ramme præcist. Denne gang ramte jeg dygtigt upræcist... Så var den firmafest ødelagt. Det kunne de godt selv regne ud i revisionsfirmaet. Fint nok. Jeg ville også helst hjem. Måske burde jeg være blevet hjemme i første omgang, med den underlige rumlen jeg havde haft i maven hele dagen. Men min intuition sagde mig, at det ville være uklogt at blive væk og at mit regnestykke, to plus to er fire, var rigtigt, også uden at være uddannet revisor. Næ... det var ikke bare spøgelser, jeg så. Jeg forlod festen med højt hævet hoved. På vej ud huskede jeg lige at fortælle, at det var Frank, der havde startet med at kalde chefen for regnormen. Tænk at jeg lod ham slippe af sted med alle de bortforklaringer. Godt naiv havde jeg været. Man bliver heldigvis klogere. Ha, ha. Ja, det troede jeg.

Okay, rolig nu. En smøg ville gøre underværker nu, men de ligger selvfølgelig inde og blomstrer sammen med tasken og hele dens indhold af mit uundværlige dame-overlevelses-udstyr. Jeg giver den enlige flaske, der står formålsløst midt på parkeringspladsen et ordentligt spark, selvom den er helt uden skyld. Den kurrer højlydt indunder bagdækket på en af de parkerede biler. Larmen rekylerer mellem de to tvillingeblokke, og et par hunde begynder at gø fra nabolagets parcelhuskvarter.
   For fanden! Ejendomsfunktionæren... Ja, fint skal det være. Hvad er der i vejen med titlen" varmemester"? Jeg er lige i det rette humor til at agere knælerhun, hvis larmen har vækket ham, og han kommer sjoskende med alle hans sure opstød af regulativpis. Jeg står lidt og afventer hele situationen og kommer i tanke om, at min cykel er flad på begge dæk, for ved gud hvilken gang. Nok muligt at bildæk ikke punkterer så nemt, men alligevel... Jeg samler flasken op, går over mod skuret og smider den i glascontaineren. Glasskår er styret af Murphys lov: "Hvad der kan gå galt, vil gå galt", og naturligvis på det værst tænkelige tidspunkt. Djævelsk irriterende for folk, der er afhængige af deres transportmiddel, og ikke mindst for mig. Ikke at jeg har særligt langt på arbejde, men cyklen er billig i drift og meget praktisk, når der skal købes ind. Jeg har en lidt dyr husleje i forhold til min lærlingeløn. Selv på voksensats rækker den ikke langt. Men hvem kan sige nej til en toværelses med et rummeligt køkken, fyldt med morgensol og bedst af alt, et gaskomfur. Gas er efter min mening den bedste måde at lave mad på, og nu hvor jeg endelig er kommet godt i gang med min drømmeuddannelse som kok, er jeg parat til at sætte alt ind. Koste hvad det vil! Selvom livremmen indimellem snerrer til smertepunktet.

Hvad nu? "Nød lærer nøgen kvinde at spinde", sagde min mormor altid. Ja... det kan godt være, men selv ikke jeg med min veludviklede fantasi kan finde nogen løsning med en top, stram nederdel, strømper og et par stilletter. De sidste vil have en vis effekt som våben, men som nødnøgle, næppe. Nej... lige nu kan jeg kun se to muligheder. Banke på døren og komme med en halvhjertet undskyldning for at skride eller vente her i skuret til han går. Den første mulighed... aldrig. Fanden kommer til at gale et par gange først. Altså... bliver det at vente. Får kantet mig lidt hæmmet af nederdelen til rette ovenpå en af de store affaldsbeholdere. Herfra er der et godt lur-kig til hoveddøren.

Håber han snart går, for det her er godt nok en kold fornøjelse. Man skulle ikke tro, det var højsommer. Heldigvis er der lidt læ her, men jøsses... hvor her stinker. Bare der ikke er et eller andet dødt, der er blevet levende igen? Fuld af maddiker. Næst efter slanger ligger maddiker på en klar andenplads over dyr uden nuttetheds-faktor.

Sikke en idiot. "Du er godt nok god til at gøre rent. Ettallet er godt poleret" Skulle det have været et kompliment? Dumpet... Nå, men hvor lang tid kan det tage at fatte pointen, få tøj på... selvom man skal til at lede efter det. Håber sgu ikke, at han er tiltet. Er det ikke bare typisk mænd? Falder i søvn, når de har fået, hvad de skal have... Okay, har nu også kendt dem, der ikke gjorde. Et par dårlige eksemplarer behøver ikke at smitte af på resten. Ærgerligt... Han er ellers ret sød og lidt af en steg.

Hvad var det? Trækker hånden til mig. En kat? Der er mange, der holder kat her i bebyggelsen, men jeg tror ikke, alle har læst lige grundigt i lejekontrakten, at det i så fald skal være inde-katte og kun en ad gangen. Mig generer det nu ikke, men der er flere, der brokker sig. Specielt over Elna i stuelejligheden overfor. Hun har vist fire katte, der alle løber ude om natten. Og hvad så? Hun er en gammel dame og dårligt gående. Jeg har aldrig set, at hun har haft andre besøg udover den daglige hjemmepleje. Hun sidder hver dag i sit stuevindue og ser ud. Jeg plejer at vinke til hende, når jeg går forbi. Tror jeg vil gå ind og hilse ordentligt på hende en af de nærmeste dage. Måske skulle jeg forære hende nogle nybagte ingefær-småkager efter min mormors gamle familieopskrift. Eventuelt komme lidt hakket chokolade i. Ja, det tror jeg faktisk kunne blive ret lækkert... Hun minder mig sådan om mormor. Gud, hvor jeg savner hende... Familiesøndage med grydestegt kylling og skilt sovs, som kun hun kunne lave den... Gad vist om jeg kan overtale Markus til at hjælpe med at afprøve nogle af mormors opskrifter. Det kunne være hyggeligt med en rolig søndag i morgen. Bare ham og mig. Kun iført forklæde og musvitkys. Hmm...

"I dine drømme, Mette. Du er skredet! End of story!" Hvorfor fyrede jeg ikke bare en frisk bemærkning af i stedet for at skride på grund af en tåbelig bemærkning? Et er at jeg er impulsiv, noget andet er at opføre mig, som jeg har tabt hovedet i et væddemål til månemanden og nu må lade porten stå vidt åben, for at samtlige impulsive aliens kan lande frit. Sikke et rod, men måske kan det stadigvæk reddes. Måske også uden at tabe ansigt helt. Hvis jeg nu kunne komme til at liste ind, mens han sover...

Hvad, igen? Rotter! I et nu er jeg sprunget ned og styrtet ud midt på parkeringspladsen med en voldsom trang til at blive skrubbet grundigt. Så er det slut, mostermus! Man har ikke tabt, så længe man stadigvæk har kort på hånden.

Spørgsmålet er nu bare, hvordan man kommer lydløst ind uden en nøgle? Jeg går indad hoveddøren og de fire trin op til min dør og lægger øret tæt ind til den. Der er ikke en lyd at høre. Måske...? Trykker håndtaget stille ned og holder vejret uden de store forhåbninger. Låst... selvfølgelig. Stirrer hårdt på nøglehullet. En låsesmed koster med både weekendtakst og nattillæg. Der er også det lille problem... Mobilen befinder sig på den anden side af døren.

Det er da løgn, og får travlt med at se beskæftiget ud, da den trippende lyd af et par højhælede sko kommer ind i opgangen. Min overbo. Jeg vender mig rundt med alt mit mod fremme i munden, for at spørge om jeg må låne hendes mobil, men hun kommer mig i forkøbet med en enkel sidebliks-bemærkning.

"Du har vist tabt frisuren i den rendesten, du lige har forladt."

Jeg begynder flovt at samle håret, der ganske rigtigt har fjernet sig en del fra den oprindelige ide. Hun passerer og forsvinder ind bag sin dør, før jeg genfinder mælet. Sådan en fuck-me-high-kælling. Hun burde tage patent på sin modbydelighed.

Jeg opgiver at redde frisuren og trækker de sidste hårnåle ud. Jeg har flere gange overvejet, om det ikke ville være mere praktisk med et smart kortklip i stedet. Hver gang har jeg dog slået tanken hen. Det ville blive lidt for androgyn i samspil med min spinkle figur. Jeg beklagede mig meget over mit hår som barn, og kunne ikke se det gode i, at naturen har været rundhåndet med den røde farve og... fregnerne. Heldigvis for far. Han gav mig altid et kram og sagde, at jeg var blevet skabt i en solnedgang og ved min fødsel badet i stjernes hav. Således jeg hver dag kunne minde ham og mor om, hvilken stor gave de havde fået.

Jeg ser tankefuldt på nålene... Måske skulle jeg prøve igen. Afviser hurtigt tanken. Sidste gang kostede det en ny lås og et ordentligt rabalder fra varmemesteren alias ejendomsfunktionæren." Et er film, noget andet er virkelighed", havde han råbt. Er der egentlig flere kort tilbage på hånden? Udover at gå over og vække ham med ekstranøglerne. Jeg går udenfor igen, mens jeg mere eller mindre opgivende ser mig omkring.

Åh... Køkkenvinduet selvfølgelig... Det står på klem. Af alle tantefjanter... Her scorer jeg virkelig topkarakter. Hvorfor er jeg ikke kommet i tanke om det noget før? Skal bare have noget at stå på først. Jeg bor godt nok i stueetagen, men har vist sat røv lidt for tidligt, til at jeg kan nå mere end lige med fingerspidserne til vinduesrammen. Rotter eller ej. Det må blive rullende skraldeotto.

Tilbage i skuret, låser jeg de fire hjul op på containeren, og får den hurtigt, men så stille som muligt, skubbet hen under vinduet. Den sidste halve meter før husmuren giver jeg den et ekstra kraftigt skub, for at den kan komme igennem bedet med roserne. Varmemesterens stolthed. Shit... Vis der er nogen, der hører det her og kigger ud nu, er jeg næste uges kebab. Nå, ham varmemesteren kan jeg måske blødgøre med et par lækre hjemmelavede retter. Det fine er, at jeg nu slipper for at fortælle ham, at det er mig, der har tyvet en buket roser til middagsbordet i aftes.

Det er ret tidligt endnu, men solen er stået op. For en sikkerhedsskyld lytter jeg efter andre lyde end fuglenes morgenkor og ser efter, om Elna allerede skulle sidde klar på hendes udkigspost. Jeg afsøger hurtigt i de andre vinduer også, men umiddelbart kan jeg ikke få øje på nogen mistænkelige bevægelser. Da det her stunt nødigt skulle koste mig en brækket hals, stiller jeg stilletterne pænt samlet inde ved husmuren, trækker let op i nederdelen og kravler op på containeren. Herfra er det nemt at få listet haspen af, åbnet vinduet helt og mavet mig halvt ind. Kun for at opdage at det er totalt umuligt at få et ben med op. En stram nederdel er ganske udmærket til en date, men håbløst når man vil benytte vinduet som indgangsdør. Nej, Murphy har ret:" Intet er så nemt, som det ser ud til." Jeg overvejer et øjeblik mine valg. Tilbage og trække den famøse del op, eller fortsætte med at mave mig videre ind, prøve at manøvrere rundt på køkkenbordet mellem vask, kaffemaskine og brugte gryder, for tilslut at ende på gulvet. Kræver lidt for meget mod efter min smag og næppe særligt lydløst, så hellere mit gode ry.

Tilbage på toppen af containeren trækker jeg nederdelen op om livet og begynder igen opstigningen. Jeg kan mærke den allerede varme mur på mine bare lår, men situationen er nu så umulig, at jeg er hamrende ligeglad om nogen skulle få øje på mig. Håber kun, at det ikke er den sidste varme, jeg får i dette liv. Denne gang er der ingen problemer. Får hurtigt hevet mig ind og sidde overtværs i vinduet.

"Næææ, ser man deeet?"

Mine øjne farer op og hen mod køkkenåbningen ind mod stuen. Der i skyggerne står Markus med et frækt smil smurt ud over hele fjæset. Fra pegefingeren dingler et sort stykke blonde.

"Hvad", udbryder jeg.

Han peger retningen, og mine øjne flakser ned til det punkt, hvor trusserne skulle have dækket. I skyndingen med at komme ud af døren havde jeg glemt alt om dette, måske nok lille beklædningsstykke, men bestemt ikke uden betydning. Kommer pludselig i tanke om, hvor de havnede i går aftes. Gad vide om der stadigvæk sidder bearnaisesovs på dem? Jeg er ligeved at begynde at fnise uhæmmet, men for i stedet øje på varmemesteren, der står et par meter væk under vinduet og ser op med et slet skjult grin.

"Markus, så hjælp mig dog! Varmemesteren! Der er jo frikig til hele min private opgang..."

Markus går hen mod mig, som han har alverdens af tid. Han har taget sine cowboybukser på, men ikke ulejliget sig med at lyne dem op. Mine øjne glider op langs hans mave, videre hen over bryst og skuldre, for til slut at møde og blive låst fast af hans blik. Uden at afbryde øjenkontakten samler Markus gryderne sammen, sætter dem hen på komfuret, inden han lægger begge håndflader på bordet og læner sig helt tæt ind på mig. Jeg har aldrig troet, at man kunne rødme med hele kroppen, eller at jeg skulle have voyeuristiske tendenser.

"Jeg vil gerne vide en ting først"

"Ja, Markus" hvisker jeg.

"Er du på vej ind eller ud?"

"Ind! Selvfølgelig ind."

"Det var bare det jeg ville vide... Og forresten er det rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der kan komme på tåbeligheder."

I næste øjeblik sidder jeg på kanten af køkkenbordet, vinduet er lukket og alt hvad der hedder musvitkys er glemt.