Flere lag af kronblade lænede sig op ad hinanden. Den gule sol i midten var lyspunktet i hele dens struktur. Stilken var spinkel og bladene bløde. Dens grønne farve prøvede at matche det nyslåede græs, men der var noget ved nuancen, der ikke var helt rigtigt. Det mørkegrønne græs dominerede kraftigt i forhold til stilkens olivengrønne farve. Så selvom Margueritten havde selskab omkring sig, stod den isoleret midt i det hele. Pigen stod selv og kiggede beundrende på den lille Margueritte. Hendes lyse hår var glat som blomstens hvide kronblade, og hendes ansigtsform var rund som Marguerittens midte. Hun var tynd og enkelt påklædt. Den olivengrønne kjole var i fin balance med hendes spinkle krop, hvor kanten af kjolen akkurat nåede ned over anklerne. Alt ved dem begge var skrøbeligt. Så smukt og nemt at ødelægge. Og blandt det mørkegrønne græs stod de andre og kiggede imellem de mange græsstrå. Som en løve, der holdt øje med sit bytte. De stod pænt og pyntede; primulaerne i deres mangefarvede kjoler, og klokkeblomsterne med deres lange kroppe, der fik de lilla kronblade til at bøje sig for enden. Men alles øjne var i løbet af få sekunder kun rettet mod de royale roser. De store, åbne, altomsluttende roser, der stod ophøjede og majestætiske oppe i bedene. Ligeså kiggede den lille pige over på sine søstre. Alle tre med deres lange, overdådige kjoler i hver sin farve; gul, lilla og rød. Hver af dem indeholdt sit eget budskab. Gul som lidenskaben, en oplysende stjerne, der vokser sig større end de andre. Lilla som det magiske, med en fortryllende og mystisk udstråling, der nemt vil fange alles opmærksomhed. Men ingen af de to ville kunne overgå den klassiske, majestætiske røde farve. Dens charme var noget helt særligt, og ingen andre farver kunne sammenlignes med den. Alle tre var i centrum for verdens beskuelse ligesom pigens søstre. Og i en flok på tre blev den fjerde ofte glemt. I den sammenhæng var den lille pige og Margueritten ét.
   Snakken spredte sig i mængden. Havefesten var nu på sit højeste, og de mange smukke og farverige blomster befandt sig overalt. Og imellem de lige så mange farverige, glade og festlige mennesker gik den lille pige. Stille og velvidende om sin position. Hun var blandt disse folk nærmest usynlig, men alligevel oplyst som solen i universet. Den, der giver sig til kende og spiller en større rolle for alles eksistens. Men alligevel vidste alle, at man ikke skulle komme for tæt på hende. Det var derfor ikke overraskende, at folk holdt afstand til den lille pige. Hun ønskede selv ikke at lægge mærke til de afvisende blikke foran hende og de stirrende blikke, der fulgte hende intenst bagfra, mens hun med rolige skridt bevægede sig op blandt den større forsamling af mennesker. Snakken og de dramatiske kropsbevægelser var i fuld gang rundt omkring. Alle nikkede så fint med hovederne, mens de i deres små grupper på skift holdt hver sin tale. Men mens ørerne var tvunget til at høre om de mange arve og familie konflikter, så vendte deres blikke sig indimellem hurtigt ud mod de andre smågrupper som et råb om hjælp. De mange glas blev nærmest knaldet ind i hinanden, hver gang nogen havde holdt en tale, hvor der derefter blev grinet voldsomt. Fra den lille piges synsvinkel så det nærmest hyklerisk ud. Alle prøvede at udfylde sin rolle bedst muligt, ligesom blomsterne, der kæmpede en kamp for at fremstå som den mest prestigefyldte og strålende blomst af dem alle. Træt og kvalt af de mange indtryk og mennesker omkring sig rettede den lille pige sit eget blik mod kagebordet. Hun gik luntende hen til det store, aflange bord, hvor hun roligt satte sig elegant ned på en af havestolene. På den snehvide dug foran hende stod de mange dessertfade på en lang række. Den lille pige talte inde i sit hoved og fik det til fire forskellige slags kager. Alle med hvert sit udtryk. Længst til højre for hende stod citronkagen. Udover den gullige farve var den pyntet med et tykt lag flødeskum på toppen, som lå fint langs kagens kant. Selve dens glans var skinnende og iøjnefaldende. Ved siden af stod blåbærtærten. Den var mere fast i formen, men ikke desto mindre mere værdifuld end citronkagen. De store, friske, blå-lilla blåbær lå pænt og skarpt på tærtens overflade. Dens udtryk kom frem som nærmest uforglemmeligt. Dog var de to desserter intet i forhold til den tredje. Jordbærkagen, der både med det store lag af flødeskum og de mange små, friske jordbær på toppen kunne friste alle og enhver. Dens klassiske udstråling var noget, der faldt i alles smag. Den lille pige kiggede foran sig, hvor den fjerde kage stod. Dens tilstedeværelse var ikke nær så bemærkelsesværdig i forhold til de andre tre. Hun kunne heller ikke helt identificere, hvilken kage det var. Den havde ikke nær så mange lag som de andre og var derfor også meget mindre og flad i sit udseende. Et fint, tyndt, hvidt lag dækkede hele kagen, hvor der i midten var placeret en simpel Margueritte, lavet af marcipan. Men der var noget galt. Der var taget et stykke af den fine, lille Marguerit-kage. Den lille pige kiggede ud på den store mængde af mennesker, der fortsat stod og snakkede løs i deres små grupper. Alle med hver sin dessert. Både citronkagen, blåbærtærten og jordbærkagen blev spist og kommenteret med stor begejstring. Alle undtagen Marguerit-kagen. Forskrækket blev den lille pige, da hun hørte en lavmælt lyd under bordet. Uden at tænke mere over det stak pigen i det næste øjeblik hurtigt sit hoved under bordet. Dér fik hun øje på ham. En lille dreng på omkring hendes egen alder. Hun kiggede på ham og han på hende. Begge med store, åbne øjne. Den første følelse, den lille pige havde, var en væmmelse ved drengen. Dér sad han, den lille arbejderdreng, på det fine, mørkegrønne græs. Han kunne sammenlignes med ukrudt. En uønsket plante for mange, som man ikke bare kunne udrydde eller slippe helt af med. Og han blev bare siddende på græsset. Udover det beskidte arbejdstøj og det fedtede, brune hår var hans mund også overdækket af kagerester. I den ene hånd holdt han stadig den anden del af Marguerit-kagen. Hans udstråling passede ikke rigtig ind i billedet af den fine overklasse. Men det samme gjorde sig gældende for den lille pige. Hun følte sig på mange måder ligesom drengen. Alene. Anderledes. Udstødt fra selskabslivet. Den lille pige ville gerne sige noget, men blev hurtigt afbrudt, da drengen pludselig fór ud fra bordet. Han løb i retning mod havelågen, væk fra havefesten. Uden at kigge sig tilbage fulgte den lille pige hurtigt efter ham. Det var først efter, at hun havde forladt haven, at de indre konflikter dukkede op i hende. Hvad ville hendes søstre sige til, at hun havde forladt havefesten? Hvad ville de andre sige? Måske gjorde det alligevel ikke så meget. De ville nok alligevel ikke opdage, at hun var væk. Den lille pige fortsatte i rask tempo efter drengen ned ad den mudrede vej, væk fra alle de folk, hun ikke kunne identificere sig med. Det var først ved mødet med et hegn, at pigen stoppede op. Den lille dreng havde ført hende til en større eng, hvor flere børn kunne ses nede ved en mindre sø, der var placeret ikke langt fra den lille pige selv. Drengen fortsatte selv ned til de andre børn, mens pigen nysgerrigt kiggede på fra sidelinjen. Hvad børnene præcist foretog sig, kunne den lille pige ikke se. Forsigtigt kravlede hun over hegnet for at komme tættere på. Hun prøvede at falde i med det høje græs omkring hende, og ligesom et rovdyr bevægede hun sig tættere og tættere på de andre børn. Til sidst var hun helt nede ved søens bred. Den lille pige turde dog ikke gå tættere på og nøjedes derfor med at studere børnene fra sin nuværende position. Børnene stod selv på den anden side af bredden. Det så ud, som om de ledte efter noget i den blanke sø. Flere af dem havde fundet sig en lang gren, som de brugte til at lave en form for fiskestang med. Pludselig gik det op for den lille pige, hvad de fiskede efter. Ude på søen lå der flere åkander spredt ud over det hele. Børnene prøvede åbenbart at få dem ind til bredden, hvor de stod. Men hvorfor ville de dog det? De fleste åkander var endnu ikke sprunget ud. Pigen kiggede ned foran sig, hvor flere af den samme slags åkander lå og flød rundt på vandets overflade. De var hver især indelukkede og isoleret fra de andre. Hvad der efterfølgende sprang i den lille piges øjne, var en svane og dens fire små ællinger. Alle fem på en lang række med moren i front. De første tre gråhvide ællinger fulgte lige i hælene på hende, hvor de succesfuldt efterlignede hendes bevægelser. Den fjerde og sidste ælling i rækken var intet lig dem. Den havde selv ikke fået den hvidlige farve, som de andre søskende havde. Den lille pige kunne se, hvordan den kæmpede for at følge med resten af flokken. Pigen fik en følelse af sympati for den lille, grå ælling. Stille kiggede hun ned i søen, hvor hendes eget spejlbillede dukkede op. Dér stod hun et par minutter. Hun kunne høre de andre børn på den anden side af bredden grine og have det sjovt. Hun fortsatte selv med at stirre ned i den blanke sø, hvor en lille åkande kom flydende ind mod hende. Den var så simpel... for simpel. Åkandens grønne underlag holdt sig let over vandet, mens den hvide blomst i midten var ligesom de andre, lukket i. Men det så alligevel ud til, at der var noget i den, der prøvede at bryde ud. Og pludselig gjorde den det. Den hvide blomsts kronblade åbnede sig. Det var, som om en sol lyste op i midten, og på mange måder mindede den pigen om Margueritten. Det var sandt, at de begge var simple, men samtidig var der også noget yndefuldt over dem. Det fik den lille pige til at tænke, at alle levende organismer havde en form for livskraft i sig, og Margueritten var ingen undtagelse. Ligesom åkanderne ville den lille pige også en dag springe yndefuldt ud. Den lille, grå ælling ville forvandle sig til en smuk, udvokset svane ligesom sine søskende. Den lille dreng var ikke alene. Han havde venner, der kunne få ham til at se det gode i sig selv. Kagerne havde hver deres form, ingredienser og smag, der gjorde dem til den kage, de nu var. Fuldstændig unik. Pigens olivengrønne kjole indeholdt, ligesom de mange andre farver, også en betydning. Den var ét med naturen. Den repræsenterede ungdom, fornyelse og harmoni. Farven og den lille pige var begge i vækst. Man kunne nærmest sige, at det var livets farve, hun bar. Hun vidste inderst inde, at hendes negative forestillinger om livet ikke kunne vare ved, og at problemet lå i hende selv. Det var hendes egen opfattelse af Margueritten og verden omkring hende, der skulle ændres og derefter formes på ny. Oplevelserne, den lille pige havde stået over for denne dag, havde været med til at vise hende sandheden. En løsning på hendes problem. Det var en anderledes følelse, der pludselig gik igennem hende. For da indså den lille pige det: Ingen var ens. Selv de flotte, majestætiske roser var forskellige med hver deres farve. Nogle var røde, andre hvide. Det var som en varme, der spredte sig til alle steder i hendes krop. Og ligesom solen stod hun dér, den lille Margueritte, og skinnede så fint.