Fars bog fortsætter lidt endnu med den første tid uden for fængslet, men uden at komme med nogen egentlig afrunding eller konklusion. Som om arbejdet med den blot er blevet afbrudt for senere at blive fortsat.
   Men her er det som om teksten mister pusten. Dette gælder også forfatteren selv. Som om energien slappes eller fuser ud i det blå, nu da den ikke mere kan spændes ud mellem fængslets mure og sættes op mod dets autoriteter, og dermed kommer han til at virke reduceret som person. Han siger selv således:
   "Jeg var klar over at det ville blive vanskeligt at komme ud i livet. Den verden jeg skulle ud i var en helt anden end den jeg forlod for elleve år siden. Krigen havde været imellem og havde forandret meget, og jeg selv var blevet en anden. Jeg havde altid været noget af en idealist, og disse års kampe havde gjort mig til det i endnu højere grad, og jeg vidste udmærket at det ikke var idealister der var brug for. - Dr. Back, en kvindelig læge, havde sagt at det ville blive meget vanskeligt for mig, fordi jeg stillede for store krav. Jeg svarede at det ikke var rigtigt, jeg stillede kun store krav til mig selv.
   "Ja, netop," sagde hun, "men det stiller også store krav til dem De omgås."
   Løsladelsen finder sted 3. juni 1949 kl. 12. I den første tid flakker han lidt om, prøver at gøre sig fortrolig med den tvivlsomme frihed, opsøger enkelte gamle venner, prøver at finde arbejde og et sted at bo. Bor på forskellige lejede værelser og har skiftende jobs, som han nok klarer fint, men hvor han alligevel ikke passer ind på grund af sin specielle psyke. Det er umuligt for ham at underordne sig normer og skrevne regler, for slet ikke at tale om de uskrevne. Han prøver også at komme ud at sejle igen, men bliver forhindret af stive fagforeningsregler.
   Han sætter sig så, med overlæge Stürups alvorlige misbilligelse, i forbindelse med Martin - manden med automobilopfindelsen - som viser sig at være fupmager i den store stil og rablende psykopat - det sidste ikke overraskende i betragtning af hvor de har mødt hinanden - som jonglerer med store pengesummer uden at eje noget og spille diverse pengemænd ud mod hinanden. Han følger ham på omfattende turnerer i Danmark, Norge og Sverige og assisterer han i hans vilde transaktioner med herskabshuse, bondegårde, et enkelt slot, luksusbiler, betroede juveler, mere eller mindre fiktive værdipapirer plus naturligvis den aldrig færdiggjorte opfindelse. Far er begribeligvis fascineret af dette menneskelig fænomen. Han kommer selv farligt nær egentlig kriminalitet, men holder sig dog klar af den ved hjælp af sin stædighed, humoristiske sans og fundamentale retskaffenhed. Han er tiltrukket af denne 'stærke mand', men tager på samme tid afstand fra ham.
   En overgang arbejder han som hjælper for en rig, invalid mand, og rejser med ham til Frankrig. Men samarbejdet strander fordi manden vil dominere ham ved hjælp af sin sygdom og sine penge. Han har igen forskellige småjobs, er sådan set god til alt, men passer alligevel ikke ind nogen steder. 'En overkomplet' kalder han sig selv.
   "Jeg var formet og hærdet under særlige forhold til et redskab der kun var brug for til særlige opgaver, og da sådanne opgaver altså ikke forelå var jeg kun et overflødigt redskab, og sådan et smider man i brokkassen. Det var helt i sin orden."
   En anke imod al fængselsstraf der gør mennesker perfekte til livet inden for murene, men uduelige til livet udenfor.
   Da han er længst ude tømmer han et glas sovepiller på et hotelværelse, men vågner op på hospitalet.
   "Ikke engang dette kunne jeg få til at lykkes for mig," skriver han.
   Ved et rent tilfælde får han arbejde på et sanatorium for polioramte, og der er han endelig kommet på den rette hylde. Der er både faste forhold og store muligheder for personligt initiativ. Han har et godt tag på syge børn og i det hele taget på syge mennesker. - Her på sanatoriet bliver han også venner med en lam dame med to børn. Han kører ture med hende i kørestolen og senere længere ture i bil, og efterhånden beslutter de sig for at slå sig sammen permanent. De er tilsyneladende det perfekte par, begge er ensomme, hun behøver en til at hjælpe sig med alt, absolut alt, og han hungrer efter en livsopgave og har det bedst når han kan gå til yderligheder. Her er opgaven. - Men da de er kommet så langt at de er i færd med at etablere sig i en ny lejlighed begynder hun at trække sig ud. Hun falder tilbage i rollen som syg, ensom og ulykkelig. Det er den rolle hun kender, og det er som om hun nu bevidst piller det gode de har opbygget fra hinanden, og det hele løber ud i sandet.
   Her slutter manuskriptet.


* * *
   Det sker at man læser bøger hvor man, efter at have læst sidste side, har tænkt: hvordan gik det dem mon siden hen? - I dette tilfælde kan jeg altså fortælle lidt om hvordan det gik ham.
   Han klarer sig. Arbejdet med mennesker er det rette for ham, og han får senere fast arbejde som portør på Bispebjerg hospital. I 1955 træffer han Tove - de gifter sig i '58. Hun sætter pris på hans mangfoldige gode sider, og har format til at bære over med hans lige så mangfoldige særheder. Ja, ved hjælp af kærlighed, humor og sund fornuft, tre egenskaber han sætter pris på, får hun ham endog 'opdraget' til mere eller mindre at acceptere og underordne sig de skrevne og uskrevne regler der nu engang gælder hvis man skal omgås andre mennesker. Han på sin side bliver en kærlig og hjælpsom ægtemand, hjælpsom langt ud over hvad der var almindelig for en mand af den generation. I visse henseender bliver han ved med at være 'en overkomplet', en sær størrelse med bizarre, kontrære livsprincipper.
   "De er hans. Det blander jeg mig ikke i," siger Tove.
   Ikke desto mindre får de fælles omgangsvenner som tager ham som han er og holder fast ved ham. - Når jeg så tilføjer det jeg har nævnt i indledningen, at han får kontakt med sin søn, sønnesøn og sønnesønnesøn, så kan man roligt sige at han levede lykkeligt til sine dages ende.