Jeg ville tænke mig godt om, før jeg besluttede, hvad jeg nu skulle gøre. Nr. 100 regnede med snart at blive løsladt på prøve, og jeg ville ikke forårsage noget, der kunne skade ham. Så jeg tænkte, lad det gå så godt det kan i de to måneder, så bliver han løsladt og jeg behøver ikke at tage mig af det. Men han gjorde det svært for mig.
   På det tidspunkt var der en betjent, der fik fast tjeneste på sygehuset. Det var ham, der havde prøvet at nægte mig skrivepapir, og han var nu ude på at kue mig og allierede sig med nr. 100. De forsøgte på alle mulige måder at ramme mig. For eksempel lod de mig, nu jeg ikke selv havde adgang til køkkenet, få så små rationer, som de overhovedet turde. Jeg tænkte, lad dem more sig, det betød ikke meget for mig. Og nr. 100 gik ind i min celle og undersøgte den, når jeg ikke var til stede, for, om der kunne være noget, de kunne ramme mig på, men det var der aldrig. Sygebetjenten så det godt, men tænkte vel, at han ville se, hvordan det spændte af. Hvis det lykkedes dem at kue mig, var det jo godt, men lykkedes det ikke, kunne han altid gribe ind og redde situationen. Jeg viste ham, hvordan det udviklede sig, men han ville ikke gøre noget. Det skete jo efter viceinspektørens ordre.
   Men det, at jeg ikke reagerede, og stadig passede mine ting, gjorde dem overmodige, og de viste begge tydeligt, at de hoverede over mig. Jeg havde hidtil selv kunnet tænde og slukke lyset i min celle, simpelthen fordi nr. 100 havde kontakten til sit lys inde i sin celle, og så havde man ment, at jeg burde have det samme privilegium. Men hos mig blev det gjort ved, at jeg skruede pæren løs, når der skulle slukkes. Det var ikke en officiel tilladelse, jeg havde fået, men der var hidtil ingen, der havde sagt noget til det. - Men nu slukkede betjenten lyset hver aften. Jeg protesterede, men han sagde, at han ingen steder havde set nogen ordination på, at jeg skulle have lys. Jeg sagde det til en anden betjent og sygebetjenten, og de sagde, at den var gal, gangmanden plejede at have lov til selv at tænde og slukke sit lys, men de kunne ikke blande sig i betjentens arbejde. - All right, sagde jeg til mig selv, så må jeg ordne det på en anden måde. Det gjorde jeg simpelthen ved at skrue kapselen af afbryderen og sætte en tråd ind, så havde jeg lys, selvom betjenten slukkede. - Men han opdagede det, og fik ordnet kontakten igen. - Det skal vi være to om at bestemme, tænkte jeg, og så tog jeg to stykker tynd tråd og forbandt dem til ledningerne, der løb ude på gangen, og lod dem gå gennem luftkanalen. Her kunne jeg så forbinde dem, når han slukkede. Så havde jeg lys igen, og det gik meget godt.

Nr. 100 fik imidlertid afslag på ansøgningen om prøveløsladelse, og så var jeg klar over, at dette ville vedvare, og det ville jeg ikke være med til. Nu havde det udviklet sig, så det var åbenbart for enhver, at de ansvarlige ikke gjorde noget for at forhindre denne chikane, og så måtte de også tage ansvaret for følgerne. Jeg pillede derfor ledningerne til min interimistiske lyskontakt ned, og om morgenen bad jeg sygebetjenten om at komme op til mig, når han havde tid, jeg havde noget vigtigt at tale med ham om.
   Han kom kl. 9, og vi gik ind i min celle. Jeg sagde:
   "Hør Jensen, den udvikling det hele har taget i det sidste, vil jeg ikke være med til mere, og derfor trækker jeg mig nu tilbage til privatlivets fred, som jeg tidligere har gjort det."
   Han var straks klar over, at det var gået for vidt og sagde:
   "Jeg skal sørge for at nr. 100 kommer væk med det samme, og så er det Dem, der får alle rettighederne i køkkenet."
   "Nej," svarede jeg, "det skal De ikke gøre. Min beslutning står ikke til at ændre. Uanset om nr. 100 kommer væk eller ej, så fortsætter jeg ikke. Det har vist sig, at det ikke fører til noget, og De har set, at jeg er i stand til at tage et ansvar. Jeg siger tak for den tid, vi har arbejdet sammen, men nu kræver situationen, at jeg går andre veje."
   Da sygebetjenten var gået, smækkede jeg min dør, der var ingen vej tilbage. Nr. 100 blev omgående fjernet og sat til andet arbejde, og betjenten blev sat til tjeneste andetsteds, og fik aldrig mere tjeneste på sygehuset. Den ene efter den anden af personalet kom op til mig og bad mig fortsætte, men de kunne ikke friste mig.
   Det var forresten meget snedigt, som man havde regnet det ud. Man ville, at jeg skulle overtage nr. 100's rettigheder, men samtidig hans pligter, men det ville være et andet grundlag end det, jeg hidtil havde arbejdet på. Det ville ikke mere være på frihedens grundlag. Jeg ville officielt være gangmand, og ikke bare en patient der hjalp til. - En hel uge undlod man at sætte en ny mand til arbejdet i det håb, at jeg alligevel ville gå i gang, og der så efterhånden farligt ud.

Med mor gik det ikke godt. Hun vedblev med at skrive til mig gennem præsten, og nu havde hun også indsendt benådningsansøgning. I menigheden holdt de lange bønnemøder, hvor de bad for mig, og mor satte al fornuft over styr og kastede sig ud i en blind og fanatisk tro på, at benådningsansøgningen ville blive bevilget. Det måtte ende galt.
   Jeg skrev et brev på 16 sider og forklarede hende, hvor galt det hele var, og en uge efter et på 12. Viceinspektøren ville ikke lade dem gå igennem, men hjælpepræsten, som jeg havde sat ind i det hele, gik stærkt ind for mig, og til sidst fik de lov til at passere. Men der var intet at gøre, hun havde sat alt ind på sin religion. Det hun havde bygget sit liv på, skulle nu vise om det kunne bære. Hun førte det ud i sin yderste konsekvens og tabte, alt styrtede sammen. - Da ansøgningen blev afslået brød hendes nerver sammen. Hun blev ført til hospitalet i Helsingør, hvor de spændte hende til sengen. Hun troede, de kom gift i hendes mad, og var helt fra sans og samling. Derefter blev hun overflyttet til sindsygehospitalet i Nykøbing, hvor hun fik chokbehandlinger, og det rettede hende op.
   Det var en hård belastning for mig. Jeg vidste, at jeg var den eneste, der kunne hjælpe hende, og jeg var afskåret fra det. - Lægen kom til mig og spurgte, om jeg ikke kunne se, at det var mig, der havde forårsaget det ved den holdning, jeg indtog. Jeg svarede, at det var en enkelt side af sagen, og at jeg beklagede, at det havde været nødvendigt. Der havde ikke været anden vej for mig. - Dertil sagde han, at hvis jeg nu slog om og underkastede mig fængslets myndighed, så ville det rette det hele op igen. Jeg svarede, at det var umuligt, jeg kunne ikke andet end fortsætte. Han rystede på hovedet og gik.
   Da mor havde fået behandling på sindsygehospitalet nogle måneder, kom hun hjem. Hun var blevet rettet op, men der skulle tages hensyn til hende, men det ville far ikke, han ville pleje sin religion. Hun var bange for at være alene, men han fortsatte med at gå til møder de fleste aftener, og det kunne hun ikke holde til.
   En aften flakkede hun forvirret om nede på havnen, og til sidst sprang hun i vandet for at drukne sig, men blev fisket op og kørt til sindsygehuset.
   Religionen havde været ulykken i vores hjem, den havde ødelagt hele vor barndom. Far sagde altid, at i hans hjem skulle kun Gud råde, men over indgangen burde der have stået 'Her lades Gud ude'. Min dom lyder hård, men er den ikke sand?
   Forholdet mellem far og mor havde aldrig været et ægteskab. Mor havde været en glad pige, som elskede at danse og more sig. Da hun mødte far, havde det mest været for at lave lidt sjov med ham, men han havde slet ikke forstand på at more sig. Fars forældre havde været metodister, og han havde ikke turdet, og vel heller ikke haft trang til, at gå uden for religionens rammer. Nu blev mor grebet af religionen, og så giftede hun sig med ham, udelukkende fordi religionen krævede det af hende. Hun havde intet at give ham, hans kærtegn var hende imod. Hun kastede derfor hele sin kærlighed på os børn, og visheden for at hun ofrede sig for religionen, gav hende styrke til at tage modgangen.
   Der var den forskel på fars og mors tro, at for mor var det selve religionen, der betød noget, for far derimod var det de menneske, og det arbejde, han derved kom i kontakt med der. Han kunne såmænd lige så godt være blevet kommunist eller noget andet, bare det bragte ham i kontakt med mennesker, og gav ham følelsen af at være med i noget. Nogen personlig overbevisning havde han ikke, og han havde vel heller ikke evner til at erhverve sig en sådan.
   Hans trang til kærlighed skulle have udløsning på en måde, og det fik den i hans arbejde i søndagsskolen. Børnene stillede ikke spørgsmål, der krævede en personlig indsigt, det svarede til hans begrænsning. I det øvrige arbejde i Den Apostolske kirke kunne han nøjes med at forfægte de meninger, som de mere tænkende var kommet til. - Hans kærlighed til børnene rettede sig mest imod pigerne. Der rejste sig undertiden røster imod ham, at han var lidt for kærlig over for dem, men det afviste han som absurd.
   Når vi børn ikke ville gå samme vej, som han kunne vi få lov til at sejle vores egen sø, så var han løst fra sit ansvar, mente han. Og når mor ikke havde villet gøre det samme, måtte hun selv tage følgerne, det kunne han ikke tage sig af. Hendes personlige tilstand skulle ikke forhindre ham i at dyrke sine egne interesser.
   Det var frygteligt for mig at følge dette, og ikke kunne gribe ind. Jeg travede op og ned ad gulvet fra morgen til aften, mine tanker arbejdede. Der brændte en ild i mit sind, og jeg kunne kun gå uvirksom.

Ellers gik alt sin rolige gang. Jeg var tit led og ked af dette spil mellem mig og fængslets ledelse og tænkte på, om der ikke kunne findes et kompromis, som begge parter kunne gå ind på. Jeg var villig til at underkaste mig fængslets myndighed, hvis jeg bare kunne få sikkerhed for, at det ikke var ensbetydende med, at jeg skulle opgive enhver tanke om en fornyet undersøgelse af min sag. Jeg var klar over, at min stilling var uholdbar, og jeg var villig til at gå ind i den almindelige fængselsrutine på lige fod med de andre. Jeg ønskede ikke at indtage en særstilling, hvis bare fængslet ville støtte min ansøgning, eller i hvert fald ikke ville hindre mig selv i, at arbejde på at få min sag revideret. Jeg forsøgte flere gange at tale om det med viceinspektøren og andre, men hver gang troede de, at nu var min modstandskraft ved at være brudt, og at det var en erkendelse af, at jeg havde haft uret i min holdning til sagen, og så kunne jeg ikke gå med til noget. For dem var det et magtspørgsmål, og det ville jeg ikke bøje mig for.

En dag kom overbetjent Drachmann ind til mig og sad og sludrede. Jeg fortalte om mine synspunkter, og han syntes, det var så ligetil at forstå. Jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig, at tale med selve inspektøren om sagen og høre hans mening om den. Han svarede, at han var sikker på, at inspektøren gerne ville tale med mig, og han ville fremlægge det for ham.
   Der gik den ene dag efter den anden, uden at jeg hørte noget. Så opgav jeg det håb. - Men pludselig en dag blev en nøgle sat i døren og ind trådte inspektøren, høj og kraftig, man var ikke i tvivl om, at det var en tidligere kaptajn i garden, man stod overfor. - Han så meget nedladende på mig og spurgte, hvad jeg ønskede at tale med ham om.
   "Om min sag," svarede jeg.
   "Deres sag! hvad er der med den?" spurgte han.
   Jeg så lidt på ham for at se, hvor jeg havde ham, og han så mig roligt og fast ind i øjnene. Det var en mand af en anden kaliber end den, jeg plejede at stå overfor, og jeg tænkte, at det var bare at gå på.
   "Er der ingen måde, hvorpå man kan få sin ret?" spurgte jeg.
   Han trak på skulderen.
   "Jeg kender ingen," svarede han.
   "Det er både juridisk og moralsk forkert det, der er gjort imod mig," fortsatte jeg.
   "Hvad kender De til, hvad der er juridisk forkert?" spurgte han.
   "Ingen domstol er i stand til at dømme en retfærdig dom, medmindre sandheden kommer frem," sagde jeg, "og det er den ikke kommet i min sag. Derfor er den juridisk forkert."
   Han trak på skulderen.
   "Vil De måske nægte, at den er moralsk forkert?" spurgte jeg.
   "Det kan jeg virkelig ikke udtale mig om," svarede han. Han stod lidt og så nedladende på mig. Så sagde han: "Hvor er De klog," og han gentog: "hvor er De klog."
   "Næh," svarede jeg, "jeg forsøger ikke at gøre mig klog på noget, jeg ikke har forstand på. Men har jeg ret, eller har jeg ikke ret?"
   Han trak på skulderen uden at sige noget. Jeg så ham lige ind i øjnene, og da han havde stået lidt og set på mig, gik han og lukkede døren lige så stille efter sig.
   Jeg gik frem og tilbage og tænkte over samtalen. Tilsyneladende havde den ikke bragt noget positivt, og dog var jeg tilfreds, uden at jeg kunne sige hvorfor.
   Lidt senere bankede det på døren. Det var gangmanden, der ville sige mig noget gennem dørsprækken. Han fortalte, at han havde stået inde i depotet i stueetagen, da inspektøren kom ned, og lige udenfor havde han mødt sygebetjenten, som havde spurgt, hvad inspektøren mente. Han havde svaret kort og godt:
   "Manden har ret, men der er ingen anden udvej end, at vi må se at få ham benådet."
   Min følelse af at have opnået noget positivt havde altså været rigtig, men det var så vagt, at det ikke gav mig mulighed for at ændre min stilling til fængslet.

Jeg havde trukket mig tilbage fra alt, jeg kom ikke mere i haven, og lånte ingen bøger mere. Jeg havde forresten også læst dem alle. Hver morgen gjorde jeg hård gymnastik, nøgen og for åbne vinduer, og bagefter tog jeg en kold afvaskning. Det kunne jeg ikke undvære.
   Jeg ønskede at komme væk fra sygehuset, men kunne ikke selv bede om det, jeg måtte overlade det til viceinspektøren. En morgen lige før jul, kom han ind, mens jeg stod nøgen, og var ved at gøre morgengymnastik. Han sagde undskyld, og at han ville komme igen en anden gang.
   "Jamen det tager bare et øjeblik at få tøjet på," sagde jeg.
   "Nej nej," sagde han, "det er ikke noget særligt," og så gik han.
   Noget almindeligt besøg for at hilse på mig og spørge til mit velbefindende, troede jeg dog ikke på.
   Første juledag om formiddagen kom han igen, og det var tydeligt, at han i forvejen havde gennemtænkt hele samtalen og beregnet mine svar. Han havde besluttet, at denne gang skulle han være situationens herre. Han anslog en spøgende tone og sagde, at denne gang havde jeg da tøj på.
   "Ja," svarede jeg, "det er noget, jeg gør hver morgen, gymnastik og kold afvaskning."
   Det var imod hans beregning, at jeg svarede her, kunne jeg se, men han tog sig sammen og fik lagt ansigtet i de rigtige folder, og så kørte han frem med den remse, han havde øvet sig på:
   "Se 115, nu i eftermiddag er der foredrag, og i morgen er der koncert, det skal De få lov til at deltage i, og så efter jul bliver De flyttet over i fløjen og må begynde at arbejde og deltage i skolegang og de andre pligter, der påhviler Dem på linje med de andre fanger, nu kan vi ikke have dette mere, har De forstået?"
   Jeg havde stået og hørt ganske roligt på ham, og nu svarede jeg:
   "Ja, se det med foredrag og koncert interesserer mig ikke, så det kan vi se bort fra. At jeg kommer over i fløjen, det er helt i sin orden. Det er, hvad jeg selv ønsker. Men hvad arbejde, skolegang og de andre pligter, der påhviler mig, angår, så kan der slet ikke være tale om, at jeg går i gang med det."
   Dette var helt imod beregningen, og han var igen slået ud. Han stod henne ved vinduet og pillede ved gardinet og ledte efter de rette ord. Så begyndte han med, hvor fornuftigt det ville være, hvis jeg ville gøre det. Jeg svarede, at det havde vi jo tidligere drøftet, og at han på forhånd kendte mit svar. Men jeg var godt tilfreds med at kunne komme over på fløjen, for min plads var ikke mere her på hospitalet. - Han gik lige så stille, som han var kommet, og efter jul ventede jeg hver dag at blive hentet over til fløjen. Men der skete intet, og så var jeg klar over at han havde opgivet det, og jeg indstillede mig på at forblive på hospitalet.