Klokken seks om morgenen ringede en klokke og kaldte os op. Jeg pakkede mine tæpper sammen, og da betjenten lukkede op bar jeg dem hen i rummet, hvor de havde deres plads om dagen, og så måtte jeg sammen med de andre stå i række og geled med natpotten i hånden for at få den tømt. - Morgenmaden bestod af en skive sigtebrød og ellers rugbrød med en brik margarine og et krus te.
   Efter måltidet blev jeg hentet til politigården, og det foregik i cellevognen, hvor hver fange blev lukket ind i et lille rum, så lille, at man kun kunne sidde stift op og ned og ikke røre sig. For de små vinduer var der mat glas, og det var en mærkelig følelse at sidde der og høre larmen fra gaden omkring en, en verden jeg havde forladt, og som der ville gå mange år til, jeg skulle gense og være med i. Men det nyttede det ikke at tænke på.
   Jeg blev denne nat sat ind i en celle på politigården, indtil jeg skulle op på undersøgelseskammeret. Jeg fik en bog at læse i, men gik op og ned ad gulvet det meste af tiden.

Da jeg blev hentet op var mor der. Det havde været et hårdt slag for hende. Hun havde fået det at vide på den måde at min lillesøster, som nu var tolv år, var kommet ned på aviskontoret og der så det i en stor overskrift på forsiden af avisen. Hun kørte straks hjem til mor med avisen, fór ind til hende og råbte helt ude af sig selv:
   "Frede har slået Reiche ihjel!"
   "Det er umuligt," sagde mor, men avisen viste tydeligt, at det var rigtigt.
   Hun telefonerede ind til politigården, og fik lov til at komme ind næste dag og tale med mig. Jeg sagde, at hun ikke måtte være urolig, det havde været nødvendigt at handle som jeg gjorde, og at hun skulle se lyst på det hele. Hun bad mig så forsone mig med min søster, og det sagde jeg ja til, og bad hende hilse far. - Vi fik kaffe og talte roligt om det hele, og overbetjent Teglgaard var enestående i sin omsorg for at vi skulle føle os godt tilpas.
   Mor var ond på Oda, hvad der var meget forståeligt, men jeg sagde, at det måtte hun ikke være. Oda forstod ikke selv det hele, og hun havde mere brug for en hjælpende hånd end en dømmende. Jeg bad hende prøve at forstå Oda og hjælpe hende, hvor hun kunne, og det lovede hun.

Et par dage efter kom mor igen, og havde da min storesøster med. Jeg rakte hende hånden og sagde, at vi slog en streg over alt, hvad der havde været tidligere, og hun svarede, at hun ikke var spor vred over, at jeg havde vendt hende ryggen. Jeg tænkte, hvor typisk af hende, for det var jo egentlig en bebrejdelse mod mig. Hun var lige, fra jeg var taget ud at sejle til for nylig, kommet sammen med Oda og Reiche og havde sanktioneret alt. Men jeg tænkte så, at vi måtte se at få det bedste ud af det. - Hun viste dog straks, at hun skulle udnytte enhver situation til sin egen fordel. Jeg havde haft nogle dejlige silkeskjorter med hjem fra Nordafrika, og dem havde hun forelsket sig i og klagede over, at hendes mand næsten ingen skjorter havde. Men jeg tænkte, skidt, jeg får alligevel ikke brug for dem foreløbig. Jeg kunne godt lide hendes mand, og var glad for at kunne gøre ham en tjeneste, så jeg lod hende få dem. Og i alle de måneder jeg sad i varetægt kom de to gange om ugen ud til Vestre Fængsel og havde altid lækre ting med. Det var virkelig lyspunkter i den tid, og de var de eneste, der bragte mig i kontakt med omverdenen. Jeg var dem stor tak skyldig og håbede, at det gode forhold kunne få lov til at udvikle sig til glæde for alle parter.

Jeg var til afhøring næsten hver dag og gjorde arbejdet let for dem. Jeg gav beredvilligt alle oplysninger, jeg havde intet at skjule. At der var noget de fik en forkert opfattelse af var vel min egen skyld. Jeg var helst fri for at fortælle om hele den lange kamp, jeg havde kæmpet. Jeg syntes det måtte stå tydeligt og klart for enhver, og jeg forstod slet ikke, at de ikke havde de samme forudsætninger, som jeg, for at forstå det, der var sket. De kunne ikke kende alle detaljer, når jeg ikke sørgede for, at de fik dem. Jeg tænkte også, at disse detaljer ville de allerbedst få ved at afhøre de mennesker, Oda og jeg var kommet sammen med i den tid. Men disse mennesker burde jeg så have sat dem i stand til at komme i forbindelse med, og det gjorde jeg ikke, jeg mente, at de gjorde det af dem selv. Af samme grund gjorde jeg det umuligt for min forsvarer at gøre noget effektivt for mig, hvor meget han end selv ønskede at gøre.

En meget væsentlig årsag hertil var også mor der, hvor meget hun end ønskede det, ikke kunne blive sit had til Oda kvit. Det blussede hele tiden op. Og jeg vidste, at alle oplysninger om Oda, jeg ville give, ville hun bruge imod hende, og så måtte jeg lade være med at give sådanne oplysninger. Jeg måtte endda undertiden skrive meget hårde breve til mor for at standse hendes virksomhed. Hun ville kaste al skyld over på Oda, og søgte over alt at skabe en stemning imod hende. Mor kendte jo ikke sagens rette sammenhæng, og bedømte det hele ud fra sit eget synspunkt.
   Hun kunne heller ikke forstå min sindsligevægt og tilfredshed med det hele. Hun syntes det måtte være et helvede for mig at være indespærret; mig der altid havde elsket naturen og friheden og aldrig havde tålt nogen form for bånd.
   Overbetjent Teglgaard var mig en uvurderlig hjælp. Han kunne altid på sin rolige, smilende måde overbevise hende om, at jeg virkelig havde det godt, og hun rejste altid glad hjem. Fra folk i Helsingør fik hun mange sympatitilkendegivelser, fra mennesker der havde kendt mig, og det gjorde hende godt. Skt. Vincentsøstrene fra den katolske kirke kom også ud til hende og viste deres deltagelse, og de forærede hende et krusifix af sølv med indlagt træ.

På Vestre Fængsel var jeg glad for at være. Jeg stod på god fod med alle betjentene. Inspektøren kom af og til og talte med mig, og jeg fik det bedste indtryk af ham. En dag blev jeg kaldt ind til fængselspræsten, og vi talte længe sammen. Han spurgte, om jeg havde noget at læse i, og hvilke bøger der interesserede mig, og han sagde, at jeg godt kunne få ekstra bøger.
   Jeg talte også med speciallægen, men det var mærkeligt, som han altid virkede på mig. Han forstod mig slet ikke, jeg kunne ikke lade være med at le af ham, og så troede han, at det var min egen handling, jeg morede mig over. Han havde et aparte udseende med langt kunstnerhår, og hele hans væremåde var sådan, at jeg ikke kunne tage ham alvorligt. Han appellerede for meget til min humoristiske sans. Det var vel medvirkende til at han gav en erklæring om mig, at jeg syntes at være meget stolt af min handling, og han anbefalede at jeg blev sendt til mentalundersøgelse. - Jeg blev igen fremstillet for dommeren, og han sagde, at der egentlig ikke var noget der tydede på at jeg ikke var normal, men at det i den slags sager var almindeligt, og jeg ville derfor blive sendt til mentalundersøgelse på en psykiatrisk afdeling. Jeg måtte vente et stykke tid på, at der blev plads på rigshospitalet, men den femtende august om morgenen blev jeg hentet og kørt derud.
   Det var vidunderligt at se de grønne træer i Fælledparken igen, efter i to måneder kun at have set politigårdens og Vestre Fængsels kolde mure. Jeg stod stille lidt og indsugede indtrykkene med alle sanser, inden jeg gik op.

Jeg blev lagt i seng på en stue, hvor vi var 16 patienter. Jeg følte mig godt tilpas der, atmosfæren tiltalte mig, og afdelingssygeplejersken sagde, at hvis jeg ikke selv omtalte det, var der ingen af de andre patienter, der ville få at vide i hvilken anledning, jeg var der. Vi ville alle være på lige fod.
   Jeg blev meget fine venner med de andre patienter, og også med sygeplejerskerne. Så snart jeg kom op begyndte jeg at hjælpe til med arbejdet. Jeg fik mit tøj udleveret kl. 5 om morgenen, de andre fik det først kl. 8, og så var jeg med til morgenarbejdet og maduddelingen. Efter middagen skulle vi sove til middag, men det var jeg ikke meget for. Så fandt sygeplejerskerne på noget, jeg kunne hjælpe med i depotet og lignende. Både formiddag og eftermiddag var vi i haven, og der tumlede vi os på græsplænen eller vi spillede kort.
   Da jeg blev indlagt havde professor Helweg sommerferie, men 1. september kom han igen, og vi havde ham til stuegang. Da jeg stod over for ham så han mig fast i øjnene og sagde:
   "Ja, Dem kender jeg jo lidt til fra aviserne, og jeg vil ikke spørge, om De fortryder, hvad De har gjort, for dertil ved jeg, at De vil svare nej. Men jeg vil spørge således: hvis De kom i den samme situation en gang til, ville De da gøre det samme?"
   Jeg svarede, at det afhang af om de samme betingelser var tilstede.
   "Det forudsætter vi," sagde han.
   "Ja, så ville jeg gøre det samme igen," svarede jeg og så ham lige i øjnene.
   Han så længe roligt på mig, så spurgte han, om jeg ellers følte mig godt tilpas, og dertil svarede jeg, at jeg kun havde grund til at være tilfreds med det hele, hvorefter han trykkede min hånd og gik videre.
   Alle patienter blev underkastet en rygmarvsprøve, men det nægtede jeg at gå med til, hele mit nervesystem har altid reageret imod den slags, og da alle lægerne mente, at der ikke var noget i vejen med mig, syntes jeg ikke, at jeg behøvede at gå med til det. Professor Helweg sagde blot ,at så måtte vi jo håbe, at de indre væsker var i orden.

Min søster og svoger kom også her og besøgte mig, og far var der også en gang. Men vi var mere fremmede for hinanden end nogensinde. Jeg vidste jo, hvordan han bedømte mig, at jeg var kommet ud i alt dette, fordi jeg ikke ville gå den vej, han ville.
   Mor var der også nogle gange og talte med professoren, og hun spurgte ham, om han ikke kunne gøre det således, at jeg kom i psykopatforvaring.
   "Jo," svarede han, "men tror De at det er i overensstemmelse med Deres søns ønsker?"
   Næh, det måtte hun indrømme at det ikke var. - Professoren spurgte mig selv, hvad jeg mente om det, og jeg svarede, at det måtte ikke ske, jeg ønskede sandheden frem for alt, og kun sandheden. - Det var også hvad han havde forstået, sagde han. - Jeg bebrejdede mor dette og sagde, at hun intet måtte foretage sig i den retning, men hun mente, at det ikke ville være så strengt at komme på psykopatanstalten. Dertil svarede jeg, at jeg absolut ikke ønskede, at have det godt udover, hvad der tilkom mig, eller hvad jeg selv var i stand til at erhverve mig på ærlig vis.
   En sygeplejerske, frk. Johansen, kom til at betyde meget for mig. Jeg elskede hende med følelser, der var så rene og stærke, at de hjalp mig over mange vanskeligheder i den følgende hårde tid. Vore følelser kom aldrig til udtryk i ord, men hendes nærhed fyldte mit sind med en glæde, jeg aldrig tidligere havde kendt. Den uge, hvor hun var på nattevagt og begyndte kl. 12, gik hun først sin runde, og når alt var klart satte hun sig i stolen på min stue, og så vågnede jeg hver nat. Jeg behøvede kun at slå øjnene op, så rejste hun sig og kom hen til mig. Det var, som om hun kun ventede på, at jeg skulle slå øjnene op. - Når jeg vågnede tidligt om morgenen, tog jeg tit et tæppe om mig og satte mig hen og talte med hende og den anden nattevagt. - Jeg knyttede et bælte til hende, og hver en knude var bundet i kærlighed.
   Den femtende september blev jeg sendt tilbage til Vestre Fængsel. Denne gang var det slemt at komme derud, for den måned på Rigshospitalet havde været vidunderlig. Jeg var kommet til at holde af så mange mennesker der, det var svært at give afkald på det. Det havde vist mig, at mennesker kunne holde af mig, også som forholdene nu var.
   Nogle få dage efter min tilbagekomst blev jeg igen fremstillet for dommeren, og her rådede min forsvarer mig til at bede om at få sagen for en nævningedomstol, og da jeg ikke selv havde forstand på de ting, fulgte jeg hans råd.

På hospitalet havde jeg været sammen med en anden fange, som var helt slået ud. Han var lige blevet løsladt fra otte måneders fængsel i Nyborg, og da han kom hjem boede hans kone sammen med en anden. Han truede hende da på livet, og derfor fik hun ham arresteret. Han ville begå selvmord og var helt ude af ligevægt, og jeg talte meget med ham og forsøgte at gengive ham troen på livet. - Da vi kom tilbage til Vestre Fængsel fik vi celler ved siden af hinanden, og så skrev vi breve på toiletpapir, som vi kastede over til hinanden under gårdturen. Det var strengt forbudt at skrive sammen. - Afleveringerne af disse breve gav os nogle meget spændende halve timer. En dag kastede han et brev over, som blev hængende i nettet. Så tog han sit lommetørklæde, knyttede det sammen som en bold og kastede det derop for at slå brevet ned, men det blev også hængende. Vi gik frem og tilbage, og kunne kun gøre noget, når betjenten vendte ryggen til. Jeg tog min ene strømpe af, rullede den sammen og kastede den op, men det ville ikke lykkes. Hver gang jeg gik forbi, og betjenten så den anden vej, kastede jeg, og i sidste minut før vi skulle ind - de andre var allerede på vej op - lykkedes det mig at slå brevet og lommetørklædet. Situationen var reddet og vi åndede lettet op.

En af betjentene var en barndomskammerat af mig, og det skulle han egentlig meddele. Men han sagde, at det syntes han ikke, der var nogen grund til, vi brugte jo ikke vort bekendtskab til at overskride de grænser reglementet satte, og vi var begge glade for at kunne tale sammen. De andre betjente blev hurtigt klar over, at vi var gamle bekendte. De hørte for eksempel, at vi sagde du til hinanden, men de fandt, at det var helt i sin orden.

Jeg blev tit hentet ind til politigården, bare for at få en sludder og en kop kaffe. Alle undersøgelser var afsluttet og sendt til statsadvokaten, men de ville gerne følge med i, hvordan jeg havde det. Og når mor kom, blev jeg også hentet derind, der kunne vi tale friere sammen, og mor ville så nødigt ud til Vestre Fængsel.
   Jeg havde også en del samtaler med min forsvarer. Han ville have, at min sag skulle føres ind under, at jeg ikke havde været mig selv under handlingen, men det sagde jeg var ikke rigtigt, jeg havde vidst fuldt ud hvad jeg gjorde, og jeg fortrød det ikke. Han mente, at jeg havde været under en frygtelig depression, og således ikke havde været mig selv, og altså heller ikke under den sidste handling. Men jeg kunne stadig ikke give ham ret. Godt nok havde jeg været ude i en depression, men den havde ikke forhindret mig i at tænke klart. Tværtimod havde jeg i denne periode tænkt ualmindelig klart, ellers havde det ikke ført til denne afslutning. - Han rystede på hovedet af mig og sagde, at jeg ikke ville mit eget bedste. Nævningene og dommerne ville være imod mig, når jeg så halsstarrigt holdt fast ved dette. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde jeg, det var sandheden, og den kunne jeg ikke gå på akkord med.

Den første november skulle sagen for nævningedomstolen, og jeg skrev til mor at hun ikke behøvede at være der, jeg ville føle mig mere fri, hvis hun ikke var tilstede. Jeg vidste, at hun slet ikke kunne forstå min indstilling, og hun ville forsøge at vende det hele mod Oda. Det ville jeg ikke hjælpe hende med, og derved ville hun forhindre mig i at tale frit. - Så ville hun også prøve at vække nævningenes medlidenhed, og det ønskede jeg ikke. Alt det kunne jeg naturligvis ikke skrive, og jeg fik til svar, at hun den dag ville stå ved min side, jeg skulle ikke føle mig alene. Hun havde også skrevet til sin familie i Nykøbing og bedt dem komme til København og være med, hun mente, at det ville være mig en moralsk støtte at se dem. At jeg ikke havde brug for sådan en støtte, og helst ville være fri for den, forstod hun ikke, så jeg måtte tage det og se at få det bedste ud af det.