Der blev gang på gang søgt benådning for mig, men det blev hver gang afslået. En dag blev jeg kaldt op til overlægen. Han sagde at det han ville sige nu skulle jeg ikke tage som sagt af en embedsmand, men af en god ven, for det var virkelig et venneråd han ville give mig. Han kunne ikke fortælle mig hvad der lå bag det, det måtte han ikke. Jeg skulle bare stole på ham og følge hans råd. Jeg skulle ikke svare ham nu, men inspektøren ville i løbet af et par dage komme op til mig og tale med mig, og ham skulle jeg svare. I mellemtiden skulle jeg meget nøje tænke det råd igennem han nu ville give mig. Det var at jeg skulle indvillige i at komme over på statsfængslet og tage arbejde op der. Jeg kunne sådan omtrent selv vælge hvilket arbejde jeg ville have, for han vidste at hvor jeg end kom hen ville jeg gøre god fyldest. Så ville den vanskelighed han hele tiden stødte på være fjernet, og han ville kunne få mig løsladt. - Jeg svarede at det var umuligt, jeg ville ikke underkaste mig de forhold i statsfængslet.
"Jamen det kan komme til at koste Dem mange år at De nægter det," sagde han.
"Ja det er der ikke noget at gøre ved. Det kan ikke være anderledes. Jeg kan ikke bøje mig for det," svarede jeg.
"De er håbløs," sagde han.
"Ja det er jeg måske," svarede jeg. "Men jeg kan ikke være anderledes."
Han var klar over at der intet var at gøre, og jeg gik op igen.
Om aftenen da vi kom ned på kontoret sad frk. Hansen der, og hun forsøgte også at overtale mig. Jeg sagde så at jeg ville fortælle hende en lille historie, som hun nok kendte i forvejen. Den stod i Bibelen og handlede om Jesus der blev ført op på et højt bjerg, og om Satan som viste ham al jordens herlighed og sagde at alt dette ville han give ham hvis han ville falde ned og tilbede ham.
"Så må jeg være Satan," sagde hun.
"Nej," svarede jeg, "lige så lidt som jeg er Jesus, men forholdet er alligevel det samme."
Senere fik jeg at vide at myndighederne havde stillet som en ufravigelig betingelse at jeg underkastede mig, begyndte at arbejde på statsfængslet og mindst et halvt år viste at jeg virkelig bøjede mig og udførte mit arbejde tilfredsstillende inden de ville tage min sag op til benådning. - Jeg ved at jeg gjorde det meget vanskeligt for overlægen, men jeg kunne ikke andet.
Der blev igen indsendt benådningsansøgning til kongens fødselsdag 1948, og denne gang troede jeg det var lykkedes. Jeg vidste at overlægen havde skrevet en meget stærk anbefaling, og der var så mange ting der forårsagede at jeg satte så store forhåbninger til det denne gang. Men det blev atter afslag, og det slog mig langt ned denne gang. Det var første gang det virkede så stærkt på mig. - Der er grænser for hvor længe man kan undertrykke alle længsler efter livet udenfor, og her på psykopatanstalten var der så mange ting der vakte disse længsler. Min lillesøsters besøg havde vist mig det så tydeligt, og det gode forhold jeg havde til de unge piger på kontoret vakte også længsler. Jeg kunne tale med dem hver dag, og vi var virkelig gode venner, og alligevel var vi adskilt af en uoverstigelig kløft. - Ligeledes med betjentene, vi følte os mere som gode medarbejdere, og det var mig der gjorde den største indsats, fordi jeg var der i døgnets fire og tyve timer mens de kun var der i otte. Hvor stor en indsats jeg end gjorde kunne jeg dog aldrig blive andet end fange, uligheden i hele forholdet gjorde sig stærkere og stærkere gældende. Det stempel domstolen havde sat på mig kunne jeg ikke fjerne. Det kunne for et stykke tid glemmes, men det var der stadig.
En dag læste jeg i Politiken en avisenquete angående indførsel af dødsstraf for almindelige kriminelle. En del mennesker blev spurgt om deres mening om emnet, og her blev den mand der var statsadvokat og min anklager i 1938 spurgt. Han brugte min sag som eksempel på det formålstjenlige i at indføre dødsstraffen. Han beskrev hvordan jeg først havde undersøgt straffeloven, hvilken straf jeg kunne få, og da jeg havde konstateret at jeg kun kunne få fængsel på livstid, og altså ikke risikerede livet, havde jeg besluttet at handle. Og han mente at hvis der havde været mulighed for dødsstraf havde frygten for denne hindret mig i fuldbyrdelsen af min handling. - Intet kunne dog være mere forkert. Dødsstraf ville for mig have været den letteste straf, og jeg ville have modtaget den som en befrielse. En fængselsstraf selv over et kortere åremål anså jeg for langt strengere. - Det viste hvor lidt han havde forstået af hele sagen. Det havde været bedre om han havde sat sig lidt bedre ind i den før han påtog sig en anklagers rolle.
Jeg viste både overlægen og første reservelægen artiklen, og de sagde begge at der havde han taget grundigt fejl - selvom overlægen sagde at det også viste at manden havde handlet ud fra en reel opfattelse af sagen, og at han stadig mente at denne var rigtig. Men det ændrede ikke at hans slutninger var forkerte, og at disse forkerte slutninger var årsagen til at jeg blev dømt så hårdt. Og det viste tillige hvor berettiget hele min kamp var. Hvis jeg havde underkastet mig ville hans fremstilling af sagen aldrig være blevet draget i tvivl, og den ville have dannet grundlag også for undersøgelserne vedrørende en benådning, og en sådan ville da kun kunne begrundes ved god opførsel i fængslet, og en sådan benådning ønskede jeg ikke.
Der var kommet en ny observationsfange som var dømt til halvandet års fængsel, og han havde fået nervesammenbrud da han fik dommen. Han havde splintret flere celler på Vestre Fængsel, og de vidste ikke hvad de skulle stille op med ham og sendte ham ned til os.
Da han ankom kaldte sygebetjenten på mig og bad mig tage mig af ham. Han var meget forbavset over den frie tone der herskede på anstalten og ville ikke tro at jeg var fange. Jeg satte mig og sludrede med ham, og han fortalte om sit liv. Han hed Martin - det var hans efternavn - og kaldte sig ingeniør og han havde ført en meget omtumlet tilværelse. Han havde i 16 år arbejdet på en opfindelse inden for automobilindustrien. Det havde bragt ham i forbindelse med de største kapaciteter inden for finans- og industrikredse, og af myndighederne var han også godt kendt. Han havde været part i mange civile retssager, og var kendt for sin skarpe hjerne til at føre en sag. - Det var hidtil lykkedes han at få op imod halvanden million ud af forskellige mennesker uden at der var kommet noget ud af det. Opfindelsen var stadig på eksperimentstadiet. Det lykkedes ham også at dupere ledelsen på psykopatanstalten. Han fik tilladelse til at få drejebænk, værktøj og materialer ind og indrette et værksted i kælderen hvor han kunne fortsætte sine eksperimenter, og jeg fik overlægens tilladelse til at hjælpe ham i min fritid.
Han var 47 og gift med en køn ung pige på 22, havde en dreng på godt et år og ventede en til. Hans kone kæmpede en hård kamp for at få det hele til at køre rundt mens han sad inde. Kreditorerne ribbede efterhånden hjemmet for det meste hvad der var af møbler, men hun var en stolt pige som klarede alt selv og holdt modet oppe. - Jeg kom til at indtage en ret stor plads hos ham, vi drøftede tingene sammen, og jeg hjalp ham med næsten alt. Når han skrev hjem sendte han altid en hilsen fra mig uden at hun ellers kendte mig. - Jeg opdagede hurtigt at han var en frygtelig kværulant, egocentrisk, utrolig kortsynet og påståelig. Han kunne ikke selv sætte grænser for noget, så jeg trak mig snart tilbage fra at hjælpe ham i værkstedet. På den anden side havde han egenskaber som interesserede mig, og jeg var klar over at der var store muligheder i hans opfindelse hvis han bare kunne lære at vurdere andre interesseredes meninger på den rette måde. Han gjorde sig snart helt umulig, og ødelagde de chancer han havde fået på anstalten og måtte tage almindeligt arbejde. - Han blev benådet da han havde siddet i ni måneder, og da vi tog afsked bad han mig sætte mig i forbindelse med ham når jeg engang kom ud, og jeg fik hans mors adresse.
Vi havde en ældre mand på afdelingen som havde siddet inde i mange år, og ikke havde mulighed for nogensinde at komme ud. Hans eneste glæde var at gå og lave små lækre retter, men det var vanskeligt for ham at skaffe det nødvendige dertil. Han kom til mig i køkkenet og spurgte om han skulle hjælpe til med opvasken, og det havde jeg ikke spor imod. En dag havde han travlt med at få madkassen med de tomme bakker sendt ned med køkkenelevatoren til det store køkken mens jeg spiste, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Men et par dage efter kom der en madbakke med sukker i madboksen. Jeg tænkte at det var noget der var gået forkert og sagde det til betjenten. Han sagde at det nok var nogen der forsøgte at få en handelsforbindelse med køkkenet. Så gik det op for mig at det var den gamle der forsøgte at lave numre bag min ryg. Betjenten sagde at jeg bare skulle sende det retur, men så var jeg bange for at nogen af fangerne i køkkenet skulle komme i vanskeligheder, men betjenten sagde at han ville ringe til køkkenet og ordne det så ingen fik vrøvl, og det gjorde ham. - Den gamle gik og kiggede spændt nogle dage, og omsider spurgte han forsigtigt om der ikke var kommet noget fra køkkenet.
"Jo," svarede jeg, "der kom en bakke sukker, og den lod jeg gå retur."
Han så helt bestyrtet på mig, smed det han havde i hænderne og sagde:
"Så er du bestemt mere tosset end du har lov til."
Han følte ingen trang til at hjælpe mig mere i køkkenet.
Jeg måtte holde streng justits i køkkenet. Hvis nogen havde brugt gryder og kander skulle de gøres rene med det samme, og hvis det ikke blev gjort med det samme hentede jeg dem og de slap ikke før det var i orden. Mukkede nogen spurgte jeg dem om de selv kunne tænke sig at få fat i en gryde der ikke var ren.
Det var ikke tilladt at gå ind i cellerne til hinanden, men også der havde jeg frihed. Jeg havde en god kurvestol, og når nogen havde problemer der voksede dem over hovedet kom de ind og satte sig i kurvestolen mens jeg lå på sengen, og så sludrede vi om tingene. Tit måtte jeg være hård og sige drøje sandheder. Mange rejste sig i raseri og gik, men kom altid igen, fordi de vidste at jeg talte sandhed. - Min celle var et fristed som kom til at betyde meget for mange.